Translate

torsdag den 10. september 2020

Døden og tiden: Richard Matheson 1926-2013


DØDEN OG TIDEN
Richard Matheson 1926-2013

Af BO GREEN JENSEN

DET fulde arsenal af digitale effekter bliver som regel brugt i film, der bevæger sig hurtigt og fokuserer på fysiske ting. Det er derfor befriende, når der males med andet end action og dystopisk fremtid for øje.
   I 1998 lykkedes det endelig producerne Stephen Simon og Barnet Bain at realisere et projekt, som Simon havde båret med sig og brændt for siden 1978, da han læste en korrekturkopi af Richard Mathesons romantiske fabel What Dreams May Come.
   Simon havde netop færdiggjort sin første store produktion, Somewhere in Time (1980), som Jeannot Szwarc instruerede efter en anden af Mathesons romaner. Han faldt pladask for What Dreams May Come, men tiden var – fortæller han i en efterskrift til filmudgaven af bogen – ikke moden. For man havde ikke teknikken endnu.



FØRST med 90ernes computerskabte billeder blev det muligt at skabe de bjergtagende efterlivsuniverser, som er den store – og desværre også eneste – attraktion ved filmatiseringen af What Dreams May Come.
   I newzealænderen Vincent Ward, der havde arbejdet med store billeder og mærkelige baggrunde i middelaldervisionen The Navigator (1988) og den bevægende A Map of the Human Heart (1993), fandt Simon en kongenial instruktør, som var villig til gå fuldt ind for sagen.
   Robin Williams spiller lægen Chris Nielsen, som omkommer i en trafikulykke, men inden længe erfarer, at døden ikke er slutningen. I en verden, som til stadighed skifter form og farve, får han selskab af englen Albert (Cuba Gooding, Jr.), der skal hjælpe den desorienterede pilgrim med at akklimatisere sig til efterlivet.
   En magisk vandring fører gennem fantastiske egne i stadig forvandling. Det er oplagt at se Chris og Albert som moderne versioner af Dante og Vergil i Den guddommelige komedie. Efterhånden går det op for Williams, at den kulørte skærsild tager farve efter de motiver, som hans endnu levende hustru, kunstneren Annie (Annabella Sciorra), arbejder med i sit atelier.
   Senere bliver filmen en Orfeus-myte om at stige ned i selve helvede. Koryfæer som Max von Sydow optræder. Der er ædel smerte og inderlig længsel. Da Annie tager sit liv for at være sammen med Chris igen, går der grådkvalt tv-film i noget, der begyndte som en original vision.
   Billedsiden bliver dog ved med at skifte og fascinere. Der er enestående digitale malerier og levendegjorde drømmelandskaber. Så hvorfor er jeg egentlig skuffet? Fordi det ikke er en hvilken som helst kristen drømmer, der forestiller sig efterlivet. Dette er Richard Mathesons Paradiset.



BÅDE som prosaist og manuskriptforfatter har Richard Matheson præget skyggelandet mellem sci-fi, horror og fantasy i højere grad, end de fleste gør sig klart. Han var 24 år, da det lykkedes ham at få novellen »Born of Man and Woman« (1950) trykt i The Magazine of Fantasy & Science Fiction. Den gav siden titel til hans første bog, en novellesamling, som udkom i 1954. I dag er den bedre kendt som Third From the Sun.
   Someone is Bleeding (1953) og Fury on Sunday (1953, da. Skrækkens nat) var regelrette (for ikke at sige trivielle) krimier. Så fulgte de fantastiske romaner, som Mathesons berømmelse for alvor hviler på. Fortælleren i I Am Legend (1954, da. Jeg er den sidste) er det sidste vågne menneske på en planet, hvor man bliver forvandlet til vampyr, hvis man falder i søvn. Romanen er filmatiseret tre gange: som The Last Man on Earth (1964) med Vincent Price; som The Omega Man (1971) med Charlton Heston; senest som I Am Legend (2007), hvor Will Smith spiller overleveren Neville.
   Med den originale og meget bevægende fabel om The Shrinking Man (1956, da. Edderkoppen) slog Mathesons styrke som myteskaber for alvor igennem. Han skrev selv manuskriptet til Jack Arnolds klassiske filmatisering, The Incredible Shrinking Man (1957, da. Manden, der blev mindre).
   Skønt effekterne ikke holder i dag, får man stadig kuldegysninger over historien om Robert Scott Carey, der bliver mindre og mindre, før han endelig falder gennem maskerne i selve molekylestrukturen. Alligevel kan han til slut konstatere, at »smaller than the smallest, I meant something too! To God, there is no zero. I still exist!«



MATHESONS prosastil er ujævn, men hans bedste ideer er nye og stærke. Det var forfatterens held, at der fandtes en platform, som passede perfekt til hans særlige kvaliteter. Magasinmarkedet tyndede ud; sci-fi og horror på film var små produktioner. Til gengæld havde tv-mediet sine boomer-år, hvor der blev taget store chancer. En række genrer og grammatikker blev udviklet i fællesmængden af høj popkunst og kommerciel sponsorering.
   Matheson var på førsteholdet, da Rod Serling producerede sin skelsættende antologiserie om The Twilight Zone (1959-1964). Matheson skrev 16 af de originale episoder, bl.a. den ikoniske »Nightmare at 20,000 Feet« (S05, E03), hvor William Shatner er passageren med flyskræk, som ser – eller forestiller sig, at han ser – en hujende gremlin på vingen i stormen.
   I begyndelsen ville Serling selv overkomme det hele. Han bearbejdede to af Mathesons noveller, »And When the Sky Was Opened« og »Third from the Sun«, der blev sendt som episode 11 og 14 i december 1959 og januar 1960. Matheson skrev selv manuskriptet til »A World of His Own«, som lukkede seriens første sæson den 1. juli 1960.*
   Han skrev også genrestykker til serier som Cheyenne, Have Gun – Will Travel, Star Trek og The Alfred Hitchcock Hour, men det er i The Twilight Zone, at han færdes naturligt. På bagsiden af Shock I (1979), et udvalg af hans 50er-noveller, bliver Matheson beskrevet som »the celebrated Discoverer of the far side of Strange«.
   Den fejrede opdager/udforsker af landet hinsides Det Sære. Det er ikke bare salgslyrik. Matheson og en kreds af kolleger skabte nye genrer ved at ophæve grænserne mellem de gamle. De nye fantastikere havde ligefrem en (løs) sammenslutning: også Ray Bradbury, Charles Beaumont og William F. Nolan var medlemmer af The Southern California Sorcerers. Eller som Rod Serling ville sige det:

You unlock this door with the key of imagination. Beyond it is another dimension: a dimension of sound, a dimension of sight, a dimension of mind. You’re moving into a land of both shadow and substance, of things and ideas; you’ve just crossed over into the Twilight Zone...**  
    
MATHESON blev med årene stadig mere orienteret mod det okkulte og paranormale. A Stir of Echoes (1958, da. Hjemsøgt af et ekko) lader mørkets kræfter vinde indpas i en forstadsnormalitet af samme slags, som satte scenen i The Shrinking Man. Hell House (1971) er summen af alle hjemsøgte huse fra Horace Walpole til Shirley Jackson. Det er også en forløber for found footage som Paranormal Activity-serien.



I 1970erne blev Matheson optaget af at læse om efterdødsoplevelser. I hans egne arbejder begynder en monoman kredsen om ét stadigt tema: kærligheden, der er stærk nok til at overvinde både døden og tiden. What Dreams May Come er et udtryk for denne fiksering, men hovedværket er Bid Time Return (1975).
   En moderne forfatter forelsker sig i kvinden på et gammelt foto og får mulighed for at rejse tilbage til begyndelsen af århundredet, hvor han møder og forenes med sin store kærlighed. Rejsen foretages alene ved sindets egen kraft. Intet i omgivelserne må minde forfatteren om nutiden, og drømmen går derfor i stykker, da en mønt fra 70erne pludselig ligger i tøjet fra 1912.
   Det var Bid Time Return, der i 1980 blev til filmen Somewhere in Time. Christopher Reeve og Jane Seymour spillede de tidsadskilte elskende. Ved premieren var der kritikere, som foragtede filmen. Den fik siden romantisk kultstatus. Man forstår begge sider af bordet.
   Jeg så Somewhere in Time på amerikansk kabel-tv, alene midt om natten og uden anelse om, hvad der ventede. Oplevelsen blev bestemmende, og det var ved den lejlighed, at jeg første gang bed mærke i Mathesons navn. Jeg opdagede forbindelsen til The Incredible Shrinking Man, som jeg kendte i forvejen, og læste I Am Legend, som er en afsindigt spændende bog.
   Vil det lykkes den sidste mand på vampyrernes planet at holde sig vågen? Naturligvis ikke, og Mathesons tidlige værker er så langt de mest tilfredsstillende, fordi mørket gør det ud for en slags realisme. Den evangeliske resonans i What Dreams May Come og sene, metafysiske traktater som The Path (1993) ligger derimod faretruende tæt på forklarelsen hos Scientology-medlemmer.
   I 1990erne begyndte Matheson igen at skrive westerns: Journal of the Gun Years (1992), The Gunfight (1993), Shadow on the Sun (1994) og The Memoirs of Wild Bill Hickok (1996). Han har måske haft behov for at arbejde i et tørt, neutralt terræn, hvor der ikke var paranormale sirener. Sjovt nok genopdager han genren, netop som Elmore Leonard forlader den helt.
   Efter 2000 bliver Mathesons bøger for alvor svære at læse. Han er afgjort mest interessant i 50erne og 60erne, hvor genreformatet skaber struktur og giver fokus. Bid Time Return er en isoleret arie. Bedst fra de sidste årtier er 7 Steps to Midnight (1992), en solid drømmethriller, hvor detektiven erfarer, at alle de plots, som han arbejder i, stammer fra krimier, gysere og science fiction-historier, han har læst.


JEG gør så meget ud af denne baggrund, fordi flere burde kende Mathesons bøger, men også for at give læseren et indtryk af, hvilke uforholdsmæssigt store forventninger, jeg havde til filmatiseringen af What Dreams May Come.
   I en vis forstand blev de indfriet af Wards overdådige film. Der er næppe skabt smukkere forvandlingslandskaber end de levende malerier, som Robin Williams snubler igennem, da han kommer til livet på den anden side. Men af dybden og mørket, substansen hos Matheson, er der ikke meget tilbage. Filmen forspiser sig på sine effekter og ender med at virke banal.
   Landskaberne er hentet i malerier af John Martin, Vincent van Gogh, Claude Monet og Caspar David Friedrich. De er levendegjort med mirakuløs billedstyrke, og det er afgjort for dem, at filmen skal ses.
   Mathesons rejse mod åndelighed minder om den, man kan iagttage hos forfatterne Arthur Conan Doyle (Land of Mist) og Brian Moore (Cold Heaven) og filmskaberne Nicolas Roeg og Terrence Malick. For en skeptisk fan er det forstemmende stof. Andre med samme udgangspunkt går den stik modsatte vej. Graham Greene er et oplagt eksempel.
   At læse og genlæse Matheson er under alle omstændigheder indsatsen værd. I hyldestbogen The Twilight and Other Zones: The Dark Worlds of Richard Matheson (2009) har en række venner, kolleger og fans (bl.a. Harlan Ellison og Dean R. Koonz) bidraget med essays. Festskriftet indeholder en fortegnelse over de samlede arbejder i alle medier. Værklisten er på 146 sider. Han var altså også en produktiv mand.  

*) Episoden er ikke specielt mindeværdig. En manuskriptforfatter (Keenan Wynn) kan tale sine karakterer til live. Han flirter med den fiktive Victoria (Phyllis Kirk), hvilket gør hustruen Mary (Mary LaRoche) jaloux. Hun kaster båndet, hvor hun selv blev talt til live, i kaminen. Gregory skynder sig at skabe en ny ægtefælle. Han er fristet af at beskrive Victoria, men vælger at genskabe Mary. Serling og Matheson leger med metafiktionen. Episoden er instrueret af Ralph Nelson, som ti år senere scorede et verdenshit med Soldier Blue (1970), den kontroversielle folkemordswestern, som satte lighedstegn mellem krigen i Vietnam og drabet på de indfødte amerikanere.

**) Hver af de første fire sæsoner varierer ordlyden i Serlings intro. Jeg citerer Sæson 4 (1963), som Serling genbrugte i Sæson 5. Han skrev selv 92 af de originale 156 episoder. Det er ganske bemærkelsesværdigt. 


What Dreams May Come. Instr.: Vincent Ward. Manus: Ronald Bass. Foto: Eduardo Serra. 113 min. New Zealand-USA 1998. Dansk premiere: 16.04.1999


Teksten er ny, men tager afsæt i en dvd-anmeldelse, som blev lagt på filmsitet Scope i december 1999. Udgivelsen var et overflødighedshorn fra mediets store pionerår. I 2020 er attraktionen en alternativ slutning, som blev fravalgt af moralske hensyn.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar