Pablo Berger: Blancanieves (2012)

SNEHVIDE PÅ SPANSK
Eventyret som stumt melodrama

Af BO GREEN JENSEN

DEN moderne stumfilm har sine blomstringsperioder. Det er aldrig til at sige, hvornår formen appellerer bredt. I 1999, da Aki Kaurismäki lavede Juha, var interessen behersket. I 2012, da Michel Hazanavicius fik fem Oscars for The Artist, var der kø ved biograferne. For spanieren Pablo Berger (f. 1963) betød det, at han endelig fik midler til at realisere sin drøm om en stum tyrefægterversion af Snehvide.

   Blancanieves følger historien fra brødrene Grimm, men moderniserer motivet. I 1910 bliver matadoren Antonio Villalta (Daniel Giménez Cacho) stanget ned af dagens femte tyr. Mens han bliver opereret, føder hustruen Carmen deres datter og dør. Sygeplejersken Encarna (Maribel Verdú) ser sin chance for at blive rig og feteret. Hun gifter sig med den invalide matador, parkerer ham i et kvistværelse og lever livet i dekadent luksus.

IMENS vokser Carmencita (Sofia Oria) op hos sin bedstemor, Dona Concha (Angela Molina). Pigen savner den legendariske far, men har ellers en lykkelig barndom. Efter Conchas død bliver hun installeret i Villalta-palæet. Encarna giver hende husets mørkeste rum og de fleste rengøringspligter. En tam hane gør hende selskab. Da den forvilder sig op i tårnværelset, bliver far og datter forenet.

   Matadoren instruerer sin datter i tyrefægtningens kunst, mens Encarna forlyster sig med chaufføren. Filmen excellerer i kvæstet og karikeret machismo. Encarna tvinger pigen til at spise sit kæledyr. Hun ser ikke siden sin far. Chaufføren lokker hende med i skoven, men distraheres af hendes skønhed, da han skal drive nådesstødet ind.

JÆGEREN lader Snehvide gå og lyver for den forfængelige stedmor. Spejlet på væggen er erstattet af tabloidpressen. Da Carmencita vågner i skoven, har hun mistet sin hukommelse. Hun finder sin plads hos seks rejsende dværge, der optræder som tyrefægtere. Hun redder én fra at blive stanget. Han tilgiver aldrig den unge kvinde (Macarena Garcia), som nu bærer kunstnernavnet Blancanieves.

   Finalen er en opera værdig. Tyre forbyttes, et giftæble glinser, der er blod i sandet og død om eftermiddagen. Berger fortæller i en omhyggelig form, som lader fotografen Kika de la Rica digte med lys og skygge, mens et gennemkomponeret score af Alfonso de Vilallonga ledsager de lyriske billeder. Ligesom The Artist vælger Blancanieves at kulminere i 1929, da den stumme tid nærmer sig slutningen.

DET er en fornøjelse at følge de filmhistoriske henvisninger og afstemme oplevelsen med eventyret. Man venter dog på en særlig spansk vinkel. Den bliver endelig klar i epilogen, hvor den sovende Blancanieves vises frem i et gøglertelt. Sørgmodige mænd køber kys hos den brovtende udråber, mens en forelsket dværg gør Snehvide i stand. Det er uklart, om hun vil vågne. Da er Blancanieves næsten en nationalmyte.

   Berger har ladet sig inspirere af Erich von Stroheims Greed (1924) og de sene storværker af Murnau og Pabst, som blev produceret i stumfilmens tusmørkeår. Blancanieves er og bliver et kuriosum, men den fængsler og fascinerer med samme styrke som forløberne.

Blancanieves. Instr. og manus: Pablo Berger. Foto: Kika de la Rica. 104 min. Spanien 2012. Dansk premiere: 16.01.2014 [Cinemateket].

Fotos: Arcadia Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK, men er udgivet på blu-ray og DVD

Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 17.01.2014