Translate

tirsdag den 21. april 2020

Ari Aster: Hereditary (2018) [Horror 100]


BEGGE SIDER NU
Den skarpeste gyserdebut i mands minde

Af BO GREEN JENSEN

DER er en hytte i træet, sådan én børn har på film. Denne er dog helt ny og påfaldende solid. Det er ikke et levn fra en lykkelig barndom. Gulvet kan virkelig bære.
   Her går Charlie på 13 år hen, når hun vil være i fred. Charlie er en fjern pige med forvrængede træk. Hun tegner sin familie grimt og klipper hovedet af en due. Hun smiler aldrig og taler kun sjældent.
   Træet står ved et gammelt hus, der er bygget i kolonitidsstil. Det ligger isoleret. Der er mørke bjerge i baggrunden. Indenfor er der tomme rum, hvor stilheden skriger. Huset virker for alt stort til en familie på fire.
   Endelig er der værelserne i diorama-kunstneren Annie Grahams modeller. Hun bearbejder sin fortid ved at skabe afsindigt detaljerede miniaturer af traumatiske situationer. Hun prøver at forstå sit liv. Vi ser forsiden af et udstillingskatalog. Alt er selvoplevet.



HISTORIEN begynder for alvor i et af Annies miniaturerum. Steve, hendes mand, kommer ind og vækker teenagesønnen Peter. Han går ud og finder Charlie i træhytten. Det er dagen, hvor de begraver Annies mor.
   Ellen var måske en heks. Hun ødelagde Annies barndom. Hun ville ødelægge sine børnebørn. Annie fortæller sorggruppen om det. Ellen led i hvert fald af DID. Akronymet står for dissociative identity disorder. I gamle dage sagde man personlighedsspaltning.
   Annie er en anspændt sjæl, som har haft et vanskeligt liv. Først dør den dominerende mor, som hun muligvis burde have elsket. Skyldfølelse er en væsentlig faktor. Så omkommer hendes datter på en forfærdende måde, som jeg nødigt vil beskrive i detaljer. Der er væg-til-væg smerte i huset.



LÆNGE er filmen knap nok en gyser. Snarere skildrer Hereditary dynamikken i en sorgramt familie. Det er hele tiden en mulighed, at tingene kun sker i Annies bevidsthed. Nu og da er vi mere på afstand med Steve, som er ved at have nok af sin hustrus tvangsforestillinger.
   Da rædslen sætter ind, sker det til gengæld med det fulde okkulte udtræk. Der er navngivne dæmoner, en sabbat i træhuset, en kroning af Helvedes Konge. Flere hoveder rives af. Blodet er sort og smager af tjære. Det er ondt som ind i helvede og alligevel lysende smukt.

  

DER er flere konkurrerende sandheder. Måske er der virkelig en kult, som vil besætte familien. Måske er vi alle marionetter, og verden er et djævelsk dukkehus. Det udelukker ikke, at Annie har arvet sin mors DID. Eller bærer på hendes psykiske kræfter.
   Stemningen i det forheksede hus er mesterligt orkestreret. Uhyggen bliver mere intens af at være mindre konkret. Filmen er ikke kun skabt for at skræmme. Den foretager en undersøgelse af virkeligheden bag virkeligheden.
   Toni Collette, Gabriel Byrne, Alex Wolff og Milly Shapiro er mere end troværdige som de fire i familien, der har alle mulige ting på hinanden, men prøver at nå gennem dagene som et hold.  
   Endelig bekender filmen kulør og lader flere sandheder få samme værdi. Det er Joni Mitchells »Both Sides Now«, der spiller – i Judy Collins’ version – mens listen med navne kører til slut: »I’ve looked at life from both sides now/ From give and take and still somehow/ It’s love’s illusions I recall/ I really don’t know life at all.«
   Hereditary er en svimlende film. Den vil frustrere konkretister, men usikkerheden har lysende kraft. En krop selvantænder. Et hovedløst lig leviterer. Der er begrebsoverskridende scener. Man tror knap sine øjne.



FILMEN er værd at se flere gange, for Ari Aster har lagt stribevis af spor ud i scenografien. Man genkender nogle af de nøgne satanister fra begravelsen i begyndelsen. En høj, blond mand, der smiler til Charlie. Det er som ejendommen i Rosemary’s Baby.
   Der er tegn og mærker alle vegne. Skriften på væggen skifter ad hoc og bliver også justeret i Annies miniaturer. The Shining foregår i den samme slags hus. Cthulhu kalder nok engang. Der er hjemmebrændt amerikansk okkultisme i ånden fra H.P. Lovecraft og Robert W. Chambers.
   Jeg har slet ikke talt om stemningsmusikken, som er baseret på en kletzmer-saxofon, der skiftevis skriger og smyger sig rundt.
   Det er en god tid for horrorgenren. Naturligvis er der gennemsnitsfilm, som bare vil spekulere i rædsel. Det er der altid. Men højdepunkter som Get Out, It Follows, A Quiet Place og Hereditary kommer kun én gang.
    Hereditary er ikke for alle. Det er den for grufuld til. Men vil man udfordres både på filosofisk ambivalens og ontologisk bogstavelighed, er det en film, som i sjælden grad belønner koncentrationen. Det er den skarpeste genredebut i mands minde.



Hereditary – Ondskabens hus (Hereditary). Instr. og manus: Ari Aster. Foto: Pawel Pogorzelski. 127 min. USA 2018. Dansk premiere: 28.06.2018


Foto: FrameGrab/ A24/ Nordisk Film Distribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.06.2018

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar