Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]

FORVALTNING AF FORTIDEN
Om pligt, skyld og historiske værdier

Af BO GREEN JENSEN

DET sortner for den unge Siggi Jepsens klare øjne, da han sidder i fængselsklassen på Stade og skal skrive en stil om emnet »Pligtens glæder«.

   Det burde være enkelt, men erindringen går i baglås. Der er så meget stof og ingen struktur. Han får åndenød og svedetur. Det er en umulig opgave.

   De andre skriver frejdigt løs, men Siggi afleverer et blankt stilhæfte efter tysktimen. Inspektøren sætter ham i isolation. Arbejdet skal jo gøres. Vi er i Tyskland i 1954. En hær af psykologer interesserer sig for de unge kriminelle.

   Vi er også i en roman af Siegfried Lenz (1926-2014), der prøver at forstå og forklare, hvorfor så mange gode tyskere gik med nazismen.

   Så i cellen sidder Siggi og skriver. Han fylder det ene stilehæfte efter det andet. Han fortæller læseren om sin far, Jens Ole Jepsen, landbetjenten i Rugböll, det nordligste amt ved grænsen til Danmark. For Jens var indbegrebet af funktionæren, der altid gjorde sin pligt:

   »Han glemte aldrig sin opgave. Når efterårsblæsten drev korvetter over himmelen fra Slesvig-Holsten: min far var på vej. I det lunefulde forår, i regnvejr, i krig som i fred svang han sig på sin cykel og stampede ud i sin missions blindgyde, som altid blot førte ham til Bleekenwarf, fra evighed og til evighed, Amen.«*

PÅ Bleekenwarf boede kunstneren Max Nansen, som myndighederne havde givet arbejdsforbud. Nansen malede »syge billeder«. Max og Jens var gamle venner. Det burde være muligt for betjenten at se stort på arbejdsforbudet, men Siggis far forstod pligtens glæder. Han kontrollerede kunstneren krigen igennem. Slægtninge døde, og riget gik under. Selv da de allierede kom, var det vigtigste for Jens Ole Jepsen, at der ikke blev malet på Bleekenwarf.

SIEGFRIED LENZ skrev Tysktime i 1968 – for øvrigt i feriehuset på Als, hvor familien kom hver sommer i 26 år. Han har sin egen tidstypiske dagsorden. Bewältigung der Vergangenheit kaldes motivet – det vil sige »forvaltning af fortiden«. Medløbere er interessante. Forholdet mellem pligt og skyld. Fortrængning er et dominerende tema.

   Kunstneren Max – til daglig blot kaldet »Maleren« – bliver en faderfigur og en rollemodel for drengen, der vokser op ved Vadehavet. Han er et sindbillede på dissidenten, der gør sin pligt, følger samvitigheden og trodser flertallet. Man var dengang mere sikker på, at man selv ville have sagt fra. Lenz var ikke i tvivl. Han deserterede og kom til Danmark i krigens sidste år.

LENZ baserede Nansen på Emil Nolde (1867-1956), den store dansk-tyske ekspressionist, som fik forbud mod at arbejde under nazismen. Hans værker kom med på udstillingen af Entartete Kunst. Flere end 1000 blev fjernet fra tyske museer. Han omgik forbudet ved at arbejde i akvarel – man taler om de »umalede billeder«. Hos Lenz bliver han en martyr og indbegrebet af integritet.

   Heraf opstår en historisk ironi. For i virkeligheden var Nolde både aktiv nazist og en ivrig fortaler for arisk klarhed i kunsten. Propagandaministeren Josef Goebbels satte pris på hans billeder. At Nolde blev forbudt, skyldtes Hitlers personlige kunstsyn. Det var for billeder som disse, at man havde fravalgt hans egne germanske motiver, da han søgte optagelse på Kunstakademiet.

   Nolde var derfor immun efter krigen. Censuren blev et adelsmærke. Han skrev sine erindringer, der ikke lyver eller fortryder, men justerer visse forhold og går let hen over ideologiske sympatier. Som Niels Barfoed har udtrykt det: »Hans liv er ikke hans værk; og hans værk i øvrigt heller ikke, hvad han selv mente om det og med det«.

   Kunsten var bedre end mennesket, som skabte den. Dén paradoksale konflikt går vi nu mere op i end medløberi.

JEG VAR SPÆNDT PÅ at se, om Christian Schwochow ville inddrage noget af dette revisionistiske stof i sin filmatisering af Tysktime. Det gør han ikke – og det er nok rigtigt set. Nansen er jo ikke Nolde. Værket bevarer sin integritet.

   Filmen følger bogens erindringsarbejde, og fotografen Frank Lamm får fantastiske billeder ud af vadehavslandskabet. Er der ét, man tager med sig fra bogen, er det synet af den pligttro betjent, som strider sig gennem vinden og regnen på kanten af verden. Det er også den bærende faktor i filmen.

   Funktionæren (Ulrich Noethen) og Maleren (Tobias Moretti) drejer cirkler om hinanden, mens Levi Eisenblätter som drengen Siggi betragter de voksne med delte loyaliteter og en god portion sund væmmelse. Søsteren Hilke (Maria Dragus) har tidligt sagt fra. Betjentens hustru (Sonja Richter) træder kun i karakter, da Siggis deserterede storebror kommer hjem. Malerens hustru, Ditte Nansen (Johanna Woklaek), har den eneste rene reaktion på skamløsheden. Ellers hersker en praktisk grænselandsstemning.

SÅ i filmens egen frosne tid er historien et renere sted. Det er lettere at se forskel. Selv skyggerne er mindre grå. Den pligtopfyldende far er Funtionæren, som efter freden bliver ægte fascist. Maleren er bare Dissidenten. Hvad der undrer Siggi allermest, er måske, at Max og Jens kan tale sammen igen. Har historien slet ingen skam?

   Det har den nok ikke, når det kommer til stykket. Men Siggi får kortlagt sin erindrings terræn. Han fylder en høj stak af sirlige stilehæfter. Han er på vej til inspektørens kontor, da det er gjort: »Vi vil sidde ubevægelige over for hinanden, tilfredse med os selv, fordi vi begge har følelsen af at have vundet.«

   Tysktime er stofrig, interessant og seværdig. Den rækker efter formatet fra Bliktrommen, Heimat og Værk uden skaber. Så højt når filmen ikke op, men den skildrer ensretningen med overbevisning og udstiller al den degenererede tvivl, som nazisterne ikke kunne bruge og ville forbyde ved lov.

   Vi lever stadig højt på, at det ikke lykkedes dem.

*) Siegfried Lenz: Tysktime. Oversat efter »Deutschstunde« (1968) af Birgitte Brix. 402 s. Gyldendal, 1970. Jeg citerer efter tranebogsudgaven. Birgitte Brix reviderede sin oversættelse, da Tysktime blev genudgivet på forlaget Valdemar i 2015.

Deutschstunde (Tysktime). Instr.: Christian Schwochow. Manus: Heide Schwotow. Foto: Frank Lamm. 125 min. Tyskland 2019. Dansk premiere: 01.10.2020.

Siegfried Lenz: Tysktime. Oversat efter »Deutschstunde« (1968) af Birgitte Brix. 437 s. Forlaget Valdemar, 2015.

Fotos: Network Movie Film- und Fernsehproduktion/ Senator Film/ ZDF/ Constantin Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Bundesarchiv/ Welt/ Nolde Stiftung

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.10.2020