DAGENS RÆDSLER
Opus 10 omfavner konsumerismen
Af BO GREEN JENSEN
AUGUST 1994: I en international filmindustri, hvor der bliver færre auteurs efter gammel model, er det spanske enfant terrible Pedro Almodóvar (f. 1949) et forfriskende bekendtskab.*
Af BO GREEN JENSEN
Med den samme begrænsede kreds af aktører og med det samme lille sæt fikse ideer laver han film efter film af den mest mondænt bizarre slags, en slags stiliserede kammerspil, hvor provokerende politiske understrømme kappes med boblende humor og en demonstrativt kælen perversitet, der kunne være resultatet af en promiskuøs alliance mellem tidlig Andy Warhol og Rainer Werner Fassbinder i Satans yngel-perioden.
Blikfanget er altid seksuelt. Æstetikken er tegneseriens, stiliseringen er på pop art-niveau og den pornografiske flirt er nærmest godmodig. Det mærkeligste og mest opmuntrende ved Almodóvar-fænomenet er dog den succes, som hans underlige film oplever.
Siden Kærlighedens matadorer (1986) og Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud (1988) har han været en af de ganske få europæiske instruktører, der har et stort publikum på det kommercielle amerikanske marked, og en stjerne som Antonio Banderas ville aldrig været blevet født, hvis ikke han havde været fast fyr og tyr i Almodóvars ekstravagante persongalleri.
OGSÅ herhjemme var der rigtig mange nyfigne biografgængere, som løste billet til Bind mig elsk mig (1989) og Høje hæle (1991), de seneste to kindkys fra den lune og luftige småanarkist. Hans opus ti får derfor en lancering, der ligner de store underholdningsfilms. Det er med andre ord længe siden, at Almodóvar tilhørte avantgarden. Tværtimod bliver det stadig mere fristende at se ham som kunstfilmens svar på Steven Spielberg.
Kika er Almodóvars hidtil mest ambitiøse og formentlig også svageste værk. Problemet er dog primært, at alt i filmen er set, hørt og gjort før. Der er udmærkede episoder i Kika, og har man ikke set de forrige ni udstyrsstykker, vil man muligvis også føle sig løftet af den friskhed og respektløshed, som instruktøren skrider til værket med. Men havde det ikke været for Victoria Abril, hans faste kvindelige stjerne, ville resultatet have været pinligt.
ABRIL er denne gang ikke i fokus, men lyser gevaldigt op i rollen som mediepersonen Andrea Caracortada – Andrea Snitsår eller Andrea Scarface – en poppsykolog som i TV-programmet Dagens rædsler diverterer sit publikum med autentiske videobilleder af de mest hårrejsende og/eller slibrige hændelser, som er passeret i løbet af døgnet.
Hun gør det iført opsigtsvækkende horrorkostumer af spektakulær og smagløs beskaffenhed, påmalede kvæstelser, blottede bryster, blinkende fremhævning af kønsdelene, og når hun som en anden rullende tabloidavis er ude at researche på sin motorcykel, er hun iført kropsnært læder og har et videokamera monteret på sin styrthjelm.
Andrea Snitsår ligner et rumvæsen og er i Almodovars satiriske udlægning skildret som et menneske uden skrupler af nogen art. Mens figuren er malerisk nok, forekommer satiren imidlertid tam. Vi kan alle se værre eksempler på mediernes hæmningsløshed i det »rigtige« tv hver eneste dag.
PLOTTET i Kika begynder dog et helt andet sted. Peter Coyote, der senest spillede en pervers Casanova i Roman Polanskis Pascal Bruckner-filmatisering Bitter måne (1992), skal her forestille en seriemyrdende amerikansk forfatter, der slog sin første kone ihjel og på den måde fik et anstrengt forhold til stedsønnen Ramon (Alex Casanova), som er fotograf og stadig bærer på en udtalt moderbinding.
Det er forfatteren, som forfører sminkøsen Kika, men det er Ramon, som gifter sig med den frejdige, kronisk sludrende figur, der vist nok skal være spontan og uimodståelig. I skikkelse af Veronica Forqué (1955-2021) irriterer hun mindst lige så meget, som hun bevæger.
KIKA vil i seksuel henseende strække sig meget langt for at gøre mændene omkring sig tilfredse. Hun er Almodóvars hidtil mest excentriske figur – det siger virkelig en del – og hun bærer i øvrigt flere slående ligheder med superkvinden Patty Diphusa, som i begyndelsen af 80erne var en gennemgående skikkelse i instruktørens satiriske magasinskriverier. Snart har Almodovar etableret en kryptisk og prekær hårdknude af personlige relationer: Kika er Ramon utro med svigerfaderen, der på sin side har masser af lig i lasten, men også den voyeuristiske fotograf har flere skeletter i skabet.
I PERIFERIEN lusker Andrea Snitsår rundt med sin falliske camcorder, og for at fuldende den melodramatiske baggrund, lader Almodóvar sin faste, talismanske primadonna, Rossy de Palma, fungere som tjenestepige i fortrængningernes hus. Hendes bror er den debile voldtægtsforbryder Pablo (Santiago Lajustica, der overtog Banderas plads i instruktørens univers), som hun naturligvis deler en incestuøs fortid med og gerne »giver et knald« for at pacifere. Blandt de øvrige marionetter skal nævnes Anabel Alonso som Kikas veninde Amparo og Bibi Andersen som mystisk mexicansk blondine.
VIST er der pirrende islæt for øjet, og man kan ikke frakende historien en kvalmende uimodståelighed, som ligner skandalenyhedernes tiltrækningskraft. Filmens bedste scene skildrer den retarderede Pablos voldtægt af Kika, som står på i timevis og som hverken en bodfærdig søster eller to korrupte politifolk kan afbryde. Da det endelig lykkes at hale Pablo væk fra sengen, springer han op på altankanten for at gøre sig færdig. Nedenfor står Andrea Snitsår og ser op mod lejligheden. En sæddråbe falder på hendes kind, og kameraet kæler for dette møde, som var tale om tårer eller svaret på en bøn om sne.
DET er et billede, som forener humor, ironi og patos, og man ville ikke kunne fjerne ét af elementerne uden at vælte hele den tematiske ligning. Først og fremmest er det et udslag af så original en ikonografisk strategi, at man føler sig talt til og anfægtet trods alt. Siden udhuler filmen dog disse krasse, men vellykkede effekter ved at blive ved for længe og for rodet, mens Coyote og Forqué begge overspiller utilgiveligt. Der er for resten også en kær parodi på litteraturprogrammer i tv.
DET er tydeligt, at instruktøren bestræber sig på at levere de elementer, som han føler vi forventer af ham. Forteksterne præsenterer ikke Kika som en film, der er instrueret af Pedro Almodóvar, men simpelt hen som »en film af ALMODÓVAR«, som var der tale om et indregistreret varemærke. Man kunne godt ønske sig, at Almodovar arbejdede mindre på at ligne sig selv og mere på at overskride sine egne hæmninger. Det bliver stadig mere tydeligt, at den kitschede stil og campede charme ofte gør mere skade end gavn.
DER er scener, hvor filmen vil være alvorlig, for eksempel efter den udstrakte voldtægt, hvor vi skal føle det virkeligt fornedrende, at Andrea Snitsår ikke vil respektere Kikas ret til at føle sig skændet. Denne pludselige oprigtighed kan dog ikke sameksistere med de grundlæggende stereotypier, og scenen føles mislykket. Men at den er der, vidner om instruktørens usikkerhed. Midt i hånlatteren repræsenterer den et velkomment menneskeligt træk.
*) Jeg har dateret teksten, fordi den er fuld af floskler og fordomme, som jeg ikke ville bruge nu og håber at have lagt bag mig. Som et øjebliksbillede af, hvordan kulturen så ud, og hvordan Almodóvar blev opfattet i 1993-4, er den til gengæld ret nøjagtig.
Se også Pedro Almodóvar: Alt om min mor/Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Tal til hende/Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/La piel que habito (2011); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021).
Fotos: El Deseo/ Ciby 2000/ October Films/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.08.1994
Ingen kommentarer:
Send en kommentar