En irsk historie fra nøjsomhedstiden
Af BO GREEN JENSEN
DET er huset, man bor i til hverdag, som bliver et hjem over tid. Bogen med ordsprog er inde på det samme i talemåder som »Ude af øje, ude af sind« og »Tiden læger alle sår«. Men Eilis fra Enniscorthy er alene i Amerika og væk fra sin irske familie for første gang. Hun kan ikke bruge den tvivlsomme visdom i overleverede mundheld.
Af BO GREEN JENSEN
DET er huset, man bor i til hverdag, som bliver et hjem over tid. Bogen med ordsprog er inde på det samme i talemåder som »Ude af øje, ude af sind« og »Tiden læger alle sår«. Men Eilis fra Enniscorthy er alene i Amerika og væk fra sin irske familie for første gang. Hun kan ikke bruge den tvivlsomme visdom i overleverede mundheld.
I 1950ernes Irland tegner fremtiden ikke strålende lys. Eilis arbejder deltids hos heksen Mrs. Kelly, som lader fine kunder springe over i køen. Hendes brødre er rejst til Birmingham, og det er storesøster Rose, som er bogholder, der tjener de fleste penge. Far er død. Pigerne er alene med deres mor.
Så Eilis bliver sendt til Brooklyn for at arbejde i stormagasinet Bartocci’s. Det er noget, som Rose og den katolske Father Flood (Jim Broadbent) arrangerer, og det er bare sådan, man gør på den tid. Irland er en evig hjemstavn, den grønne ø i vemodige hjerter, men fremtiden ligger i USA.
COLM Toíbíns roman om Eilis Lacey (Saoirse Ronan) er en besnærende stille miniature i forfatterens detaljerede stil. Den følger Eilis i to-tre år og ser hende først være knuget af hjemvé. Så falder hun langsomt til i pensionatet hos Mrs. Keogh (Julie Walters) og lærer at konversere bag disken hos Bartocci’s.
Til jul hjælper Eilis med at servere for de hjemløse irske mænd, som byggede byens tunneler og broer. Nu er der ikke brug for dem mere. Ellers hører man ikke om tidens problemer, for de er ikke i Eilis’ synsvinkel. Skyskraberne ligger ude på Manhattan, og det er ikke dér, hun bor.
Til gengæld er vinteren hård og konkret. Eilis tager et aftenkursus på Business College of Brooklyn, og samtidig møder hun Tony (Emory Cohen), som har italienske forældre. Han vil bygge huse på Long Island, som endnu er et øde sted. Tony vil faktisk alt med Eilis, og hun nyder at blive forelsket i ham. De går sammen i biografen og ser Singin’ in the Rain, så året må være 1952. Nu kan der gå uger, hvor hun ikke tænker på Irland.
FØR Eilis bliver kaldt hjem, når hun og Tony at blive gift. Så er hun tilbage i Enniscorthy, hvor det ville oplagt at overtage Roses arbejde og flytte ind hos den sympatiske Jim (Domhnall Gleeson). Tonys breve hober sig op. I begyndelsen læser hun dem. Så bliver det enklere at lade være.
Eilis har fået sin frihed i Amerika, men i Irland forstår hun hver lille nuance. Toíbíns roman – han er selv fra Enniscorthy – afspejler naturligvis en irsk-amerikansk oplevelse. Men også en almen erfaring. Det var på samme tid, at vore forældre og bedsteforældre flyttede fra landet til byen.
Vist er det spændende at se, om Eilis vælger USA eller Irland. Men begge liv er åbne muligheder. Bortset fra nævenyttige skyggetanter, er der ingen dårlige mennesker i Brooklyn. Både Tony Fiorelli og Jim Farrell er gode mænd.
OGSÅ publikum føler Eilis’ dilemma. Filmen er dog mere interesseret i selve kontrasten mellem fortid og fremtid. Frem for alt er Brooklyn en fortælling om frigørelse. For hver dag bliver Eilis lidt mere selvstændig.
To badescener demonstrerer forskellen på Irland og USA. Stranden ved Coney Island er et menneskemylder, og de unge amerikanere har lært at tage badetøj på hjemmefra. Det ved Eilis ikke endnu, da hun og Tony skal i vandet.
Tilbage i Irland er hun med Jim og nogle venner på stranden. Den er tom, og Eilis siger, at hun havde glemt, hvor smukt der er. Nu står de andre og hinker med håndklæder om livet. Eilis er allerede klædt om.
BROOKLYN er bygget af den slags iagttagelser. Jeg skal ikke røbe, hvem Eilis vælger til slut. Det vigtige er, at hun står med en holdning, som viser, at tvivlen er væk. Øjnene stråler, og kinderne gløder.
Det lyder måske som en ugebladsføljeton, men de var nu også gode engang. Brooklyn er en præcis og bevægende skildring af prisen for at flytte sig. Filmen handler om at gøre erfaring, og den er både til kvinder og mænd.
Brooklyn. Instr.: John Crowley. Manus: Nick Hornby. Foto: Yves Bélanger, 111 min. Irland-Storbritannien 2015. Dansk premiere: 11.02.2016.
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 12.02.2016
Ingen kommentarer:
Send en kommentar