DIGTEREN OG DETEKTIVEN
Pablo Neruda 1904-1973
Af BO GREEN JENSEN
Før Den spanske Borgerkrig var Neruda Chiles konsul i Madrid. Under 2. verdenskrig kom han hjem, og i 1945 blev han kommunistisk senator. Da præsident Vilar forbød partiet, tog Neruda igen til Europa. Her blev han en prins blandt dissidenter.
Neruda var tilbage i 1952. Han støttede Salvador Allendes socialister og brugte sin tid på at skrive. Da han døde i 1973, havde general Pinochet taget magten i Chile. Neruda mente selv, han fik en giftig indsprøjtning på hospitalet, der behandlede ham for prostatakræft.
De politiske digte i Canto General (1950) kom igen til ære og værdighed, da 1968-generationen kanoniserede Neruda. I 1974 udgav forlaget Rhodos Den store sang med grafiske arbejder af Dea Trier Mørch. Vi granskede pragtværket i 2.g og lyttede henført til lovsangen.
Nerudas bedste bog – af 40 mursten – er dog digtkredsen La rosa separada, som udkom i 1972. Her undersøger han i afmålte tekster sit eget og sit lands forhold til befolkningen og stenhovederne på Rapa Nui – altså Påskeøen.
Neruda var tilbage i 1952. Han støttede Salvador Allendes socialister og brugte sin tid på at skrive. Da han døde i 1973, havde general Pinochet taget magten i Chile. Neruda mente selv, han fik en giftig indsprøjtning på hospitalet, der behandlede ham for prostatakræft.
De politiske digte i Canto General (1950) kom igen til ære og værdighed, da 1968-generationen kanoniserede Neruda. I 1974 udgav forlaget Rhodos Den store sang med grafiske arbejder af Dea Trier Mørch. Vi granskede pragtværket i 2.g og lyttede henført til lovsangen.
Nerudas bedste bog – af 40 mursten – er dog digtkredsen La rosa separada, som udkom i 1972. Her undersøger han i afmålte tekster sit eget og sit lands forhold til befolkningen og stenhovederne på Rapa Nui – altså Påskeøen.
DER er mange faser i Nerudas liv. Man kunne lave en traditionel biopic.* Han var samtidig ikke så lidt af en trickster: diplomat, jurist, æstetiker, bordelgæst, kok, gourmet, satyr, nobelpristager, salonkommunist. Han var gift tre gange og indblandet i en mangfoldighed af politiske episoder.
De fleste vælger derfor at nærme sig legenden ad en omvej. Skønt handlingen var henlagt til Italien, blev Neruda fint fremstillet – af Philippe Noiret – i Michael Radfords Il Postino (1994). Han var her en alfaderlig Cyrano-figur, som hjalp et postbud med at kurtisere kroværtens datter.
Postbudet blev en verdenssucces (for resten distribueret af Bob og Harvey »#MeToo« Weinstein). Forlægget var Brændende tålmodighed (1985), chileneren Antonio Skármetas lille roman om Neruda. Herhjemme blev bogen endvidere til et tv-spil med Jørgen Reenberg.
Pablo Larrain caster Luis Gnecco i rollen. Han er trind og tyndhåret som Neruda og har tillagt sig livsnyderens manierismer. På et tidspunkt læser han for sin hustru, Delia del Carril, med saglig hverdagsstemme. Hun beder ham bruge »den anden stemme«, en deklamatorisk messen, som digtene ellers blev læst med.
Postbudet blev en verdenssucces (for resten distribueret af Bob og Harvey »#MeToo« Weinstein). Forlægget var Brændende tålmodighed (1985), chileneren Antonio Skármetas lille roman om Neruda. Herhjemme blev bogen endvidere til et tv-spil med Jørgen Reenberg.
Pablo Larrain caster Luis Gnecco i rollen. Han er trind og tyndhåret som Neruda og har tillagt sig livsnyderens manierismer. På et tidspunkt læser han for sin hustru, Delia del Carril, med saglig hverdagsstemme. Hun beder ham bruge »den anden stemme«, en deklamatorisk messen, som digtene ellers blev læst med.
Han er samtidig en feteret mediestjerne. Han poserer for pressen i åben sportsvogn, med pittoresk kasket og den karismatiske del Carril ved sin side. Larrain forholder sig ironisk til Neruda, som er rigt gift og holder en dekadent fest, da partifællerne banker på. De siger, det er tid til at gå under jorden. Nerudas svar er et privilegeret: »Gælder det også mig?«
I 1949 red Neruda ind i Argentina gennem bjergpasset ved Lipeta. Delia blev i huset i Isla Negra, hvor der i dag er museum.** Nerudas udsøgte tingfindersamling er også med i Larrains film. Han ser vist Neruda som en egoist. Men flugten og eksilet var virkelige nok.
I 1949 red Neruda ind i Argentina gennem bjergpasset ved Lipeta. Delia blev i huset i Isla Negra, hvor der i dag er museum.** Nerudas udsøgte tingfindersamling er også med i Larrains film. Han ser vist Neruda som en egoist. Men flugten og eksilet var virkelige nok.
FILMENS kup er at skabe en detektiv, kommissær Peluchonneau, der jager sit bytte med en Javerts nidkærhed, mens han både beundrer og misunder manden. Da detektiven træder ind, bliver han historiens fortæller. Digteren kvitterer for opmærksomheden ved at efterlade æselørede kioskkrimier med små beskeder til politimanden.
Gabriel García Bernal spiller Peluchonneau med gangsterhabit, moustache og Borsalino. Det er den samme attitude og mundering, som Jean-Paul Belmondo brugte i franske politifilm fra 1970erne.
Neruda og del Carril går under jorden. De skjuler sig hos venner i Santiago, og Neruda flygter til Argentina. Han rider alene over de snedækkede bjerge. I næste billede står han på en båd i Paris og bliver vist frem for pressen af Pablo Picasso.
Detektiven lægger sig ud med sine chefer. Fascisterne foragter hans uægte baggrund. Han er altid ét skridt bag Neruda og kører det sidste stykke på en motorcykel, som han bytter væk for heste. Han er ved at dø i sneen, da Neruda stiger af hesten, går tilbage og taler med sin nemesis.
Gabriel García Bernal spiller Peluchonneau med gangsterhabit, moustache og Borsalino. Det er den samme attitude og mundering, som Jean-Paul Belmondo brugte i franske politifilm fra 1970erne.
Neruda og del Carril går under jorden. De skjuler sig hos venner i Santiago, og Neruda flygter til Argentina. Han rider alene over de snedækkede bjerge. I næste billede står han på en båd i Paris og bliver vist frem for pressen af Pablo Picasso.
Detektiven lægger sig ud med sine chefer. Fascisterne foragter hans uægte baggrund. Han er altid ét skridt bag Neruda og kører det sidste stykke på en motorcykel, som han bytter væk for heste. Han er ved at dø i sneen, da Neruda stiger af hesten, går tilbage og taler med sin nemesis.
DET dæmrer for tilskueren – og karakteren – at Peluchonneau er en tvilling, et gestalt, som digteren selv har skrevet til live. Fortællingen er en drøm i en drøm – eller en labyrintisk fiktion af argentineren Jorge Luis Borges, der i øvrigt ikke var fan af sin chilenske kollega.
Mens digteren taler i Frankrig, bliver detektiven begravet i Chile. I voice over beder han Neruda sige hans navn, bare én gang, så han kan blive ved med at findes.
Vi er her i højt terræn, både æstetisk og erkendelsesmæssigt. Nerudas bane skaber struktur, men detektiven giver fortællingen liv. Han kommer fra et grænseland, hvor mystik og fiktionsteori løber sammen.
Filmens mind games er ikke unikke. En lignende porøs virkelighed skaber dybde og spænding hos f.eks. David Lynch og Paul Auster. Men som regel er der tale om tricks og teknikker. Her er en ægte metafysik, som løfter værket på alle niveauer.
Det er ikke altid gjort lige skarpt. Der koketteres rigeligt med abstraktionen, og der er sikkert også meget, som går hen over hovedet på et ikke-latinamerikansk publikum. Isoleret set var NO, El Club og Jackie – alle instrueret af Larraín – både bedre og klarere film.
Men når Neruda lykkes, er den mageløs. En grænseafsøgende film noir, en selvironisk identitetsfabel – hvor der til slut bryder skønhed og tragedie gennem legesygen. »Jeg vil at alt/ skal være/ håndgribeligt,/ at alt skal være/ kop eller værktøj,« skrev Neruda.
I filmen er hans værk begge dele. Noget virkelig nyt bliver født og får krop.
Vi er her i højt terræn, både æstetisk og erkendelsesmæssigt. Nerudas bane skaber struktur, men detektiven giver fortællingen liv. Han kommer fra et grænseland, hvor mystik og fiktionsteori løber sammen.
Filmens mind games er ikke unikke. En lignende porøs virkelighed skaber dybde og spænding hos f.eks. David Lynch og Paul Auster. Men som regel er der tale om tricks og teknikker. Her er en ægte metafysik, som løfter værket på alle niveauer.
Det er ikke altid gjort lige skarpt. Der koketteres rigeligt med abstraktionen, og der er sikkert også meget, som går hen over hovedet på et ikke-latinamerikansk publikum. Isoleret set var NO, El Club og Jackie – alle instrueret af Larraín – både bedre og klarere film.
Men når Neruda lykkes, er den mageløs. En grænseafsøgende film noir, en selvironisk identitetsfabel – hvor der til slut bryder skønhed og tragedie gennem legesygen. »Jeg vil at alt/ skal være/ håndgribeligt,/ at alt skal være/ kop eller værktøj,« skrev Neruda.
I filmen er hans værk begge dele. Noget virkelig nyt bliver født og får krop.
Neruda. Instr. og manus: Pablo Larraín. Foto: Sergio Armstrong. 107 min. Chile-Argentina-Frankrig-Spanien-USA 2016. Dansk premiere: 25.12.2017
Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film/ Copper Canyon Press/ BGJ
Filmen streames (lån, køb eller leje) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og Filmstriben
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.12.2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar