OM KVINDERS VARME
En hyldest til det solidariske køn
Af BO GREEN JENSEN
Der er dog også mænd, som åbent erkender, at de elsker kvinder og skylder dem alt. Det sker som regel i den sande filmkunst, der formår at skildre virkeligheden uden at blive bastant realistisk. Truffaut og Fellini var sådanne filmskabere. Fassbinder og Bergman på hver deres måde. Kolde mænd som Hitchcock og Kubrick var det åbenlyst ikke, og hårde mænd som Huston og Peckinpah ville spytte på denne slags ordgyderi.
For tiden er spanske Pedro Almodóvar (f. 1949) den store kvindeskildrer i filmkunsten. I hans optik har sagen den særlige vinkel, at et personligt begær er fjernet fra ligningen, fordi instruktøren selv er til mænd. Det bliver hans kvindeskikkelser bestemt ikke mindre sensuelle eller attråværdige af, men Almodóvar er måske mere nøgtern i sin tilbedelse, mere praktisk orienteret og afgjort mere solidarisk.
FOR sit eget køn har han kun lidt tilovers. Mændene i Matador (1986), Bind mig, elsk mig (1989), Høje hæle (1991), Kika (1993) og Kødet skælver (1997) er enten mindrebegavede handyr, koncentreret fascistisk machismo – der er påfaldende mange tyrefægtere i Almodóvars verden – eller småperverse svæklinge, f.eks. kriminalkommissærer, som tænker for meget på det forkerte og kompenserer ved at forgifte jævnere menneskers livsglæde.
I andre film er mændene traumatiserede homoseksuelle. Det var tilfældet i hans forrige film, den atypisk alvorlige og selvbiografisk baserede La mala educacíon (2004, da. Dårlig dannelse), hvor også troen blev vejet og fundet forløjet. Almodóvar har endnu aldrig skildret en transseksuel mand eller kvinde uden indlevelse. Alt i alt er hans ideelle mand måske sygeplejersken Benigno (Javier Cámara), som i Hable con ella (2002, da. Tal til hende) forgriber sig på den komatøse danser Alicia og af et godt hjerte gør hende gravid.
Allerlettest og mest ubesværet er Almodóvar, når der ingen mandlige karakterer er til at forplumre relationernes symmetri. Manglen på mænd er i hvert fald fællesnævneren for nogle af hans mest vellykkede film: Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud (1987), Min hemmeligheds blomst (1995) og Alt om min mor (1999). Til disse titler kan man føje Volver, der i øvrigt blev instruktørens til dato største succes i sit hjemland.
EFTER skæbnemusikken og det målbevidste mørke i Dårlig dannelse, er Almodóvar i Volver tilbage med en mindre streng, skønt for så vidt ikke lysere film, der som de sidste mange Almodóvar-arbejder tager afsæt i en kritisk masse af begravet og fortrængt erindring.
Når Volver opleves som en mildere film, skyldes det simpelt hen stedet og kvinderne. Volver udspiller sig i Almodóvars hjemstavn, La Mancha, og koncentrerer sig om de komplekse relationer mellem familiens kvinder i tre generationer.
Historien er dog skarp nok, og som altid er det mænd, der forgifter vandet i brønden. Raimunda (Penélope Cruz) har i mange år boet sammen med Paco, som dog ikke er far til teenagedatteren Paula (Yohana Cobo). Raimundas søster Sole (Lola Dueñas) er fraskilt og driver en illegal frisørsalon, hvor byens kvinder kommer og går.
VED filmens begyndelse er pigerne på kirkegården for at skure og skrubbe den gravsten, som Paulas mormor Irene er lagt i jorden under et halvt års tid før. Rygtet vil dog vide, at Irene (Carmen Maura) er begyndt at spøge i huset hos søsteren Paula (Chus Lampreave).
For eksempel mener Augustina (Blan Portillo), Raimundas og Soles barndomsveninde, at hun har hørt den døde kvindes stemme ved flere lejligheder. Augustinas hippiemor er rejst, og hendes tarvelige søster er i færd med at gøre karriere som skamløs talk show-værtinde på en af de tv-stationer, som for kvinderne udgør et rusmiddel. Augustina har for længst købt stenen til sin egen grav. Også hun kan derfor komme og skure og nynne energisk hver søndag.
RAIMUNDA gør rent på hospitalet, køber ind og serverer for Paco derhjemme, er »lige« forbi den senile tante Paula og har alligevel overskud til at drømme om at få sin egen restaurant.
Der er i disse første scener en hverdagssensuel og solidarisk kvindebesyngende grundtone, som man ikke har set siden 1960erne, da Sophia Loren og Gina Lollobrigida vrikkede rundt og hængte vasketøj op i Napoli, Rom eller Milano, med de samme bevægelser og sange på læben, i film af Vittorio de Sica og Ettore Scola.
Det er dog ingen Marcello Mastroianni, som sidder og venter på Raimunda og Paula. Paco bøvser i sin øl, mens han kun ser væk fra fodboldkampen på Canal Plus for at sende lystne blikke til steddatterens underliv. »Saml så de ben, for pokker, Paula,« siger Raimunda ikke for første gang til sin datter, som vidste hun noget, der endnu ikke er gået op for de andre.
Raimunda er chokeret, men alligevel ikke så overrasket, da Paula en aften henter hende ved stoppestedet og gør rede for, hvordan Paco kom af dage, da han ville forgribe sig på hende.
RAIMUNDA bebrejder ikke et øjeblik sin datter noget som helst. Der er masser af hele og halve henvisninger til gamle lig, som ligger begravet et sted i motivernes have, men her og nu bliver Volver en særegen og meget Almodóvarsk blanding af dybfølt melodrama og hektisk situationskomedie, en broget og støjende drøm af en film, hvor de bedste og værste sider af tilværelsen gnider kind med hinanden hver eneste dag.
Pacos lig stuves af vejen, men skal jo også graves ned et sted. Samtidig griber Raimunda chancen, da hun bliver tilbudt at lave mad til et filmhold, som er på optagelse i nærheden. Det gør hun i genboens restaurant, som hun egentlig burde vise frem for mulige kunder, men i stedet forvandler til et frodigt sted med flamencosang og berusende farver.
IRENE vender tilbage fra de døde og installeres i Soles salon som en russisk immigrant, der ikke taler sproget. Raimunda og Paula kommer endnu tættere på hinanden i forvirringen efter Pacos død, og alle kvarterets kvinder inddrages i arbejdet med at forberede afskedsfesten for filmholdet.
Endelig skal der tales ud om det skete, både manddrabet som man véd er begået og det unævnelige mørke traume, der lukkede sig om pigen Raimunda og gjorde, at hun i årevis holdt afstand til Irene. Almodóvar arrangerer sine temaer, så alle veje logisk fører mod den følelsesmæssige udsoning. Ikke mere tavshed. Ikke mere fortrængning. Ikke flere løgne om, hvem der døde hvorfor.
HVIS forløsningen ikke var så fornemt foregrebet, kunne man godt have fortællingens gud – manuskriptforfatteren Pedro Almodóvar – mistænkt for at manipulere med sine virkemidler; spekulere i tilskuerens evne til at føle empati og publikums behov for at snøfte.
Som sagen står, afvikles alting imidlertid ærbart og velgørende klokkerent. Trods alt er der grænser for grådkvaltheden, og fremtiden behøver ikke at være lige så tragisk som fortiden. Skønt Irene ikke er et genfærd, bliver Raimundas fortælling alligevel en lys og vidunderlig spøgelseshistorie.
PENÉLOPE Cruz er efter svage roller i udlandet tilbage i sit element som Raimunda, og generelt er alle kvinderne fine. I Cannes valgte juryen, der i 2006 havde Wong Kar-wai som formand, at dele prisen for Bedste Kvinderolle mellem Cruz, Maura, Dueñas, Portillo, Cobo og Lampreave. Almodóvar fik prisen for Bedste Manuskript og sagde blandt andet om sin film:
»Det er en meget naturlig ting for mig at blande genrer, men det betyder ikke, at det er uden faldgruber. Det groteske og grand guignol er altid farligt at have med at gøre. Hvis man bevæger sig mellem genrer og skifter fra den ene til den anden fra det ene øjeblik til det andet, kan man med fordel benytte en naturalistisk stil, der hjælper med at gøre selv den mest absurde situation plausibel. Det eneste våben man har – foruden det realistiske univers – er skuespillerne, eller som hér, skuespillerinderne. Til mit store held er det lykkedes at samle en gruppe fantastiske kvinder, der virkelig stråler om kap i Volver.«
ALMODÓVAR dirigerer dem lige så sikkert, som han orkestrede kvindernes verden i Alt om min mor. Måske var Tal til hende hans mest originale, komplekse og episk eventyrlystne film, men Volver emmer til gengæld af varme, fortættet livsfarve og fryden ved lyden af kvindernes snak, når de bare giver sig hen til hinanden. Volver er Almodovars film nummer 17, en besnærende og betagende fabel fra en af Europas store filmskabere, som ovenikøbet er allerbedst, når han synger sammen med livet.
*) »Volver« er en tangoballade, som Alfredo Le Pera og Carlos Gardel skrev tekst og musik til i 1961. For det lokale publikum altså en gylden kastanje, der transponeres. Det er ikke Cruz, vi hører. Estrella Morente synger sammen med ensemblet Montoyita.
Se også Pedro Almodóvar: Tal til hende/Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/La mala educacíon (2004); Smerte og ære (Dolor y gloria) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4].
Volver. Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 121 min. Spanien 2006. Dansk premiere: 01.09.2006
Fotos: El Deseo/ Canal+ España/ TVE/ Sony Pictures Classics/ Sandrew Metronome/ SF Studios/ CineMaterial/ MoviesDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.09.2006
Ingen kommentarer:
Send en kommentar