Robert Eggers: The Northman (2022)

AMLED FØR HAMLET

Nordiske guder og (anti)helte

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos.

   Senere kommer der stille steder, men det er egentlig sådan The Northman bliver ved: en skabelsesemmende skrøne, der vil give os den fulde sagaoplevelse.

   The Northman er lavet til fans af voldsomme serier som Vikings (2013-2020), men forfatteren Sjón og instruktøren Robert Eggers har samtidig en regulær ambition om at være mere historisk korrekte. Det er den nye, kosmopolitiske version af vikingetiden, som bærer den drabelige fortælling om hævneren Amleth (Alexander Skarsgård), søn af kong Aurvandill (der er uden forbindelse til eddadigtningens Aurvandil – men måske navngivet efter ham, ligesom vi kalder vores børn Freja og Thor). 

   Man bevæger sig frit i Nordsøen og den baltiske region, fra Irland og de britiske øer til Volga og Byzantium; fra Amerika, Island og Grønland til Romerriget i syd. Fordrevne høvdinge finder et nyt sted, måske en ø i Hebriderne eller en vig – som ordet »viking« kommer af – i Island at kolonisere. Der er blomstrende handel og rig kulturel udveksling. Der er militære plyndringstogter, hvor krigerne oplæres i at gå bersærk og tage trælle.

   Det er også skibsbegravelsernes tid. Det er i store træk det samme billede af kulturen, som arkæologen Jeanette Varberg giver i Viking – Ran, ild og sværd (2019), der er den kurante fremstilling af Nordsøkulturen, der havde sin blomstring fra ca. 750-1050, men strakte sig over en meget længere periode.  

ÅRET er 895. Som dreng ser Amleth sin far (Ethan Hawke) blive myrdet af onkel Fjölnir (Claes Bang), der overtager både tronen og dronning Gudrun (Nicole Kidman). Sidst nogen greb fat i Amled før Hamlet, var da Gabriel Axel (1918-2014) lod Christian Bale, Gabriel Byrne, Helen Mirren og Kate Beckinsale spille ømt egnsteater i Prinsen af Jylland (1994).

   Sjældent har to film haft mindre til fælles, bortset fra hårdt vejr og grove gevandter. Axel, som havde brugt materialet fra Saxo og sagaerne i Den røde kappe (1967), realiserede en gammel drøm at gøre det mindre og mere realistisk. Han nedskalerede alt ved historien. Erik Kjersgaard var medforfatter, og Per Nørgaard skrev ny musik for gamle instrumenter. Det hele blev skudt på Hjerl Hede. Prinsen af Jylland har noget af ånden fra Roman Polanskis (1971) og Justin Kurzels (2015) forsøg på at give Macbeth fysisk tyngde og ny relevans. Axels film accentuerer en tidløs småborgerlighed. Eggers' film er en rasende åbenbaring i forhold..

   Den voksne Amleth kommer forklædt som træl, da han har lært at gå ulvebersærk. Han forelsker sig i Olga (Anya Taylor-Joy) fra Ukraine. Og hævner sig så eftertrykkeligt, at alle i salen får kvalme. Det er i forvejen en barsk tid. Kongsgårdene lader trælle dyste i en slags primitiv hockey, som er livsfarlig. Her demonstrerer Amleth sin fysik. Han får et magisk sværd, som kun kan bruges i mørke eller ved Hels port.

FORFATTEREN Sjón har bidraget med den islandske baggrund. Det kunne være interessant at høre, hvad han synes om filmen, der ligner en blanding af fantasy og spaghettiwestern. Det er en altomsluttende oplevelse. Man kan knap have neutrale reaktioner.

   Eggers har gjort betydeligt indtryk med to små produktioner, som blev store arthousehits. The Witch (2015) kom fra puritanernes tid i New England, og i The Lighthouse (2019) var Willem Dafoe og Robert Pattinson fyrmestre, som fik økuller sammen. Her har Eggers for første gang et stort budget til rådighed.

   The Northman ligner på den måde The Green Knight (2021), som var David Lowerys tilsvarende riddertidsfantasi. Lowery tog afsæt i digtet om Sir Gawain og den grønne ridder. Her er grundhistorien fra Saxo smagt til med elementer fra Bjowulf-kvadet og sagaen om Sigurd Fafnersbane.

NÅR man har vænnet sig til støjen, kommer stoffet til sin ret. Især lykkes det at nuancere psykologien. Eggers rekonstruerer en verden, der hænger sammen, så brutal den nu er. Man kan lige nøjagtigt fornemme en hverdag i scenerne fra den islandske kongsgård. Der er end ikke tilløb til regressiv eskapisme eller fejlanbragt nostalgi. Ingen får lyst til at rejse tilbage.

   Magien er mere end generisk filigran; der er ægte forankring. Björks blinde seerske er ærefrygtindgydende makaber, og slutopgøret ved Hels port synes virkelig at være skudt i klodens kogende indre. Gudrun og Fjölnir er komplekse og interessante figurer med en mere moderne psykologi. Det er ikke Margrete den Første. The Northman er en monstrøsitet, men der er tænkt over, hvorfor effekterne bruges. Vi skal virkelig se Ragnarok denne gang.

The Northman. Instr.: Robert Eggers. Manus: Sjón, Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 136 min. USA-Kina-UK 2022. Dansk premiere: 13.04.2022.

Fotos: New Regency Productions/ Focus Features/ Universal Pictures/ Perfect World Pictures/ Square Peg/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Spirit Entertainment (UK) 24.03.2025

Anmeldelsen trykt (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.

Picture of Lies: The Burnt Orange Heresy (2020) [Noir 100]

KÆTTERI I BRÆNDT ORANGE
Et lærestykke om kunst og moral

Af BO GREEN JENSEN

AL kunst bliver til i en kontekst, som kritikeren kan forklare og manipulere. I forfængelighedsfablen Picture of Lies har kunsthistorikeren James Figueras lagt sig ud med fagets førende kræfter. Han er ikke længere gulddrengen, som måske skal bestyre MoMA en dag.

   I prologen ser vi ham holde foredraget »Om kritikeres magt«, som han turnerer med på prangervis. Sætstykket er næsten en retorisk tryllekunst. James viser tilhørerne et neutralt maleri. Han nedgør det med faglig autoritet. Så skifter han spor og fortæller en gribende historie om kunstnerens tragiske vilkår. Tilhørerne kan nu se et mesterværk i maleriet. Atter spolerer James illusionen og røber, at billedet er noget, han klattede op i en fart på hotellet.

   Forestillingen er en succes. Gruppen af turister og studerende, som hører ham tale, er overbevist. James kan måske endda sælge to-tre af sine bøger efter foredraget. Vi forstår lidt af hans arrogante smerte. I indklip har vi set, hvordan han forberedte sig. Hver gestus, hver famlen efter det rigtige ord, er indøvet med rastløs, men ressourcestærk præstationsangst.

JAMES Figueras bliver spillet af danske Claes Bang, som siden Ruben Ôstlunds The Square (2017) er blevet manden, man går til, når der er brug for kompromitteret charme og virilitet med et strøg af substans. En slags anstændig uvederhæftighed. Han medvirker også i The Last Vermeer (2019) og var en glat, moderne Dracula (2020) i den seneste BBC-version. Her er han kritikeren, som griber chancen, da det bliver muligt at udnytte situationen.

   For blandt tilhørerne sidder Berenice Hollis (Elizabeth Debicki), som tilsyneladende er tændt på hans ideer og person. De elsker på hotellet og ryger hedonistiske cigaretter, mens den italienske sommer brænder udenfor. Det er ikke mindst lokaliteten, der gør den moralske komedie om svindel og kunst til en stemningsfuld oplevelse.

   Picture of Lies er optaget i Milano og Villa Pizzo ved Como-søen. Her bor den karismatiske millionær og kunsthandler Joseph Cassidy (Mick Jagger), som vil slå en handel af med James. Cassidy brænder efter at få fingre i de billeder, som kunstlegenden Jerome Debney arbejder med i et skur på hans grund. Debney blev berømt for ikke at vise værkerne frem. Han var en ung sensation, som trak sig tilbage. Han er kunstverdenens J.D. Salinger. Priserne på de tidlige værker er svimlende høje. Tænk, hvad et nyt kunne indbringe.

SÅDAN begynder spillet i Picture of Lies, der har ventet en tid på at få premiere. Det skyldes COVID-19-pandemien, men sikkert også en tvivl om, hvem publikum er. Da filmen blev vist på Venice Film Festival i 2019, var titlen den samme, som Debney har givet sit mytiske værk: The Burnt Orange Heresy. Det vil sige kætteri i brændt umbra eller orange. Der skal måske endda være en duft af brændt appelsin over luftspejlingen.

   Hvis James kan fravriste Debney hans værk, vil Cassidy til gengæld give ham mulighed for at møde legenden og få eksklusiv ret til at skrive en bog, der kan gøre hans kritiske lykke. Cassidy kender lusen på travet. James griber chancen med kyshånd. Som nævnt er kontekst et tema. Der er meget mere i sagen.

