Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956

HONNØR FOR HULEMALEREN
Jackson Pollock 1912-56

Af BO GREEN JENSEN

MED sin banebrydende action painting blev amerikaneren Jackson Pollock en totemfigur i det 20. århundredes kunst. De kæmpemæssige »dryppede« billeder, som i kredsen af abstrakte ekspressionister gav ham øgenavnet »Jack the Dripper«, var under alle omstændigheder originale og repræsenterer et gennembrud af en slags. Der er dog ingen tvivl om, at Pollock også var den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Havde han ikke havde været der, ville kritikken have opfundet en tilsvarende galionsfigur.

   I efterkrigsårene var det vigtigt for det amerikanske kunstliv at bryde moderbindingen til den europæiske, først og fremmest franske kunstscene. Kritikere som Clement Greenberg og mæcener som Peggy Guggenheim  promoverede bevidst en autentisk amerikansk modernisme, som modsat surrealismen, kubismen og de øvrige abstrakte retninger var uden litterær forankring. Greenberg satte navn på den uegale gruppe, som omfattede Pollock, William de Kooning, Robert Motherwell og Mark Rothko m.fl. Men længe før anerkendelsen havde Pollock, der bearbejdede sine personlige dæmoner ved at gå i jungiansk analyse bestræbt sig på at afdække et primitivt udtryk og en før-litterær bevidsthed, urbilleder som for så vidt allerede eksisterede, men tog konkret form i øjeblikket med kunsteren som medium.

FØRST efter mange svære læreår fandt Pollock frem til en arbejdsmetode, hvor han dryppede, sjaskede, sprøjtede og strintede maling på lærredet, som lå på gulvet, mens han dansede om det i en ubrudt bevægelse, med kronisk cigaret i mundvigen, malergrej i hænderne og i regelen blå jazz i baggrunden. Metoden er foreviget i Hans Namuths legendariske portrætfilm, for det var i lige så høj grad den karismatiske kunstners rituelle arbejdsmåde, som tiden forelskede sig i. Det vendte op og ned på Pollocks verden, da Life Magazine i august 1947 portrætterede ham over mange sider og i rubrikken stillede spørgsmålet: »Jackson Pollock: Er han den største nulevende kunstner i USA?«

   Det blev han i hvert fald efter artiklen, men som kritikeren Robert Hughes fremhæver i American Visions: The Epic History of Art in America (1999), må man gøre sig klart, at dryppede værker som Lavender Mist og Autumn Rhythm, de billeder som for os repræsenterer essensen af Pollock, er skabt over en periode på fire år – 1947 til 1951 – »hvor han ikke udførte symbolske malerier baseret på totemdyret, den jungianske arketype, og den menneskelige skikkelse.« Pollock var med andre ord primitivist og en mere konventionel billedskaber resten af tiden.

HAN døde i en bilulykke, som måske var et selvmord, da han i 1956 havarerede med to unge kvinder, Ruth Kligman og Edith Metzger, som passagerer. Han var 44 år, aggressivt alkoholiseret, frustreret i sin kunstneriske praksis og, som Hughes formulerer det, meget lig »en oppustet, ondskabsfuld James Dean«. Ed Harris’ fremragende spillefilm følger ham fra 1941, da han i New York møder musen, kollegaen og hustruen Lee Krassner (Marcia Gay Hayden), til døden på vejen 15 år senere, hvor Krassner har forladt ham og han ifølge kritikken har toppet.

HJERTET i filmen udgøres af de fire ædru år på Long Island, hvor Pollock for første og sidste gang fandt en ro og en følelse af at arbejde ubesværet. Ed Harris spiller selv kunstneren og har minutiøst kopieret hver af Pollocks manierismer. Sammenligner man det kreative arbejde i Pollock med de autentiske optagelser i Hans Namuths portrætfilm, er der fuldkommen overensstemmelse. Vi ser den mytologiserende kortfilm blive til. Pollock føler sig manipuleret med, føler at han forstiller sig, og begynder straks at drikke igen, da det sidste skud er i kassen. Han vender aldrig tilbage, men forvandler sig til en bitter, lunefuld vampyr, der er umulig at leve med for Lee Krassner.

   Harris’ Pollock er et fascinerende kunstnerportræt, det bedste i fiktiv form siden englænderen John Mayburys Love is the Devil (1998), hvor Derek Jacobi spillede Francis Bacon. Maybury kunne ikke vise selve Bacons kunst. Harris viser snart sagt alle Pollocks ting – især bliver udførelsen af Mural (1943), vægmaleriet til Peggy Guggenheims lejlighed, et nøgleafsnit – men det er vel betegnende, at han lader fem »scenic artists« udføre dryppebilleder i Pollocks ånd, frem for at rekonstruere skabelsen af de moderne hulemalerier.

FILMEN afvikles i tre hovedafsnit. Det første skildrer konventionelt og tv-agtigt Pollock, Krassner og kredsen omkring dem. Megen energi investeres i at få alt og alle til at ligne: Amy Madigan (som er gift med instruktøren) spiller Peggy Guggenheim; Jeffrey Tambor er seriøst god som kritikeren Clem Greenberg; Val Kilmer er decideret spøjs som de Kooning. Det er dog Harris og Hayden, der skaber og bærer den menneskelige side af filmen. Alle eksteriøerne kunne i øvrigt være udlånt af The Edward Hopper Estate.

   Også slutaktens øjebliksbilleder af den detonerende kunstner har man set på film så mange gange, at filmen hér får et vist genrepræg. Men hjertet, midterdelen med skaberarbejdet, det kunstneriske gennembrud og den kortvarige ægteskabelige lykke, er uhørt detaljerede og troværdige. Ed Harris gestalter Pollock så tæt, at en dokumentarisme tangeres. Filmen overvinder her det præg af tour de force, som næsten altid følger med, når en berømt skuespiller fremstiller en berømt kunstner.

   Man får stor lyst til at genopdage Pollock, men frem for alt er der tale om levende filmkunst. Pollock er ikke et nummer. Filmen, som baserer sig på biografien Jackson Pollock: An American Saga (1990) af Steven Naifef og Gregory White Smith, er både psykologisk troværdig og historisk vederhæftig.

Pollock. Instr.: Ed Harris. Manus: Barbara Turner og Susan J. Emshwiller. Foto: Lisa Rinzler. 122 min. USA 2000. Dansk premiere: 05.07.2002

Fotos: Brant-Allen/ Sony Pictures Classics/  Peggy Guggenheim Collection/ MoMA/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen findes på dvd og streames på Google Play og iTunes. Der er ingen bluray-udgave

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.07.2002