Translate

mandag den 13. januar 2020

Forbandede ungdom: The Way Way Back (2013)




FORVANDLINGENS SOMMER
På kanten af dér, hvor det hele begynder

Af BO GREEN JENSEN

ALLE husker sommeren, der ændrede deres liv. For Duncan (Liam James) på 14 begynder forvandlingen dog som en ren katastrofe. Hans fraskilte mor (Toni Collette) har fundet sammen med den selvhævdende Trent (Steve Carrell), som selv har en mopset, lidt ældre datter, og insisterer på at tale om, hvordan de fire kan blive en familie.
   »Hvordan ser du dig selv på en skala fra 1 til 10?« spørger Trent. Hårdt presset ser Duncan sig selv som en sekser. »Tre,« siger Trent. »Jeg ser dig som en treer. Skal vi nu ikke prøve at gøre det bedre?«




FERIEN tilbringes i Steves sommerhus ved Hampton Beach, »en slags spring break for de voksne,« bemærker naboens datter, Susanna (AnnaSophia Robb). Hendes mor, Betty (Allison Janney), bekendtgør glædesstrålende, at hun er faldet af vandvognen igen.
   »Deal with it,« siger Betty og inviterer sig selv og børnene med, når Steve og Pam tager på sejltur med vennerne Joan og Kip. Duncan erfarer, at Steve på et tidspunkt har været sammen med Joan (Amanda Peet), som gerne vil genopfriske affæren.
   Steve tvinger Duncan til at bære redningsvest, så strandpigerne griner. Han taler med Susanna, men har svært ved at finde på noget at sige. Uanset hvem han er sammen med, føles det forkert.
  Netop da møder drengen sin helt og forløser. Owen (Sam Rockwell) bestyrer Water Wizz, det nærliggende vandland, et sommerjob, han blev hængende i. Owen er sjov, skarp, cool, uforskammet. Især er han én, der gider tabe slæbet med at muntre en modfalden teenager op.

   
OWEN giver Duncan et job. Snart indgår drengen i parkens rutine, og filmen om Duncans coming of age får endnu en verden at vise. Der er kun to locations i The Way, Way Back, vandlandet med de strålende farver, og stranden med de mørke træhuse. Her parkerer Steve sin retrobil, den samme grønne stationcar, som hans far kørte ham i engang.
   Badelandet fremstår, som da det blev grundlagt i 1983. Duncan hører REO Speedwagon, ingen bruger mobiltelefoner. Perspektivet er både nostalgisk og tidløst. Alle har været på sådan en ferie. Nat Faxon og Jim Rash, som sammen skrev manuskriptet til The Descendants, har i hvert fald prøvet det selv.
   

THE Way, Way Back er en mageløs film om at være på kanten af dér, hvor det hele begynder, om at føle sig forkert og alene, men også om at blive fundet og set. Duncan får fantastiske venner i vandlandet. Samtidig vender han stemningen hjemme og prøver at give sin mor et råd, han selv har fået af Owen: At man ikke må lade sig nøje. Ikke endnu. Ikke i din alder. Som altid er lige den alder, man har.
  



DEN fine film kan godt ses af unge, men henvender sig især til den voksne, som husker begyndelsens land. Sam Rockwell er formidabel i rollen som den uforbederlige badelandsbestyrer, der i løbet af sommeren selv må overveje, hvad han egentlig vil med kollegaen Caitlyn (Maya Rudolph). Allison Janney gør nytte som naboen Betty, men det er Rockwell og de unge skuespilleres film.

   
DA retrobilen kører tilbage, er styrkeforholdet vendt. De andre fik en dårlig sommer, men Duncan blev kysset og hjalp sin mor. Han indså, at også han bliver voksen. Da vil han ikke være som Steve. Han vil være som Owen, der nok lader sig nøje, men aldrig har fået stikkende øjne. Duncan tager hjem som en tier. Det er alt sammen sikkert og nænsomt sat fast i en film, der husker drengen i manden.


The Way, Way Back. Instr. og manus: Nat Faxon & Jim Rash. Foto: John Baily. 103 min. USA 2013. Dansk premiere: 18.07.2013


Foto: Sycamore Pictures/ Scanbox Entertainment
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.07.2013

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar