Translate

tirsdag den 22. september 2020

Valget i Chile: NO (2012) [Pablo Larrain]



EN DEL AF HISTORIEN
Da Chile tilvalgte demokratiet

Af BO GREEN JENSEN

DER findes adskillige film om det CIA-orkestrerede statskup, som i 1973 erstattede Salvador Allende, Chiles folkevalgte præsident, med general Augusto Pinochet Ugarte, militærjuntaens leder. Allende var socialist. Pinochet var nærmest erklæret fascist.
   Kuppet og terrorregimet er skildret i fiktionsfilm som Sebastián Alarcóns Nat over Chile (1977), Costa-Gavras’ Missing (1982), Bille Augusts Åndernes hus (1993), Betty Kaplans Of Love and Shadows (1994) og Ulf Hultbergs The Black Pimpernel (2007). Bedst er dog sekvensen af dokumentarfilm, som Patricio Guzmán begyndte med Battle of Chile (1975-79), fortsatte med Chile, the obstinate memory (1997) og afsluttede med Lysets nostalgi (2010).
   Der er til gengæld få beskrivelser af, hvordan landet slap af med diktatoren. Pablo Larrain fortæller en del af historien i NO, som bygger på skuespillet El plebiscito af Antonio Skárméta.
 

DET skete ved en folkeafstemning i oktober 1988. Man sagde si eller no til otte år mere med Pinochet. Regeringen havde selv udskrevet afstemningen, der dog aldrig var tænkt som et egentligt valg, snarere som et publicity stunt. Man gjorde det efter massive protester og økonomiske sanktioner fra verdenssamfundet. Kun Ronald Reagan og Margaret Thatcher var fans af de chilenske generaler.
   Styret havde befolkningens støtte før valget. Oppositionen var splittet i mange fraktioner, og middelklassens tavse flertal havde stort sendt vendt ryggen til politik. Chile var blevet et vanediktatur på linje med general Francos Spanien. Man kunne muligvis forestille sig en afstemning, hvor resultatet gik styret imod, men ingen troede for alvor på, at juntaen ville acceptere et nej.
   Valget var behørigt sat i scene. Før afstemningen skulle begge sider have sendetid i det statslige tv. Programmerne var for en sikkerheds skyld lagt om natten. Regimet førte en heroisk kampagne, der forherligede Pinochet. Modstanderne havde problemer med at enes om en fælles kurs. Man fremstillede vrede og grundige dokumentarfilm, som opregnede regimets forbrydelser og mindede befolkningen om de dissidenter, som var døde og forsvundne under Pinochet.


   
I NO – som blander fiktive og faktiske skikkelser - hedder oppositionslederen José Urrutia (Luis Gnecco). Han kan mærke, at indignationsstrategien kun taler til de i forvejen overbeviste. Han kontakter derfor reklamemanden René Saavedra (Gael García Bernal). Saavedra er uddannet i USA og har stor succes med at markedsføre alt fra læskedrikke til mikrobølgeovne i en optimistisk, ungdomsfejrende husstil.
   Saavedra er skeptisk og egentlig ret ligeglad med den politiske side af sagen. Opgaven er dog en fristende udfordring. Saavedra arbejder for Lucho Guzman (Alfredo Castro), som støtter Pinochet. Mens nej-siden vinder terræn, prøver Guzman at bestikke sin juniorpartner. Da Guzman overtager ja-kampagnen, er det for sent at vende stemningen. 56% af befolkningen siger nej til en ny tid med Pinochet.
   Larrains film rekonstruerer kampagnen og følger den skråsikre, opportunistiske Saavedra i måneden op til afstemningen. En af de bedste scener viser politikernes reaktion på hans skitse til en kampagne. Saavedra interesserer sig ikke for sårene og ofrene i den fælles erindring. Han sælger budskabet med humor og genbruger forførende tricks fra sine colareklamer. Han tegner et regnbuelogo. Flere fra oppositionen siger fra og vil hellere tabe end vinde på Saavedras præmis.


   
NO er optaget på Sony U-Matic, den professionelle videostandard i 80ernes tv-industri. Larrain kan på den måde bruge autentiske klip og føje dem sammen med rekonstruktioner. Endvidere får billedsiden en grynet tekstur, som man enten vil tænde eller stå af på. Især de store demonstrationer, som politiet slår hårdt ned på mod slutningen, er overbevisende genskabt. Saavedra deltager med sin søn, men han bliver aldrig et politisk dyr, skønt systemet truer og intimiderer. Han drives snarere af stolthed og ambitioner. Han vil vinde, fordi han kan.
   NO var Chiles kandidat til en Oscar, og filmen blev kortlistet sammen med bl.a. Michael Hanekes Amour og Nikolaj Arcels En kongelig affære. Ingen anden chilensk spillefilm er nået så langt ud i verden. Alligevel har man delte meninger i hjemlandet. Flere ser (stadig) ingen grund til at fejre øjeblikket, da politik blev en vare. Genaro Arriagada - modellen for filmens Savedraa – har kritiseret Larrain for at skildre tv-kampagnen som den eneste udslagsgivende faktor. Der var mange gode kræfter om at vælte Pinochet.

 

PABLO Larrain er født i 1976 og voksede op i en Pinochet-venlig familie. Han har tidligere undersøgt perioden i Tony Manero (2008) og Post-Mortem (2010). Han ved utvivlsomt alt dette. Ingen i filmen har rene hænder, og René Savedraa bliver kun en sympatisk person, fordi Gael Garcia Bernal fremstiller ham så karismatisk.
   Saavedra er samtidig en umoden, påståelig, apolitisk type i tiden. Alle i lokalet anfægtes, da en film viser sørgende mødre og enker, som danser for at skabe opmærksomhed om deres døde sønner og ægtemænd. Saavedra finder det kedeligt. Efter valget arbejder han fortsat for Guzman og sværger til stilen fra colareklamer.
   NO er både en blændende film og et fascinerende stykke mentalitetshistorie. Sådan væltede Chile sin diktator, lagde fortiden bag sig og glemte de politiske ofre. Larrain fremstiller denne proces. Han siger ikke nødvendigvis, at den var smuk.


NO! Instr.: Pablo Larrain. Manus: Pedro Peirano. Foto: Sergio Armstrong. 118 min. Chile 2012. Dansk premiere: 13.06.2013.


Foto: CineMaterial/ FilmAffinity/ Cannes Film Festival/ Reel Pictures
Filmes streames (lån, køb eller leje) på SF Anytime og Filmstriben
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 14.06.2013

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar