Fire piger bliver til unge kvinder
Af BO GREEN JENSEN
SÅ hvordan er det nu, at man bliver voksen? På dansk har vi aldrig fået et dækkende navn for coming-of-age genren, skildringen af de afgørende år, hvor individet passerer fra barndom til ungdom og videre, mens karakteren tager form. Vi har for den sags skyld aldrig fundet ud af, om pubertetshistorien henvender sig til børn eller voksne. Af samme grund er begge grupper tilbøjelige til at vælge den fra.
MAN kan nok så meget være et nummer i statistikken, men for den enkelte er der intet sædvanligt over en opvækst. Det er dér, at det store livsdrama begynder, og for hver af os er der kun én vigtig film. Det spiller i og for sig ingen rolle, om man er rig eller fattig. Kun varme og selvværd er gangbar valuta.
PIGERNE pjækker, turer rundt og tager stoffer, afprøver alt, hvad der kan prøves af. Det er meget som i Catherine Hardwickes Thirteen (2003) eller Christian E Christiansens danske Råzone (2006). Modsat punktøserne i Lukas Moodyssons Vi er de bedste (2013) kan pigerne ikke selv skabe musikken. De må mime i blåt lys til Rihanna-sangen »Diamonds«.
BANDES de filles blev nomineret til årets Lux Prize – Europaparlamentets filmpris – sammen med Pawel Pawlikowskis Ida (2013) og den slovenske Klassefjenden. Det er den mest ordinære film af de tre, men Sciammas sikre beskæring af motivet er et væsentligt aktiv. Det samme er Karidja Touré i den krævende rolle som Marieme.
Af BO GREEN JENSEN
Céline Sciammas Bande de filles er først og fremmest en solidarisk skildring af den 15-årige Mariemes verden. Den afrikansk-franske teenager fungerer som en mor for sine to yngre søstre i en familie, hvor storebror giver ordrer, og Mor konstant er på arbejde. Der er ingen far i sigte. Virkeligheden er bloklandet i les banlieues, de parisiske forstæder. Altså et ghettoliv af den slags, som man lever i mange europæiske satellitbyer.
MAN kan nok så meget være et nummer i statistikken, men for den enkelte er der intet sædvanligt over en opvækst. Det er dér, at det store livsdrama begynder, og for hver af os er der kun én vigtig film. Det spiller i og for sig ingen rolle, om man er rig eller fattig. Kun varme og selvværd er gangbar valuta.
Marieme er blid med sine søstre og sød med den generte dreng, som hun gerne vil være kæreste med. Ellers er hun en tiger, der bider fra sig. Hun spiller american football og slås i skolegården. Da hun falder, bliver hun samlet op af tre piger, som anføres af den tjekkede Lady (Assa Sylla). Hvis hun gør sig fortjent til at være i klubben, får hun en halskæde med navnet Vic (for Victory) i.
PIGERNE pjækker, turer rundt og tager stoffer, afprøver alt, hvad der kan prøves af. Det er meget som i Catherine Hardwickes Thirteen (2003) eller Christian E Christiansens danske Råzone (2006). Modsat punktøserne i Lukas Moodyssons Vi er de bedste (2013) kan pigerne ikke selv skabe musikken. De må mime i blåt lys til Rihanna-sangen »Diamonds«.
Der er dog en pris for at passe ind. Af og til dæmrer det også for Marieme, at bandelivet er en foreløbig ting og at der muligvis findes andre værdier. En ung mor kommer hen og hilser med sin baby på ryggen, da pigerne spiser junkfood. »Det var den fjerde fra før,« siger Lady.
Marieme er altså med på et afbud. Måske bliver hun selv lagt tilbage i kurven, hvis der kommer en mere glamourøs kandidat.
BANDES de filles blev nomineret til årets Lux Prize – Europaparlamentets filmpris – sammen med Pawel Pawlikowskis Ida (2013) og den slovenske Klassefjenden. Det er den mest ordinære film af de tre, men Sciammas sikre beskæring af motivet er et væsentligt aktiv. Det samme er Karidja Touré i den krævende rolle som Marieme.
Pigernes verden er skildret med absolut indlevelse. Sciamma taler ikke ned til aldersgruppen, og hun falder ikke for fristelsen til at praktisere social antropologi. Som filmskaber finpudser hun erfaringen fra Les pieuvres (2007, int. Water Lilies) og Tomboy (2011) og er således klar til at skabe de mesterlige, anelsesfulde kvindebilleder i Portrait de la jeune femme en feu (2019, da. Portræt af en kvinde i flammer) og Petite maman (2021).
KARIDJA Touré, Marietou Touré, Assa Sylla og Lindsay Karamoh var inddraget i den kreative proces og skabte karaktererne i samarbejde med Sciamma. Bande de filles er en ungdomsfilm med alt, hvad det indebærer. Det bliver anstrengende, når den ligner en blanding af musikvideo og reklamespot, men æstetikken er pigernes egen. De vil skinne som diamanter på himlen, og dét kan man ikke fortænke dem i.
Se også Céline Sciamma: Petite maman (2021); Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2019); Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020].
Se også The Hours (2002) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] og Suffragette (2015) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] fra IWD 2020 og 2021.
Girlhood (Bande de filles). Instr. og manus: Céline Sciamma. Foto: Crystel Fournier. 112 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.
Girlhood (Bande de filles). Instr. og manus: Céline Sciamma. Foto: Crystel Fournier. 112 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.
Fotos: Hold up Films/ Lilies Films/ Arte France Cinema/ CNC/ Canal+/ Reel Pictures/ CineMaterial/ Filmgrab
Filmen streanes på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.12.2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar