STELLA MARIS
En fabel om drenge og havfruer
Af BO GREEN JENSEN
DET begynder med solen, som ses gennem vand. En dreng flyder i overfladen. Samtidig høres susende skvulpen, som ved en ultralydsscanning. Drengen dykker og ser noget sært: en søstjerne, der sidder på maven af en anden dreng. Han er død og har vidtåbne øjne. Dyret synes at mæske sig stort.
Af BO GREEN JENSEN
Vi befinder os på en forblæst klippeø, hvor der kun lever drenge og kvinder. Drengen med de røde shorts hedder Nicolas. Han løber hjem til sin mor og fortæller. Hun affærdiger episoden, kalder oplevelsen et synsbedrag og sørger for, at han spiser sin mørkegrønne vælling.
Nicolas adlyder uden at klage, men han laver en tegning i bogen, han aldrig viser sin mor. Der er skyggen af et smil om hans mund. Nicolas har indset, at kvinderne ikke er rigtige mødre. Der er for megen erindring, som ikke går op.
LUCILE Hadžihalilović sætter tonen på mesterlig vis. Vi er i et mareridt af en slags. Sandet er sort som kvindernes øjne. De bærer alle grå særk og har håret sat op. Somme tider, mens drengene sover, ligger de sammen i sandet. Proceduren ligner et fertilitetsritual. Kroppene vrider sig i et søstjernemønster.
Også det nærliggende hospital er befolket med kvinder. De giver drengene injektioner og fortæller dem løgnehistorier. De døde drenge bliver fjernet. Det hedder sig, at de er rejst. Personalet sidder ved skærmen og følger en fødsel. Men det ligner ikke et menneskefoster.
MAN diskuterer af og til, om der er forskel, når kvinder og mænd laver film. Det er i regelen en udvendig snak om vilkårlige og statistiske faktorer. Faget er domineret af mænd. Men gør det strengt taget en forskel?
Ofte er svaret et rungende nej. Man kan ikke se på The Hurt Locker og Zero Dark Thirty, Kathryn Bigelows film om Amerikas krige, at de er skabt af en kvindelig instruktør. Man siger, man kan se forskel, når det gælder markante autricer som Agnès Varda, Agnieszka Holland, Jane Campion og Sally Potter. Eller ser man det, fordi man ved det på forhånd?
Alligevel er der tilfælde, hvor kønskriteriet giver jackpot. For eksempel er Attenberg (2010) af grækeren Athina Rachel Tsangari en film, som ingen mand kunne skabe. Skotten Lynne Ramsay og briten Andrea Arnold laver positive problemfilm. Catherine Breillats erotiske film er unikke. Man kan også godt se forskel på Lars von Trier og Susanne Bier.
Og ingen skaber tætte, mørke fantasier som Lucile Hadžihalilović. Hver af hendes sælsomme syndefaldsmyter udgør et autonomt univers. I La bouche de Jean-Pierre (1996), som på dansk hedder Mimi, bliver de voksnes besættelse af seksuelle overgreb en selvforstærkende mekanisme, som får barndommen til at synes pervers. Pigen må tage sine egne forholdsregler.
I Innocence fra 2004 bliver passagen fra barndom til ungdom skildret gennem hverdagen på en streng pigeskole. En erotisk eventyrskov er lagt frem. Historien er hentet i Frank Wedekinds fortælling om »den korporlige opdragelse af unge piger«, men den æstetiske strategi er en anden, end mænds fantasier arbejder efter. Faktisk optræder der slet ingen mænd.
I Innocence ankommer pigerne til skolen i en trækiste, der har en stjerne skåret i låget, velsagtens så de kan ånde. I Évolution siger havkvinderne, at søstjernen kun skifter skikkelse én gang, nemlig ved fødslen. Det har været den samme succesrige livsform i mange millioner år.
Évolution er et surrealistisk mysterium, som man selv skal rode rundt og trænge ind i ganske langsomt. Jeg vil ikke sige mere om den særlige forbindelse mellem drenge, fostre og kvinder med sugekopper på ryggen. Det ser sort ud for Nicolas, indtil han møder sygeplejersken Stella. Vigtigst er nok, at der aldrig bliver givet en færdig, udsagt forklaring.
Évolution er ikke så smukt fotograferet som Innocence, hvor der hang kulbuelygter i skoven, og pigerne fik hårbånd i forskellige farver, én ny for hvert erfaringstrin, mens lærerinderne gjorde dem klar til at opleve indvielsen.
I den nye film er parfumen og uniformerne fjernet til fordel for det hårde lys i en fabel om posthumane værdier. Évolution er en af de særeste film fra årtiet. Og en af de smukkeste havfruefabler. Den slutter vist nok i virkeligheden. Som alle de bedste historier om, hvad det vil sige at være en krop i forvandling.
Evolution (Évolution). Instr. : Lucile Hadžihalilović. Manus: Lucile Hadžihalilović, Alanté Kavaïté, Geoff Cox. Foto: Manuel Dacosse. 81 min. Frankrig-Belgien 2015. Dansk premiere: 23.06.2016
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.06.2016
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.06.2016
Ingen kommentarer:
Send en kommentar