Athina Rachel Tsangari: Chevalier (2015)

SOLSKIN OMBORD

Til søs med den flydende frimurerloge

Af BO GREEN JENSEN

INSTRUKTØREN er en 50-årig kvinde, men skibet er ladet med testosteron. Allerede titlen er skrevet i maskulin kode. Chevalier betyder ridder, herre, kavaler. I nyere tid med en tone af noget nonchalent og overskudsagtigt.

   I Athina Rachel Tsangaris absurde fabel sejler seks handyr rundt i Ægæerhavet på en chartret yacht. Båden er et af de flydende statussymboler, man ser i havne ved Middelhavet. Der er en (ærekær) kok og en (aldrende) kahytsdreng til at tage sig af praktik og logistik. De seks er mænd af klassisk støbning, helte i deres egen optik, der ser sig selv som moderne versioner af Jason.

ARGONAUTERNE udgør et hemmeligt broderskab. De aspirerer til den livsstil, som skibsrederen Aristole Onassis var eksponent for. Det fremgår, at sejladsen er et fast ritual og at vinderen af årets turnering bliver den regerende mester med ret til at bære Chevalier-ringen. Det fremgår ikke, hvad konkurrencen går ud på. Reglerne bliver justeret ad hoc, og pointsystemet er impressionistisk.

   Doktor, en distingveret mand i tresserne, er den aktuelle Chevalier. Ombord er også hans kronprins, Christos, der måske skal overtage både praksis og datter, hvis ikke det lykkes Yannis, en arrogant forsikringsmand, at gøre lægens datter gravid. Man får et glimt af hendes mund i en skypesamtale på Christos’ laptop. Ellers er der ingen kvinder med i Chevalier.

   Nogle er alfa, nogle er beta, andre helt uden for kategori. Dimitris er en lavstammet allergiker, som bor hos Mor og har badeforbud. Han er med, fordi han er bror til Yannis. Tættest på Herkules-typen er Yorgos, en sej mand med skæg og olympiske krøller, som synes at nyde sejladsen oprigtigt.

   I Norden ser vi få græske film og kan derfor ikke genkende skuespillerne, som alle er veteraner. Undtagelsen er Vangelis Mourakis fra Stratos (2014), en mærket mand med et skævt stenansigt og fantastisk sørgmodige øjne. Han spiller Josef, som kunne være Yorgos om ti år, når affældigheden sætter ind.

ATHINA Rachel Tsangari (f. 1966) og generationsfællen Yorgos Lanthimos (f. 1973) var banebryderne i den græske weird wave, som ankom cirka samtidig med gældskrisen. Han instruerede Dogtooth (2009), som hun var med til at producere. Tsangari skabte selv den varmere, men ikke mindre skæve Attenberg (2010).

   For begge er dialogen det stærkeste virkemiddel – foruden humor, løs struktur og et fravalg af narrative konventioner. Der er en grundlæggende inkongruens mellem virkeligheden og sproget, som beskriver den. 

SPILLET udarter, som dagene går. Doktor måler drabanternes penis og blodsukkertal. Der er konkurrencer i alt mellem himmel og jord: at fange blæksprutter; at reagere hurtigst på nødråb; at holde op med ryge og savne det mindst. Publikum kan aldrig vide, hvor meget der indgår i planen.

   Mændene mødes på dækket for at samle cd-reoler fra IKEA. I totalbilledet står de slanke tårne tilbage som monolitter. I kabyssen har kok og kahytsdreng deres egen turnering i gang. Sidstnævnte rapporterer, at Doktors status skrider, ringen strammer om hans finger. Men det er uklart, om han lyver. De to konkurrerer i godtroenhed.

   Der er udtalt fortrængning, som ikke forklares. Om natten står Josef ved spejlet med en kolossal erektion og kalder på hvem som helst, der vil nyde synet. Han tilbyder alle en hård ridetur. Doktor pacificerer satyren, og næste morgen taler ingen om episoden.

   Christos spiser søpindsvin. Dimitris danser til Minnie Ripertons »Lovin’ You« og scorer mange point. Yannis krakelerer og raser åbenlyst. Der er især verbale konfrontationer. Kahytsdrengen beskriver et blodbad, men mændene skilles i god ro og orden. Klubben har kåret en ny chevalier.

DER findes flere slags absurdisme. Chevalier følger modellen fra Beckett og Pinter, som er skåret tæt på de (magt)strukturer, vi kender. Resultatet ligner de franske film, som Luis Buñuel og Jean-Claude Carrière skabte sammen først i 1970erne: Borgerskabets diskrete charme, Frihedens spøgelse, Begærets dunkle mål etc.

   Filmen har manuskript af Efthymis Filippou, som skrev Dogtooth og The Lobster til Yorgos Lanthimos. Man savner Tsangaris egen vinkel. Hun var mere skarp i den Markis de Sade-agtige skildring af en skole for piger i novellefilmen The Capsule (2013), hvor hemmelighederne både blev vist og bevaret.*

   Christos Karamanis har fotograferet i brede, atmosfæriske billeder. Skal den bedste mand vinde, er intet for godt.

TSANGARI kaster et muntert blik på den flydende frimurerloge. »Er mine lår for tykke?« spørger Josef konsterneret, da Dimitris har kaldt ham en panda. Fordi reglerne er så absurde, bliver der ikke for alvor sat noget på spil.

   Chevalier er ikke for praktiske sjæle. I afsættet ligner sejladsen en herretur på linie med John Boormans Deliverance (1972, da. Udflugt med døden). Forventer man sådan en film, bliver man skuffet. De samme mandstyper afslører sig, men der er intet narrativt payoff og derfor ingen katharsis til slut.

*) Tsangari præsenterer i novellefilmen The Capsule en kølig kønsmyte, som desværre tangerer det manierede – ikke mindst i brugen af frapperende digitale effekter. I et kloster på Hydra bliver seks unge kvinder trænet til alt, hvad der venter. Øvelser i ydmygelse giver fablen et præg af intellektuel pornografi. En syvende pige fungerer som præstinde. Hun knytter en af novicerne til sig, og eleven kan tage hendes rolle til slut.

   The Capsule varer kun 35 minutter. Tsangari skrev filmen i samarbejde med Aleksandra Waliszewska, den polske billedkunstner, som også var med til at designe produktionen og udførte den surrealistiske plakat. Jeg så The Capsule – som på dansk kunne hedde Frøhuset – ved en klausuleret visning på Thessaloniki International Film Festival i 2012. Det var opfølgeren på den internationale succes med Attenberg og det første nye fra Tsangari i et par år. De lokale forventninger var skruet op. Filmen skulle have verdenspremiere i Sundance to måneder senere. Det var muligt at se den på forhånd, fordi Tsangari studerede filosofi i Thessaloniki, før hun tog til USA og blev uddannet som instruktør på University of Texas i Austin i 90erne. Alle græske filmfolk har et hjemmebaneforhold til den traditionsrige festival i Thessaloniki.

   De græske kritikere stod i lang kø og diskuterede lidenskabeligt bagefter. Jeg tror nok, at de fleste var skuffede. Der er dog billeder, som bliver hos en, og det er interessant at se to kvinder kaste et kønskritisk blik på de totalitære indvielsesritualer, som filmen iscenesætter i ånden fra Markis de Sade. Der er både Saló og Suspiria i filmen. Den taksonomiske tilgang foregriber metoden i Chevalier, som bruger maskuline troper i et andet æstetisk register. Det er interessant at se eller gense The Capsule. Det kan af og til lade sig gøre på MUBI. 

Chevalier. Instr.: Athina Rachel Tsangari. Manus: Efthymis Filippou og A.R. Tsangari. Foto: Christos Karamanis. 105 min. Grækenland 2015. Dansk premiere: 06.04.2017

Fotos: CineMaterial/ Haos Film/ The Match Factory/ Strand Releasing/ MoMA/ Øst for Paradis

Filmen streames på Google Play, iTunes og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.04.2017