En håndtegnet nyklassiker
Af BO GREEN JENSEN
I USA og Europa har vi vænnet os til, at animationsfilm altid er noget for børn.
Af BO GREEN JENSEN
De er buldrende effektorgier, som oftest med fantastiske historier, selv når de har humor og kommer fra Pixar, Blue Sky og Dreamworks. Eller de er overdrevent indladende, som regel noget med feer og talende dyr, der får det voksne pligtpublikum til at tænke nostalgisk på Disney i guldalderen.
Der er undtagelser, fx franskmanden Michel Ocelot og danskeren Anders Morgenthaler, og der er fremragende film blandt dusinvarerne, fx hele Pixars Toy Story-serie, men der er meget langt mellem film, som blot fortæller stille historier.
Det er anderledes i Japan, hvor traditionen for manga taler til alle aldersgrupper. Også før Hayao Miyazaki fik et publikum i Europa med Prinsesse Mononoke (1997), Chihiro og heksene (2001) og Det levende slot (2004), blev der tænkt og tegnet på andre måder.
Især forstår man sig på stilhed og liflig, nærende hverdagsmagi. Før i tiden var det ikke altid let at finde de ældre og mindre kendte titler fra Studio Ghibli. Netflix skal derfor have mange point for at samle og streame bagkataloget. Her ligger alle de vigtige film.
HJERTETS hvisken fra 1995 gør brug af en mere diskret æstetik. Det handler især om at opdage glæden ved langsomhed. Shizuku på 14 opdager, at en dreng har lånt de samme bøger på skolebiblioteket. Hun lærer Seiji at kende. De cykler rundt i et sommertomt Tokyo og bliver kærester. Seijis bedstefar ejer et raritetskabinet, som kunne gøre Dickens misundelig. Især Baronen, en europæisk figur af en kat i fint tøj, gør indtryk på den romantiske Shizuku.
Filmen er fuld af musik. John Denvers »Take Me Home, Country Roads« er et ledemototiv. Sizuku skriver teksten om til »Concrete Road«, fordi byen bliver mere asfalteret. Seiji drømmer om at blive violinbygger. Han tager et år til Cremona og lærer håndværket. Da han vender hjem, bliver kærligheden beseglet. I fantasien får Baronen sin Baronesse.
DER er ikke mere, men det er meget. Den enkle streg er poetisk, og monotonien er genial. Filmen sender flere hilsener til Miyazaki, som skrev manuskriptet efter Aoi Hiiragis manga. Totoro-figuren ses i miniature, og navnet Porco Rosso er graveret i skiven på det mekaniske ur hos Seijis bedstefar. Kondô var Miyazakis assistent på Porco Rosso (1992).
Yoshifumi Kondô døde i 1998. Han blev kun 47 år, og hans pludselige dødsfald – efter en blodprop/aneurisme i hjernen – var både et chok og et wake-up call for Miyazaki. Kondô var stjernen blandt lærlingene, der kunne tage over og føre traditionen videre, når han og Isao Takahata droslede ned.
Kondô arbejdede på adskillige produktioner, men Hjertets hvisken var den eneste lange animationsfilm, som han fik lejlighed til at færdiggøre. Lægen mente, at hans død kunne skyldes overanstrengelse. Miyazakis egen beslutning om at trække sig efter Når vinden rejser sig (2013) var en delvis konsekvens af Kondôs død.
HJERTETS hvisken er blevet stående som en af de bedste og mest populære produktioner fra Studio Ghibli. Baron Humbert von Gikkingen, filmens aristokratiske kat, er den eneste Ghibli-figur, som har inspireret en fortsættelse. Han fik sin egen fortælling i The Cat Returns (2002), som blev instrueret Hiroyuki Morita, et andet af talenterne fra tegnestuen.
Hjertets hvisken har samme erindringsperspektiv som Gorô Miyazakis Oppe på Valmuebakken (2011), der foregår i Tokyo i 1964. Genren er midt mellem barndom og voksen, nærmest hvad vi nu kalder young adult, men de bedste animationsfilm har ingen alder. Målgruppen er fra 1 til 101. Ofte er det den voksne ledsager, som skal overtales til at gå med. Børn forstår fantasien med hjertet og elsker universet uden forbehold.
Hjertets hvisken (Mimi wo sumaseba). Instr.: Yoshifumi Kondo. Manus: Hayao Miyazaki. Foto: Kitaro Kosaka. 111 min. Japan 1995. Dansk premiere: 20.06.2013.
Fotos: Studio Ghibli/ Netflix/ CineMaterial
Filmen streames på Netflix
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 21.06.2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar