Bogen og filmen: Henry James' What Maisie Knew (1897/2013)

DEN LILLE FJERBOLD
En tidløs skilsmissefortælling

Af BO GREEN JENSEN

SKILSMISSER skulle forbydes, mener mange delebørn sikkert. Man vokser op i en verden, hvor tingene har deres faste plads, og hvor Mor og Far hører sammen. En dag får man at vide, at det ikke mere skal være sådan. Riget bryder sammen. Det er muligt, at forandringen bliver til alles fordel i længden. Man vænner sig vel til de nye rutiner, men nu og hér går Jorden under. Uskylden dør, bogstavelig talt, og Mor og Far bliver aldrig for alvor, som de var i den ødelagte guldalder.

   Sådan var det også i 1897, da Henry James fik udgivet What Maisie Knew, en roman, som følger flere ægteskabers forlis og ser på de selviske voksne med en 6-årig piges bekymrede blik. De voksne mener kun dét med ansvar og omsorg, når de har tid og lyst og overskud. Ellers har de travlt med sig selv, deres livskriser, arbejdsforhold og affærer. For det meste er man overladt til nannies, som heller ikke altid er gjort af pålideligt stof. Ergo bliver tryghed en faktor, som overskygger kærligheden, der alligevel blot for det meste er ord. Når det kommer til stykket, gælder det om at knytte sig til en voksen, som bliver.

AMERIKANERNE Scott McGehee og David Siegel har instrueret fem film sammen, siden de viste Suture på Cannes Festivalen i 1994. De laver små film uden for studiestrukturen og lever langt fra den kommercielle industris genrekrav.

   What Maisie Knew bruger James’ roman som afsæt for en moderne skilsmissehistorie. Der er ikke tale om fuldkommen overensstemmelse eller en filmatisering i gængs forstand. Fortællingens træk er universelle. Filmskaberne kunne for den sags skyld have brugt en anden titel og kaldt karaktererne noget nyt. Så ville man ikke fokusere på James.

   Det er man tvunget til nu, og tidløsheden er også den halve pointe i manuskriptet af Nancy Doyne og Carroll Cartwright, der angiveligt vil bruge rammen fra James til at bearbejde deres egne erfaringer som skilsmissebørn og fraskilte forældre. 

   Det er muligt, at forlægget skaber struktur, men i længden bliver det en begrænsning, at man som tilskuer inviteres til at føre dobbelt bogholderi. Karaktererne bliver genfærd, skygger af skikkelser, som kom før, når den litterære maskine arbejder ivrigst.

HENRY James (1843-1916) baserede bogen på en historie, som han hørte ved et middagsselskab i 1892. Han udviklede sin idé i notater og havde en synopsis klar i julen 1895. What Maisie Knew stod først som føljeton i magasinet The Chap-Book, der bragte den fra januar til august 1897. Samme år blev teksten forkortet og bragt i det britiske tidsskrift New Review, før den udkom i bogform hos Heinemann i London og Stone & Co. i Chicago.

   Førsteoplaget var på 2.000 eksemplarer. Den enkle fortælling overskygges i nogen grad af forfatterens symbolrige hovedværker, som til stadighed aflæses akademisk. Romanen har ikke været ude på dansk siden 1919, da Chr. Mathæus Hansen oversatte den som Hvad Barnet vidste. Den står i dag på tre biblioteker.

DET har næppe voldt problemer at ajourføre materialet. Tonen og figurerne er forbavsende moderne. Hos James går Beale og Ida Farange fra hinanden, da datteren er seks år gammel. Det besluttes, at Maisie skal være et halvt år ad gangen hos hver af forældrene. I 1890erne var delt forældremyndighed et nyt juridisk fænomen. James fandt denne praksis så problematisk, at han gjorde den til et tema i bogen.

   Beale gifter sig med Miss Overmore, som har været guvernante for Maisie. Ida gifter sig med den milde Sir Claude, men bliver ved med at have affærer. Hos sin far knytter Maisie sig til Mrs. Wix, den nye guvernante, som imidlertid kommer dårligt ud af det med husets frue. Maisies mor får aldrig tid til andet end sig selv og sine behov, men Sir Claude holder virkelig af bonusbarnet.

   Da vanen sætter ind, og de nye forhold går i stykker, gifter Claude sig med Miss Overmore. Utroskabens dovne symmetri er for James – og Maisie – endnu et symptom på de voksnes upålidelighed. Claude tilbyder pigen et hjem i Frankrig, men Maisie vælger at rejse til England med Mrs. Wix – den eneste »sikre« voksne i hendes verden. Romanen slutter på skibet til England. Mrs. Wix betragter barnet med undren og respekt: »She still had room for wonder at what Maisie knew.«

I FILMEN er dramaet henlagt til dagens internationale New York, hvor »alle altid er ude på gaden«. Rocksangerinden Susanna (Julianne Moore) har boet sammen med Beale (Steve Coogan), en britisk kunsthandler, siden datteren Maisie (Onata Aprile) blev født. Forældrene har travle liv og friske midtvejskriser. Begge fortæller Masie, hvor inderligt de holder af hende, men i praksis er det Margo (Joanna Vanderham), den skotske aupair, som opdrager pigen og véd, hvad hun tænker.

   Beale og Susanna er typer i tiden. Filmen åbner in medias res, under endnu et drabeligt skænderi om, hvem der er længst ude og mest selvoptaget. Man fornemmer, at hvert klagepunkt har været i spil mange gange. Ingen af parterne husker, hvad de oprindeligt så i hinanden. Hjemmet er både rodet og rigt. Maisie flitrer rundt for sig selv og pusler i køkkenet sammen med Margo.

   Som i bogen opleves samtlige scener fra barnets synsvinkel, skønt historien fortælles i tredje person. Snittet giver en god distance med plads til analyse, som aldrig bliver insisterende eller for demonstrativ. De voksne defineres som mennesker af, hvad de siger til Maisie, og måden, de behandler hende på. Der er ingen tvivl om, at Susanna elsker sin datter, og at Beale i det mindste elsker ideen om at være en omhyggelig far. Blot har de aldrig tid nok ret længe ad gangen.

ET bittert retsopgør foregår off screen. Også her tages delemodellen i brug. Maisie skal være ti dage ad gangen hos hver af forældrene. Susanna er fortørnet over, at dommeren ikke gav hende forældremyndigheden. Beale arrangerer sig med Margo, som han også gifter sig med, skønt han undlader at skrive hende på skødet til den nye lejlighed. For ham er hun dybest set stadig en hushjælp.

   Susanna vil ikke trynes i retten igen og gifter sig med den venlige Lincoln, som faktisk er sjov og har tid og fantasi til at lege med steddatteren. Lincoln er bartender på et hotel og tager Maisie med sig på jobbet. De dribler rundt i byens parker, og det er altid Lincoln, som henter og bringer. Susanna snerrer, at han ikke får nogen guldstjerne for at få barnet til at elske sig. Hun hvisker fortroligt til Maisie, at de kun blev gift for hendes skyld. Så tager hun på turné. Den skrantende karriere skal plejes.

   Beale trawler rundt i Europa, mens Margo igen bliver mor for hans datter. Endelig rejser han til London for at blive. Der er en hjerteskærende scene, hvor far og datter spiser frokost, og han leger med tanken om at tage hende med. Margo og Lincoln fatter sympati for for hinanden. En uge på Long Island er den bedste tid i Maisies liv. Som i bogen er sætstykket scenen, hvor Maisies mor kommer efter sin datter og tvinges til en forbigående selverkendelse, da pigen ikke uden videre vil med.

HVAD filmen bruger fra bogen, er først og fremmest barnets blik. Det er virkelig Maisie, som bærer historien. De voksne er blot bipersoner.

   »Hun havde den alder, hvor alle historier er sande, og alle forestillinger er historier. Det aktuelle var det absolutte; kun nutiden var levende,« skriver James. »I den levende sans for det umiddelbare, som er selve luften i et barns bevidsthed, blev fortiden, ved hver ny lejlighed, lige så utydelig for hende som fremtiden. Hun (...) var den lille fjerbold, som de slog frem og tilbage med hektiske bevægelser.«

   Filmen udmærker sig ved en dyb empati og et realistisk understatement. Der er ingen store ture i Hollywood-traditionen for højt melodrama, og skønt What Maisie Knew markedsføres som et supplement til Robert Bentons klassiske Kramer mod Kramer (1979) – filmen, som alle enlige fædre ser med deres børn på et tidspunkt – er den bedre til blot at iagttage og undlade at tage parti. Maisie betragter sine forældre og lader altid tvivlen komme dem til gode. Indtil hun sætter hælene i. Bliver hun stærkere, eller er hun mærket for livet? Publikum føler som bogens Mrs. Wix: Der er stadig plads til undre sig over, hvor meget barnet egentlig ved.

MOORE og Coogan spiller typer, de ofte har fremstillet, og her får de hverken grund eller lejlighed til at nuancere dem. Det er Skarsgård og Vanderham, som gør det dramatiske rugbrødsarbejde; han med sin kæmpemæssige stilfærdighed, hun med en fatalistisk, forurettet sødme, som gør betydeligt indtryk. De er begge gode mennesker, som bliver trådt på af romantiske egoister. Også i filmen er barnet klogere end de voksne. Den 7-årige Onata Aprile er forestillingens kerne og krumtap.

What Maisie Knew. Instr.: Scott McGehee og David Siegel. Manus: Nancy Doyne og Carroll Cartwright. Foto: Giles Nuttgens. 95 min. USA 2013. Dansk premiere: 01.08.2013

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment/ Heritage Auctions/ Otto Bettmann Archive (Henry James Portrait)/ Knopf Doubleday Publishing Gorup (Anchor Edition Edward Gorey cover)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 02.08.2013