Michel Hazanavicius: The Artist (2011)

STUM KÆRLIGHED
En lutrende glæde ved filmen og livet

Af BO GREEN JENSEN

I DE første årtier var alle film stumme. De blev ikke vist uden lyd, men musikken blev fremført i biografen af et orkester, en organist eller en improviserende klaverbokser. Al dialog var skrevet på skilte. Det tog tid at finde balancen mellem for mange ord og for få. Jeg så fornyligt F.W. Murnaus Schloss Vogelöd (1921) på dvd. Filmen varer 81 minutter og følger, grundigt og trofast, en i forvejen snaksom roman af Rudolph Stratz. Der er alenlange scener med cigarrygende mænd, som taler evindeligt sammen. I alt 165 skilte med tæt dialog er sat ind.

   Siden fik man sans for rytmen og ramte den rette dosering. Murnau kunne til sidst fortælle helt uden ord. Der er tusindvis af tidlige storfilm, som alt for få ser alt for sjældent. Fra Giovanni Pastrones historiske helaftensepos til Charlie Chaplins sociale samtidskomedier; monumentale værker af Griffith, Ford og Vidor; Fritz Langs visionære Metropolis, Sergej Eisensteins revolutionære symfonier. Flere sene stumfilm besidder en skønhed, som aldrig er tangeret. Murnaus Sunrise, G.W. Pabsts to Lulu-film, Abel Gances Napoleon, Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arc.

ALT blev skabt med skygger på væggen og publikums trang til at lade sig fange. I 2011 så jeg en restaureret kopi af Georges Méliès' Le voyage dans la lune (1902, da. En Tur til Maanen). Det er dén med manden i månen, som bliver ramt i øjet af ekspeditionens raket. Sandt nok kunne mange ting more. Men billederne levede på en afstand af 109 år, sådan cirka. Da er film for alvor en magisk ting og en stor tidsmaskine.

   Flere nye titler hylder de første 30 år af filmkunsten. I Martin Scorseses Hugo (2011) er Georges Méliès en vigtig karakter. Han bliver spillet af Ben Kingsley, og de klassiske trickfilm er genskabt i moderne 3D. Michel Hazanavicius’ The Artist er et sentimentalt melodrama i den store form fra Hollywoods guldalder. Men ikke mindre selvbevidst. Ved premieren i Cannes var den tænkt som et tilbud, der kunne more cineasterne. Imidlertid var reaktionen så varm, at filmen blev flyttet til hovedkonkurrencen. The Artist vandt siden over 200 priser, herunder tre Golden Globes, en Bodil for bedste internationale film og fem af de ti Oscars, som den var nomineret til.

DEN stumme metafilm forener det bedste af A Star is Born og Singin’ in the Rain. I 1927 er George Valentin (Jean Dujardin) en maskulin stjerne i traditionen fra Douglas Fairbanks. Han er – som hunden Uggy, der følger ham trofast – et ikon, da han møder stjernefrøet Peppy Miller (Bérénice Bejo). Med lyden vendes alt op og ned. Tiden vil have musicals, og Peppy bliver folkets favorit. Valentin er noget, man ler ad. Han satser sine sidste penge på at producere den film, som han selv helst vil se.

UNDER krisen går Valentins liv helt i stykker. Nu vil han allerhelst dø. Han drikker resterne af sin værdighed væk, mens Peppy i hemmelighed opkøber hans ting. De er aldrig holdt op med at elske hinanden, og endelig kræver hjertet sin ret.

   Peppy Miller og George Valentin bliver et syngende par som Ginger Rodgers og Fred Astaire. De danser ud af filmen og ind i vore hjerter. Da er der lyd, og det giver et lifligt sæt i Valentin. Publikum har glemt, hvor grænsen går. Til sidst er der bare en film om en mand og en kvinde. Som man får det fantastisk godt af at se.

DUJARDIN har et hvidt smil så bredt som Gene Kellys. Bejo emulerer flere divaer i scener, der citerer i flæng fra klassiske film. Som prosaisk studiechef ses John Goodman; som konservativ butler Malcolm McDowell; som empatisk chauffør den loyale James Cromwell. Luduvic Bourse har skrevet et pragtfuldt score, som er stemningsmusik med håndgribelig virkning. The Artist begynder som morskab og gimmick, men slutter som ren poesi.

   Fra tid til anden har der været forsøg på at genopdage stumfilmen med den store musik. Mel Brooks gjorde det for sjov i Silent Movie (1976). Luc Bessons Le dernier combat (1983, da. Den sidste kamp) var højbrynet scifi. Aki Kaurismäkis Juha (1999) var afgjort alvorlig. The Artist går hele vejen med glæde og synes at finde sit tema tilfældigt. Jeg vil tro, at De tror, man skal tage sig sammen, men denne film er en sjælden og gennemført glæde.

Se også Store stumfilm: Cabiria (1914), Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]; Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]; Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Pablo Berger: Blancanieves (2012); Todd Haynes/ Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen]; Damien Chazelle: Babylon (2022) [Oscars 2023].

The Artist. Instr. og manus: Michel Hazanavicius. Foto: Guillaume Schiffman. 100 min. Belgien-Frankrig 2011. Dansk premiere: 09.02.2012

Fotos: Studio 37/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.02.2012