Translate

søndag den 12. april 2020

Erik Poppe: Kongens valg (2016) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]


ALT FOR NORGE
»Forstå det, husk det og fortæl det videre«

Af BO GREEN JENSEN

DANMARKS Prins Carl blev Norges Kong Haakon i 1905, da Stortinget valgte Christian X’s lillebror som monark. Haakon var 67 år, da Tyskland angreb Norge den 9. april 1940. Hans motto var »Alt for Norge«. Han havde næppe tænkt på sig selv som andet end norsk siden indsættelsen.
   Samme dag besatte Tyskland Danmark, hvor Haakons bror havde ringe mulighed for at gøre en forskel. I Norge gik tyskerne hårdt til værks og blev også mødt med mere modstand. Et tysk ultimatum krævede nazisten Vidkun Quisling indsat som statsleder. Da Norge sagde nej, var der afregning ved kasse ét. Elverum og Nybergsund blev bombet den 11. april.
    Afslaget var et resultat af Kongens eget ultimatum. Monarkens funktion var konstitutionel. Haakon kunne ikke bestemme, men han kunne true med at abdicere, så han undgik at lægge navn til knæfaldet. Det var, hvad han gjorde, værdigt og velovervejet, ved et Statsråd i Trysil den 10. april. Papiret findes endnu og oplyser, at »Kongen bifalt Statsrådets tilråding.«





KONGENS valg er en rigt orkestreret rekonstruktion af de nationale skæbnedøgn. Forløbet anskues fra kongens synsvinkel, men Erik Poppes film klipper ofte til den tyske sendemann Curt Bräuer, der skammer sig over krigshandlingen. Bräuer prøver desperat at få et møde med kongen i stand, mens han forsøger at pacificere den tyske oberstløjtnant Pohlmann.
   Bräuer er overbevist om, at han kan tale Haakon til fornuft og accept ved at fjerne Quislings navn fra papiret. Kongen ved, at tvang er tvang. Hans svar til »fredsduen«, som bliver afvist overraskende stærkt, er et af de store steder i filmen, som i Norge hedder Kongens nei. Det er nok en bedre titel, for reelt er der intet valg for nationen – kun mellem pest og kolera.



FILMEN følger Haakon i tre fortumlede døgn. Familien flygter nordøstpå, og regeringen overvejer sin situation. Oberst Eriksen fra den norske flåde giver ordre til at sænke krigsskibet Blücher med 1000 tyske soldater ombord. Statsminister Nygaardsvold og udenrigsminister Koht er stemt for at nå en fredelig løsning. Kronprins Olav er utålmodig og vil sætte hårdt mod hårdt.
   Alle taler omkring kongen, som længe ser til og er stille. Der er en vis historisk diskretion. De mest belastede fabelfigurer er holdt ude af billedet. Quisling bliver omtalt, men optræder ikke. Hitlers stemme høres i telefonen, da han giver sin ambassadør klar besked. Hartwig Pohlmann er stand-in for brutaliteten, som senere karakteriserer rigskommissær Josef Terboven.



JESPER Christensen spiller kong Haakon med al den indlevelse og autoritet, som rollen både fordrer og forløser. Den gamle mand gør alt for at samle familien. Han leger skjul med sine børnebørn og taler til dem som mennesker. Han trøster arveprins Harald, da kronprinsesse Märtha må rejse. Han døjer med kroniske smerter i ryggen. Sønnen vil føre krig. Haakon beder Olav lytte og iagttage. De taler også om dronning Maud, som aldrig fik Norge ind under huden og rejste hjem til sine engelske heste.
   Det er en film om at »tage ansvar«  som det hedder i hul, holistisk jargon – om at gøre sin pligt, holde stand og sige fra. Den er meget patriotisk, men ikke på populistisk facon. Kongen står fast, da parlamentariske kræfter er villige til at give slip. Han ved, at valget koster liv. Filmskaberne billiger konsekvensen. Til slut står der: »Til våre barn – og dere unge som styrer det hele om få år. Forstå det, husk det og fortell det videre.«




FILMEN skal være varmt anbefalet. Vi kender vore egne legender om besættelsen. Måske kendte vores forældre også nuancerne i den norske version, men de fortoner sig nu, og det er reelt interessant at høre historien.
   Hertil kommer en psykologisk dybdeskarphed, der gør karaktererne tidssvarende. Det er en anden slags film end Under sandet, 9. april og Fuglene over sundet. Den er ikke nødvendigvis bedre, men Kongens valg formår at være gammeldags på en moderne måde. Særligt smuk og stemningsskabende er Johan Söderqvists store musik.
   Kong Haakon og regeringen gik i britisk eksil. Norge kapitulerede den 10. juni 1940. Fantasten Quisling fik sin tid (og blev henrettet straks efter krigen), men de to måneder, hvor Norge holdt stand som et Sparta, gjorde en betydelig forskel, både i krigen og den nationale selvforståelse. Kongen sagde nej med en stemme så klar, at ekkoet stadig kan høres.



Kongens valg (Kongens nei). Instr.: Erik Poppe. Manus: Jan Trygve Røyneland og Harald Rosenløw Eeg. Foto: John Christian Rosenlund. 133 min. Norge-Sverige-Danmark-Irland 2016. Dansk premiere: 02.02.2017


Foto: Camera Film
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.02.2017

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar