Translate

lørdag den 4. januar 2020

Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018)


AT EJE ALT ER IKKE NOK
En fantastisk dans om fabeldyret

Af BO GREEN JENSEN


SUPERPOPULISTEN Silvio Berlusconi (f. 1936) er et moderne fabelvæsen – hvad franskmænd kalder un monstre sacré – der har hjemsøgt italiensk politik, siden han lancerede sit eget parti, Forza Italia. Det var i 1994.
   Han havde da taget tilløb gennem tyve år som mediemogul med stadig mere vidtrækkende indflydelse og interesser. Sine første store penge tjente Berlusconi som entreprenør, da han opførte bydelen Milano Due i Segrate. Hvor formuens grundstof, den oprindelige investering, kom fra, forbliver en blanding af gåde og sagn. I Nanni Morettis satiriske metafilm om Il Caimano (2006) falder pengene simpelt hen ned fra himlen.
   Berlusconi var i storhedstiden uden sidestykke. I dag er der en Donald Trump til at matche og muligvis overgå ham. For ikke at tale om Vladimir Putin, der besøgte Berlusconi i hans kejserlige villakompleks på Sardinien. Var der bunga-bunga fester ved den lejlighed? I hvert fald var der bjerge af bling.
   Som politiker har Berlusconi været en overlever, der kunne bide sig fast og komme igen. Ja, han har købt sig til magten. Han har truet, løjet og manipuleret – men han blev valgt og genvalgt i tre perioder. Berlusconi-tiden delte Italien, men venner og fjender kunne enes om ét: Landet fik den leder, det fortjente.



NU får Berlusconi den film, han fortjener. Eller muligvis én, som er bedre endnu. I Silvio og de andre sætter Paolo Sorrentino al sin billedskabende styrke ind på at tegne et portræt af Berlusconi og hans tid.
   Det er ikke en konventionel biopic. Snarere en metaforisk fremstilling, der betragter Berlusconi som et symptom på landets tilstand: »Alt er dokumenteret. Alt er vilkårligt,« bliver der skrevet, før filmen begynder: »Forfatterne lod sig inspirere af nyhederne til at skabe dette værk«.
   For ti år siden fik Sorrentino sin første store succes med Il Divo (2008). Filmen går tæt på en forløber for Berlusconi, kristendemokraten Giulio Andreotti (1919-2013), som var Italiens premierminister i tre perioder, i en Pulp Fiction-inspireret blanding af gangsterfilm og katolsk skyggespil. Begge politiske dyr bliver gestaltet af forvandlingskunstneren Toni Servillo.
   Il Divo var en stram film med ekstravagante effekter. Sorrentino har siden udviklet sig til en fantasmagorisk billedmager i ånden fra Federico Fellini. I Silvio og de andre er alle farverne fremme. 



DET begynder med, at et får spekulerer. Dyret forvilder sig ind i den kolossale tv-stue i Berlusconis Villa Certosa. Dyret ser på skærmen, hvor et quiz-show bliver vist. Der er en lyd fra klimaanlægget over døren. Fåret ser fra skærm til luftpumpe i meget lang tid. Apparaternes støj eskalerer. Dyret kollapser og dør uden varsel.
   Bagefter klipper filmen ikke til en sigende scene med Berlusconi. Den bruger først en time på at følge den småkriminelle Sergio (Riccardo Scamarcio), som udvikler en Berlusconi-fiksering, da han bestikker en politiker med seksuelle ydelser. Også Sergio er sammen med kvinden og ser, at hun har Berlusconis kontrafej tatoveret over lænden.
   Sammen med sin hustru, Tamara (Euridice Axen), prøver Sergio at få audiens hos idolet. Berlusconis urørlighed er en pointe. En kortege af sorte biler kører gennem Milano. »Det er ham,« råber pigerne, som Sergio leverer til klubber og betaler med naturalier i form af kokain. I Italien var den lange film delt i to og hed Loro – dvs. »dem«.
   Sergio og Tamara inkarnerer den romerske dekadence, som Berlusconi-tiden huskes for. De horer, beruser sig og forbruger i et orgie af sanseløshed. Men det er svært at få kontakt med »ham«. Sergio køber huset ved siden af Villa Certosa. Han vil fylde det med dopede modeller og på den måde lokke kejseren til.



VILLA Morena bliver et hedonistisk slaraffenland, hvor man fester, har sex og tager stoffer i monumentale slowmotion-scener. Men først er der atter et dyr på afveje: en rotte kravler over en bro og får en skraldebil til at vælte. Affaldet daler ned og forvandles til en regn af meth og ecstasy, der lander i den blå swimmingpool på Sardinien. 
   Sergio og Silvio er skygger af hinanden. De deler Silvios motto: »At have det hele er ikke nok.« Det gælder om altid at være i gang. Sodoma og Gomorra er skildret. Nu følger den moralske afregning, og endelig kommer han selv på banen.




BERLUSCONI har tabt valget i 2006 og er ude af politik for en tid. Han keder sig på Sardinien. Første gang, vi ser ham, går han ind ad den samme dør som fåret, der fik informationschok. Han bærer slør og er sminket som en kvinde fra 1001 nats eventyr. Silvio vil have sin hustru til at smile. Det lykkes ikke. Veronica (Elena Sofia Ricci), der er tyve år yngre end han, er for længst blevet bitter og træt.
   Hun er dog ikke immun for hans charme. De søger ly for regnen på karussellen ved Villa Certosa. Silvio lader, som om han har glemt deres sang. Netop som hun afskriver ham, kommer sangens forfatter selv slentrende og synger deres sang. »Il Cavaliere« husker den slags. Berlusconi er også detaljernes mand.
   Kronologien er flydende, men de fleste scener følger Berlusconi mellem valgnederlaget og den mirakuløse genkomst i 2008. Han bider også på naboens madding, men Sergio og Tamara er småfisk, der ender som skidtfisk. »Hvorfor vil du nu ødelægge det hele?« spørger Berlusconi, da Sergio vil tale forretning.
   Berlusconi får magten tilbage. For en stund hedder partiet PdL – Il Popolo della Liberta – og formanden har selv skrevet sangen, der promoverer hans kandidatur. Seks senatorer bliver bestukket, og Sorrentino skriver tallene fast. Politiet aflytter Berlusconi. Hvordan kunne Italien vælge ham én gang til?





I 2009 blev byen L’Quila ramt af et jordskælv, som dræbte 308 indbyggere og jævnede tusindvis af huse med jorden. Berlusconi besøgte L’Aquila. Han talte til ofrene med empati. For tilhængerne trådte han i karakter. Kritikerne syntes, at han udnyttede katastrofen. 
   Også for Sorrentino markerer L’Aquila et vendepunkt. Efter jordskælvet lover Silvio at bygge nye huse i byen. Han holder faktisk sit løfte. Han husker også at købe det gebis, som han lovede en gammel kvinde, der mistede alt.
   Berlusconi er ikke altid grådig, synes filmen at sige. Den tegner ham aldrig uden en vis sympati. I forhold til medløberne og konformisterne, som er til fals, fremstår Berlusconi som en hæderlig mand. Han står ved sine fejl og de forbrydelser, som han synes »hører med«.




   
SILVIO og Veronica blev skilt i 2010. I filmen har de et langt skænderi. Hun taler om det gode, han kunne have gjort. Han spørger, hvorfor hun valgte at blive. »Jeg var forelsket,« siger hun. »Det er jeg ikke mere.« Det kunne være Sorrentino og Italiens dialog med manden, som forførte dem.
   Berlusconi kan være indbegrebet af mangel på takt. Han indleder et topmøde om hungersnød med ordene: »Korte taler, tak. Vi er jo andre, der også er sultne.« Han kan også være lydhør og empatisk. 
   Efter en fest i Villa Morena gør Silvio klar til at gå i seng med Stella, som kun er tyve år. Hun siger, at han på sin måde er hensynsfuld og beleven. Men han er gammel. Hans ånde er hverken sød eller dårlig. Det er hendes bedstefars ånde.
   Berlusconi tager det til sig. Senere betror han sin personlige skygge, at han ikke nænnede at fortælle Stella sandheden: hendes bedstefar og han bruger sikkert den samme slags proteserens.
   

SOM alle Sorrentinos film er Silvio og de andre værd at se for det visuelle alene. Der er scener på højde med Den store skønhed (2013). Der er dybde og eftertænksomhed som i Youth (2015). Der er altid smukke billeder.
   Det slutter med optagelser fra L’Aquila. Redningsmandskabet firer Kristus-statuen ned fra en beskadiget kirke. De lægger forsigtigt det sidste relikvie. Alle er stille. Her ender det for Italien. Der er ingen musik, kun en faktuel sluttekst.




Silvio og de andre (Loro). Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Contarello, P. Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 145 min. Italien 2018. Dansk premiere: 14.03.2019




Foto: Indigo Film/ Angel Films
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 15.03.2019

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar