Translate

torsdag den 3. marts 2022

Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]


DEN KNUSTE BLOMST
Et drømmeportræt af »Folkets Prinsesse«

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE dødsfald rammer dybt i kulturen. Vi sørger stort og kollektivt. De fleste myter forvitrer med tiden, men enkelte bliver stående, og de døde legender får en betydning, de knap nok havde i livet. Lady Diana Spencer (1961-97) er et eksempel. Marilyn Monroe (1926-62) er et andet.
   Der er ingen logisk forklaring, bortset fra auraen af martyrium. Begge kvinder blev kun 36 år, og medierne tog en stor del af skylden. Vi sørger så med de midler, vi har. På sin måde var det smukt, at Bernie Taupin skrev »Candle in the Wind« om til »Goodbye, England’s Rose«, som Elton John sang ved begravelsen. Elegien nåede verden om. I Canada var den nr. 1 i et år.
   Chileneren Pablo Larrain (No, El Club, Neruda) ser på myten Diana med det samme tørre blik, som han kastede på Jacqueline Kennedy i Jackie (2016). Her var Natalie Portman den rystede enke, som stadig havde blodpletter fra Dallas på kjolen, da hun mødte pressen få dage efter. Også Jackie var et statisk monodrama, men Larrain skabte luft via flashbacks til et tv-program, hvor præsidentfruen viste seerne rundt. Hun var Folkets First Lady.
   Holdet bag Spencer har formentlig bedt Larrain om at gøre noget lignende for Folkets Prinsesse. I hvert fald har filmen den samme minimalistiske tilgang. Tonen er mere som på et teater. Det er måden, replikkerne bliver sagt på, og indramningen af meget store symboler. Realisme har ikke været en prioritet. Hvad skulle den ærlig talt også gavne?



FORTÆLLINGEN FOREGÅR over tre dage i julen 1991. Diana lægger stærkt ud med at komme for sent til den traditionsrige frokost i Sandringham House. Hele familien ser skævt til hende, da hun når frem. Hun har været i huset talrige gange, men terrænet har ændret sig, synes hun.
   Hun går ind på en pub og spørger om vej. De lokale er ved at tabe næse og mund. Så får hun øje på Fugleskræmslet, der står som et vartegn på den nøgne mark. Hun husker stråmanden fra, da hun var yngre. Hun tager hans vejrbidte olieskindsjakke med sig til godset.
   Vi er i et Ingenmandsland mellem erindring og vrangforestilling. Man genser et sted fra sin barndom, og proportionerne er ændret. Men måske er selve tiden strakt. Steven Knights manuskript har karakter af en spøgelsesfortælling. Eller drømmestoffet i Graham Greenes fantastiske novelle »Under haven«. Den fortrolige jord bliver usikker grund. Man accepterer nogle kunstgreb, som en realistisk fremstilling ville afvise.



VI er helt og holdent i Dianas perspektiv. Alle i huset har kulde i blikket – i særdeleshed Charles og de svigerforældre, som aldrig er kommet prinsessen i møde. Den nye påklæderske er sikkert en spion, som hovmesteren (Timothy Spall) har anbragt. Køkkenet er fuldt af soldater, der tilbereder maden. På ét punkt er Spencer ikke forskellig fra andre fremstillinger. Der er den samme benovelse over det ceremonielle apparat.
   Diana savner sin betroede hofdame (Sally Hawkins), som senere bliver hentet ind – og aflægger en vidtløftig tilståelse, der på befriende vis renser luften. Hun træder kun ud af sin halvverden, når hun er sammen med sønnerne Harry og William. Hun stikker til maden og får kommentarer for sin vægt. Hun propper sig i spisekammeret for senere at kaste op.



 en af filmens plakater ser man Dianas udsøgte kjole. Hun knæler med ryggen til tilskueren. Først bagefter forstår man situationen. Ingen anden historisk person kan være skildret så ofte sådan. Dianas myte er virkelig sær. Anoreksi og bulimi er næsten blevet hagiografiske kvaliteter.
   Larrain beskærer mesterligt. Filmen er aldrig skarpere end i scenen, hvor Diana møder Charles i biblioteket. Han står ved snookerbordet, der har blodrødt klæde og farvede billardkugler. Den farligste af dem er glinsende sort, og Charles knuger den faretruende hårdt. Eller sådan ser det ud for Diana.
   Ingen af parterne vil give sig en tomme. Charles siger til Diana, at hun må se at blive voksen. Jack Farthing må virkelig være den koldeste kronprins on record.



KRISTEN STEWART ER amerikaner og fingerer en britisk accent. Hun spiller med tilegnede manierismer. Det fungerer, fordi Diana altid efterligner og prøver at tilpasse sig. Mislykkes det, reagerer hun så meget stærkere i bestræbelsen på at gøre sig fri. Den stolte trods demonstreres i en scene, hvor hun standser rævejagten og vinder skakspillet for dagen.
   Mest teatralsk er Dianas identifikation med Anne Boleyn, Henrik den 8.’s anden hustru (af seks), som han lod henrette i 1536, da de havde været gift i tre år. Anne blev besværlig og skaffet af vejen. Diana er overbevist om, at det vil gå hende lige sådan. Larrain og Knight lader dronningens genfærd træde frem i et gammelt skovløberhus. Lige dén scene tror man nok slet ikke på.



INGEN kan med sikkerhed vide noget om personen. Vi har set interviewet, hvor hun slår igen og bider fra sig. I Oliver Hirschbiegels Diana fra 2013 blev hun spillet af Naomi Watts. Hun var da en vital og dynamisk person, der sneg sig ud til stævnemøder. Mest troværdigt er portrættet i The Crown, hvor Diana bliver spillet af Elizabeth Debicki. Her balancerer gode og tvivlsomme træk.
   Spencer er ikke en stor film, men den har indlevelse og psykologisk dybde. Som sagt står Larrain ved et skær af teater. Han begyndte med at vise os jakken, som Diana tager af Fugleskræmslet. Vi er tilbage i Tjekhovs teater, hvor riflen over kaminen må bruges, når vi har set den blive hængt op.
   Det sker som foreskrevet i drømmeportrættet af Folkets Prinsesse. Vist kommer slutningen som en forløsning. Den knuste blomst har omsider sin dag.

Kristen Stewart er Oscar-nomineret i kategorien Best Actress. Filmen har kun den nominering. 94th Academy Awards-ceremonien finder sted i Los Angeles den 27. marts 2022.



Fotos: Shoebox Films/ Komplizen Film/ FilmNation Entertainment/ Topic Studios/ Fabula/ Nordisk Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen er stadig i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2022



Ingen kommentarer:

Send en kommentar