Erich Kästner: Fabian (1931/2021) [Bogen og filmen]

LARM I SPEJLET
Erich Kästners montageroman

Af BO GREEN JENSEN

JAKOB Fabian (Tom Schilling) er en ung mand med romantisk livstrang og realistisk tilpassede ambitioner. Han er egentlig altid i drift i det felt, mellem to punkter på en pulserende skala, der forbinder praksis og ideal. Han er skiftevis stoiker og fatalist. Avisen er fuld af grusomme sensationer og dekadent statistik. Fabian skriver fin poesi og vælter sig rundt i det hele om natten.

   Han driver gennem dagene i Weimartidens Berlin. Krisen bider, og man fester for livet, mens ekstremister fra højre og venstre fører krig. Fabian ser til. På broen over floden bliver han standset af en veteran med skamferet ansigt. Han hjælper sin chef med at skifte plaster på operationssåret. Han skal kaste op, men bider det i sig. Kniber det, tager han en galgenhumor i brug.

   Byen er fuld af alkohol, prostitution og morfinisme. På scenen i Kabaret Haupt står advokatfruen Irene Moll og råber til mændene, at de skal komme. Hun er nøgen under frakken og evigt beruset. Huslægen har mensurar under sminken og licens til at bære kjole. Verden er lys og mørk på en gang.

DET er en bizar tid, så hektisk og hovedløs, at kun montageformen kan holde den fast, føler Fabian. Der bliver stille i hans hoved, da han møder kærligheden i skikkelse af Cornelia Battenberg (Saskia Rosendahl), som arbejder i Babelsberg-filmstudierne. De unge mennesker elsker hinanden og lover at holde ud. Da det kommer til stykket, svigter hun ham.

   Jo mere Fabian gør det rette, jo skævere arter tingene sig. Hans ven tager sit liv på grund af en ondskabsfuld fejl. Fabian selv er som Voltaires Candide. Men han er atter på vej til Cornelia, da det sidste ironiske punktum bliver sat.

   Filmen om Jakob Fabian begynder i 2020 på U-banen under Heidelberger Platz. Kameraet følger med de travle hverdagsmennesker, som findes i alle farver og faconer. De går under broen og op ad trappen til solen. I modsat retning kommer rejsende fra Berlin i 1931. Det er sådan, at nu og da flyder sammen. Her begynder fortællerstemmen, som tilhører instruktøren Dominik Graf, at læse højt af romanen om Fabians tid.

FORFATTEREN Erich Kästner (1899-1974) kom selv til Berlin i 1927. Da var Weimarrepublikken ved at gå til i økonomisk krise og den politiske krig mellem nazister og kommunister. Kästner kom fra en opvækst i Dresden, hvor han blev trænet som soldat, skønt han aldrig nåede til fronten, og en halvhjertet studietid i Leipzig. For ham var Berlin til det sidste »den mest interessante by.«

   Han skrev digte, viser og filmmanuskripter, alle slags tekster til døgnet, fordi han ville leve som forfatter. Det blev muligt, da Emil og detektiverne udkom i 1927. Børnebogen er oversat til 60 sprog. Det var en krimi, der tog tiden ind. Han fulgte den op med flere af slagsen – Pünktchen und Anton (1931) og Das fliegende Klassenzimmer (1933) – som nød og nyder stor succes. Han sagde op som tekstforfatter og kunne herefter give sig natten i vold.

KÄSTNER skrev sin bog om kunstneren Fabian i 1931. Den føjer sig smukt til en håndfuld storbyromaner fra perioden: Franz Hessels Heimliches Berlin (1927), Vicki Baums Menschen im Hotel (1929), Gabriele Tergits Käsebier erobert den Kurfürstendamm (1931), Hans Falladas Kleiner Mann – was nun? (1932). I dag er de alle så godt som fortrængt af Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz (1929), som Kästner selv beundrede.

   Fabian er den anden store skildring af Berlin i Weimar-tiden. Bogen har som ekstra handicap, at den skal konkurrere med Emil og detektiverne. Den udkom senest på dansk i 1981 i Herbert Steinthals oversættelse.

FILMEN SÆTTER LIGHEDSTEGN mellem Fabian og Kästner. I et klart øjeblik i begyndelsens kaos skriver Fabian på et digt, der ser tilværelsen som en togrejse: »Vi rejser alle i samme tog/ mod en nutid vi ikke kan se./ Man kikker ud. Er lige klog./ Vi sidder alle i samme tog./ Flest i den forkerte kupé.«

   Det er Kästners »Das Eisenbahngleichnis« (»Jernbanelignelsen«) – her citeret i Jesper Jensens oversættelse – som han fik trykt i Simplicissimus i 1931 og samlede op i Doktor Erich Kästners Lyrische Hausapotheke (1936). På dansk er de bedste af Kästners digte samlet i udvalget Larm i spejlet (1996).

   Også for Kästner var Fabian et halvt selvportræt. Han betoner dog den satiriske overdrivelse i et forord fra genudgivelsen:

»Den foreliggende bog, som skildrer tilstande i storbyen fra dengang, er ikke noget poesi- eller fotografialbum, men en satire. Det beskriver ikke det som var, men den overdriver. Moralisten plejer jo ikke at holde et spejl op for sin tid, men et vrangspejl. Karikaturen, et legitimt kunstmiddel, er det yderste, han formår.«

   

Kästner vidste, hvad han ville med romanen: 

»Den oprindelige titel, tillige med nogle stærke kapitler, som bogens første forlægger ikke tillod, lød »Vi går i hundene«. Dermed skulle det allerede på bogomslaget gøres tydeligt, at romanen forfulgte et bestemt mål: Den ville advare. Den ville advare for den afgrund, som Tyskland og dermed Europa nærmede sig. Den ville i sidste minut med tilsvarende, og det kunne i dette tilfælde kun betyde med alle midler, tiltvinge sig ørenlyd og eftertanke.«

DET samme vil filmen i sandhed: de første tre kvarter er en uafbrudt krattende, skrattende, hviskende, slæbende, ridset og springende kaosmontage, der følger med Fabian gennem hærværkets Berlin. Først da han møder Cornelia i garderoben på Haupt, falder der ro over filmen. Graf lader fortælleren tælle ned: Kærligheden begynder om ti minutter. Så fem minutter. Så to. Det sker, og der bliver stille som efter vedvarende larm.

FRA KÄSTNERS HÅND var romanen et by- og tidsportræt. Og i tilbageblik især en forklaring. Da Fabian bliver slettet af skæbnen, er han netop nået til erkendelsen af, at »han var født og bestemt til tilskuer og ikke, som han i dag stadig troede, til aktør i verdensteatret.«

   Kästner blev i Tyskland under krigen. Her førte han en dagbog, som blev udgivet med titlen Notabene 45 i 1961. De sidste 30 år af sit liv boede han i München. Kästners bøger blev brændt i 1933, men det var digtene og kabaretteksterne. Selv nazisternes børn læste Emil og detektiverne.

   For Kästner var det vigtigste at være et vidne. Han modsatte sig en filmudgave. Formentlig ville han ikke forstyrre billedet af den rare børnebogsforfatter, som modtog H.C. Andersen Medaljen i 1960. Fabian blev første gang filmatiseret i 1980.

MEN Kästner ville have sat pris på Dominik Grafs film. Bogen deler DNA med de øvrige montageromaner fra Weimar. Filmen er skåret af det samme stof som Fassbinders filmatisering af Berlin Alexanderplatz og af det nye syn på Weimartiden, som kommer til udtryk i Berlin Babylon. Fabian og Cornelia er næppe til at skelne fra Gereon Rath og Charlotte Ritter i tv-udgaven af Volker Bruchs bøger. De er den samme slags sonder i det samme miljø.

   Graf bruger ikke Fabians sidste indsigt. Filmen følger ellers bogen loyalt. Hos Kästner er den ironiske slutning kogt ned i én linje. Graf bruger lidt flere billeder til at vise, hvad der fulgte i afgrunden, som Tyskland var væltet ned i.

   Tre timer er lang tid at sidde stille. Her er de virkelig godt givet ud.

Se også Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Stefan Zweig: Skaknovelle (1942/2021) [Bogen og filmen]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen].

Fabian oder Der Gang vor die Hunde (Fabian – Going to the Dogs). Instr.: Dominik Graf. Manus: Dominik Graf, Constantin Lieb. Foto: Hanno Lentz. 176 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 20.01.2022.

Fotos: Lupa Film [Hanno Lentz]/ DCM/ ZDF/ ARTE France/ Amilux/ Studio Babelsberg/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.01.2022