Pedro Almodóvar: Brudte favntag/Los abrazos rotos (2009)

PIGER OG KUFFERTER

En rebus af arrangeret erindring

Af BO GREEN JENSEN

DER knytter sig enorm forventning til hver ny film af Pedro Almodóvar (f. 1949). På de fyrre år, der er gået siden Pepi, Luci, Bom y otras chicas del montón (1980), har han forvandlet sig fra spansk enfant terrible til en europæisk mester, der formulerer evige sandheder.

   Han har vel at mærke gjort det uden at svigte sit fundament af sjov, gavmild sex, selvironisk melodrama og primærfarver i pangkvalitet. Få kan pakke en film så effektivt og dekorativt. Man kan altid være sikker på, at der er kælet for detaljen, at et mønster vil tegne sig i den narrative labyrint og at skæbnen ikke røber alle sine tricks på én gang.

   Los abrazos rotos samler for så vidt det hele. Efter den befriende varme og klare Volver (2006) er Almodóvar hér tilbage i det mørke, erindringsafsøgende spor fra La mala educacíon (2004, da. Dårlig dannelse). Også Brudte favntag er arrangeret kunstfærdigt i flere kronologiske spor og tematiske lag. En blind spansk filmskaber lever i mørke og husker tiden 15 år før, da han flygtede til Lanzarote med stjernen fra sit work-in-progress, en bolsjefarvestribet komedie med titlen Chicas y maletas, dvs. »Piger og kufferter«.

DEN lille film-i-filmen er en udsøgt pastiche på Almodóvars eget gennembrudsværk, Mujeres al borde de un ataque de nervíos (1988, da. Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud (1988). Også Roberto Rossellinis Viaggio in Italia (1954) citeres i metafilmen, der anbringer Penélope Cruz i en skærsild mellem Lluís Homar og José Luis Gómez. Efter hovedværker som Alt om min mor (1999) og Tal til hende (2002) er hver film fra Almodóvar en begivenhed, men det er ikke altid i kompleksiteten, at hans evner kommer til deres ret.

   Almodovar er afgjort bedst, når han husker at smile. Det sker ikke mange steder i Los abrazos rotos, der koncentrerer sig om at hylde det klassiske film noir melodrama, som instruktøren også har sværmet for siden begyndelsen. Det handler kort fortalt om, hvordan filmskaberen Mateo tog et andet navn og blev forfatter, da en ulykke fjernede kvinden, der elskede ham, som han elskede hende. Det handler også om, hvordan en kunstner får sit selvværd tilbage efter i 15 år at have troet, at hans sidste film var en fiasko og et makværk.

DEN fatale Magdalena (Cruz) lever sammen med millionæren Ernesto, der har finansieret hendes karriere. Han betaler også for Mateos film, da Lena ønsker at dyrke de evner, men han sætter sin homoseksuelle søn til at kontrollere produktionen, da han aner en lidenskab mellem instruktøren og stjernen.

   Ved mundaflæsning kan hanrejen se, hvad de elskende sagde til hinanden, når de troede sig sikkert alene. Da affærens dybde kommer for en dag, flygter Lena og Mateo til Lanzarote. Her har de elskende deres bedste tid sammen, skønt de samtidig må skjule sig som jaget vildt for kongens lejetropper.

   I tilbageblik og på sit indre filmlærred kan den elskeligt fatalistiske Mateo endelig se, hvad der skete, da hans betroede sekretær og forhenværende klipper (Blanca Portillo) forsyner ham med en strategisk oplysning. Derved bliver han mere alvorlig og mindre interessant. Puslespillet lægges med omhu, men mysteriet er ganske enkelt ikke dybt nok til at bære så megen spænding og så mange ornamenter. Afsløringen føles flad, da den kommer.

DER er flere grunde til, at fortællingen fejler. For det første er de mandlige karakterer for farveløse og firkantede til at engagere tilskueren. Det gælder både klicheen Ernesto Martel (José Luis Goméz), Lenas dæmoniske elsker, som enten vil eje eller udslette hende, og den ufokuserede Mateo Blanco/Harry Caine (Lluís Homar), hvis drama og psykosomatiske blindhed skal bære hele historien. Martels jalousi forbliver ren skabelon, og Mateos identitetsskift er ikke anfægtende nok. Faktisk tror man aldrig på, at han har skrevet eller instrueret en film.

DET er dybest set symmetrien, der dræber. Almodóvar arrangerer som altid sine temaer og detaljer med næsten manisk omhu, så tegnet i bunden af labyrinten kan træde helt klart frem i det samme forløsende øjeblik, hvor erindring og nu smelter sammen.

   Her præger det filmens mest levende steder, scenerne som følger med Lena og Mateo rundt på Lanzarote. De er set i tilbageblik gennem et filter af reflekterende erindring og får aldrig lov stå helt rent, ligesom den arrangerede ulykke til slut er orkestreret efter alle kunstens regler, snarere end skildret som virkeligt liv.

   Harry Caine er en blind minotaur, der snubler rundt i labyrinten og støder sig på forskelligt inventar i erindringen. Men den personlige indsats er aldrig høj nok til at bære suget af stort melodrama. Filmen føles med andre ord som et postulat.

SOM altid kompenserer fornemmelsen for kvinder. Penélope Cruz har skabt sine bedste karakterer i samarbejde med Almodóvar, og hvis rollen som Lena ikke er på højde med rollen som Raimunda i den pragtfulde Volver, har den dog både håndgribelig sanselighed og betydelig symbolværdi. Endelig er Almodóvar med rette stolt af trappescenen, der husker alle filmhistoriens trapper fra Potemkin, Él og Borte med blæsten til Leave Her to Heaven, Kiss of Death, Psycho og Out of Sight. For ikke at tale om tusind musicals.

BRUDTE favntag udgør en rebus af arrangeret erindring og monoman film noir. Sine bedste kort holder den tæt ind til kroppen, mens de værste vises igen og igen. Det er sædvanligvis en styrke, at Almodóvar arbejder i krydsfeltet mellem mainstream og art cinema, men her går det ud over koncentrationen. Man griber filmen i at dække sig ind på en måde, som det aldrig skete i Alt om min mor og Tal til hende. Kun ornamenterne giver mening for alvor.

   Pedro Almodóvar formår da på én gang at skuffe og imponere i sit længe ventede opus 17. Også dét må vel regnes for en bedrift.

Se også Pedro Almodóvar: Tal til hende/Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4].

Brudte favntag (Los abrazos rotos). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: Rodrigo Pieto. 126 min. Spanien 2009. Dansk premiere: 21.08.2009.

Fotos: El Deseo/ Universal Pictures International/ Canal+ España/ ICO/ ICAA/ Lanzarote Reserva de Biosfera/ Ministerio de Cultura/ Televisión Española/ Focus Features/ Sony Pictures Classics/ Sandrew Metronome/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAx, iTunes, SF Anytime.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.08.2009.