   Intrigen består af kinesiske æsker. Der er adskillige små overraskelser i vente. Og én stor. Der er mange ironiske konversationer om kunst. Og enkelte ægte samtaler. Jeg ødelægger næppe noget ved at oplyse, at Bangs karakter også er en moderne Faust, der indgår en pagt. Begærlighed hævner sig altid i film noir. Som tænkt er filmen både en thriller og et vanitasbillede.

FORFATTEREN Charles Willeford (1919-1988) skrev The Burnt Orange Heresy i 1971. Før han begyndte på serien om Hoke Moseley – Miami Blues (1984) er en af tre titler, som findes på dansk – var Willeford en drævende stemme i stil med Elmore Leonard og James Lee Burke, der begge har hyldet ham som en bror. Willeford var en lakonisk pessimist, som havde prøvet det meste. Den sidste bog, som udkom før han døde, hedder Kiss Your Ass Goodbye.

   Willeford så kunstscenen som en fidus. Filmens blik er mere på linje med Kurt Vonneguts fremstilling af Rabo Karebekian i romanen Bluebeard (1987, da. Blåskæg). Karebekian er en abstrakt ekspressionist, der holder verden hen med farvede felter og bruger en maling, som senere går i opløsning. Men i sin lade maler Blåskæg på et realistisk billede af krigens rædsler. Det hedder Nu er det kvindernes tur, og læseren »ser« maleriet til slut.

   Donald Sutherlands Jerome Debney er i familie med Vonneguts karakter. Hvis han snyder verden, er det fordi den fortjener det. Den store forventning i filmen er naturligvis at få Debneys billede at se. Igen vil jeg ingenting røbe. Alle bliver narret, og ingen bliver skuffet. Scott B. Smith (A Simple Plan) har bearbejdet Willefords roman, som foregår i Florida.

FILMEN er ikke så skarp, som den tror. Det er en svaghed, at abstraktionen og de æstetiske diskussioner hele tiden må sættes i stå og forklares, fordi alle i salen (og stuen) skal være med. Når Capotondi samtidig undervurderer sit publikum, må det blive en ujævn affære, hvor modsatrettede kræfter arbejder. Det er lidt som at være passager i en bil, når chaufføren ikke har sluppet håndbremsen.

   Der er dog meget at glæde sig over, for moraliteten har virkelig charme. For det første tror man på kemien mellem Bang og Debicki. For det andet er det altid interessant at se Mick Jagger optræde som noget andet end sex 'n' drugs 'n' rock 'n' roll-karakteren, man kender fra 60 år på scenen med The Rolling Stones.

MICK Jagger har været forelsket i film siden 1970, da han medvirkede i Nicolas Roegs Performance og spillede titelrollen i Tony Richardsons Ned Kelly. I den rigtige rolle er han et fund. Jagger spiller samleren med frejdig, veloplagt kynisme og et stort glimt i øjet. Han ligner en rynket ung mand på 77.

   Donald Sutherland er ti år ældre. Han investerer al sin snerrende pondus i portrættet af den misantropiske kunstner, der har levet af ikke at være synlig. Men han ser noget ægte og varmt i Debickis karakter, som minder ham om, hvad der kunne have været. I en vis forstand handler filmen om et postkort på en køleskabsdør. Og farven er ikke orange.

RIP Donald Sutherland 1935-2024

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946; Tove | Tove Jansson 1914-2001; Ruben Östlund: The Square (2017).

The Burnt Orange Heresy (Picture of Lies). Instr.: Giuseppe Capotondi. Manus: Scott B. Smith. Foto: David Ungaro. 99 min. UK-Italien-USA 2019. Dansk premiere: 21.07.2021 (streaming).

Fotos: Ingenious Media/ MJZ/ Wonderful Films/ Rumble Films/ HanWay Films/ Indiana Production/ Carte Blanche Cinema/ Achille Productions/ Sea Around Us/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2021.

Ruben Östlund: The Square (2017)

DET EKSPLODERENDE BARN
Et sindbillede på demokratisk forfald

Af BO GREEN JENSEN

ALLE de vestlige samfund er præget af en voksende ulighed, som fremmer populismen og sætter gamle sociale værdier under pres. Guldpalmevinderfilmen The Square (2017) tager et luftfoto af tidens mentale landskab og belyser problemet i vagt allegorisk, tæt på sarkastisk, men samtidig åben og inklusiv form.

   Ruben Ôstlund (f. 1974) føjer endnu en facet til portrættet af den korrekte skandinaviske mand, som han har genkendt og gennemskuet i flere af sine film. Den flygtende familiefar, som reddede sig selv, da lavinen kom væltende i Force majeure/ Turist (2014) var en anden grundtype i galleriet.

   Danskeren Christian (Claes Bang) er chefkurator på X-Royal Stockholm, et kunstmuseum i SMK/Louisiana-klassen, der er indrettet i det gamle kongepalæ. Vi er fem-seks år fremme i tiden. Christian er en dynamisk mand med de rigtige meninger. Han gør sig godt i medierne og forstår (som regel) at sælge museets projekter til kredsen af mæcener.

CHRISTIANS næste projekt er installationen »The Square«: en firkant af brosten, som er boret op fra pladsen med den gamle rytterstatue (der taber hovedet undervejs) og indrammet af et lysende bånd. I firkanten er vi alle lige og har ansvar for hinanden.

   På samme tid begynder isen at briste under Christian. Det er en væsentlig pointe, at han egentlig er et godt menneske, som mener meget af, hvad han siger. Men da han griber ind i en gadeskærmydsel, bliver hans telefon og tegnebog stjålet. GPS-signalet viser, hvor tyven bor, og en assistent får Christian med på ideen om at skrive et anonymt trusselsbrev.

   Affæren går Christian så meget på, at han ikke følger med i museets marketing af »The Square«. Bestyrelsen hyrer to unge esser fra Disruption-segmentet. De posthumane drenge er besatte af tanken om »at gå viralt«. Det lykkes med et ti sekunder langt YouTube-klip, der hedder »Blond tiggerpige bliver sprængt i luften«. Östlund viser den lille film på stort lærred. Netæstetikken er mesterligt mimet.

NU bryder helvede løs – på de samme sociale medier, hvor klippet genererer 300.000 klik på en time. Brevet hævner sig i skikkelse af en indvandrerdreng, som bare ikke vil gå sin vej. Christian har beruset sex med en amerikansk tv-reporter (Elizabeth Moss), der vil gemme kondomet med hans sæd. Christian skubber drengen. Journalisten har en tam chimpanse i sin tomme lejlighed. Det er strange days indeed alle vegne. Verden er knap til at kende igen.

   Satiren er skiftevis subtil og karikeret. Christian tøver ikke med selv at reparere det kunstværk – 16 symmetrisk anbragte grusbunker – som en rengøringsassistent uforvarende kører i stykker. Der er en kostelig scene, hvor den amerikanske gæstekunstner (Dominic West) bliver interviewet om sit venskab med land art-legenden Robert Smithson. Samtalen saboteres af en tilhører med Tourettes Syndrom. Det udløser da bare en god snak om inklusion.

KRISERNE kulminerer ved en banket, hvor performancekunstneren Oleg (Terry Notary) går langt over stregen, forulemper gæsterne og ignorerer Christians »Så siger vi tak«. Det er filmens store sætstykke, og scenen bliver ved meget længe. Man når som tilskuer gennem et rigt register af stemninger, fra nervøs, men imødekommende latter til et sted, hvor der bare er had og slet ingen tolerance igen.

   Det er et sjældent eksempel på samtidig filmkunst, som virkelig fremprovokerer en reaktion. Det er samtidig scenen, der udstiller løgnen bag den politiske korrekthed. Vi er tilbage i Buñuel-film som Morderenglen (1962) og Borgerskabets diskrete charme (1972). Verden udenfor står i flammer, og ingen kan flygte fra festen.

DET eksploderende barn er et billede på, hvor langt man vil gå for at skabe opmærksomhed i en informationsoverflod. I filmen bliver det også en anledning til at diskutere ytringsfrihed. Journalisterne vil ikke lade Christian lægge afstand til YouTube-klippet. For dem er den truede ytringsret værre end klippets umenneskelighed.

   Det er det sure med det søde og det gode med det onde. I The Square bliver den moderne kunstverden et sindbillede på demokratisk forfald. Men måske kan det gode menneske gøre en forskel. Claes Bang er for resten fantastisk som manden, der mister sin uskyld.

   Sådan er det at leve midt i en guldalder og være født på den rigtige side af hegnet. Det er dét, som Östlunds film ser og forstår. Og derfor The Square er så vigtig.

Se også Ruben Ôstlund: Play (2011); Ruben Ôstlund: Force majeure | Turist (2014); Ruben Ôstlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023].

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946; Tove | Tove Jansson 1914-2001.

The Square. Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 142 min. Sverige-Tyskland-Frankrig-Danmark 2017. Dansk premiere: 23.11.2017.

Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Essential Filmproduktion GmbH/ Parisienne/ Coproduction Office/ Sveriges Television/ Imperative Entertainment/ Arte France Cinéma/ ZDF/Arte/ Swedish Film Institute/ Eurimages/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Nordisk Film- & TV-Fond/ DFI/ Alamode Film/ TriArt Film/ DR/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment.

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.11.2017.