Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford (2007) [Westerns 100]

LEGENDERNES TID

Den æstetiske western

Af BO GREEN JENSEN

MED mellemrum genrejses den episke western. Det sker da i realistisk belysning og med stærk betoning af desillusionen, men fortsat med mytologien som baggrund. Filmskaberne elsker den amerikanske nationalgenre, og det samme gør et stort publikum.

   Dog har det notorisk været svært at nå de yngre tilskuere, som industrien lever af i dag. Sidst en western for alvor slog an, gjaldt det Clint Eastwoods Unforgiven (1992), og sidst en western gjorde sig heldigt bemærket, var da Kevin Costners Open Range fik premiere i 2003.

   Brødrene Coens nyfortolkning af True Grit (2010) og Quentin Tarantinos The Hateful Eight (2015) var gode undtagelser fra denne regel. Antoine Fuquas genindspilning af The Magnificent Seven (2016) var det sidste større studieforsøg - og en eftertrykkelig skuffelse i kommercielt henseende. 

   Andrew Dominiks smukke, rustikke og monumentale The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford minder mest af alt om Lawrence Kasdans helaftensfilm Wyatt Earp (1994), som var en økonomisk katastrofe ved premieren, men har haft et langt og fortjent efterliv. Begge film drejer Vestens legender i det revisionistiske perspektiv, som John Ford, genrens Shakespeare, anlagde i The Man who Shot Liberty Valance (1962). Signaturlinien »When the fact becomes legend, print the legend,« blev citeret i Wyatt Earp. Den kunne stå som motto for filmen om Jesse James og hans morder, der bygger på en roman af Ron Hansen.*

   

EARP og James var aktive, som bekendt på hver sin side af loven, i den periode, hvor vi herhjemme havde guldalder og begyndende moderne nervøsitet. Jesse James (1847-82) blev sin tids mest berømte desperado, en legende i levende live og en folkehelt, som var halvt tolereret i staten Missouri, hvor han og broderen Frank havde base.

   James så ikke sig selv som forbryder, men som forhenværende medlem af en uafhængig sydstatsguerilla, Quantrill's Raiders, der i kølvandet på krigen mellem Nord og Syd hævnede de forbrydelser, som yankeehæren havde begået i Dixie. Det pointeres i filmens prolog, at han ikke fortrød et eneste af de 17 mord, han begik.

   Mordet på Jesse James tager sin begyndelse i september 1881, da James-brødrene nok en gang forbereder et sidste stort togrøveri, som skal sikre dem økonomisk. Af den originale James-bande er kun Frank (Sam Shepard) og Jesse (Brad Pitt) tilbage. Jesse lever under navnet Howard en respektabel tilværelse i Kansas City, hvor han og hustruen Zerelda har en kernefamilie med en søn og en datter. Børnene ved ikke, hvordan deres far tjener penge. De ved ikke engang, hvad han virkelig hedder.

   

MENS Frank er en skuffet realist, der er træt af at leve uden for loven, synes Jesse om sin feterede status. Den 19-årige Robert Ford (Casey Affleck) er måske hans ivrigste fan. Bob har samlet udklip om James-brødrene, siden han lærte at læse. Han beder om at blive medlem af banden, som hans storebror Charley (Sam Rockwell) er tilknyttet.

  Frank afviser drengen. Jesse kan kende en discipel, når han ser ham, og tager sig af den unge stalker, der giver andre myrekryb. »Vil du være som mig, eller vil du være mig?« spørger han i en af flere nænsomme scener, der tangerer et homoerotisk motiv. Det kunne være John Lennon, som sludrede med Mark Chapman. Filmen undgår behændigt de Kristus-analogier, der er gennemgående i westernmytologien, men det er klart, at Bob Ford er en Judas.

   James-figuren er ikke så enkel, som Dominik lægger op til. Vist besidder den charmerende outlaw en tragisk karisma, men der slås stadig større sprækker i facaden, efterhånden som han forsvinder i paranoia og religiøse vrangforestillinger. Han har en syvende sans for at være ét skridt foran sine forfølgere. Familien flytter ofte om natten, og Jesse holder streng justits med tidligere bandemedlemmer. I det sidste år af sit liv er han godt i gang med at likvidere gamle støtter. Nogle af hans grunde er gode. Andre bunder i ren forfølgelsessyge.

DEN markante titel bevirker, at man fra starten ved, hvor historien vil ende. Heraf følger en stærk rituel kvalitet. Fra de første Kansas-billeder er himlen stemt som en klokke i vinter. Det lykkes Dominik at forlene sin elegiske stil med robust realisme og betydelig skønhed. For alvor interessante er de scener, hvor heller ikke tilskueren ved, om Jesse mener det, når han griner og smiler. Det er en af Brad Pitts bedste roller. Imens vokser Ford som menneske. Man får gradvis forståelse og endelig også en vis respekt for hans situation.

   Det er brydningstid i en verden, hvor man dræber hinanden i flæng, mens man etablerer det moderne samfund, hvor fiktioner om Jesse James (og Wyatt Earp og William Bonney, Deadwood, Calamity Jane og Bill Hickok) vil være en væsentlig del af folkloren. Roger Deakins skildrer den i billeder, der er så klart komponeret, at man stadig måber over æstetikken, da filmen er flere timer gammel.

   Emnet er, som titlen siger. Hvordan bar Ford sig ad med at dræbe James, og hvorfor blev det nødvendigt? Det er fascinerende at følge den irreversible proces, som fører Jesses største fan til stedet, hvor han likviderer sit idol. Scenen er skildret utallige gange – sjældent mere anfægtende end på Paul Kennerleys konceptalbum The Legend of Jesse James (1980), hvor Levon Helm lægger stemme til Jesse, og hvor Emmylou Harris som hustruen Zee råber »Jesse!«, ganske som Sarah Louise Parker i Dominiks film.**

HER står Nick Cave for musikken og medvirker selv i en scene. Efter drabet på James får Bob Ford sin dusør og turnerer med en sceneudgave af sin bestemmende stund. Han tror, at tiden vil beundre ham, men stadig oftere saboteres forestillingen af tilråb, der stempler ham som kujon. Dråben er sangen, han hører i baren, hvor han drikker sig ned i en glemsel. Den handler om hvordan »the dirty coward Robert Ford« tog livet af den ædle Jesse James.

I sin sidste halve time følger filmen de ti år, som går, mens Ford modnes og prøver at lægge begivenhederne bag sig. Her drager Dominik for alvor nytte af dybden i Ron Hansens roman. Brad Pitts desperado repræsenterer en svindende periode, kæmpernes og legendernes tid, men Bob Ford er en moderne og meget genkendelig skikkelse. I 1892 blev han selv skudt på gaden i Creede, Colorado, hvor han levede stille og drev en beværtning.

   Mordet på Jesse James var en velkommen genkomst for genren, som stadig er specifikt amerikansk og kan sige noget vigtigt, ikke så meget om tiden, der var, men om måden vi færdes på i historien.

Andre tekster i temaet Westerns 100: Kevin Costner: Open Range (2003); En tekst, to filmatiseringer: True Grit (1969/2010); Landet i begyndelsen: Heaven's Gate (1980/2012); En tekst, to filmatiseringer: 3:10 to Yuma (1957/2007); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7]; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015); To versioner: The Magnificent Seven (1960/2016).

*) Ron Hansen: The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford. 304 s. New York: Alfred A. Knopf, 1983. Ron Hansen (f. 1947), Pete Dexter (Deadwood), Cormac McCarthy (Blood Meridian) og Larry McMurtry (Lonesome Dove) er de førende nulevende westernforfattere. Hansens bedste bog er den første, Desperadoes fra 1979. I 2020 redigerede han The Western: Four Classic Novels of the 1940s & 50s for Library of America. Hansens favoritter er The Ox-Bow Incident (Walter Van Tilburg Clark, 1940), Shane (Jack Schaefer, 1946), The Searchers (Alan Le May, 1954) og Warlock (Oakley Hall, 1958). De er alle fire klassisk filmatiseret som De døde ved daggry (William Wellman, 1942), Shane - den tavse rytter (George Stevens, 1953), Forfølgeren (John Ford, 1956) og Warlock - den lovløse by (Edward Dmytryk, 1959).  

**) Paul Kennerley (f. 1948) er britisk, men har især arbejdet inden for country-western og americana. I 1978 skrev og producerede han konceptalbummet White Mansions, som ser den amerikanske borgerkrig og dens efterspil fra de besejrede sydstaters side. Waylon Jennings, Jessie Colter og Steve Cash fremfører de fremragende sange. I 1980 fulgte The Legend of Jesse James, hvor Levon Helm (Jesse James), Johnny Cash (Frank James) og Emmylou Harris (Zerelda James) har de store partier. Kennerley var gift med Emmylou Harris fra 1985 til 1993. Han skrev og producerede hendes country/rock-opera The Ballad of Sally Rose (1985, genudsendt med nyt materiale 2018). White Mansions og The Legend of Jesse James er samlet som Confederate Tales (1997). Kennerleys tilgang til den amerikanske borgerkrig ligner Sønner af de Slagne-synsvinklen, som Robbie Robertson og The Band lagde frem i »The Night They Drove Old Dixie Down« på deres andet album, The Band, i 1969. Joan Baez havde et stort hit med sangen, også i Danmark, i 1971. Den er ikke i høj kurs for tiden, hvor identitetspolitikken ikke har plads til undtagelser og revisionisme. Racisme og slaverispørgsmålet er aldrig et issue i James-kontekst. Brødrene var dirt farmers fra Missouri, bønder og husmænd, ikke plantageejere fra Alabama og Louisiana. Men der er næppe tvivl om, at de var racister efter tidens norm. Det kunne være Jesse James, som sang på Jerry Josephs »Dead Confederate« fra The Beautiful Madness (2020): »Jesus was a white man and he promised we could rule/ So we burn his holy cross in honor, hang the negro and the fool/ and Baby, I will rise again out on Highway 29/ In the meantime, I'll join the Earth, bide my wicked sands of time// Hey now baby, I'm a dead confederate, 80 years I've stood my ground/ I ain't sorry, ain't regretting it, now they're trying to tear me down/ Hey now baby, I'm a dead confederate, rebel pride, a heart of stone/ I ain't worried, I ain't sweating it, wish they'd just leave me alone.« 

Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford (The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford). Instr. og manus: Andrew Dominik. Foto: Roger Deakins. 155 min. USA 2007. Dansk premiere: 02.11.2007

Fotos: Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ A&M Records/ Library of America

Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, SF Anytime, Google Play, iTunes og Viaplay Rent & Buy

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 03.11.2007