Translate

søndag den 7. marts 2021

Bogen og filmen: Julian Barnes' The Sense of an Ending (2011/2017)


ET FREMMED LAND
Julian Barnes' Booker Prize-vinder

Af BO GREEN JENSEN

DET bliver næppe mere blåstemplet.
 Julian Barnes modtog Man Booker-prisen for sin lille roman fra 2011, en besnærende let tekst om svig og erindring, der rører ved sindets dybeste lag og mediterer over historiens væsen.
   Instruktøren Ritesh Batra gjorde indtryk med The Lunchbox (2013), og The Sense of an Ending er castet med cremen af britisk films seniorsegment. Manuskriptet strækker sig langt for at yde forlægget retfærdighed.
   Med andre ord er alt sat ind på at skabe en lødig filmatisering, der er aktivt ungdomsafvisende. Det er arthouse for det grå guld, simpelt hen.
   Den fraskilte Tony (Jim Broadbent) er først i halvfjerdserne. Han driver en lille butik, hvor han sælger brugte Leica-kameraer til formuende fotoentusiaster, og han holder så vidt muligt livet tre skridt fra livet.
   Måske var det derfor, at ægteskabet med sagføreren Margaret (Harriet Walter) ikke holdt. De har en datter, Susie (Michelle Dockery), som er højgravid med hans barnebarn lige nu. De har alle tre et ret godt forhold til hinanden. Faktisk taler Tony kun med resterne af sin familie.

  
TONY bliver rystet i rutinen, da han får brev fra et advokatfirma. Når noget slutter er også en sædeskildrende studie i, hvordan det føles at blive ældre og mærke tidens fremskridt som støj. Tony er en gammeldags mand, som stadig læser sin morgenavis og sender frankerede breve. Han er virkelig en af de sidste fra tiden, før alt gik af lave.
   I brevet står, at en vis Sarah Ford er død og har efterladt Tony »en genstand«. Det viser sig at være en dagbog, skrevet af hans afdøde ven, Adrian Finn. Sarah Ford var mor til Veronica, Tonys første kæreste, som forlod ham til fordel for Adrian. Dagbogen er en overraskelse for alle. Endnu mere overraskende er, at Veronica, som stadig lever, ikke vil aflevere den til Tony.


NU bliver der virkelig rippet op i det hele. Også før brevet kom, har filmen vist erindringsglimt, som til stadighed spiller i Tonys bevidsthed. Det gør de også i Barnes’ roman, som på den måde ligner en film allerede.

   Til gengæld holder Barnes igen med nostalgiske detaljer fra England ca. 1968. Det bliver mest til forfatternavne og sangtitler. Både film og bog er båret af Tonys rugende reflektioner. Der er en selvhøjtidelig fortæller, som udreder tiden og skaber distance. Ydermere ændrer han ofte forklaring.
   Der er scener fra studietiden, hvor Adrian var den store ven og en trodsig rebel, som foregreb ungdomsoprøret. Der er reaktionerne på et selvmord, som bliver et forvarsel om, hvad der skete med Adrian. Der er en relativt gylden erindring om mødet med Veronica og deres første tid sammen. Især er der en beskrivelse af den skæbnesvangre weekend, hvor Tony tog med Veronica hjem og mødte hendes familie.
   Det er i denne erindring, at alt, hvad Tony siden blev, er forankret. Veronica var vigtig. Hun gav ham det første Leica-kamera, og hun fyldte hans sanser sommeren lang. Han skrev et hadefuldt brev, da hun svigtede ham. Og han har aldrig fortalt sin senere hustru om forholdet.


DET gør han nu. Tony spørger Margaret, hvordan han bedst tackler Veronicas modstand. Han fortæller sin historie, og det giver filmen en fortrolig henvendthed, som bekendelsen mangler i bogen, hvor læseren er den primære tilhører.

   Samtidig bygges der op til mødet med Veronica (Charlotte Rampling), filmens pièce de resistance, som Tony gør alt for at få i stand. Både datter og ekskone bemærker tørt, at han opfører sig som en stalker. Nej da, siger den pæne mand. Men han er nøjagtigt en stalker i al forhistorien.
   Den bestemmende weekend 50 år før er forjættende realiseret. Sarah Ford (Emily Mortimer), Veronicas mor, som er nøglen til mysteriet, medvirker kun i enkelte scener, men hemmeligheden er dragende nok til at fastholde tilskuerens begær hele vejen.
   Der er en hård erkendelse for enden af den upålidelige fortællers lange tilståelse. Der er også en omstændighed, som ændrer alt, hvad Tony ved om sig selv. Fordi det er Barnes, bliver den røbet så henslængt, at man kan gå glip af forklaringen, hvis man blinker.



»FORTIDEN er et fremmed land: man opfører sig anderledes der,« skrev L.P. Hartley i The Go-Between (1953, da. Gudernes sendebud). Også her er der en dagbog og en kronologisk afstand på 40 år til de centrale begivenheder, som fortælleren først nu forstår, skønt de – og fejlopfattelsen af dem – har præget hele hans liv. Det er en særlig britisk genre – Ian McEwans Atonement (2001, da. Soning) er et andet eksempel – og de gør sig i regelen fantastisk på film.
   Jim Broadbent er god som fortælleren, der mener at vide bedre, indtil han får så meget at vide, at han bliver stum på en studs. Det er dog kvinderne, der brillerer: Harriet Walter som Margaret, Emily Mortimer som den forførende Sarah Ford og især Charlotte Rampling som den voksne Veronica, der endelig forklarer sig.


FILMEN er sober og godt skruet sammen, ikke for udglattende i sin beskæring af stoffet – der er flere relationer og forbindelser i bogen – og heller ingen hæmningsløs nostalgifest, skønt året er 1967-68.
   Det fremgår, fordi Tony spiller Donovan-singlen »Wear Your Love Like Heaven«, da Veronica er med oppe på værelset for første gang. Også i bogen er han den ikke helt stolte ejer af dobbeltalbummet a gift from a flower to a garden, som udkom i foråret 1968.
   Filmens øvrige musik er komponeret af postmodernisten Max Richter. Det er nok det mest kælne træk i en prunkløs fortælling, der nyder at være voksen og trist.


The Sense of an Ending (Når noget slutter). Instr.: Ritesh Batra. Manus: Nick Payne. Foto: Christopher Ross. 108 min. UK 2017. Dansk premiere: 29.06.2017


Fotos: Cinematerial/  FilmAffinity/ MovieStillsDB/ SF Studios/  Wikipedia (Julian Barnes Portræt)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 30.06.2017

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar