EN BLEG OG MYSTISK MÅNE
Kenji Mizoguchis suveræne kvindebilleder
Af BO GREEN JENSEN
Japans filmindustri var et lokalt anliggende før 1951, da Kurosawas skelsættende Rashomon (1950) vandt Guldløven på filmfestivalen i Venezia. Produktionsselskabet Daiei fik mod på at sende film udenlands og bad veteranen Mizoguchi om en kunstnerisk titel, gerne med historisk tema, der kunne bruges både hjemme og i Europa, hvor de japanske instruktører fik deres første kritiske fanbase.
MIZOGUCHI havde lavet film i næsten 30 år. Debutarbejdet Ai ni Yomigaeru Hi (The Resurrection of Love) fra 1923 er ikke bevaret, men Furusato no Uta (The Song of Home) fra 1925 overlever. Mizoguchis værkliste tæller 86 titler, hvoraf 55 er forsvundet. Hovedparten er stumfilm produceret før 1935, men også en række patriotiske bestillingsarbejder fra 1940erne er forsvundet.
Instruktøren var flittigst i 1930erne, hvor han udviklede sit personlige filmsprog, en grammatik af lange optagelser og flydende kameragange, i værker som Naniwa Erejii (Osaka Elegy) fra1936 og Zangiku monogatari (The Story of Last Chrysanthemums) fra 1939. Mizoguchi skabte sine bedste film i samarbejde med fotografen Katsuo Miyagawa og forfatteren Yoshikata Yoda. Trioen fandt sammen i denne periode.
I 1952 kom Mizoguchi til Venedig med Saikaku ichida onna (Kurtisanen O-Haru). Filmen modtog en af tre sølvløver (hovedprisen gik til René Cléments Jeux interdits). I 1953 kunne Ugetsu monogatari have fået Guldløven, men juryen valgte ikke at uddele hovedprisen. Man sagde, at ingen film fortjente den fuldt. Begrundelsen må også have undret Federico Fellini, som havde I vitelloni (Dagdriverne) i konkurrence.
FOR tredje år i træk fik Mizoguchi andenprisen, da han i 1954 præsenterede Sansho Dayu (Sansho the Bailiff), som lukker den historiske trilogi. De italienske priser konsoliderede japansk films position, men skønt Mizoguchi aldrig sagde det højt, var han skuffet. I det mindste blev der ikke føjet spot til skade. Også Kurosawas De syv samuraier måtte nøjes med Sølvløven.
Mizuguchi følte sig distanceret af Kurosawa. Han mente, at den yngre mand fik meget foræret. Nu fik Kurosawa også æren for den japanske renæssance. Sagen er dog snarere, at de to mænd var meget forskellige filmskabere. Mizuguchis nænsomme håndværk, som ofte taler kvindens sag, har ikke den syngende episke styrke, som råder ubesværet i Kurosawas samuraifilm. De besidder til gengæld en mildhed, som Kurosawa først strejfer senere, da han vender sig til samtidsfilmen.
MESTERVÆRK er et misbrugt ord, men det er dækkende for Ugetsu monogatari. På engelsk kaldes filmen Tales of the Watery Moon eller Tales of the Rain and the Moon, men den mest poetiske omskrivning er så langt den danske titel. En bleg og mystisk månes fortælling efter regnen var inspireret af to klassiske spøgelseshistorier: »Huset mellem sivene« og »Den hvide slanges begær«, begge skrevet af Ueda Akinari og udgivet i samlingen Ugetsu monogatari fra 1776.
For egen regning – og måske for at tækkes den vestlige smag – indførte Yoda og medforfatteren Matsutaro Kawaguchi en række elementer fra to noveller, »Decoré!« og »Lit 29«, af Guy de Maupassant. Under alle omstændigheder har filmen et præg af tidløs skæbnefortælling, som løfter den ud af sin periode og gør, at den i dag føles lige så visuelt frisk, overjordisk dragende og menneskeligt nærværende som i 1953.
FILMEN fortæller om to mænd, pottemageren Genjuro (Masayuki Mori) og naboen Tobei (Sakae Ozawa). De svigter deres hustruer, Miyagi (Kinuyo Tanaka) og Ohama (Mitsuko Mita), og lader sig rive med af drømme om storhed, mens borgerkrigen raser i 1500-tallets Japan. I begyndelsen er kvinderne med på rejsen, men Genjuro sender Miyagi og parrets lille søn tilbage efter et møde med en spøgelsesbåd.
Krysteren Tobei får råd til en rustning og gør på ironisk vis militær karriere, mens hans hustru bliver voldtaget og må arbejde som prostitueret. Parret genforenes på et bordel, da Tobei vil fejre sin sejr, men kommer faktisk over krisen og bliver bedre sammen. Filmen kan slutte med kloge ord om dyrke sin have og sky krigens vanvid. Man tænker, at budskabet talte til nationen, som havde mistet alt i 2. verdenskrig.
Det er dog pottemageren Genjuros historie, som for alvor er uafrystelig. Han møder sin skæbne i skikkelse af den smukke prinsesse Wakasa, der køber lertøj af ham sammen med sin amme. Han besøger Wakasa i huset mellem sivene og tilbringer dagene som i en døs. Parret bader sammen, spiser og elsker, bliver gift. Kun bigamisten har ikke forstået, at hans fortryllerske er et genfærd.
Mens Genjuro forsvinder i drømmen, bliver hans hustru dræbt af tiggere. Da han endelig vakler hjem til sit hus, er det alligevel Miyagi, som modtager ham. Først næste morgen forstår han og vågner endelig helt. Ved filmens slutning er han atter aktiv ved drejebænken, mens sønnen sætter blomster på moderens grav.
ALLE Mizoguchis virkemidler – de lange takes, det flydende lys, overtoninger, svær filtersætning, koreograferede kranbilleder og spinkel spøgelsesmusik (som regel komponeret af Fumyo Hayasaka) – er investeret i denne films misè-en-scene. Kameraet ser væk, når der dræbes og elskes. Tiden bliver elastisk, men Mizoguchi klipper ikke frem og tilbage i kronologien. I stedet panorerer han fra ét sted i scenens landskab til et andet, hvor karaktererne fra før nu er anbragt.
Ugetsu monogatari må være et af de smukkeste værker i filmens historie. Fortællingen er tidløs i bogstavelig forstand. Se den som 16-årig, se den når du er 55. Kun erfaringen, man bærer med sig, er ændret. Den er gjort af et uopslideligt stof.
Kendere af Mizoguchi – bl.a. briten Mark Le Fanu, tidligere tilknyttet den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, som har skrevet monografien Mizoguchi and Japan (2005) – sætter dog trilogiens sidste film endnu højere.* I Sansho Dayu formulerede Mizoguchi sit stærkeste forsvar for bløde værdier som mildhed, tilgivelse og tolerance.
Igen er vi i riddertiden. En guvernør degraderes, fordi han behandler bønderne godt. Hans kone bliver prostitueret, hans børn bliver solgt som slaver. Som voksen kan drengen tage hævn, rehabilitere sin far og frigive slaverne, men hans søster er gået i søen – hos Mizoguchi er døden ofte forbundet med vand. I en sidste påklistret scene forenes han med sin mor. Hun siger, han har forsvaret faderens værdier.
IKKE alt er på højde med de sene hovedværker. Særligt svag – men af kuriøs betydning – er udstyrsstykket Yokihi (1955), som var Mizoguchis første farvefilm. Også Shin heike monogatari (Tales of the Taira Clan) blev samme år produceret i farver. Yokihi var et asiatisk salgsfremstød, som Daiei foretog i samarbejde med Shaw and Sons.
Storfilmen følger en kinesisk tjenestepige, som bliver kejserens konkubine. Mizoguchi betoner hendes hjælpeløshed, men har for en gangs skyld ikke prioriteret personinstruktionen. Også magien ved Miyagawas billeder forsvinder i farverigdommen.
Da det kom til stykket, blev Yokihi aldrig udsendt i Kina. Tilskuerne kunne ikke tage den alvorligt. Man fornemmer, at resultatet svarer til amerikanske forsøg på at skildre det historiske Danmark, f.eks. Charles Vidors fynske billeder i Danny Kaye-filmen Hans Christian Andersen (1952).
MIZOGUCHIS stærke følelser for kvindens udsatte situation giver flere moderne geisha-skildringer et distraherende præg af problemfilm. Både Gion Bayashi (Gion Festival Music) fra 1953 og Uwasa no onna (The Woman of Rumour) fra 1954 skæmmes af en didaktisk mislyd. I svanesangen Akasen chitai (Skammens gade) fra 1956 falder tematikken dog til rette med fuld og bevægende kraft.
Bokssættet Late Mizoguchi (2011) fra Eurekas Masters of Cinema-serie er en eksemplarisk antologi med otte sene titler, som egentlig kun savner Kurtisanen O-Haru.** The Mizoguchi Collection fra Artifical Eye samler fire hovedværker fra mellemperioden, bl.a. Osaka Elegy og The Story of the Last Chrysanthemums. Criterion Collection udgav The Life of Oharu på blu-ray i 2017, og i 2019 fulgte en restaureret 4K-kopi af Ugetsu Monegatari.
64 år efter sin død er Mizoguchi moden til bred genopdagelse. Der er så mange pragtfulde billeder hér.
Oyu-sama/ Miss Oyu (1951) ****
Ugetsu monogatari/ En bleg og mystisk månes fortælling efter regnen (1953) ******
Gion Bayashi/ Gion Festival Music (1953) ***
Sansho Dayu/ Saho the Bailiff (1954) ******
Uwasa no onna/ The Woman of Rumour (1954) ***
Chikamatsu monogatari/ En kvindes kærlighed (1954)*****
Yokihi/ Prinsesse Yang Kwei Fei (1955) **
Akasen chitai/ Skammens gade (1956) *****
765 min. Japan 1951-56
Ingen kommentarer:
Send en kommentar