Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011)

PIGEN MED FLAGENE

Miyazaki den yngre leverer

Af BO GREEN JENSEN

GORÔ Miyazaki (f. 1967) laver animationsfilm som sin far, mesteren Hayao Miyazaki, den sidste store håndtegner. Det er sikkert ikke altid let. Miyazaki Junior arbejder ovenikøbet for faderens selskab, Studio Ghibli, og ligner på alle måder et offer for Julian Lennon/Jakob Dylan/Adam Cohen/Harper Simon-syndromet. Værkerne vil altid blive sammenlignet med Fars og vurderet efter kæmpers målestok.

   Juniors første forsøg, Legenden om Jordhavet (2006), var en lang og lidt kedelig filmatisering af Ursula Le Guins Tales from Earthsea-fantasycyklus. Den blev ved alt for længe og udviste ingen af Seniors navnkundige flights of fancy.

   Entusiasmen var også behersket, da Gorô i 2020 instruerede Earwig and the Witch, som bygger på den sidste, posthumt udgivne bog af Diana Wynne Jones (1934-2011), forfatteren til Howl’s Moving Castle/Det levende slot, som Miyazaki-familien og Studio Ghibli har stor veneration for.

   Det var Hayao Miyazaki, som satte produktionen i gang, men Gôro færdiggjorde filmen, da hans far ville koncentrere sig om arbejdet med How Do You Live?, som i 2021 stadig er et work-in-progress. Earwig and the Witch fik tv-premiere under COVID-pandemien. Der blev skrevet om glansløshed og generisk uopfindsomhed i næsten enslydende anmeldelser.

OPPE på valmuebakken er en anderledes helstøbt film, som fortæller en fælles erindringshistorie (baseret på en tegneserieroman af Chizuru Takahashi og Tetsuro Sayama) fra 1960ernes Japan, som bl.a. lagde efterkrigsfortiden bag sig ved at afholde de 18. Olympiske Lege i oktober 1964.

   Teenagerne Umi og Shun går begge på Tokyos universitet. Umi bor i et hus fuldt af kvinder og hejser hver morgen signalflag til ære for sin afdøde far. Shun kæmper for at bevare studenternes klubhus i latinerkvarteret, som skal saneres i anledning af Olympiaden. Han skriver et digt om pigen med flagene til universitetsavisen.

   Pigerne hjælper drengene med at sætte den gamle bygning i stand, og imens forelsker Umi og Shun sig ærbart. Da det viser sig, at de kan være søskende, står begge med en romantisk forvirring. Imens lykkes det at vende den offentlige stemning. Måske bliver klubhuset bevaret, og det er heller ikke utænkeligt, at der er huller i familiehistorien, som deler det elskende par.

DEN fine historie er sikkert fortalt i grundige, rolige billeder. Der er stille, sentimental musik (af Satoshi Takebe) og en masse nik til den nærmeste fortid, som Gorô Miyazaki selv er for ung til at have oplevet. Hans far har skrevet manuskriptet sammen med Keiko Niwa. Det er en udsøgt animationsfilm, som udmærker sig ved ikke at indeholde fantastiske elementer.

   Måske er problemet, at den yngre Miyazaki har mere flair for virkeligheden end for det magiske og fantastiske univers, hvor hans far helt naturligt har levet sit liv. Nej, Gorô kunne ikke have skabt Chihiro og heksene, men lige så sikkert er, at Hayao ikke kunne fortælle så enkelt og prunkløst, som Gorô gør i Oppe på Valmuebakken. Her træder Junior for en tid ud af den lange skygge, som Senior kaster. Det er befriende at følge den proces.

Oppe på valmuebakken (Kokuriko-zaka kara). Instr.: Gôro Miyazaki. Manus: Hayao Miyazaki og Keiko Niwa. 91 min. Japan 2011. Dansk premiere: 21.03.2013.

Fotos: Studio Ghibli/ Camera Film/ Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Netflix

Dele af anmeldelsen stod Weekendavisen Kultur 22.03.2013