Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942

DET LYSENDE ARBEJDE

Martin Provost fortæller om filmen Séraphine

Af BO GREEN JENSEN

PARIS 2010 – DET kan stadig lykkes undselige film at erobre publikums hjerter og lægge blaserte kritikere ned. Således blev det ikke en af årets franske blockbusters, der ryddede hylden med gyldne Césars, som er den lokale version af en Oscar. I stedet tog Martin Provosts målrettet langsomme, atmosfæremættede og detaljeforelskede Séraphine hele ni af de centrale priser: bedste film, foto, manus, instruktion, skuespiller osv. Måske vil 2009 i fransk film blive husket som året, da musen brølede for sidste gang.

   Og som en markmus med helligt storhedsvanvid var billedkunstneren Séraphine Louis (1864-1942). Under navnet Séraphine de Senlis begyndte hun ved forrige århundredeskifte at male fantastiske blomsterarrangementer, stilleben fulde af kødfulde blade og glødende farver, der har decideret taktil kvalitet og synes at suge tilskueren ind. Hun malede som i trance med farver, hun blandede selv, og som regel i en tilstand af dyb beruselse, der gjorde det muligt for hende at lukke alt andet ude.

SÉRAPHINE fandt sine motiver i naturen ved Senlis og mente selv, at hun malede på Guds ordre og til Guds ære. Hendes værker betragtes i dag som klassiske eksempler på naivisme. Séraphine havde intet filter overhovedet. Da hun kom til penge, brugte hun dem på en brudekjole, som hun ville bære til sit bryllup med Jesus. Hendes bedste år var i den første mellemkrigstid. Efter finanskrakket i 1929 faldt bunden ud af kunstmarkedet, og kunderne til hendes værker forsvandt. Hun malede til det sidste, men døde alene på et hospital for sindslidende.

DET var kritikeren og kunsthandleren Wilhelm Uhde (1874-1947), som gjorde den store forskel i Séraphines liv. Uhde kom i 1912 til Senlis for at gemme sig, da det blev svært at være tysk og praktiserende homoseksuel i Paris.

   Provosts film beskriver, hvordan egnens borgerskab prøver at inddrage den feterede kritiker i deres kreds. Han reagerer først, da han får øje på ét af Seraphines små ornamenter. Hun blev både hans husholderske og protegé. Han købte og promoverede hendes kunst, mens hans eget liv tog gevaldige rutscheture. Han genoptog dog aldrig kontakten efter krigsudbruddet i 1939, da Seraphine blev levende begravet på hospitalet. Uhde sagde simpelt hen, at Séraphine var død, og på en måde havde manden vel ret.

   

PROVOSTS film fortæller historien om forholdet mellem kunstner og kritiker, som det folder sig ud over årene. Ulrich Tukur er blid og korrekt som Uhde. Yolande Moreau – der som regel får og spiller komiske roller; hun er en slags fransk Bodil Udsen – er et veritabelt naturfænomen som den volatile, nu og da grænseløst ydmyge, men som regel hæmningsløst selvcentrerede Séraphine, der maler, hvad hun ser, og især, hvad hun kan mærke, med sin sjæl og sine fingre.

   Det er en idiosynkratisk, fuldkommen original præstation, der balancerer på kanten af det excentriske – som kunstneren selv, når hun skrider gennem landskabet med kappe, hat og paraply som en blanding af Don Quixote og Mary Poppins.

   Filmen kommer tættest på sin kerne, når den bare viser Séraphine, som ligger på gulvet og maler om natten. Vi ser hendes billeder, som er fantastiske, men også fantastisk ensformige i deres monomani. De minder lidt om digte af den britiske senromantiker John Clare (1793-1864), en anden markmus der blev tosset til sidst. Som Séraphine er de ikke for alle. Men værd at bruge en dag på, bestemt.

MARTIN Provost er en venlig mand med trimmet fuldskæg, store briller og grånende Prins Valiant-hår. Han ser ud til at være midt i fyrrerne. Både han og Moreau bor selv i Senlis, og han understreger, at der er tale om en hjemstavnsfilm og et kærlighedsarbejde. Han taler stille, roligt og omhyggeligt. Han bærer præg af at være en mand, der har levet med sit stof i mange år.

   – Hvad var det ved Séraphines billeder, som fik dig til at ville lave en film?

   »Det slog mig, at hun var en almindelig rengøringskone, som i de første år af det sidste århundrede havde mod til at trodse alle sociale fordomme og blive kunstner. Og at Séraphine var feminist, før ordet feminist eksisterede. Da jeg så hendes billeder, blev jeg slået af, hvor stærke de var. De var ikke naive, men fulde af kraft og dybde og liv. Og jeg tænkte, at filmkameraet ville være i stand til at fange disse kvaliteter på samme måde, som det registrerer følelsen hos en kunstner og fastholder det, som er usynligt for det blotte øje.«

– Du siger, at malerierne ikke var naive. Wilhelm Uhde, kritikeren som opdager hende, reagerer vel netop på den spontane, naivistiske kvalitet. I en scene ser man i baggrunden nogle af de andre billeder, Uhde har købt. Et af dem er af Henri Rousseau. Er det ikke den naivistiske kunst, han kan kan se noget i?

   »Jo, men Uhde syntes ikke om begrebet naivisme. Han forkastede betegnelsen, fordi den havde negative associationer. Han foretrak at tale om moderne primitivisme. Det samme gør jeg.«

   – Vidste Séraphine selv, hvad hun skabte? I nogle scener virker hun lige så forbavset som de øvrige karakterer, når hun viser sine billeder frem?

   »Uhde sagde, og jeg tror, han havde ret, at hun vidste, hun havde talent. Hun troede på sin kunst og var bevidst om sit talent, men på en måde arbejdede hun i en anden verden. Værkerne viser de samme motiver igen og igen. De tog lang tid at frembringe, og man må huske, at hun drak meget tæt. Hun trådte ind i en anden dimension, så at sige, og når hun vågnede af skabelsesrusen, blev hun også selv forbløffet over, hvad hun havde skabt, mens hun befandt sig derinde. Hun forstod måske ikke sin arbejdsproces, men hun var stolt af sin kunst, og hun troede på, at den havde værdi. Så meget er sikkert.«

– I en scene får hun besøg af to nonner fra klostret, hvor hun er vokset op. De spørger, om det går hende bedre. Man forstår, at der findes en forhistorie. Begyndte hun at male i klostret?

   »Séraphine var meget religiøs, men hun boede ikke i klostret som novice. Hun kom som køkkenhjælp udefra, og hun rejste for at få mere tid til at male. Hun talte altid om at gøre mere og få mere tid til at skabe. Så om dagen tog hun, hvad hun kaldte ’sort arbejde’ – la travaille noirè – for hun følte, at det frigjorde hende som kunstner. Men hun levede for arbejdet om natten, som hun kaldte la travaille lumineuse, det lysende, strålende arbejde. Som tiden gik, fik hun mindre tid til husarbejdet. Og da hun blev ældre, kunne hun slet ikke arbejde.«

   – Jeg har prøvet at finde oplysninger om Séraphine. Hun er ikke særligt kendt uden for Frankrig. Hun betragtes som en mindre kunstner, en fodnote i perioden…

   »Hun havde sit store øjeblik. Hun døde selv i 1942, men i 1945 arrangerede Uhde en soloudstilling i Gallerie de France, som var ekstremt populær, og hendes arbejder blev vist over hele verden. Det var et kort øjeblik, men det var virkelig stort. Så faldt hun tilbage i glemselen.«

– Jeg læste et sted, at Uhde sagde, hun var død, skønt Séraphine stadig levede og var indlagt på et sindssygehospital.

   »Wilhelm Uhde var et gådefuldt menneske. Det er en af de mere skyggefulde episoder i historien, men det er sandt, at han sagde, hun var død. Måske har han tænkt, at hendes kunst ville få mere opmærksomhed på den måde. Under krigen rejser Uhde fra Senlis og flytter til Chantilly. Og efter krigen synes han simpelt hen ikke at undersøge, hvad der er sket med Séraphine. Jeg måtte selv finde ud af en masse om Uhde, for i filmen er han næsten lige så vigtig en karakter som Séraphine. Han havde et vanskeligt liv. Der var mange forhold, som gjorde det svært for ham at tage ansvar for Séraphine. Jeg tror også, at det var mindre sentimentale tider.«

   – Jeg undrede mig, for i filmen får man indtryk af ægte respekt og efterhånden også en vis hengivenhed mellem Uhde og Séraphine…
   »Det var mødet med Uhde, der forløste Séraphine som kunstner. Det er der ingen tvivl om. Jeg konstruerede forholdet som en kærlighedshistorie. De får øje på hinanden, de nærmer sig hinanden, de gør kur til og bekræfter hinanden. Meget er gætværk, for jeg ved jo ikke, hvad der faktisk skete. Her var jeg nødt til at digte. Men jeg ved, at Uhde som jøde og homoseksuel måtte forlade Paris i en fart og rejse til det sydvestlige Frankrig. Og at han mistede sin kunstsamling under krigen, da den blev konfiskeret. Så han kunne ikke have gjort meget for Séraphine, uanset om han ville.«

– Yolande Moreau er fantastisk overbevisende som Séraphine. Kunne man tænke sig filmen med en anden skuespillerinde i rollen?

   »Jeg skrev den til Yolande. Før jeg begyndte på manuskriptet, mens jeg gik og samlede stof, besøgte jeg jævnligt Yolande for at høre hendes tanker om projektet. Vi bor på landet og i nærheden af hinanden, så hun var med i processen hele vejen. Det var også dér, vi optog filmen. Det måtte blive hende. Mange skuespillerinder, måske også mere smukke og berømte, ville have kastet sig over projektet, for det er en attraktiv rolle, men det kom aldrig på tale. Det skulle være Yolande. Hun kan inkarnere en karakter, kravle helt ind i den og blive ét med sin rolle. Det er meget usædvanligt.«

   – Hvor længe var filmen undervejs?

   »Jeg begyndte for mig selv. Så talte jeg med Yolande. Siden søgte vi støtte, og alle sagde, I er skøre, I får aldrig penge til det, men vi fik faktisk produktionsstøtte fra CNC (Centre National de la Cinématographie, red.) Så blev flere gode producere interesseret, men de bad mig vente et år, før jeg lavede filmen. Det var fint, for i løbet af det år lærte Yolande og jeg hinanden at kende. Når jeg fandt et sted, jeg ville bruge som location, hentede jeg Yolande, så vi kunne se på det sammen. På et tidspunkt fandt jeg træet, hvor hun kravler op i begyndelsen. Jeg sagde, Yolande, det er træet, hvor Séraphine kravler op. Hun blev helt hvid i ansigtet, og næste dag gik hun på slankekur. Hun var rædselsslagen for, at grenen skulle knække.«

– Fra tid til anden er der kunstnere, som kaldes naturbegavelser. De opdages og bliver store i tiden. Jean-Michel Basquiat, for eksempel. Det er, som om folk elsker ideen om en kunstner, der falder ned fra himlen. Ville Séraphine de Senlis på samme måde være et fænomen i dag?
   »Absolut. Séraphines malerier ligner på en måde den serielle kunst, som blev moderne i de følgende tiår. Mark Rothkos sorte firkanter, Georgia O’Keefes blomstermalerier. Det er den samme impuls, der gør sig gældende. Alligevel repræsenterer hendes billeder noget fuldkommen originalt og unikt. De har et liv, som ikke ligner nogen anden kunstners værk.«

Martin Provost blev interviewet på Le Grand Hotel i Paris den 16. januar 2010

Séraphine. Instr.: Martin Provost. Manus: Marc Abdelnour og Martin Provost. Foto: Laurent Brunet. 125 min. Frankrig 2008. Dansk premiere: 13.05.2010

Fotos: Musée Maillol, Paris/ Musée d'Art et d'Archéologie, Senlis/ Centre Georges Pompidou, Paris/ Métropole Musée d'art moderne, d'art contemporain et d'art brut, Lille/ AWARE Women Artists/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Unnifrance/ BGJ  

Filmen streames på MUBI og iTunes

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 14.05.2010