DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos.
Senere kommer der stille steder, men det er egentlig sådan The Northman bliver ved: en skabelsesemmende skrøne, der vil give os den fulde sagaoplevelse.
The Northman er lavet til fans af voldsomme serier som Vikings (2013-2020), men forfatteren Sjón og instruktøren Robert Eggers har samtidig en regulær ambition om at være mere historisk korrekte. Det er den nye, kosmopolitiske version af vikingetiden, som bærer den drabelige fortælling om hævneren Amleth (Alexander Skarsgård), søn af kong Aurvandill (der er uden forbindelse til eddadigtningens Aurvandil – men måske navngivet efter ham, ligesom vi kalder vores børn Freja og Thor).
Man bevæger sig frit i Nordsøen og den baltiske region, fra Irland og de britiske øer til Volga og Byzantium; fra Amerika, Island og Grønland til Romerriget i syd. Fordrevne høvdinge finder et nyt sted, måske en ø i Hebriderne eller en vig – som ordet »viking« kommer af – i Island at kolonisere. Der er blomstrende handel og rig kulturel udveksling. Der er militære plyndringstogter, hvor krigerne oplæres i at gå bersærk og tage trælle.
Det er også skibsbegravelsernes tid. Det er i store træk det samme billede af kulturen, som arkæologen Jeanette Varberg giver i Viking – Ran, ild og sværd (2019), der er den kurante fremstilling af Nordsøkulturen, der havde sin blomstring fra ca. 750-1050, men strakte sig over en meget længere periode.
Sjældent har to film haft mindre til fælles, bortset fra hårdt vejr og grove gevandter. Axel, som havde brugt materialet fra Saxo og sagaerne i Den røde kappe (1967), realiserede en gammel drøm at gøre det mindre og mere realistisk. Han nedskalerede alt ved historien. Erik Kjersgaard var medforfatter, og Per Nørgaard skrev ny musik for gamle instrumenter. Det hele blev skudt på Hjerl Hede. Prinsen af Jylland har noget af ånden fra Roman Polanskis (1971) og Justin Kurzels (2015) forsøg på at give Macbeth fysisk tyngde og ny relevans. Axels film accentuerer en tidløs småborgerlighed. Eggers' film er en rasende åbenbaring i forhold..
Den voksne Amleth kommer forklædt som træl, da han har lært at gå ulvebersærk. Han forelsker sig i Olga (Anya Taylor-Joy) fra Ukraine. Og hævner sig så eftertrykkeligt, at alle i salen får kvalme. Det er i forvejen en barsk tid. Kongsgårdene lader trælle dyste i en slags primitiv hockey, som er livsfarlig. Her demonstrerer Amleth sin fysik. Han får et magisk sværd, som kun kan bruges i mørke eller ved Hels port.
FORFATTEREN Sjón har bidraget med den islandske baggrund. Det kunne være interessant at høre, hvad han synes om filmen, der ligner en blanding af fantasy og spaghettiwestern. Det er en altomsluttende oplevelse. Man kan knap have neutrale reaktioner.
Eggers har gjort betydeligt indtryk med to små produktioner, som blev store arthousehits. The Witch (2015) kom fra puritanernes tid i New England, og i The Lighthouse (2019) var Willem Dafoe og Robert Pattinson fyrmestre, som fik økuller sammen. Her har Eggers for første gang et stort budget til rådighed.
The Northman ligner på den måde The Green Knight(2021), som var David Lowerys tilsvarende riddertidsfantasi. Lowery tog afsæt i digtet om Sir Gawain og den grønne ridder. Her er grundhistorien fra Saxo smagt til med elementer fra Bjowulf-kvadet og sagaen om Sigurd Fafnersbane.
NÅR man har vænnet sig til støjen, kommer stoffet til sin ret. Især lykkes det at nuancere psykologien. Eggers rekonstruerer en verden, der hænger sammen, så brutal den nu er. Man kan lige nøjagtigt fornemme en hverdag i scenerne fra den islandske kongsgård. Der er end ikke tilløb til regressiv eskapisme eller fejlanbragt nostalgi. Ingen får lyst til at rejse tilbage.
Magien er mere end generisk filigran; der er ægte forankring. Björks blinde seerske er ærefrygtindgydende makaber, og slutopgøret ved Hels port synes virkelig at være skudt i klodens kogende indre. Gudrun og Fjölnir er komplekse og interessante figurer med en mere moderne psykologi. Det er ikke Margrete den Første. The Northman er en monstrøsitet, men der er tænkt over, hvorfor effekterne bruges. Vi skal virkelig se Ragnarok denne gang.
The Northman. Instr.: Robert Eggers. Manus: Sjón, Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 136 min. USA-Kina-UK 2022. Dansk premiere: 13.04.2022.
Fotos: New Regency Productions/ Focus Features/ Universal Pictures/ Perfect World Pictures/ Square Peg/ CineMaterial/ MoviestillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Spirit Entertainment (UK) 24.03.2025
Anmeldelsen trykt (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.
»MINE damer og herrer, unge og gamle. Det virker måske usædvanligt, at jeg taler til jer, før filmen begynder, men vi har et usædvanligt emne, historien om frihedens fødsel.«
Det er selveste stormogulen, der taler. Cecil B. DeMille præsenterer The Ten Commandments (1956, da. De ti bud), en helaftensfilm om Moses og jødernes udfrielse, som skal være kronen på et langt liv i Hollywood.
Der er skrevet om filmen i måneder. En halv verden venter i spænding. Charlton Heston, tidens foretrukne he-man, har rollen som Moses. Som Ramses ser man Yul Brynner. Kun DeMille kunne slippe afsted med at basere en film på »The Holy Scriptures and other ancient and modern writings«.
Ouverturen er afspillet, mens tilskuerne fandt deres pladser. Nu henvender filmskaberen sig direkte til publikum. Det er sandt nok usædvanligt. Kun Walt Disney og Alfred Hitchcock har gjort noget lignende.
DeMille redegør for sin metode. Man fornemmer, at han er stolt af sin film. Så skærer han igennem og forklarer, hvorfor alt det med Moses er vigtigt:
»Denne films tema er, om mænd skal styres af Guds lov, eller om de skal styres af en diktator som Ramses’ indfald. Er mænd statens ejendom, eller er de frie sjæle under Gud? Det samme slag kæmpes fortsat over hele verden i dag.«
CECIL Blount DeMille (1881-1959) bliver sjældent nævnt med venlig stemme i filmhistorisk sammenhæng. Hans speciale var spectaculars, kæmpemæssige produktioner, som krævede hære af teknikere og statister. Byer blev genrejst, berømte slag udkæmpet i fuld størrelse. De ti bud var ikke den første.
Kritikken går på, at der ikke var andet end kamp og tummel i de panoramiske rekonstruktioner. »Send out for some pillars and Cecil B. DeMille,« synger Bob Dylan i »Tombstone Blues«. Pauline Kael afskrev ham som »en skinhellig manipulator«.
DeMille, som kom fra Massachusetts, debuterede i 1914 med The Squaw Man. Han instruerede 61 stumfilm og 19 tonefilm. Mange var westerns. Fra begyndelsen fik han ry for at være en købmand, den jævne mands D.W. Griffith. The Plainsman (1936) var hans Birth of a Nation, The Sign of the Cross (1932) var hans Intolerance.
Det var DeMille, der fandt på at bruge Bibelen som forlæg for kulørte blockbusters. Han instruerede en (stum) version af The Ten Commandments allerede i 1923. I hans version er sværd-og-sandal genren som regel også lig med sex. Maria Magdalene skejer stort ud i The King of Kings (1927). Victor Mature og Hedy Lamarr gav Amerika duggede briller som bibelske sexmonstre i Samson and Delilah (1949).
DeMILLE holdt af at ligne en kunstner. Han bar megafon, kasket og ridestøvler. Hvis folk skulle beskrive en filminstruktør, tænkte de på Cecil B. DeMille. Da Gloria Swanson lader sig tale ned ad trappen i Billy WildersSunset Boulevard (1950), er det med ordene: »All right, Mr. DeMille, I'm ready for my close-up.«
Han skal endvidere have været en reaktionær og selvhævdende mand. I 1952 fik han adskillige Oscars for cirkusfilmen The Greatest Show on Earth, der i dag er svær at forholde sig til. For kollegaen Stanley Kramer var der ingen tvivl om, at DeMille fik priserne, fordi han støttede Joseph McCarthy.
Kollegaen William Wellman sagde: »I faglig henseende er hans film nok det værste, jeg har set i mit liv. Men de tjente en formue. Til dét var han dygtigere end vi andre.«
AL denne modstand skulle manes i jorden med filmen om Moses. Derfor den personlige introduktion, derfor den forhåndsindhentede blåstempling fra kristne og jødiske kirker. Og DeMille var måske en kedelig fætter, men De ti bud er faktisk en god film. Den bruger hele produktionsapparatet og dækker sig slet ikke ind.
For instruktøren er der blot at runde af: »Vores hensigt var ikke at skabe en historie, men at genfortælle den guddommeligt inspirerede historie, der blev skabt for 3000 år siden. De fem Mosebøger. Historien tager tre timer og 39 minutter. Der vil være en pause. Tak for Deres opmærksomhed.«
DER er ingen pause i Exodus: Gods and Kings (2014), som »kun« varer to timer og 30 minutter. Der er heller ingen filmet fortale. Alligevel er det oplagt, at The Ten Commandments er modellen, og at Ridley Scott betragter sin moderne fortolkning som en forbedring.
Scott er i mange henseender en Cecil B. DeMille for sin tid. Han er beundret for sin teknik, men heller ikke han bliver set som en åndfuld eller empatisk instruktør. Alien og Blade Runner er klassiske film, men succesen tilskrives andre faktorer.
Også Scott er respekteret for sin evne til at sælge billetter. Han elsker at lave storfilm for mænd: White Squall, Black Rain, Hannibal, Black Hawk Down, American Gangster, Body of Lies. Ikke desto mindre var to af 90ernes feministiske tiltag, Thelma and Louise og G.I. Jane, instrueret af Ridley Scott.
Han bliver stædigt ved med at bejle til de episke discipliner. Columbus-biografien 1492 var en fuser, men det var Scotts Gladiator, som genrejste sværd-og-sandal genren, og i korsfarerfilmen Kingdom of Heaven fik riddertiden et lige så anakronistisk boost. DeMille gav dette emne et skud i The Crusades (1935).
Scott lavede sin Robin Hood i 2010. Efter Prometheus (2012), som var en skuffende prequel til Alien, er han nået til emnet, der definerer en mand i den episke genre. Exodus: Gods and Kings er hverken mere eller mindre end Anden Mosebog ifølge Ridley Scott.
SCOTT springer ind i fortællingen, da Moses (Christian Bale) og Ramses (Joel Edgerton) er voksne mænd. Ramses er arving til tronen efter Seti (John Turturro), en skrantende, alfaderlig Farao, som i virkeligheden er mere tryg ved den adopterede Moses, der fungerer som general og daglig leder af hoffets forretninger.
Seti beslutter at angribe først, da en hær på 16.000 hittitiske soldater slår lejr ved Kadesh. Før slaget (som fandt sted i 1274 f.Kr., dvs. fem år inde i Ramses’ regeringstid) bliver det spået, at en stor leders liv vil blive reddet af mand, som selv bliver en leder. Selvsagt redder Moses Ramses, da det er.
Moses erkender sin jødiske identitet under et besøg i Pithom, hvor statholderen Hegeb (Ben Mendelsohn) lever som en konge og frygter en opstand blandt de hebræiske slaver.
Nun (Ben Kingsley) fortæller Moses om kurven, som Bithiah (Hiam Abbass) fandt i sivene. Næppe er Seti begravet, før Ramses’ mor, Tuya (Sigourney Weaver) og Hegeb orkestrerer en konfrontation, der mistænkeliggør Moses. Han tager afsked med sin søster, Mirjam (Tara Fitzgerald), og drager i landflygtighed.
DEN skyldbevidste Ramses har givet Moses kongesværdet med. Det fungerer i filmen som staven i Bibelen. Gud giver sig ofte til kende for Moses. Han kommer da som englen Malak (Issac Andrews), en dreng med et voksent ansigt, der minder Moses om Geshom, sønnen som han har fået med Zipporah (Maria Velverde).
Malak dikterer de ti bud, som Moishe personligt indgraverer, mens det hjemvendte folk gør Guldkalven festklar. Kun Moses kan se Malak. Det er muligt at opfatte ham som en hallucinerende mand. Der er dog aldrig tilløb til den moderne tvivl, som gjorde Darren Aronofskys Noah (2013, da. Noa) så kantet og interessant.
Både Ramses og Moses har eftertænksomme øjeblikke. Da Ramses sidder i ruinerne og ser på resterne af sin hær, mumler han et ironisk »Ramses den Store«. Efter flugten forudser Moses de problemer, som vil opstå, når 400.000 udfriede slaver ikke længere er »et folk af stammer«, der kæmper for den samme sag.
FREMFOR alt er det effekternes film. I overflyvningsbilleder er Memfis et imponerende sted. Moses træner jøderne til partisankrig, men Herren bliver træt af at vente og vil se resultater. De ti plager, som tvinger Ramses i knæ, er overbevisende fremstillet. Kolossale krokodiller går til angreb, og blodet farver Nilen rød.
Scott kan godt være følelsesfuld. Det er uventet bevægende at se den knækkede farao stå med sin balsamerede søn og hviske til drengen, at han var elsket. Manuskriptet har godt fat i brodermotivet, som altid er en faktor mellem Ramses og Moses. Scott har dedikeret filmen til sin bror, Tony Scott, der begik selvmord i 2012.
Sætstykket er og bliver scenen, hvor Herren hjælper sit udvalgte folk. Han holder bølgerne tilbage, så Moses og hans folk kan passere. Så lader han havet styrte sammen over Faraos hær. Det var for denne spektakulære effekt, at man måtte og skulle se De ti bud i min barndom. Scott gør miraklet mørkere og langsommere. De druknede soldater ses nedefra.
DER er slående ligheder med handlingsgangen i The Prince of Egypt (da. Prinsen af Egypten), som i 1998 fortalte historien for hele familien. Faktisk kan animationsfilmen ses som et missing link mellem DeMille og Scott. Exodus har undertitlen Gods and Kings, så man ikke forveksler den med Otto Premingers 1960-klassiker om det moderne Israels fødsel.
Det er næppe en ny version af fortællingen om Moses, de fleste drømmer om at få til jul. Den føjer heller ikke meget til vor forståelse af den jødisk-kristne mytologi, men det er unægtelig en effektfuld version, som man ser med indlevelse og interesse, når den nu er her.
Jeg blev positivt overrasket af Exodus. Det er stadig »historien om frihedens fødsel«, som DeMille beskriver i sin prolog. Ridley Scott fortæller den værdigt og sagligt. Manden har altid haft film i sit blod.
The Ten Commandments (De ti bud). Instr.: Cecil B. DeMille. Manus: Æneas Mackenzie, Jesse Lasky Jr., Jack Gariss, Fredric M. Frank. Foto: Loyal Griggs. 220 min. USA 1956. Dansk premiere: 06.10.1959.
Exodus: Gods and Kings. Instr.: Ridley Scott. Manus: Adam Cooper, Bill Collage, Jeffrey Caine, Steven Zaillian. Foto: Dariusz Wolski. 150 min. UK-USA 2014. Dansk premiere: 25.12.2014.
Fotos: Chernin Entertainment/ Twentieth Century Fox (20th Century Studios)/ Motion Picture Associates/ Paramount Pictures/ CineMaterial/ Movie StillsDB
The Ten Commandments streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 29.03.2021
Exodus: Gods and Kings streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 11.04.2016
Artiklen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.12.2014
RIDDERTIDENS kristne korstog var en blanding
af pilgrimsfærd, altså åndelig søgen, og regelret plyndring sat i system. Der
var otte eller flere, afhængigt af hvordan man tæller, og de foregik over 200
år. Det første (1096-99) blev iværksat af pave Urban II, da den byzantinske
kejser Alexios I bad Europa om hjælp mod den tyrkiske hær. Med andre ord lidt som
når USA og dets allierede rykker ud til truede zoner i mere eller mindre
villige koalitioner.
Korstoget kulminerede med Jerusalems erobring i juli 1099. Med kirkens
fulde billigelse blev byens muslimer og jøder hugget ned. Deres bedesteder blev
konverteret til kirker, og den hellige krig var ikke mindst en eftertrykkelig
økonomisk succes. Fra dansk side var Erik Ejegod på vej til den kristne boomtown,
da han døde på Cypern. Jerusalem var herefter et kongerige, en korsfarerstat
som bestod frem til 1291. Der var dog væsentlige afbrydelser og megen nervøs
trafik frem og tilbage.
RIDLEY Scotts visuelt imponerende korsfarerfilm udspiller sig i tiden op
til det tredje korstog (1189-92) og kulminerer med Jerusalems fald i 1187, hvor
sultan Saladin (egl. Salah ad-Din Yusuf Ibn Ayyub) belejrede og erobrede bystaten med en hær på 200.000 mand.
Saladin havde bestemt sine grunde. Som det fremlægges i Kingdom of Heaven,
kunne den arabiske fyrste næsten ikke forsvare at give europæerne mere snor.
Bag
murene har Baldwin IV, kongen af Jerusalem, forsøgt at holde fred mellem
kristne, muslimer og jøder. Han har endog introduceret princippet om
integration. Men kirken og tempelherrerne vil have krig og guld for enhver
pris, så den milde konge – som også i virkeligheden led af spedalskhed – må se
sin drøm om Jerusalem smuldre. Efter dén drøm tager Scotts film sin titel og
sit tema. Jerusalem kunne blive »a kingdom of conscience«, et samvittighedens
kongerige, hvis de gode kræfter holdt stand. I stedet endte alt som sædvanlig
med blod og død under solen i Israel.
FILMEN tager fat i det mørke Europa, hvor man
næppe kan kende aske fra sne, når hvide fnug eller flager bæres på vinden.
Smeden Balian (Orlando Bloom) har netop mistet alt, hvad han levede for, sit
barn og sin hustru, da en vejrbidt korsfarer (Liam Neeson) ud af det blå gør
holdt i landsbyen, præsenterer sig som Godfrey af Ibelin og siger sådan noget
som: »Jeg er din far, sønnike.«
Godfrey vil have Balian med til Det Hellige Land, hvor gode riddere med
Guds hjælp kan skabe en lysere fremtid for menneskeheden. For: »What man is a
man who does not make the world better?« Det har Balian selv ridset og brændt
over porten i sin smedje. »Hvilken slags menneske er en mand, som ikke gør
verden til et bedre sted?« I Ridley Scotts selvbevidste historiske stykker er
der altid sådan et lidt svulstigt fyndord.
Der er
adskillige voldsomme forhindringer, men Balian når til Jerusalem og bliver
ridder, da hans far falder bort. Han får land og gode venner i kong Baldwin
(Edward Norton), dennes rådgiver Tiberias (Jeremy Irons) og Baldwins søster Sibylla (Eva Green).
Af samme grund får han en ærkefjende i tempelridderen Guy de Lusignan (Marton
Csokas), som er gift med Sibylla og ser frem til at herske, når den spedalske
regent giver op.
LUSIGNAN forsøger med alle midler at yppe kiv mellem Baldwin og Saladin
(Ghassan Massoud). Sammen med den gennemført nedrige Reynald de Chatillon – »Jeg er, hvad jeg er – nogen må jo være det,« siger Brendan Gleeson
filosofisk – får han endelig udløst den store konflikt. Som en særlig
krigsliderlig tempelherre ses i øvrigt hædersmanden Ulrich Thomsen. Han råber
hele tiden »Gud vil det!«, når nogen forsøger at mane til besindelse.*
Endelig kan Baldwin ikke længere låse konflikten. Kongen, som bærer en
maske af sølv for at skjule sit sårforvredne ansigt, dør af sin invaliderende
sygdom, og Lusignan bliver konge. Så er der dømt Operation Desertstorm.
»Gud vil det!« råber alle de kristne, og korsfarerhæren bliver ydmyget i
ørkenen, fordi man ikke har sikret sin forsyningslinje. Det er Balian, som må
forsvare det kristne Fort Alamo, da Saladin omsider ikke gider høre mere vrøvl.
SLUTKAMPEN varer det meste af en time, sådan virker det i hvert. Der er
kamptummel ud over alle grænser, men Balian formår at overgive sig ærefuldt, og
Saladin respekterer kontrakten. Jerusalem er faldet, men trods alt ikke helt
ødelagt, da Balian rejser hjem til sin by for at dyrke sin have, for resten i
behageligt kvindeligt selskab. Han er for længst holdt op med at bede til Gud,
men tror stadig væk på ideen om Samvittighedens Kongerige.
På
vejen møder han en konge på vej til Det Hellige Land. Det er Richard
Løvehjerte, som i øvrigt kun får Jerusalem at se på afstand. Men det næste
korstog er iværksat, og med dét begyndelsen til enden. Det fjerde korstog (1202-04)
var en skændig, underfinansieret forretning. Fordi Byzans stod i gæld, fik
hæren lov at plyndre Konstantinopel. Rom udraderede sin kristne konkurrent og
kunne kalde manøvren nødvendig forretning. Siden fulgte det patetiske Børnekorstog og en mængde imperialistiske krige, der blev udkæmpet i troens navn, men ført
alene for pengenes skyld.
SCOTTS film er et stort og vaklende skrummel,
forsøgsvis smuk og tænksom til tider, andre gange primitiv som en seriefremstillet Hollywood-western fra vores barndom. Der er flere gode scener end i
væsensbeslægtede projekter som Wolfgang Petersens Troja (2004), Oliver
Stones Alexander (2005) og Scotts egen Gladiator (2000), for den
sags skyld. Korsfarertiden er fotogen, og Scott kan som få skabe stærke,
enkeltstående billeder.
Imidlertid er der for mange humanistiske taler, som i den politiske
korrektheds navn vil dele sol og vind lige mellem Islam og Kristendommen. Gladiator
havde det samme problem, når Russell Crowe gav sig til at verbalisere. Der
bliver for så vidt sagt udmærkede ting, men man tvivler på, at Scotts hjerte er
i dem. Hvad han virkelig kan, er at vise krigen nede på jorden, uden motiver og
nærmere stedsans. Det gjorde han nok allerbedst i Black Hawk Down (1999), som
skildrede de amerikanske marineinfanteristers nederlag i Mogadishu i Somalia. I
den film var der ingen ædle taler. Af samme grund troede man mere på den.
Kingdom
of Heaven skildrer en religionskrig mellem europæere og arabere. Det er
klart, at det må indbyde til aktuelle sammenligninger. I USA har man anklaget Scott
for at skabe forvrængede fjendebilleder. I hans hjemland bliver filmen derimod
betragtet som »Osama bin Ladens udlægning af verdenshistorien«. Skal man
endelig have de briller på, må man nærmest dele den britiske skepsis. Der er
slet ingen onde arabere med.
BLANDT de kristne riddere er gode mænd som
Ibelin, Balian og Baldwin derimod et særsyn. Flertallet er grådige, liderlige
lejesoldater og fyrsterne, som har betalt dem. Især tempelherrerne bliver set
som en skitse til katolsk dekadence og inkvisition. Det er egentlig modellen
fra Walter Scotts Talismanen, Ivanhoe og de fleste Robin Hood-versioner. I sit
hjerte er Sir Ridley trods alt en britisk instruktør, når det gælder.
Alle
figurerne er autentiske. Man kæmper med historisk korrekthed, og der kan
sikkert skrives bøger om, hvor realistisk det hele er gjort. Alligevel har det
næppe været sådan. Det har historien på film kun meget sjældent været, fordi den dybest
set handler om os her og nu. Hvad skal og vil og kan vi da med dette kostbare
udstyrstykke?
Vi
kan undre os over ideen, at Jerusalem engang var tænkt som et »samvittighedens
kongerige«, hvor man levede side om side i fred. Vi kan spekulere på, om der
virkelig var retskafne krigsherrer som Saladin og Baldwin IV. Men om et år tror
jeg kun, at tre ting hænger fast: den spedalske konges drømmende stemme bag
sølvmasken; et hvidt glimt af Eva Greens nøgenhed den nat, hvor spejderdrengen
Balian lader sig lokke, og sneen eller asken i mørket i Europa. Hvis Ridley
Scott vil fortælle mere historie, bør han lede efter Himlen dér.
*) Carsten Selch Jensen skrev i 2020 Gud vil det - en lille bog om korstogene til serien Teologisk Folkebibliotek, som udgives af Forlaget Vandkunsten. Jeg spurgte engang Ulrich Thomsen om, hvordan det var at medvirke i en stor produktion som Kingdom of Heaven. Og hvordan det var kun at have den ene replik. Han fortalte om logistikken i det store apparat, som indspilningen var. Og sagde, at han havde spurgt Ridley Scott, om han ikke kunne variere replikken »God wills it!«, som han siger 4-5 gange. »Jeg siger jo hele tiden det samme.« »Ja,« sagde instruktøren. »Men du siger det så godt«.
Jeg havde ikke de seneste bøger om korstogene til rådighed, da jeg skrev anmeldelsen i 2005. Min egen hovedkilde var Elizabeth Hallam (red.): Chronicles of the Crusades: Nine Crusades and Two Hundred Years of Bitter Conflict for the Holy Land Brought to Life through the Words of Those who Were Actually There (New York: Weidenfeld & Nicolson, 1989); Karen Armstrong: A History of Jerusalem (1998, da. Jerusalem: tro, historie, politik) og A History of God (2001, da. Gud - i jødedom, kristendom og islam); Steven Runciman: The Fall of Constantinople 1453 (Cambridge University Press, 1965). Jeg havde heller ikke set det Director's Cut, som Scott fik givet et limited release allerede i december 2005. Her er Kingdom of Heaven præsenteret som en gammeldags helaftensfilm med ouverture og fuldt score (Entr'acte) i pausen. Spilletiden er forlænget med 45 minutter, og baggrunden er mere uddybet. Sibylla føder Baldwins søn, men begår medlidenhedsdrab, da hun indser, at tronfølgeren lider af spedalskhed som sin far. Scenerne fra slaget om Jerusalem er mere udpenslede. Det er den korte version, som kan købes/lejes og bliver streamet på Disney+. Alle tre versioner er samlet på blu-ray med titlen Kingdom of Heaven - Ultimate Edition (2015)
Kingdom of Heaven. Instr.: Ridley Scott. Manus: William Monahan. Foto: John Mathieson. 145 min. UK-Spanien-USA 2005. Dansk premiere: 04.05.2005
Kingdom of Heaven - Director's Cut. 194 min. DVD UK-USA 2006.
Kingdom of Heaven. 189 min. Blu-ray UK-USA 2009.
Kingdom of Heaven - Ultimate Edition. 194 min. Blu-ray UK-USA 2015.
Fotos: Twentieth Century Fox (Twentieth Century Studios)/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames (i 145 minutter version) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox [Ultimate Edition | 1 Movie, 3 Cuts] 04.05.2015
Slaget ved Thermopylæ ifølge Frank Miller Af BO GREEN JENSEN
»FREMMEDE, bring spartanerne bud om, at vi har
gjort, hvad vi bør, og ligger døde hér.« Slaget ved Thermopylæ blev udkæmpet i
september 480 f.Kr., da den persiske kong Xerxes førte sin mægtige hær mod de
græske bystater, som på daværende tidspunkt – og absolut kun af nød - var
allierede i et skrøbeligt peloponnesisk forbund. Under ledelse af kong Leonidas
holdt 300 spartanske hoplitter i tre dage stand mod en persisk hær på
ca. 200.000 soldater.
Herodot af
Halikarnassos, historieskrivningens fader, som skildrer slaget i syvende bog af
pionerværket Historia, mente ganske vist, at den persiske hær var på
mere end fem millioner mand, men moderne historikere regner med, at han løb sur
i de asiatiske tal. Ligeledes talte den græske koalitionshær mere end fem
tusind mand, men der var tale om et skrabsammen af thebanere, korintere,
mykenere m.m., som førte hver sin undtagelsespolitik. I slagets afgørende fase
synes der virkelig kun at have været Leonidas’ tapre 300 til at dæmme op for
den persiske flod.
BEDRIFTEN var mulig, fordi passet ved Thermopylæ (»de varme porte«) dengang kun var 15-20
meter bredt, en ufremkommelig sti mellem bjerget og havet. I dag er landskabet
forvandlet, men monumentet over spartanerne bærer stadig den indledningsvis citerede
gravskrift, som skyldes Simonides af Keos. Især amerikanske kilder holder af at
citere den mundrette engelske version, som begynder med ordene »Go tell the
Spartans«. På alle verdens militærakademier brænder en evig ild for
spartanerne.
Slaget bliver
i Zack Snyders effektfilm 300 en surrealistisk voldsom historie, som
åbenlyst hylder de spartanske soldaters »nødvendige« blodoffer. Forlægget er
Frank Millers grafiske fremstilling fra 1997, et hovedværk i nyere amerikansk
seriekunst. Prologen skildrer beundrende, hvordan drengebørn i Sparta blev
tugtet og hærdet fra tumlingestadiet, sat ud i sneen til ulve og vildsvin, som
de siden blev mænd ved at dræbe. Man kasserede straks det svageste afkom. Mænd
og kvinder levede netop spartansk i en kollektiv samfundsorden, som foregriber
flere moderne totalitærstater.
SPARTA var den komplementære modsætning til
demokratiet i Athen. Dét har altid været paradokset og attraktionen ved det
klassiske eksempel.*
Muligvis havde militærstaten ingen kunstnere og filosoffer,
men det var de hårde mænd fra Sparta, som gjorde det nødvendige og skred til
handling, når intellektuelle sofister ville diskutere problemerne bort. Mange
tvivlsomme sager er retfærdiggjort med henvisning til det spartanske ideal. Det
er potent propaganda for nationalister og ammunition for fanatiske kræfter. At
det fascistiske Sparta faldt fra hinanden, mens den demokratiske model havde
fremtiden for sig, bliver sjældent råbt fra talerstolen.
Millers
grafiske roman blev oprindelig udsendt i fem seriehæfter og senere samlet i
bogform. Den lækre sofabordsbog kom i Danmark på
feinschmeckerforlaget G. Floy Studio. I sin anmeldelse i Weekendavisen kaldte Christopher Arzrouni værket en krydsning mellem »fejende flot
fascisme« og »herligt hellensk heltemod«. »Hvilken skamfuld nydelse,«
konkluderer den indsigtsfulde artikel.
EN sådan guilty
pleasure var, hvad flertallet følte ved Zack Snyders filmudgave, da den
blev vist på Berlinalen i 2007. For eksempel skrev den britiske kritiker Jonathan
Romney: »Som en overdreven, brutal oplevelse, forankret i en distinkt
computerspil-æstetik, var 300 i sandhed en skyldbevidst glæde. Med sin
anti-ironiske, homoerotiske forherligelse af blod, stål og sener, er det filmen
som Leni Riefenstahl kunne have skabt, hvis hun havde haft et CGI-budget på
millioner af Reichsmark til
rådighed.«
Noget er
der nok om snakken, men filmen vil andet og mere. 300 er filmkunstens svar på arkitektonisk brutalisme. Især er
Snyder – som Frank Miller – opsat på at fjerne ethvert spor af gylden eventyraura.
Allerede Herodot benytter det heroiske nederlags retorik om spartanernes
indsats. Det er dét, som gør Thermopylæ til et stednavn på linje med Alamo og
Balaklava. Historien kan bruges af alle, som taber med ære og dør uden at
stille spørgsmål. Ted Post lavede i 1978 en film om de sidste franske tropper i
Indokina og de første amerikanske »rådgivere«. Titlen var netop Go Tell the Spartans.
FRANK Millers primære inspirationskilde er –
naturligvis, havde jeg nær sagt – den eneste anden film, som er drejet over
Antikkens sidestykke til slaget ved Fort Alamo. Miller er født i 1957 og kunne
således møde Rudolph Matés The 300 Spartans (1962, da. Løven fra
Sparta) med de samme vidtåbne sanser, som 60ernes danske drenge besad, da
filmen fik premiere herhjemme. Om sin bestemmende oplevelse har Miller udtalt:
»Jeg var
på én gang rystet og inspireret af det, jeg havde set, for det gik pludselig op
for mig, at heltene ikke nødvendigvis er dem, der får medaljerne til sidst. De
virkelige helte er mennesker, der gør det, der er nødvendigt og det, der er det
rigtige at gøre, selv om de må betale den ultimative pris. Hele mit liv har jeg
villet fortælle den historie, for det er stadig den bedste, jeg nogensinde har
hørt. Så da jeg havde tilegnet mig tilstrækkelig erfaring som tegner, kastede
jeg mig ud i det.«
Der er
næppe tvivl om, at det i lige så høj grad var tegneserieudgaven af filmen, som
bjergtog den 8-årige knægt. Før VHS og dvd var det sådan, man lagrede filmiske
indtryk. Herhjemme udkom Løven fra Sparta som nr. 12 i serien
Filmklassikere, der var et af Illustrerede Klassikeres mange forsøg på at
forlænge succesen med de bearbejdede værker fra verdenslitteraturen. Løven
fra Sparta var en bevægende oplevelse, som drenge kunne gentage dagligt.
Der var ingen ende på offerviljen. Vi ville alle leve i Sparta.
FOR nylig
genfandt jeg tegneserien, der fyldte så meget for 55 år siden. Der er tale om
et tarveligt hæfte på 32 sider, et gennemført dusinprodukt, tegnet i 60ernes
kønsløse husstil, dårligt farvelagt og ubehjælpsomt tekstet. Formentlig var
kunstnerne italienske, det var stort set hele holdet bag den østrigsk fødte
Matés filmudgave, et ambitiøst eksempel på 60ernes glæde ved udstyrsstykker i
sværd-og-sandal genren, som var filmet i Cinemascope og befolket med tusind
statister. Richard Egan spillede Leonidas, og Diane Baker var hans dronning,
Gorgo, som hjemme i Sparta taler politikerne til rette, mens hoplitterne kæmper
mod Xerxes i passet.
Hos Snyder
ses Gerard Butler som Leonidas og Lena Headey som Gorgo. Hun lader sig
misbruge seksuelt for at få taletid i rådet. Han bruger hvert øjeblik til at
råbe fyndord om ære og svinge sine våben over perserne. Forræderen Efialtes
(Andrew Tiernan), som lukker fjenden ind ad en bagvej, da Leonidas har afvist
ham, er en forkrøblet vanskabning. Xerxes lover ham kvinder og respekt.
Efialtes ligner samtidig en af de dekadente eforer, præsterne som forsøger at
standse Leonidas. Der er for skams skyld også en snert af Gollum og Ringenes Herre på spil.
ALT er gjort med skuespillere, som agerer på
computerskabte baggrunde. Det er det for alvor radikale ved 300. Man har faktisk aldrig set noget
lignende. Snyders film overfører æstetikken fra Millers grafiske roman (som var
farvelagt af hans daværende hustru, Lynn Varley) til levende, stærkt
stiliserede billeder, der giver tilskueren indtryk af at befinde sig midt i en
altomsluttende simulation. Hvor Millers og Robert Rodriguez’ Sin City
(2005) dyrkede forlæggets sort-hvide askese, hælder Snyder masser af detaljer
på. Grækernes verden er badet i kobber. Det forrevne mørke bløder livagtigt.
Man er
derfor delt mellem principiel respekt, stedvis begejstring og en overordnet
betænkelighed ved filmens fascistiske formsprog. For det er klart, at 300 kan tages til indtægt for ekstreme
ideologiske positioner. Det var ingen ubetinget god nyhed, at den blev et tilløbsstykke i USA, Rusland, Korea og Indonesien. Efter 14 dage var der solgt
billetter for 240 mio. dollar. Det fortjente filmen ikke.
For Miller
er spartanerne ikke overmennesker – kødets skrøbelighed er en forudsætning for
den tragiske heroisme – men de er modeller for, hvad et menneske kan og bør kan
være. Som han sagde i Cannes i 2005, da jeg spurgte ham om volden i Sin City: »Jeg erkender, at jeg har en
tragisk opfattelse af historiens væsen og den menneskelige natur. Jeg er ikke
leveringsdygtig i utopier, for jeg tror ikke på dem, og jeg kan ikke bruge dem
til noget. For mig er en helt et menneske, der vil ofre alt for at gøre de
rigtige ting. Ikke en mand, der får en medalje til slut, eller en Harry Potter
som resten af klassen tiljubler.«
DEN androgyne kong Xerxes (Rodrigo Santoro) begærer Leonidas og sender elefanter og
næsehorn mod spartanerne. Kværnende masser af »udødelige« stormtropper presser
på, men hoplitterne hugger dem ned som de kommer. Man føjer stadig mere stof
til ligmuren, der er filmens makabre sætstykke.
Med
dybdepsykologisk filmkunst har 300 kun lidt at gøre. Man kan dog heller
ikke tale om genreforlængende spekulation. Som Millers serie er Snyders film
båret af en umiskendelig kunstnerisk vision. Den er skiftevis som en
gammeldags western, en syret rapport fra helvedes porte og et playstationspil,
der vil mobilisere. Man er uafbrudt fascineret og af og til godt underholdt.
FILMEN blev en stor succes, skønt den kritiske velvilje aftog. 300 fik i 2014 en fortsættelse, som egentlig er en prequel, der fortæller forhistorien, i form af 300: The Rise of Empire. Her taler Gorgo til sine tropper om Slaget ved Marathon (890 f.Kr.), hvor Xerxes' far døde. Krigen mod grækerne begyndte som et hævntogt. Det fører ti år senere til søslaget ved Salamis, som foregår samtidig med forsvaret af Thermopylæ. Især forholdet mellem Xerxes og hans admiral, Artemisia (Eva Green), er i fokus. I slutningen af det lange flashback, kommer Gorgo selv de græske skibe til undsætning med flere krigere. Filmen krediterer Frank Miller, men er skrevet af Zack Snyder og instrueret af Noam Murro. Lena Headey gentager rollen som Gorgo. Hun var i mellemtiden blevet et stort navn i kraft af sin rolle som Cersei Lannister i Game of Thrones (2011-2019). Hvis film som 300 gødede jorden for Game of Thrones, kan fortsættelsen omvendt siges at være præget af den fantastiske realisme (eller realistiske fantastik) i HBO-serien. Frank Millers egen udgave af Xerxes udkom først i 2018. Til gengæld er Xerxes: The House of the Fall of Darius and the Rise of Alexander en større historie, der fortsætter efter Xerxes' død i 465 f.Kr. og slutter ved Darius den Tredjes grav i 331 f.Kr., da perserhæren er endeligt besejret, og Alexander den Store indleder sit asiatiske felttogt.
I 2020 kan man se, hvor ny og tæt-på-primitiv CGI-teknikken var i 2007. Det er til gengæld næsten nostalgisk at sammenligne 300 med Oliver Stones Alexander fra 2004. Ikke alene er Colin Farrell fejlcastet som Alexander. Stone vælger også en klassisk episk stil, der vil være Spartacus eller Ben-Hur for sin tid, men ender med at have mere tilfælles med Løven fra Sparta, end 300 har med sit mentale forbillede, som må være Ridley Scotts Gladiator. Det er en kvalitet i både 300 og Xerxes, at kvinderne får lov at være stærke og grusomme semi-fascister på linje og højde med mændene. Til Frank Millers andre bedrifter hører hans opskrivning af Elektra-karakteren fra DareDevil-universet. Hun fik sin egen film med Jennifer Garner i 2005. Elektra Natchios er forløberen for Artemisia, Eva Greens karakter i 300: The Rise of an Empire.
SET fra 2020, var 300 et kulturelt øjeblik. Vi blev faktisk revet med i fem minutter. Miller er sin egen mand. Han har haft personlige og professionelle problemer i tiåret mellem Sin City-filmen og Xerxes. Bogen hører ikke til hans bedste værker. Det gør til gengæld Batman: The Dark Knight: Master Race (2017), hvor gammelmandsinkarnationen af Nattens Ridder er tilbage som fascistisk selvtægtsmand (med Carrie Kelley som Robin og Batwoman). Jeg kommer fra en tid, hvor man gik i biografen og så westerns og romantisk adventure til en dobbeltforestilling søndag eftermiddag. Lørdag aften handlede midnatsforestillingen typisk om horror, hemmelige agenter, 2. verdenskrig og hed erotik. Det var fantastiske tider, som forsvandt med VHS, kabel-tv, dvd og endelig streaming. Men de dér dobbeltforestillinger var vores serie-binging. 300 havde passet perfekt i genrelandskabet. Den var nok blevet vist efter midnat, men det var søndag eftermiddags drenge, der sneg sig ind for at aflure mændenes slag. Så Go tell the Spartans: Løverne lever. Antikkens soldater har gjort deres pligt.
*) Man kan fortolke meget forskelligt på Sparta. Nobelpristageren William Golding (1911-1993), som skrev andet og (meget) mere end Fluernes Herre, samlede i 1965 ti års essays og artikler op i en bog med titlen The Hot Gates. Her står en lovsang til spartanernes selvopofrende konge: "Neither you nor Leonidas nor anyone else could foresee that here thirty years' time was won for shining Athens and all Greece and all humanity (...) A little of Leonidas lies in the fact that I can go where I like and write what I like. He contributed to set us free." ("Hverken du eller Leonidas eller nogen anden kunne forudse, at der her blev vundet tredive år for strålende Athen og hele Grækenland og hele menneskeheden (...) Lidt af Leonidas lever videre i den kendsgerning, at jeg kan gå, hvor jeg vil, og skrive, hvad jeg har lyst til. Han bidrog til at sikre vores frihed.")Der er ingen, der kan vide ret meget om kong Leonidas' motiver. Der er intet, der tyder på, at de var særligt ædle. Men det er, som Golding skriver, en kendsgerning, at diktaturet i Sparta forsvarede demokratiet i Athen. Tilsyneladende uden at anfægte sine ordrer. Leonidas bliver i regelen fremstillet som kriger, en hoplit med sin hjelm og sit spyd. En romantisk og lidt vidtløftig undtagelse er franskmanden Jacques-Louis Davids portræt fra 1814. David er især kendt for heroiske fremstillinger af Napoleon Bonaparte og for sit portræt af den myrdede Jean-Paul Marat. Han malede mange motiver fra Antikken. Det er formentlig en pointe, at neoklassicisten skildrer det gamle og det nye på samme måde.
Frank Miller & Lynn Varley: 300. 117 s. Dark Horse Comics, 1999
Frank Miller & Alex Sinclair: Xerxes: The Fall of the House of Darius and the Rise of Alexander. 112 s. Dark Horse Comics, 2019 300. Forfatter og tegner: Frank Miller. Farvelægger: Lynn Varley. Oversat af Steffen P. Maarup. 90 s. Roskilde: G. Floy Productions, 2007 300. Instr.: Zack Snyder. Manus: Zack Snyder og Kurt Johnstad. Foto: Larry Fong. 117 min. USA 2007. Dansk premiere: 30.03.2007
300: The Rise of an Empire. Instr.: Noam Murro. Manus: Zack Snyder, Kurt Johnstad. Foto: Simon Duggan. USA 2014. Dansk premiere: 06.03.2014
Løven fra Sparta (The 300 Spartans). Instr: Rudolph Maté. Manus: George St. George, Ugo Liberatore, Remigio Del Grosso, Giovanni d'Eramo, Gian Paolo Callegari. Foto: Geoffrey Unsworth. 114 min. USA 1962.
Fotos: Warner Bros. Pictures/ Legendary Entertainment/ Virtual Studios/ Hollywood Gang Productions/ Atmosphere Entertainment/ Mel's Cite du Cinema/ Nimar Studios/ Dark Horse Comics/ G. Floy Productions/ Faber & Faber/ Wikimedia Commons
300 streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 05.10.2020
300: Rise of an Empire streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.09.2014
Kimen til artiklen var en anmeldelse af 300 i Weekendavisen Kultur 30.03.2007. Resten er skrevet i juli 2020.
.jpg)
DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos..jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
