Translate

torsdag den 23. januar 2020

En ny slags fortæller: Jim Thompson 1906-1977


SOM AT SLÅ I EN MELON
Jim Thompson og The Killer Inside Me

Af BO GREEN JENSEN

USA i 1950erne. Lou Ford er sheriff i Central City, et støvet udsted med ambitioner om at blive en hovedby. Navnet er lidt af en vittighed. Byen ligger, hvor det vestlige Texas begynder, og er kun centralt placeret i forhold til ødemarken. På skiltet ved bygrænsen står der:  »De nærmer Dem nu CENTRAL CITY, TEX. ’Hvor håndtrykkene er lidt stærkere.’ Befolkn: (1932) 4,800. Befolkn: (1952) 48,000. SE OS VOKSE!«
   Sheriffen morer sig over den slags prætentioner. Han er vokset op i byen, hvor hans far var den lokale læge. Alle mener, de kender Lou Ford, og det spiller han på, når han afreagerer, f.eks. ved at slukke sin cigar i håndfladen på en hjemløs beruser, der tigger om penge, da sheriffen er på hjem til sin fars hus efter et godt, gratis måltid på en af restauranterne, som han »beskytter«. Eller ved altid at lede efter kvinder, han kan slå til plukfisk, når de har været i seng sammen.

  
LOU Ford nærer ingen illusioner om noget. Han betragter tilværelsen med betydelig indsigt, mens han gemmer sit forkrøblede indre bag en jovial facade. For verden at se, er han en ren arketype: »Jeg havde stadig min Stetson hat på, skubbet godt om i nakken. Jeg var iført en lyserød skjorte og sort butterfly, og bukserne fra mit blå sæt tøj var hevet lidt op, så de nåede kanten af mine Justin støvler. Slank og senet; en mund der var klar til at dræve. En typisk western sheriff, sådan så jeg ud. Måske lidt mere venlig end gennemsnittet. Måske lidt renere. Men alt i alt typisk.«*
   Man håber dog ikke, at han er typisk. For denne mand leger med loven. Han arrangerer beviser, sætter ærlige mennesker op mod hinanden og mishandler sagesløse kvinder med et smil, især hvis de forvirrer ham ved at forelske sig. Han har en traumatisk historie, som han egentlig ikke fortrænger. Tværtimod kommer den til ham i glimt, når han læser om seksuelle afvigelser i sin døde fars bibliotek. Der var noget med husholdersken Helena, som kunne lide at blive slået og taget med vold. Og der var noget med en pige, som Lou forgreb sig på femten år før. Først når tankerne finder hende, begynder han at holde igen.


MONSTRET Lou Ford var en ny slags fortæller, da pulp fiction-forfatteren Jim Thompson, i samtiden kendt som »the Dime Store Dostoevsky«, introducerede ham i sin fjerde roman. The Killer Inside Me (1952, da. Min indre dræber) er dén af Thompsons ca. 30 bøger, som stadig læses bredest og er beundret af disciple som James Ellroy og Stephen King.
   Lou ligner en upålidelig fortæller, men lyder som en ærlig mand. Man kan aldrig med sikkerhed vide, om han taler sandt i afstanden mellem indre mental ormegård og borgerlig ydre facade. Manden virker nøgtern og åben, men han er også ærekær og paranoid. I sin amoralske hudløshed kunne han være prototypen for en mutation. Han er i mange henseender forløberen for Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ American Psycho (1990) og lignende fingerede bekendelser.
   

BURT Kennedy filmatiserede The Killer Inside Me i 1976. Stacy Keach havde rollen som den psykopatiske fortæller, der går igen i mange af Thompsons bøger.
   Michael Winterbottoms take på stoffet er dog anderledes kropsnært. Flere forlod biografen, da filmen blev vist på Berlinalen i 2010. Ved pressemødet handlede samtlige spørgsmål om ét: Hvorfor skal vi i close-up se, at Casey Affleck ødelægger Jessica Albas ansigt, før han senere dræber Kate Hudson og arrangerer gerningsstedet, så perifere mænd, der også bliver myrdet til lejligheden, kan tage skylden?
   Hvad skal vi med sadismen og det ekstreme kvindehad? Der er al mulig grund til at kritisere den dehumaniserende vold, som florerer i amerikanske genrefilm. Torturpornoserier som Hostel og Saw er gode argumenter for at genindføre en vis censur, fordi de forvandler menneskemisbrug til pirring. Og giver syge individer syge ideer, uanset hvad psykologer så siger om lutrende afreaktion.
   Problemet er naturligvis, at man ikke kan sortere i stoffet, hvis en kunstnerisk ytringsfrihed skal give mening. Forbyder man alle spekulationsfilm, forbyder man også Psycho, Peeping Tom, The Devils, A Clockwork Orange og Lad den rette komme ind.
    Problemet er dog i højere grad, at det ikke er affald som Hostel og Saw, det opskræmte publikum udvandrer fra. Dé film bliver sendt lørdag aften i tv som underholdning med lidt mere x-factor. Man reagerer på The Killer Inside Me, fordi volden bliver modbydeligt konkret. Karaktererne er mennesker, ikke cifre som ofres i spillet.
   Det er den samme virkning, som Thompson opnår i bogen, hvor Lou Ford beskriver sin handling således: »Jeg smækkede hende op mod væggen og hamrede løs, det var som at slå i en melon. Først hårdt, og så blev alt blødt. Hun faldt sammen, hendes knæ gav efter, hendes hoved hang slapt; og så skubbede hun sig langsomt, tomme for tomme, op igen.«



LOU Ford (Affleck) og Joyce Lakeland (Alba) finder sammen, da han skal bortvise hende fra byen. Han er høflig på beleven sydstatsvis - »herude er man en mand, en mand og gentleman, eller også er man slet ikke noget« - og hun driller ham med hans dobbeltmoral. Han giver hende en endefuld med sit bælte, og de tænder begge på afstraffelsen. Forholdet til Joyce er faktisk det tætteste på kærlighed, som sheriffen med sygdommen indvendig nogen sinde er kommet. Det skræmmer ham, og han véd allerede dér og da, at den farlige skønhed må skaffes af vejen.
   En kritiker (Joseph Bevan i Sight and Sound) har skrevet, at Jim Thompson som noir-forfatter ikke var hårdkogt, men snarere cracked, dvs. skåret og halvt ødelagt. Syg i roen, som han selv ville sige. Thompsons far var sheriff i en texansk lilleby og blev dømt i en underslæbssag. Han genbruger scenariet i tre-fire af sine romaner, bl.a. Pop. 1280 (1964).
   I Hollywood forsøgte han at leve som professionel manuskriptforfatter. Det var Thompson, der skrev Lionel Whites roman Clean Break om til Stanley Kubricks første studiefilm, The Killing (1956). Thompson havde dog aldrig heldet med sig. Han var stærkt alkoholiseret i det meste af sit voksenliv, og familiens penge blev brugt på sygehusophold. Han var flere gange døden nær og blev endelig ramt af en hjerneblødning, som tog både sproget og førligheden fra ham. Hele den triste historie er fanget i Robert Politos biografi Savage Art (1996).**
   Kubrick beklagede, at de aldrig fik realiseret projektet Lunatic at Large, som Thompson skrev på bestilling. Efter sigende forsvandt den eneste kopi af manuskriptet. Men efter Kubricks død fandt hans svigersøn det i hans arkiv.
   


THOMPSON satte dog sit præg på filmbyen. Hammett og Chandler har højere status, men Thompson vinder på intensitet. Der er kommet effektive genrestykker, noir-film i vekslende kronologisk belysning, ud af romaner som A Swell-Looking Babe (1954), A Hell of a Woman (1954, da. Satans til kvindemenneske), After Dark, My Sweet (1955), The Kill-Off (1957), The Grifters (1963, da. Ærlige svindlere) og den efterladte novelle »This World, Then the Fireworks« (skrevet 1955, samlet op i Fireworks: The Lost Writings, 1989).
   I Frankrig filmatiserede Alain Corneau A Hell of a Woman som Série noire (1979), mens Bertrand Tavernier henlagde Pop. 1280 til en nordafrikansk by og kaldte den Coup de Torchon (1981, da. Bourkassa-Ourbangui).
   Thompsons evergreen er og bliver The Getaway (1959, da. Vild flugt), som findes i to filmudgaver. Alle elsker Sam Peckinpahs 1972-film med Steve McQueen og Ali McGraw. Roger Donaldsons 1994-genindspilning med Alec Baldwin og Kim Basinger er i forhold en ret anonym atmosfære. The Getaway er dog ikke typisk for Thompson. Det er en stramt komponeret gangsterroman med sympatiske karakterer, som læseren følger i tredje person. Thompsons ærligste værker har en fortæller, som henvender sig i fortrolig jeg-form.


DENNE fortæller er altid solidarisk med sin sygdom og ærlig med sit stof. En nihilistisk grundfølelse præger forfatterskabet, også hvor det er vildest og mest ujævnt. Som sagt fik Thompson tilnavnet »the Dime Store Dostoevsky«. Man kunne også kalde ham kioskromanens Kierkegaard, for bøgerne er skrevet mellem Angst og Bæven, og det er Sygdommen til Døden, han forbinder med den menneskelige tilstand. Ingen siger det bedre end Lou Ford i den bizart bevægende slutning på The Killer Inside Me:
   »Ja, jeg tror, det er det hele, medmindre vores slags får en ny chance det næste sted. Vores slags. Vi mennesker. Alle os der startede spillet med en skæv kø, alle os der ønskede så meget og fik så lidt, der ville det så godt og gjorde det så skidt. Alle vi mennesker. Mig og Joyce Lakeland og Johnnie Pappas og Bob Maples og det store drog til Elmer Conway og søde, lille Amy Stanton. Alle os.«

   
CASEY Affleck er fremragende som Lou Ford. Affleck spillede manden, som skød Jesse James, i Andrew Dominiks The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007, da. Mordet på Jesse James). Dominik ville egentlig filmatisere The Killer Inside Me med Tom Cruise i en atypisk rolle. Stjernen valgte i stedet at vise den mørke side af sit talent i Michael Manns Collateral (2004), og på den måde landede projektet hos Michael Winterbottom, den altid energiske altmuligmand.
   The Killer Inside Me er flot, stiliseret neo-noir og en effektiv film, som ikke mindst lever i kraft af fotografen Marcel Zyskinds næsten hysterisk farvestærke billeder. Winterbottom er britisk og ser på Eisenhower-årenes Texas med et antropologisk, lettere benovet blik for ærketypisk americana. Stephen Frears, en anden brite, gik efter elegance og finesse, da han filmatiserede The Grifters i 1990.
   Winterbottoms tone er dog tættere på nerven og kernen hos Thompson. The Killer Inside Me er ikke den underholdningsfilm, som man tror, at man skal se, og som plakaten signalerer. Men det er skarp og frapperende art cinema af den virkelighedsnære og vigtige slags.


*) Citeret efter Jim Thompson: Min indre morder. Oversat efter »The Killer Inside Me« (1952) af Bjarne Nielsen. 168 s. Fremad, 1988, s. 22. Alle citater er fra denne udgave.

**) Robert Polito: Savage Art. A Biography of Jim Thompson. 544 s. New York: Vintage Books/ London: Serpent's Tail 1996. Den eneste store biografi og en god indføring i tiden, forfatterskabet og pulp fiction/film noir-miljøet. Der er meget få fotos af Thompson i omløb. Portrættet i denne artikel viser ham foran sin mors hus i La Jolla i Californien i 1942. Det er trykt i Savage Art og tilhører Thompson-familien.


The Killer Inside Me. Instr.: Michael Winterbottom. Manus: John Curran og Michael Winterbottom. Foto: Marcel Zyskind. 109 min. USA 2010. Dansk premiere: 01.07.2010



Foto: Hero Entertainment/ UIP / The Thompson Family
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2010

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar