Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]

ENKENS FORTÆLLING

Jacqueline Kennedy Onassis 1929-1994

Af BO GREEN JENSEN

JOHN F. Kennedy blev myrdet i Dallas den 22. november 1963. Den formodede gerningsmand, Lee Harvey Oswald, døde to dage senere, da natklubejeren Jack Ruby skød ham af aldrig fuldt klarlagte grunde.

   Samme søndag foregik statsbegravelsen i Washington. Efter ceremonien på Arlington Cemetery tog præsidentens enke til Hyannis Port, Kennedy-klanens sommerresidens, for at overveje sin situation, mens Det Hvide Hus blev gjort klar til Lyndon og Lady Bird Johnson.

   Jacqueline Kennedy kontaktede selv den politiske kommentator Theodore H. White, en gammel ven af familien, og tilbød ham et interview. Artiklen »For President Kennedy, An Epilogue« stod i Life Magazine den 6. december.

DET var en forkommen kvinde, som talte med White. Jackie blev gift med den ti år ældre – og notorisk promiskuøse - John i 1953, da hun var 24 og nybagt kandidat i fransk litteratur. Der var fire graviditeter, men pigen Arabella var dødfødt, og drengen Patrick levede kun i to dage. Ved præsidentens død stod Jackie alene med Caroline på seks år og sønnen John Jr. på tre.

   Efter fem år giftede hun sig med skibsrederen Aristotle Onassis, og da han døde i 1975, blev hun til fabeldyret Jackie O, som hang ud med Andy Warhol, Truman Capote og Bianca Jagger. Hun var et stilikon gennem hele sit liv. Det sluttede i maj 1994, da hun døde af lymfekræft, 64 år gammel.

JFK-attentatet er Den Store Hvide Hval blandt konspirationsteorier, og forløbet er skildret fra alle tænkelige vinkler. Alligevel finder Pablo Larrains film en ny. Jackie fokuserer på ugen fra attentatet til interviewet med White – som bliver spillet af Billy Crudup og her er en mere generisk figur. Der er flashbacks i langt og kort perspektiv, men ingen ved, hvad der videre sker.

   Det er et solidarisk portræt af den blodtilstænkede kvinde, som stadig bærer et lyserødt sæt fra Chanel, da hun overværer indsættelsen af Lyndon B. Johnson. I filmens hjertescene kan hun endelig lægge det blodige tøj. I størknet tid husker hun skuddet, der knuste hendes mands hjerneskal. Strømperne må næsten skrælles af, før hun kan tage sit lutrende bad.

   

JACKIE er i vejen og bliver konstant puffet væk. Kun svogeren Robert spørger til hendes reaktioner, og det er ham, der insisterer på at respektere hendes ønske om en statsbegravelse efter Abraham Lincoln-modellen.

   Under interviewet med White er hun formel og kontrolleret. Hans artikel er berømt, fordi den lancerer myten om Kennedys regering som et amerikansk Camelot. Jackie citerede selv Lerner og Loewes musical: »Don’t let it be forgot/ That once there was a spot/ For one brief, shining moment/ Known as Camelot.«

   Filmen gør det anderledes. Sangen fra Camelot kører videre i udløbsrillen, da alle har forladt lokalet for at forsvinde ind i historien og blive til skyer.

  

PABLO Larrain, som er chilener, har tidligere demonstreret sit talent for at genskabe ældre mediebegivenheder. NO (2012) fortalte historien om reklamebureauet, som førte nej-kampagnen, der tvang præsident Pinochet fra embedet i 1988. Det bedste ved filmen var de rekonstruerede tv-spots.

   Her gør Larrain det samme med Kennedy-epoken. Jackie blev kritiseret for at bruge unødvendigt mange penge på en modernisering af Det Hvide Hus. For at vende stemningen, inviterede hun tv med ind i de nye, luftige stuer.

   Larrain genskaber optagelserne og viser de færdige billeder. Teknikernes attitude siger lige så meget om fordomsfuldheden, Jackie bliver mødt med, som de utålmodigt overbærende reaktioner i dagene efter attentatet.

NATALIE Portman giver en koncentreret fremstilling af den chokerede kvinde, som beslutter at tage kampen op. Caspar Phillipson fungerer udmærket som JFK, og Peter Sarsgaard er på hjemmebane som Robert Kennedy.

   John Hurt spiller præsten, som Jackie fører terapeutiske samtaler med. Han lyder ofte som en John Ford-karakter – »When the legend becomes fact, print the legend«. Noah Oppenheims manuskript har den samme idé, at undersøge hvordan myter bliver til.

   Ellers er det, når akkuratessen er behørigt beundret, svært at se, hvad filmen vil. Jo, den giver Jackies vinkel på sagen, men det er som med andre rekonstruktioner. Man siger: Ih, hvor det ligner, og åh, var det sådan. Men for rigtigt at bruge historien, må man have en klar og fast præmis.

   Filmen gør enkens fortælling konkret, og som et vindue på tiden er den interessant, fordi atmosfæren virkelig smager af 1963. Jackie nægter at være et offer – men er alligevel skildret netop som dét.

Jackie. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Noah Oppenheim. Foto: Stéphane Fontaine. 100 min. Chile-Frankrig-USA 2016. Dansk premiere: 12.01.2017.

Foto: CineMaterial/ FilmAffinity/ Time Warner/ Life Magazine

Filmen streames (lån, køb eller leje) på SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, Blockbuster, Netflix, Grand Hjemmebio og Filmstriben 

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2017