Translate

fredag den 19. februar 2021

Matteo Garrone: Tale of Tales (2015)


HISTORIERNES HISTORIE

Da eventyr blandede gru og magi
 
Af BO GREEN JENSEN

MATTEO Garrone er en af skarpe italienske instruktører fra generationen, der blev født i 1968. Han fik første gang lov selv at skrive historien i gyseren L’Imbalsamatore fra 2002.
   Det var dog Gomorra fra 2008, der gav Garrone et internationalt publikum. Roberto Savianos bog om il Camorra, den napolitanske mafia, blev i Garrones hænder et myldrebillede af skiftende tider og skikke. Mens Saviano kom på Camorraens sorte liste, blev Garrone en helt i miljøet. Gangsterne elskede, at han gjorde dem til filmstjerner.
   Garrone er uddannet filmfotograf. I Reality fra 2012 fik han en fiskehandlers besættelse af realityshows til at begynde som hjertelig socialrealisme og slutte som tindrende afsind, alene ved lyssætning og kreativ billedbeskæring. Tale of Tales er faktisk den første film, hvor han ikke fører kameraet selv.



TALE of Tales er en fantastisk effektfilm for voksne. Det er også en af de europudding-produktioner, som der er rigeligt mange af for tiden. En distinkt filmskaber får mulighed for at bruge den store værktøjskasse. Til gengæld skal der filmes på engelsk og med etablerede stjerner. Der kan godt komme gode ting ud af forsøget, men sjældent film på niveau med de lokale produktioner, der gav instruktørerne chancen.

   Tale of Tales står sig dog stærkt billedmæssigt. Det er en eventyrfilm, som udspiller sig i et feudalt middelalderunivers af den slags, hvor man forventer spektakulære islæt som dragerne i Game of Thrones-serien. Garrone leverer en blanding af dét og for alvor magiske eventyrfilm som Jacques Demys Peau d'âne (1970, da. Æselskind) og La belle et la bête (1946, da. Skønheden og Udyret) i Jean Cocteaus drømme(sur)realistiske version.


FILMEN er en sammenvævning af tre eventyr fra Giambattista Basiles Il racconta dei racconti. Basile levede fra 1566 til 1632. Han var en forløber for Charles Perrault og brødrene Grimm, men læses kun i hjemlandet nu. Basile samlede folkeeventyr, som han skrev ned og gav sit personlige touch. Det er hos ham, at man finder de første versioner af Askepot, Rapunzel,Tornerose, Den bestøvlede kat og Hans og Grete.*
   Garrone lader historierne være lige så makabre, bizarre og sjofle, som de fremstår hos Basile. En gold dronning (Salma Hayek) spiser et uhyres hjerte for at blive gravid. En distræt konge (Toby Peters) fodrer og træner en loppe, der bliver stor som et vildsvin. Han gifter sin datter væk til en kæmpe, der slæber prinsessen med til en grotte. En gøglerfamilie dør i forsøget på at redde hende. Trolden flænser dem på et minut.


   
IMENS bliver en liderlig konge (Vincent Cassel) betaget af en smuk sangstemme. Den tilhører den ene af to gamle søstre, som farver tøj og bliver i huset om dagen. De holder kongen hen ved at give ham en finger. Den ene strammer huden op og tilbringer natten med kongen. Han kaster hende ud fra tårnet næste dag.
   Den kasserede søster får mælk af en heks og bliver nu virkelig så ung, at hun kan spilles af Stacey Martin. Hendes søster betaler en slagter for at få flået huden af, så skindet kan skifte. Hun stavrer blodigt tilbage til slottet. Imens tager prinsessen selv kampen op og skærer halsen over på kæmpen i grotten.
   Det er skæve, robuste moraliteter, som ikke er smurt ind i sukker og forvandlet til noget for børn. De groteske ting er skildret i klare, prægtige billeder. Stadig og frem for alt er det Garrone, til trods for den engelske dialog.



TIL gengæld er det et åbent spørgsmål, om filmen gør noget for Basile som forfatter. Den lykkes som en tour de force, der fra det første hedeflimrende billede af gaderne i Selvascura signalerer, at dette ikke er Mormors sædvanlige godnathistorier. Bagefter har man det lidt, som da Terry Gilliam satte alle effekter ind på at skabe en actionfilm om The Brothers Grimm (2005). Ideen er god, men det er svært at se en dybere mening i den fantastiske farvelade.


*) Basile begyndte sin karriere som venetiansk lejesoldat, fungerede som administrator i flere italienske konge- og hertugdømmer og endte som venerabel jurist. Kavaleren skrev også digte og sange. Efter hans død blev eventyrene samlet og udgivet af hans søster, Adriana Basile, som var sanger og komponist. Der er to bind og 50 eventyr, som bliver fortalt på fem dage i den Dekameron-inspirerede rammehistorie. Il racconta dei racconti (1634) er derfor også kendt som il Pentamerone. Brødrene Grimm fremhævede Basile i forordet til Kinder- und Hausmärchen (1812-58). Basiles bog er oversat til engelsk (i 1893 af den opdagelsesrejsende soldat og polyhistor Sir Richard Francis Burton, som også introducerede 1001 nats eventyr i Storbritannien), tysk og fransk. Der foreligger ingen dansk Pentameron. Basile mente selv, at hans historier var henvendt til børn. Den fulde napolitanske titel er Lo conto de li cunti overo lo trattenemiento de peccerilles, dvs. fortællingernes fortælling eller morskab for de mindste. Il racconta bliver betragtet som den første moderne eventyrsamling. Det er den første bog, som er bevidst om eventyret som genre og fuldt dedikereret til denne. Basile blev nyoversat (med fyldige noter af Nancy L. Canepa, Associate Professor i fransk og italiensk ved Dartmouth College, som også har skrevet en afhandling om Basile) i 2007 og er under genopdagelse. Penguin Classics genudgav Canepas oversættelse i 2016.



Tale of Tales (Il racconto dei racconti). Instr.: Matteo Garrone. Manus: Edoardo Albinati, Ugo Chiti, Massimo Gaudioso, Matteo Garrone. Foto: Peter Suschitzky. 125 min. Italien-Frankrig-UK 2015. Dansk premiere: 10.12.2015

Fotos: Archimede/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmAfffinity
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 11.12.2015

Ingen kommentarer:

Send en kommentar