Translate

søndag den 21. marts 2021

The Children Act/Dommerens valg (2014/2017) [Bogen og filmen]


DEN TØVENDE DOMMER
Portræt af en kvinde i krise og tvivl

Af BO GREEN JENSEN


DER findes ingen smertefri jura, og også dommere har et privatliv. Enhver retsafgørelse har konsekvenser, og måske er den bedste retfærdighed blind – som gudinden Justitia signalerer med sit symbolsk tildækkede blik.
   Cirka så evige og banale er de temaer, som bliver drejet en omgang i Richard Eyres film om Dommerens valg. Det er et portræt af dommeren Fiona Maye (Emma Thompson), som er fyldt 60 år og nærmer sig karrierens opsummerende fase. Hun har siddet 30 år i den britiske High Court, hvor hun afgør civile søgsmål.
   Fionas speciale er kendelser, som tager udgangspunkt i medicinske forhold. Ved filmens begyndelse sidder hun dybt begravet i en sag om adskillelsen af siamesiske tvillinger. Begge dør, hvis intet bliver gjort. Kun den ene vil leve, hvis man opererer. Fiona støtter som regel dette »man«.


FORÆLDRENE vil lade Guds vilje ske. Sagen er stor i de grådige medier. Vil dommeren tillade hospitalet »at myrde« den ene uskyldige tvilling? Fiona skærer fornuftigt igennem. Hun afgør sagen hurtigt og sikkert.
   Imens går hendes mand omkring i parrets smagfuldt indrettede lelighed og føler sig slet ikke set. Jack (Stanley Tucci) er universitetslektor. Han savner Fiona. De har ikke elsket i 11 måneder. Han overvejer en affære. Med hvem? Med Melanie. Da ikke blondinen, som kom til middag og ødelagde gulvet med sine stiletter? Jo, for hun begærer Jack.
   Parret har ingen børn selv. Somme tider passer Jack sine niecer, men Fiona blander sig ikke i legen. Hun arbejder og spiller klassisk klaver. Deraf dobbeltheden i filmens engelske titel, The Children Act. Det handler om familieret, men også om, at der ingen børn er i hjemmet. Barnets tarv hedder den danske udgave af Ian McEwans roman fra 2014.*



FIONA Maye er en rationel kvinde, som sjældent lader sig ryste eller distrahere. Men (måske) fordi hun har udfordringer hjemme, og (måske) fordi hun overvejer sit liv generelt, træffer hun netop i sagen om Adam Henry en atypisk spontan og excentrisk beslutning.
   Adam (Fionn Whitehead) er 17 år og tilhører Jehovas Vidner. Han lider af leukæmi, som hospitalet kun kan behandle, hvis man foretager en blodtransfusion. Men menigheden og Adams forældre vil ikke lade blodet besmitte. For blodet er selve essensen af livet.
   Fiona lytter opmærksomt som altid. Sædvanligvis ville hun sikkert give hospitalet sin tilladelse uden videre. Nu er hun i vildrede. For at afgøre, hvad der tjener den unge mand bedst, må hun høre ham selv – ikke forældrene på den ene side og hospitalet, som fører sag, på den anden.
   Proceduren bliver sat i bero, så dommeren kan tage en bil til hospitalet sammen med familiens juridiske rådgiver. Denne ser forundret på loftet, mens Fiona sludrer med drengen. Hun korrigerer hans fingersætning, da han viser hende sin guitar. De synger »Down by the Salley Gardens« og enes om, at William Butler Yeats var en stor digter. Det er, synes mange, som ser denne film, en dybt utroværdig og manieret digression.



IAN McEwan siger selv, at han skrev Barnets tarv, fordi han var fascineret af sin ven Alan Wards historier. Ward er landsretsdommer og førte en lignende sag. En dreng fra Jehovas Vidner nægtede at modtage blod. Ward besøgte ham på hospitalet. De talte om fodbold, og Ward traf den samme afgørelse, som Fiona gør i filmen. Senere blev den unge mand syg igen, fulgte sin tro og døde som forudset.
   Adam bliver rask og stalker Fiona. Han er ærbart forelsket, han vil bo hos hende og Jack. Fiona forklarer, hvordan tingene hænger sammen. »Jeg troede jo, jeg var venlig,« siger hun. Hun bryder igen proceduren og synger »Salley Gardens« til julekoncerten, hvor alle parykhovederne er på plads. Det er meget melodramatisk og fuldkommen irrationelt. Det er præcis, hvad Eyre, McEwan og Thompson vil sige, at livet er somme tider.



DER er grund til at inddrage Emma Thompson som jævnbyrdig partner i den kreative trio bag filmen. Hun er overvældende troværdig som den gode dommer, der kommer i tvivl. Hun fanger hver paradoksal nuance og inkarnerer fornuften, som ikke slår til. Thompson er selv født i 1959 og har den perfekte alder til rollen. Hun har sjældent eller aldrig været bedre.

   Ian McEwan (f. 1948) har generelt været heldig med filmudgaverne af sine værker. The Cement Garden (1978, da. Cementhaven) og The Comfort of Strangers (1981, da. Hjælp fra fremmede) blev kongenialt filmatiseret af henholdsvis Andrew Birkin (1993) og Paul Schrader (1990). John Schlesingers (1993) og Roger Michells (2004) filmatiseringer af The Innocent (1990, da. Et særligt forhold) og Enduring Love (1997, da. Evig kærlighed) var på det jævne, men Joe Wrights 2007-version af Atonement (2001, da. Soning) hører til blandt de bedste britiske film.


DET var netop Richard Eyre, som instruerede, da McEwan debuterede som manuskriptforfatter med The Ploughman’s Lunch (1983). Her spillede Jonathan Pryce en radiojournalist, der havde private udfordringer (som Fiona Maye) og blev tvunget til at bearbejde sine nyheder, så de passede til stemningen i Margaret Thatchers nypatriotiske England.
   Titlens »plovmandsfrokost« var en fast food-ret, der skulle demonstrere britiske værdier. Den smagte af pap, men i slutbilledet sad journalisten alligevel og bed til bolle på pubben. Man så hans ansigt ude fra gaden, der var glas mellem livet og blikket. Altså en sædeskildrende film om et nationalt kompromis – set med opgivende, socialistiske øjne.
   Der er en vis poetisk retfærdighed i, at Eyre og McEwan finder sammen igen efter 35 år. The Children Act har en tendens til at overforklare, og der er noget næsten nedladende i klassebilledet, som står tilbage. Men Emma Thompson tindrer og lader sin figur gå i opløsning helt uden sikkerhedsnet. Det er en ægte livskrise, som knap kan ses udenpå, og en voksenfilm af de virkelig sjældne, som ikke lefler for folkeligheden.


*) Ian McEwan: Barnets tarv. Oversat efter »The Children Act« (2014) af Claus Bech. 198 s. Gyldendal, 2015.

Dommerens valg (The Children Act). Instr.: Richard Eyre. Manus: Ian McEwan. Foto: Andrew Dunn. 105 min. Storbritannien 2017. Dansk premiere: 24.08.2018.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Toledo Productions/ Gyldendal/ The New Yorker 
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 25.08.2018 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar