Elysium er som et dystopisk stikordsregister
Af BO GREEN JENSEN
ELITEN isolerer sig i befæstet velstand, mens masserne
arbejder nede i dybet. Det er en af de ældste troper i den dystopiske genre.
Allerede fortælleren i H.G. Wells’ Tidsmaskinen
(1895) ser glade Eloiere lege i
lyset, mens deformerede Morlocker
passer de store maskiner, som får samfundets hjul til at dreje.
Hos socialisten Wells er årstallet fjernt.
Maskinen er sat til at lande i år 802.701. Man er tættere på i Fritz Lang og
Thea von Harbous Metropolis (1927),
hvor motivet første gang skildres på film. Det er siden behandlet så mange
gange, at man sagtens kan tale om en kliché. Alligevel er der altid en lille
sandhed gemt i legenden om de få og de mange. Science fiction handler som regel
om samtiden.
I NEILL Blomkamps Elysium er årstallet 2154, og Jorden er ødelagt af sygdom, krig, forurening og overbefolkning. Indflyvningsbillederne viser et kaotisk tilgroet Los Angeles (og er faktisk optaget i Mexico City), hvor brutalt mekanisk politi holder opsyn med en stort set arbejdsløs befolkning. Den reformerede tyv Max Da Costa (Matt Damon) er dog ansat på fabrikken, som fremstiller de automatiske vagter. Han har drømt om at komme til Elysium, siden han var dreng på børnehjemmet, hvor han mødte pigen Frey. Hun blev hans livs kærlighed, skønt de aldrig fik hinanden.
Elysium er en rumstation,
et svævende hjul, hvor overklassen lever i velstand. Også regeringen arbejder
hér. Man råder over udstyr, der kan kurere al sygdom på sekunder. Ellers lever
man stort set som eliter altid gør på film: i en lind strøm af bestyrelsesmøder
og haveselskaber. Det er forbavsende fantasiløst - og meget som at bladre i et
nummer af Vogue eller Vanity Fair. I Los Angeles taler man engelsk og spansk. I
Elysium er fransk på mode. Så bliver det ikke mere dekadent.
Af flere grunde bliver
det nødvendigt for Max at nå til Elysium inden fem dage. For det første er han
ved at dø. For det andet genforenes han med Frey (Alice Braga) og bliver
overtalt til at hjælpe hendes datter, som lider af leukæmi. Han indgår en
handel med Spider og lader sig bruge som biologisk kurer. Programmet for Elysiums
fremtid findes kun i den eftersøgte mands hoved.
HER er til gengæld
en nyere trope. Kureren med en chip i sit hoved optrådte første gang hos
William Gibson i novellen »Johnny Mnemonic« (1986) og blev fremstillet af Keanu
Reeves i filmudgaven fra 1995. Johnnys hjerne kunne lagre »hundredevis af
megabytes«, men brød sammen ved én gigabyte. Så parametrene har ændret sig.
Dog ikke i Elysium, hvor den fint detaljerede begyndelse
udarter i et plot, man har set mange gange, da Elysium løbes over ende. Mens
kampen står mellem oprørere og soldater, hænger Freys og datterens liv i balancen.
Der er fortsat originale islæt som NSA-agenten Kruger (Sharlto Copley), en
sadistisk sydafrikaner, som rapporterer direkte til Jodie Fosters magtuhyre,
indtil hun svigter hans tillid én gange for mange.
SYDAFRIKANEREN Neill Blomkamp havde stor succes med District 9 (2009), et dystopisk actionstykke, der brugte
diskriminerede aliens til at
demonstrere apartheid-mekanismen i et futuristisk Johannesburg. District 9 var inspireret low-tech. I Elysium har Blomkamp fået nøglerne til den
store værktøjskasse og et fuldt budget at arbejde med. Den bedste investering
er Matt Damon, som fremstiller Max med en nuanceret menneskelighed, der
kompenserer for den mekaniske kamptummel.
Elysium. Instr. og manus: Neill Blomkamp. Foto: Trent Opaloch. 109 min. USA 2013. Dansk premiere: 15.08.2013
Foto: TriStar/ FilmAffinity/ Cinematerial/ Filmgrab [+]
Filmen streames (køb eller leje) på YouTube, Google Play, Blockbuster, SF Anytime, iTunes/ Apple+ TV og HBO Nordic
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.08.2013
Foto: TriStar/ FilmAffinity/ Cinematerial/ Filmgrab [+]
Filmen streames (køb eller leje) på YouTube, Google Play, Blockbuster, SF Anytime, iTunes/ Apple+ TV og HBO Nordic
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.08.2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar