Revolutionen| Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]

ARTERNES OPRINDELSE

En fase mere i forhistorien

Af BO GREEN JENSEN

DET var med bange anelser, at man i 2011 gik ind og så Rise of the Planet of the Apes, den første af tre nye film, som fortæller forhistorien til Franklin J. Schaffners klassiske 1968-filmatisering af Pierre Boulles roman om La planète des singes (1963).

   I perioden 1970-73 fik Schaffners film fire hurtige fortsættelser. I 1974 blev den til en tv-serie, som kun holdt en enkelt sæson. Så fandt tiden andre drømme at spejle sig i. Sidst nogen havde rørt ved materialet, var i 2001, da Tim Burton bearbejdede grundstoffet i sin mørke, misforståede »gentænkning« af Planet of the Apes. Siden havde ingen – som i ingen – bedt om mere.

   Abernes Planet: Oprindelsen, som Rupert Wyatts prequel kom til hedde på dansk, var imidlertid en tænksom og overraskende vellykket fabel om, hvordan det muligvis kunne gå til, hvis forædlede aber overtog Jorden og med tiden blev den dominerende art. Man forlod biografen i bedre humør. Trods alt gav det mening at vende tilbage.

SER man alle filmene som én sekvens, er det mest interessante de måder, som skiftende tider forestiller sig omvæltningen på. Den første film huskes primært for scenen, hvor Charlton Heston indser, at det er Frihedsgudinden, som er begravet på stranden, og Jorden, som han er landet på.

   »You finally really did it, you maniacs. You blew it up. Damn you. God damn you all to hell!« råber han og slår i sandet, mens ur-kvinden Nova ser til. I 1960erne var man overbevist om, at den kolde krigs arsenal af kernevåben ville være årsagen, når og hvis civilisationen gik under.

   De fire film fra 70erne undersøgte, hvordan man indretter et samfund, hvordan magthaverne doserer strømmen af information, og hvordan systemet eliminerer sine dissidenter, mens det bestående nedkæmper ungdommen. Det var i høj grad en radikal hippie-etik, som lå bag, skønt serien blev langstrakt for pengenes skyld. En væsentlig pointe var, at aberne gentog menneskenes mønstre og fejl.

   I 2001 satte Tim Burton fokus på fascisme og etnisk udrensning. Hans film har en rå, ubehagelig tone, som bryder med de gamle films klare, humanistiske stil. Det var kronede dage for desillusionen. Man havde netop afsluttet krigene på Balkan, som fulgte efter globaliseringens første eufori.

TI år senere, da forhistorien bliver hovedsagen i Rise of the Planet of the Apes, er videnskabelig hybris og en muteret virus årsagen til, at menneskenes samfund går ned. Der er ikke længere tale om fjern fremtid, naturligt ædle mennesker eller abstrakte moralske problemstillinger.

   Der bliver derimod talt om dyrs vilkår og aktuelle racekonflikter. Chimpansen Caesar vokser op hos en forsker, der søger en kur mod demens. Man sprøjter virus ind i abernes hjerner, og når cellerne dør, kompenserer organismen ved at skabe stærkere celler. Da eksperimentet lukkes ned, bliver Caesar anbragt på en facilitet for kasserede forsøgsdyr. Her begynder oprøret i Oprindelsen.

   Det anvendte virus er dødbringende for de fleste mennesker. På kort tid dør 90% af Jordens befolkning som følge af simian flu. Flere går til i ruinerne efter det sociale kollaps. Imens organiserer Caesar sine aber, som har intelligens, begyndelsen til et talesprog og ambitioner om at bosætte sig. Oprindelsen slutter efter et stort slag mellem arterne. Det finder sted på Golden Gate Bridge.

I DAWN of the Planet of the Apes er der gået ti år. Aberne lever i en koloni i Muir Woods ved San Francisco, hvor de har organiseret sig som jægere og samlere.

   Orangutangen Maurice underviser de nytilkomne unger. Caesar hersker i ånden fra sin antikke navnefælle. Han må ofte sætte sig i respekt, når stridbare hanner som Koba anfægter rangordenen i hierarkiet. Flere yngre aber, bl.a. Caesars ældste søn, mener, at deres leder har en beklagelig svaghed for mennesker.

   Aberne har ikke set mennesker i to år, da en ekspedition fra byen bliver standset i skoven. Forskeren Malcolm (Jason Clarke) vil genstarte en gammel generator, så San Francisco igen kan få strøm. Her lever de sidste immune mennesker under ledelse af Dreyfus (Gary Oldman). Arterne frygter og mistror hinanden, men Caesar og Malcolm vil gensidig tillid. Desværre er der brådne kar i begge lejre.

REVOLUTIONEN er altså fortællingen om, hvordan konflikten mellem arterne eskalerede og blev en regulær verdenskrig. Den dystopiske slutning er givet på forhånd, men det bliver de gode kræfters forsøg på en forsoning ikke mindre spændende af.

   Aberne har fået fysiske træk, som gør det muligt at skelne i mængden. Det er snarere de sidste mennesker, som er en katalog af klicheer.

   Andy Serkis gentager rollen som Caesar og imponerer atter ved sit talent for at fremstille computeranimerede karakterer som Gollum, King Kong og Kaptajn Haddock. Skuespillerens fans bør dog ikke snyde sig selv for at se ham i levende live som punksangeren Ian Dury i Mat Whitecross’ Sex & Drugs & Rock & Roll (2010).

   Der er mange gode scener og detaljer. Da Koba trues af to bevæbnede mænd, narrer han dem ved at klovne som en cirkusabe, meget som afrikansk-amerikanske karakterer gør i film, der har racefordomme i fokus. Malcolms søn forærer abelæreren Maurice sit æselørede eksemplar af Black Hole, Charles Burns’ graphic novel fra 2005.

DEN sårede Caesar får lejlighed til at gense huset, hvor han blev opdraget af James Franco i den forrige film, og der knyttes mange tråde tilbage i kronologien. Derimod er det ved at være en belastning, at slutningen på historien skal lande et sted i nærheden af begyndelsen på den originale Planet of the Apes.

   Fysikken er taktil og troværdig, og man kan leve med 3D-formatet, skønt det ikke gør noget særligt for filmen. Matt Reeves, som skabte Cloverfield (2008) og Let Me In (2010), det amerikanske remake af Lad den rette komme ind, har instrueret. Han har også sagt ja til at stå for en tredje film, som skal lukke serien af prequels.

   Caesar kunne næsten være chimpansen Nim, der i 1973 blev opdraget som et menneske og undervist efter alle kunstens regler, før man kasserede ham. Aben døde på Black Beauty Farm i 2000. James Marsh har lavet en instruktiv dokumentar om forsøget, Project NIM (2011).

DE nye film om Abernes planet er serien, som ingen på forhånd havde lyst til at se, men som viste sig at rumme skjulte værdier. Der er langt hjem til stranden med Frihedsgudinden, men Revolutionen er intelligent science fiction, et tankevækkende drama om arternes oprindelse og et forsvar for godheden til alle tider.

Se også Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; James Marsh: Project NIM (2011).

Dawn of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Revolutionen). Instr.: Matt Reeves. Manus: Mark Bomback, Amanda Silver, Rick Jaffa. Foto: Michael Seresin. 130 min. USA 2014. Dansk premiere: 17.07.2014.

Fotos: Chernin Entertainment/ Ingenious Media/ Soho VFX/ TSG Entertainment/ Twentieth Century Fox Home Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.07.2014