Translate

tirsdag den 11. maj 2021

Mike Leigh: Mr. Turner (2014)


SOLEN ER GUD
Billedkunstneren J.M.W. Turner 1775-1851

Af BO GREEN JENSEN

FÅ kunstnere fylder mere i tiden end Joseph Mallord William Turner. Hans billeder hører til fælleskulturen, og de orange eksplosioner er et klassisk varemærke. Han var en kæmpe i sin egen epoke, den britiske senromantik, hvor han samtidig stod ret alene med et æstetisk program, der var helt og holdent baseret på synet.
   »Han er farvens store komponist, den modigste digter blandt malere til alle tider,« skrev kunsthistorikeren Richard Muther i et tidligt forsøg på at skildre synæstesien hos Turner. Sandt nok synes sanseligheden at inddrage både sprog og musik. Der er dog hverken tro eller ideologi. Der er sjældent mere end motivet.


TURNER er for maleriet, hvad Beethoven var for musikken. De råber tidligt, højt og alene. Turners grå storme og disede daggry begynder, som det altid bliver sagt, hvad impressionisterne fuldførte 30-40 år senere. De bryder verden ned for bedre at kunne se den, og de forlader den figurative fremstilling, som fotografiet har gjort overflødig.
   For sin tid var Turner dog bare en ener, der udviklede sig til en original. Som Mike Leigh udtrykker det: »Det er let for os at være bagkloge og se tilbage og sætte pris på, hvad han gjorde. Vi lever efter Jackson Pollock. Men midt i det 19. århundrede troede de virkelig, at han var blevet gal. Eller at hans syn var blevet dårligt.«


MR. TURNER foretager en flydende rejse gennem de sidste 25 år af malerens liv. Timothy Spall spiller ham med al mulig pondus og et rigt register af animalistiske lyde. Det er faktisk ikke den første fremstilling af Turner på film. Også DR sendte i 1974 tv-filmen The Sun is God, skrevet og instrueret af Michael Darlow, hvor Leo McKern var en lige så livagtig brumbasse.*

   Også Leigh lader Turner råbe: »Solen er Gud!«, da han ligger på sit yderste. Det er berømte sidste ord, og Leigh bruger kun episoder med biografisk belæg. Undtagelsen er historien om, hvordan Turner lod sig tøjre til en mast for at male Snestorm – damper uden for et havneindløb giver signal fra lavt vand og går fremad ved hjælp af loddet. Kunstneren var midt i stormen den nat Ariel forlod Harwich (1844).
   Den lange titel er Turners egen og røber, at han var selv ophavsmand til anekdoten om sin mytologiske Odysseus-erfaring: »Jeg fik søfolkene til at binde mig til masten for at kunne gøre studier. Jeg var bundet i fire timer og ventede ikke at slippe levende fra det, men jeg følte mig tvunget til at rapportere bagefter.«


TURNER var 76 år, da han døde i 1851. Leigh er født i 1943. Han gør intet forsøg på at skildre maleren, før han fyldte 50. Filmen koncentrerer sig om kunstneren, der har mestret alle foreskrevne emner og discipliner, før han midt i sit liv begynder at rive det hele i stykker og følger sin egen vision til verdens ende, koste hvad det nu vil.
   Det sidste kvarte århundrede er kogt ned i 40 scener, som fotografen Dick Pope har bearbejdet i Turners egne, stadig mere gnidrede farver og strukturer. Han maler sene hovedværker og er til fernisering på The Royal Academy. Den unge dronning Victoria besøger atelieret og betragter Turners kunst med foragt. Selv hånler han ad Prærafaelitterne og ydmyger kollegaen John Constable i en meget velafviklet scene.


FILMENS bindemiddel er Turners pendlen mellem to huse. I London bor han med husholdersken Hannah Danbury (Dorothy Atkins), som han bruger seksuelt og tager for givet. Under et ophold i Margate møder han Sophia Booth (Marion Bailey), som han flytter sammen med, da hun bliver enke. Turner har en evig støtte i sin hengivne far (Paul Jesson), som iscenesætter fremvisningerne i husets galleri. Da den gamle Turner dør, bliver sønnen mere eftertænksom.
   Turner har to voksne døtre med en kvinde, som nu og da kommer og skælder ham ud. Forholdet bliver aldrig forklaret. Hannah håber til det sidste, at hun og Turner skal leve som kone og mand. Et helt liv går på den måde. Hendes psoriasis bliver værre, og han flytter ind hos Sophia. Til slut er Hannah alene i mørket. Sophia pudser sit vindue, så solen kan komme ind. Verden er vel, hvad man gør den til.


DET er et meget troværdigt portræt. Samtidig markerer Mr. Turner en ny vej at gå for den aldrende Leigh, som primært har været en skarp realist. I denne film bruger han hele paletten. Han er forståeligt stolt af titelsekvensen, der lader røg trænge ind i et glas. På lydsiden mødes fem saxofoner i en utydelighed, der minder om Turners måde at se på. Dissonansen bliver ved så længe, at man er tæt på at hallucinere.
   De digitale billeder og den episodiske form giver filmen et velkomment præg af gammeldags tv-teater. Man er tættere på Den sårede Filoktet, Elsa Gress’ forestilling om Nicolai Abildgaard, som Tom O’Horgan instruerede i 1974, eller Peter Watkins’ fantastiske film om Edvard Munch (1974), end på diverse aktuelle, stadigt mere vidtløftige biopics om Vincent van Gogh.
   Vi ser Turner være en god søn, en såret kunstner, en liderlig sjuft, en kejtet gæst og en borgerlig elsker. Frem for alt ser vi ham stå alene med sit blik på den fysiske verden. Han undgår konflikter og opsøger dem. Han er i sit element, når han oplever landskaberne, men også ved den årlige Royal Academy-fernisering, hvor tidens kunstnere kommenterer og kritiserer hinanden.


KUNSTNEREN skyer familien, der vil trække ham ned i middelmådigheden. Han er samtidig den eneste, som prøver at hjælpe kollegaen Benjamin Haydon, der konstant er i gæld og har uheld. Haydon bliver fravalgt, da Akademiet optager medlemmer. Han var 60 år, da han tog sit liv i 1846. Ingen elsker en ulykkesfugl, især ikke hvis den klager konstant. Turner forstod, at Haydon kunne være hans tvilling.

   Leigh fanger paradokset ved manden, og Timothy Spall har sit livs rolle hér. Der er sikkert mere Leigh i Turner, end instruktøren vil være ved. Også filmen om Mr. Turner er et stort billedværk. Den har sit eget stærke liv.

*) Teksten er illustreret med filmstills, der viser Timothy Spall som Turner. Der findes ikke mange gode (og især ikke typiske) portrætter. Den unge kunstners selvportræt er fra 1799, Turner var 24 år. Det hænger på Tate Britain i London. John Linnells officielle portræt fra 1838 tilhører National Portrait Gallery. I 1847 udførte John Jabez Edwin Mayall daguerreotypien, som er det eneste eksisterende foto af Turner. Øjebliksbilledet af den arbejdende kunstner er udført af Charles West Cope. Skikkelsen, som ses fra ryggen, giver et bedre indtryk af det tætte fysiognomi.


Mr. Turner. Instr. og manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 149 min. UK-Frankrig-Tyskland-USA 2014. Dansk premiere: 01.01.2015.


Fotos: BFI/ Film4/ Amusement Park Films/ Canal+/ Diaphana Films/ Focus Features/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Tate Britain/ National Portrait Gallery/ The Times
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.01.2015

Ingen kommentarer:

Send en kommentar