Maggie Gyllenhaal: The Lost Daughter (2021) [Oscars 2022]

RÅDDEN FRUGT

Gyllenhaal filmatiserer Ferrante

Af BO GREEN JENSEN

DET er ved at blive nat, da Leda Caruso (Olivia Colman) ankommer til det græske øhav. Leda er 48, professor i litteratur og fraskilt mor til voksne døtre på 22 og 23. Hun er britisk, men underviser på Harvard.

   Der bliver konstant eksponeret alder, baggrund og kronologi i The Lost Daughter. Det er ikke, fordi manuskriptforfatteren er begynder. Leda er bare besat af de ting. Teksten, som hun arbejder med, er for god ordens skyld Dantes Divina Commedia med begyndelsen om at være midtvejs i skoven.

   Leda indretter sig og markerer en venlig distance til den lidt ældre Lyle (Ed Harris), som passer hotellejligheden, og den langt yngre Will (Paul Mescal), der flytter stole på stranden. Ganske vist er der rådden frugt i bunden af skålen på værelset, men det begynder som en god arbejdsferie.

STEMNINGEN skifter, da stranden bliver koloniseret af en støjende storfamilie. Leda nægter at afgive sin plads. Hun ser trodsigt på alfakvinden i koret. Callie (Dagmara Dominczyk) er 42 og højgravid. Søsteren Nina (Dakota Johnson) fanger Ledas interesse. Mændene bag kvinderne er ludende Sopranos-typer.

   Empatien er måske fejlanbragt, men Leda ser sig selv som ung i Nina. Da Ninas datter bliver væk, finder Leda det legende barn. Hun finder også pigens dukke, som hun gemmer på sit værelse og behandler som et spædbarn. Hidtil har vi set på Leda med indlevelse. Nu er der afvigende sympatier.

   I flashbacks husker Leda, hvordan hun som ung havde svært ved at arbejde og samtidig være der for sine børn. Den yngre Leda, som spilles af Jessie Buckley, gør alt, hvad gode mødre sjældent gør på film. Hun går fra familien og bliver væk i tre år. Der var tilvalg og fravalg, for sådan er livet.

SKUESPILLEREN Maggie Gyllenhaal (f. 1977) debuterer som instruktør med en omkalfatret filmatisering af Elena Ferrantes La figlia oscura (2006), som på dansk hedder Dukken der blev væk. Hos Ferrante er der ingen græske og amerikanske forbindelser, men det er de samme sociale markeringer.

   Filmen deler Ledas synsvinkel, men ser hende også på afstand. Skønt de flimrende flashbacks er meget bastant lagt til rette, får man som tilskuer en fornemmelse af at være i Ledas bevidsthed. Der er en stor smerte inde i kvinden. Mødet med Nina stikker et hul, både metaforisk og bogstaveligt.

DEN græske baggrund er mest til pynt. Øen bliver kaldt Kyopeli, men der er tale om Spetses. Lyle betror Leda, at Leonard Cohen »kom over fra Hydra« i gamle dage, og Leda ser film i biografen Titania, som er en institution. Hun ser The Last Time I Saw Paris (1954), som bygger på F. Scott Fitzgeralds novelle »Babylon Revisited« (1930, da. »Gensyn med Babylon«) fra samlingen Taps at Reveille (1935). Det er anden stor tekst om fortrydelser.

   Olivia Colman og Jessie Buckley er Oscar-indstillet for deres roller. Colman føjer endnu en varm karakter til dronningerækken af skikkelser som Elizabeth II i The Crown og den patetiske Queen Anne i The Favourite (2018).

 

MAGGIE Gyllenhaal er nomineret for sit manuskript. Bogen udkom før Napoli-serien, der gjorde Ferrante berømt. Gyllenhaal bryder den ned i tre akter og lader et Slangen i Paradis-øjeblik vække Leda, når lyset skifter: den rådne frugt; en pinjekogle, som skærer hendes ryg; en orm, som kommer ud af dukkens øje.

   Gyllenhalls film er et smukt kvindestudie. Netflix har produceret, og i USA blev The Lost Daughter streamet fra starten. I Europa får filmen den store tur i biograferne. Den fortjener det ovenikøbet.

The Lost Daughter er Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Actress (Olivia Colman); Best Supporting Actress (Jessie Buckley); Best Adapted Screenplay (Maggie Gyllenhaal).

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]; Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022].

The Lost Daughter. Instr. og manus: Maggie Gyllenhaal. Foto: Hélène Louvart. 121 min. USA-UK-Israel-Grækenland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

Fotos: Endeavor Content/ Samuel Marshall Films/ Pie Films/ Faliro House Productions/ SF Studios

Filmen er i biografdistribution og streames herefter på NETFLIX

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.03.2022.