Translate

mandag den 8. marts 2021

Suffragette (2015) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag]


SKULDER VED SKULDER
De første britiske feminister

Af BO GREEN JENSEN

DE færreste generationer tager forældrenes ord for gode varer. Så hver ny slægt må fortolke de gamle historier igen og vælge sine egne forbilleder.
   For 2020ernes feminister er det vigtigt at revurdere 1970ernes formødre. For dem var politisk radikalisering en forudsætning for forandring. De forholdt sig kritisk til 1950erne og 30erne, men alle de nævnte årtier har vedkendt sig gælden til Emmeline Pankhurst (1858-1928) og hendes døtre, Christabel, Sylvia og Adela, som på forskellig vis var aktive i den internationale bevægelse for kvinders ret til medbestemmelse.
   Efter årtier med rationelle argumenter besluttede Pankhurst at bruge de midler, som anarkister og kommunister nåede en større synlighed med. Suffragisterne knuste ruder, agiterede på arbejdspladser og nåede endelig til at bruge bomber. De var konstant i klammeri med politiet. Også arrestationerne var et våben i kampen for at profilere problemet.
   Efterhånden som ordensmagten satte hårdt mod hårdt og begyndte at tvangsfodre sultestrejkende kvinder, gav Pankhursts strategi resultat. I 1918 fik kvinder over 30 år stemmeret. Ti år senere gjaldt den for alle.
   Til sammenligning kan nævnes, at danske kvinder fik stemmeret i 1915. I USA begyndte processen i 1869 og var tilendebragt i 1920. Schweiziske kvinder fik først stemmeret i 1971, og det kan man undre sig over. I dag er det kun de arabiske oliestater, som ikke har indført formel ligeret.



I Suffragette bliver historien om de første feminister fortalt gennem kvinden Maud Watts (Carey Mulligan). Hun er 24 år og har siden barndommen arbejdet på et vaskeri. Ejeren (mis)brugte hende seksuelt, men bliver alligevel betragtet som en god arbejdsgiver. Maud er gift med Sonny (Ben Whishaw). Sammen har de sønnen George og en hård, men ikke ukærlig hverdag.

   Maud bliver vakt for sagen gennem kollegaen Violet (Anne-Marie Duff), som agiterer, demonstrerer og ikke bliver længe noget sted. Hun kommer i kontakt med en kreds af kvinder, der mødes hos apotekeren Edith Ellyn (baseret på virkelighedens Edith Garrud). Edith spilles af Helena Bonham Carter.
   


GRUPPEN bliver overvåget af Inspektør Steed fra Scotland Yard (Brendan Gleeson). Maud taler ved en høring i i Parlamentet, bliver anholdt, bryder med Sonny og mister sin søn. Som filmen skrider frem, får hun folder under øjnene og begynder at have, hvad ældre romaner kalder »et hårdt drag« om munden.
   I filmens første sætstykke taler Emmeline Pankhurst (Meryl Streep) til de skuffede kvinder, som igen er blevet afvist af regeringen. Hun opfordrer dem til at kæmpe videre med alle midler. Heraf følger filmens klimaks, der rekonstruerer det spektakulære selvmord, som suffragisten Emily Davison begik i juni 1913, da hun trådte ud foran kongens hest ved det årlige Epsom Derby. Løbet blev filmet, og billederne gik verden rundt.



MANUSFORFATTEREN Abi Morgan (Shame, The Iron Lady, The Invisible Woman) har alle historiebøgerne fremme og giver en redelig fremstilling af forløbet. Fiktive typer er blandet med autentiske karakterer.
   Filmen vil dække alle aspekter og samtidig tale til kvinderne nu. Den er velinstrueret og hæderligt spillet, men der er ikke én uforudsigelig vinkel, rynke eller uregelmæssighed. Helheden er nærmest en kultiveret illustration.
   Man bliver nok informeret, men er aldrig inspireret. Sigtet er sympatisk, og Suffragette er ikke nogen aktivt dårlig film. Men den er trist og bliver faktisk småkedelig, fordi den vil dække sig ind på alle fronter.


JEG er uden tvivl forudindtaget, fordi jeg husker tv-serien Shoulder to Shoulder (1974, da. Skulder ved skulder), hvor Pankhurst selv var hovedfiguren og blev blændende spillet af Sîan Phillips. Der var en kampsang om retten til roser og brød, som stadig runger i baghovedet.* Især var serien båret af en klassebevidsthed, der i Gavron og Morgans høflige film bliver til pædagogisk, historisk forklaring.



*) Georgia Brown (som spillede socialisten og feministen Ann Kenney og skabte BBC-miniserien sammen med Midge MacKenzie og produceren Verity Lambert) sang »March of the Women« (1910) med tekst af Cicely Hamilton og musik af Ethyl Smyth. Sangen blev i 1911 kåret som kampsang for Women's Social and Political Union (WSPU) og kvindesagen i den anglofone verden generelt. Den findes i talrige indspilninger, bl.a. med Suffrage Sinfonia på albummet The Lost Women of Music (2019), hvor man også kan høre Helen Pankhurst, barnebarn af Sylvia Pankhust (og altså oldebarn af Emmeline) læse sin farmors »
Writ On Cold Slate«.
   Det er sandt, at jeg var betaget af »March of the Women«, som jeg hørte første gang, da DR sendte Skulder ved skulder i august 1975 [og som tiden går: tænk at endnu hyperaktive Ulla Therkelsen interviewede Verity Lambert som optakt til serien], men i Suffragette-anmeldelsen forveksler jeg »Kvindernes march« med »Bread and Roses« af Mimi Fariña og James Oppenheim, som Judy Collins synger på sit album af samme navn fra 1976: »As we go marching, marching, unnumbered women dead/ Go crying through our singing the ancient call for bread/ Small art and love and beauty their drudging spirits knew/ Yes, it is bread we fight for - but we fight for roses, too!« 
   James Oppenheim (1882-1932) skrev digtet i 1911, da han så, at de kvindelige fagforeningsmedlemmer i Chicago brugte sloganet »Bread for all, and roses, too«. Mimi Fariña (1945-2001), som var søster til Joan Baez og enke efter sangpartneren Richard Fariña [som skrev beat-romanen I've Been Down So Long It Looks Like Up to Me og tak-for-sidst sangen »Reno, Nevada«] brugte titlen, da hun stiftede velgørenhedsorganisationen Bread and Roses og arrangerede første udgave af festivalen, som i en årrække blev afholdt i hjemstavnen Marin County. Mimi viste digtet til Collins, som bad hende sætte musik til. Også »Bread and Roses« har haft et langt efterliv. På YouTube ligger en fin version med The Rosie Hood Trio fra 2018. Den syneste indspilning er med britiske The Unthanks på albummet Diversions Vol. 5: Live and Unaccompanied (2020). 
   Shoulder to Shoulder var i seks episoder à 75 minutter. DR sendte den 15.08.-31.08.1975 I USA blev serien sendt på PBS og indgik i Masterpiece Theatre. Den findes på en dvd, som i dag er uopdrivelig, og serien bliver ikke streamet. Det må være at støve den af.


Suffragette. Instr.: Sarah Gavron. Manus: Abi Morgan. Foto: Edu Grau. 106 min. Storbritannien 2015. Dansk premiere: 26.11.2015


Fotos: Ruby Films/ Focus Features/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC/ Imperial War Museum
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 27.11.2015  

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar