DOVENDYRET OG BAMBUSPRINSESSEN
Tegnefilmskaberen Isao Takahata 1935-2018
Af BO GREEN JENSEN
JAPANSKE animationsfilm – i hvert fald dem, du ser i biografen – kommer næsten altid fra Studio Ghibli. Det er navnet på det firma, som Hayao Miyazaki fik råd til at starte i 1985, da Nausicaä fra vindenes dal blev en succes.
I 2013 var Miyazaki og Takahata blevet gamle mænd på henholdsvis 72 og 77 år. De havde lovet hinanden at gå på pension, før hele livet var brugt på at arbejde, og det var meningen, at deres sidste værker skulle have premiere samtidig. De to film skulle være noget særligt: håndtegnede historier, der fastholdt et langt livs ideer og drømme.
FORTÆLLINGEN om Prinsesse Kaguaya ligner ikke andre animationsfilm. Den ligner slet ikke Miyazakis film, hvor stregen er lige så fast og ren som hos Hergé, og hvor det fantastiske findes i handlingen. Takahata fortæller ofte realistiske historier, men han gør det i en flydende form, som forvandler sig hele tiden.
DE kalder hende Bambuspigen. Så kalder Okina i trods på sin Prinsesse. Han er sikker på, at hans magiske datter er født til noget stort, for i marken finder han også en stor portion guld. Familien flytter til byen, og Kaguya bliver opdraget fornemt. Hun savner dog Bambusbjerget og drengen, som hun blev ven med.
DET er en lang film på to timer og et kvarter. Den har lige så mange farver som Kaguyas liv, og du vil sikkert ikke elske dem alle.
Af BO GREEN JENSEN
Logoet er lige så let at kende som Walt Disneys håndskrift og Mickey Mouse. Du ved, at der venter noget i stil med Prinsesse Mononoke, Chihiro og heksene, Det levende slot og Ponyo på klippen ved havet, når du ser den venlige skovånd fra Min nabo Totoro.
Miyazaki grundlagde ikke Ghibli alene. Han gjorde det sammen med tegneren Isao Takahata og produceren Toshio Suzuki. De tre musketerer var venner fra starten. Takahata er især kendt for Ildfluernes grav (1988), som følger en dreng gennem slutningen på 2. verdenskrig; for Minder fra i går (1991), hvor en voksen ung kvinde sidder i toget og tænker tilbage på, da hun var ti; og for den satiriske humor i Familien Yamada (1999).
I 2013 var Miyazaki og Takahata blevet gamle mænd på henholdsvis 72 og 77 år. De havde lovet hinanden at gå på pension, før hele livet var brugt på at arbejde, og det var meningen, at deres sidste værker skulle have premiere samtidig. De to film skulle være noget særligt: håndtegnede historier, der fastholdt et langt livs ideer og drømme.
Når vinden rejser sig var præcis den slags film. Hayao Miyazaki fortalte her om en ingeniør, der havde glæder og sorger i løbet af livet, men altid var drevet af drømmen om at flyve. I Japan havde filmen premiere i juni 2013 (i Danmark først i april 2014).
Da var Takahata stadig ved at finpudse de sarte akvareller og kultegninger, som eventyret om Prinsesse Kaguya er fortalt med. Takahata var kendt for at være en langsom og eftertænksom filmskaber. Miyazaki kaldte ham »et stort dovendyr«. Det blev sagt i kærlighed. Han vidste godt, at Takahata var værd at vente på.
Fortællingen om Prinsesse Kaguaya blev virkelig kronen på værket og var en succes verden over. Takahata døde den 5. april 2018. Han blev 82 år. Miyazaki og Suzuki holdt store bevægede taler. De tre havde altid arbejdet sammen. Det var svært at forestille sig et Studio Ghibli uden Isao Takahata.
FORTÆLLINGEN om Prinsesse Kaguaya ligner ikke andre animationsfilm. Den ligner slet ikke Miyazakis film, hvor stregen er lige så fast og ren som hos Hergé, og hvor det fantastiske findes i handlingen. Takahata fortæller ofte realistiske historier, men han gør det i en flydende form, som forvandler sig hele tiden.
Historien bygger på et gammelt japansk eventyr. Okina passer sin bambusmark sammen med hustruen Ouna. En dag finder han en lille pige i et bambusskud. Først kan hun ligge i en hånd – som Tommelise – men i Ounas favn vokser hun time for time og er på ingen tid en tumling, der bliver drillet af de andre børn.
DE kalder hende Bambuspigen. Så kalder Okina i trods på sin Prinsesse. Han er sikker på, at hans magiske datter er født til noget stort, for i marken finder han også en stor portion guld. Familien flytter til byen, og Kaguya bliver opdraget fornemt. Hun savner dog Bambusbjerget og drengen, som hun blev ven med.
I byen begynder mægtige mænd at bejle til den smukke prinsesse. Hun beder dem om fantastiske friergaver, og de prøver alle at snyde. Kaguya er bedrøvet. En dag ser hun drengen fra bjerget igen. De kan stadig flyve sammen i drømme.
Barndommen skildres fint og poetisk. Afsnittet med bejlerne skal være sjovt på samme måde, som når H.C. Andersen fortæller om Klods-Hans. Det bliver faktisk anstrengende. Til gengæld kan jeg love, at finalen på legenden er noget af det smukkeste og mærkeligste, du har set i en film nogensinde.
Filmen frarådes børn under syv. Der er ingen danske stemmer, så i princippet skal man kunne læse og følge en ret svær historie. Jeg så filmen sammen med to af mine døtre. Ava på ni år var tre, da hun så Kaguya første gang. Hun laver stadig en skål med sine hænder, når hun vil vise, at noget er småt og fint og skrøbeligt som prinsesse Kaguya.
Jeg tror derfor, at filmen kan ses af enhver. Jeg synes også, at den skal ses. Der er så mange hurtige animationsfilm. Kaguya er mere som bambusprinsessen. Den kan ligge og smile i dine hænder, hvis du holder den ganske forsigtigt.
Fortællingen om Prinsesse Kaguya (Kaguyahime no monogatari). Instr.: Isao Takahata. Manus: Isao Takahata og Riko Sakaguchi. 137 min. Japan 2013. Dansk premiere: 30.04.2015
Fotos: Studio Ghibli/ Camera Film/ Netflix/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Netflix
Anmeldelsen er fra Weekendavisen Faktisk 01.05.2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar