Translate

torsdag den 25. februar 2021

Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017)


PANIK PÅ DANSEGULVET
Despotens død i sort farceform

Af BO GREEN JENSEN

NATTEN til den 1. marts 1953 blev despoten Josef Stalin ramt af en velfortjent hjerneblødning. Han havde festet med tvangsindlagte stamgæster: sikkerhedschefen Berija, tronfølgeren Malenkov, partisekretæren Khrustjov og forsvarsminister Bulganin.
   De fire var de sidste, som nød tyrannens tillid – sådan da. I biografien Stalin (2005) skriver Bent Jensen: »Formentlig sad de alle og tænkte på, hvornår det mon blev deres tur til at blive anklaget og likvideret.«
   Ingen sagde nej, når Stalin ville drikke. Han havde hersket så længe, så blodigt og irrationelt. Khrustjov beskrev for sin hustru, hvilke vittigheder, der blev fortalt, og hvordan Stalin reagerede. Så kunne han huske det meste næste dag.


STALIN lå hen i fem dage. Alle de gode læger var sendt til lejrene i Gulag, så diktatoren blev tilset af pensionister og studerende. Han gjorde en gestus til slut. Han løftede armen og syntes at pege.

   I Armando Iannuccis mørke satire bliver dét til en urkomisk scene. På væggen for enden af sengen hænger et nationalromantisk maleri, som de forsamlede vidner giver sig til at analysere. Der er mange kreative bud.
   Stalin havde skabt en personkult, der overgik Hitlers. Der herskede dyb rådvildhed, da han døde. Ingen havde tænkt så langt, skønt både Berija og Khrustjov gik med planer om, hvem der skulle arve Sovjetunionen.
   I Stalins død ser vi rotterne pile. Der er vilde intriger og panik på dansegulvet. Det er de samme mænd, som drak med despoten – og Tordenskjolds soldater, hvis man nærlæser listen over, hvem der fik høje embeder i årene under og efter Stalin.



FØRST demonstrerer filmen hans magt. Der er radiokoncert i Moskva, og Stalin beder om musikken bagefter. Der findes ingen optagelse. Produceren går i panik. Han får orkestret til at gentage koncerten og hiver tilfældige folk ind fra gaden, så bifaldet lyder af noget.
   For en tid kan man tørre sveden af panden, da lakpladen bliver kørt afsted. Men pianisten Maria Yudina (Olga Kurylenko) har vedlagt et brev. Her står, hvad hun mener om manden, der ødelagde hendes familie. Det er det sidste, Stalin læser. Han falder endda med en latter.
   Kynikeren Berija (Simon Russell Beale) har ærmet fuldt af populistiske tricks. Han har brugt livet på at få folk til at tilstå, men Khrustjov (Steve Buscemi) er undtagelsen, som ikke vil tie stille. Malenkov (Jeffrey Tambor) går mest op i de officielle fotos. Molotov (Michael Palin) får sin hustru tilbage fra Gulag og har svært ved at erkende, at hun alligevel ikke er en promiskuøs landsforræder.
   Da Berija har fordel, spiller Khrustjov sin trumf. Berijas hemmelige politi har lagt sig sig ud med militæret, og den frejdigt brutale marskal Zhukov (Jason Isaacs) rykker ind og får tingene gjort med panache.



HVOR kommer så skæv en idé fra? Forlægget er en graphic novel af Fabien Nury og Thierry Robin. I Mort au tsar (2010) og La Mort de Staline (2012) fokuserer de på bestemmende begivenheder i russisk historie. Nury lagde fundamentet, da han og tegneren Sylvain Vallée behandlede den franske besættelsestid i Il était une fois en France (2008-09, da. Der var engang i Frankrig). Forlaget Faraos Cigarer har samlet Død over zaren og Stalins død i en kassette med titlen En russisk historie.
   Instruktøren Armando Iannucci er især i England kendt og elsket for komedieserien The Thick of It (2007-15, da. Højt spin), en politisk satire i ånden fra Javel, hr. Minister. Iannucci står også bag Veep (2012-19), HBO-serien med Julia Louis-Dreyfus som amerikansk vicepræsident. Spillefilmen In the Loop (2009) samler seriernes satire i en form, som bliver mere firkantet, fordi der ikke er tid til digressioner. Kun i The Personal History of David Copperfield (2019) vil Iannucci kaste sit komiske blik mere venligt.
   Tonen hos Nury og Robin er i den kynisk kommenterende genre. Hos Iannucci er humoren skruet helt op. Bøddelen Berija og tyksakken Khrustjov løber om kap for at nå først hen til Svetlana, Stalins datter, som sammen med sin bror erfarer, at de ikke er skrevet ind i nogen version af strukturen, som følger efter faderens død.
   Stalins død er en forfærdende film, som næsten naturstridigt magter at være morsom. Jeg anbefaler, at man ser den sammen med Aleksandr Sokurovs Taurus (2001), hvor Stalin besøger den døende Lenin.
   Det er en væsentlig del af pointen, at den mørke latter stikker i halsen. Hvis komedie er lig med tragedie + tid, bliver filmen en buldrende farce ad åre. Nu er den mere en instruktiv fabel i slægt med Joseph Hellers Punkt 22 og Kurt Vonneguts Slagtehus 5.


The Death of Stalin (Stalins død). Instr.: Armando Iannucci. Manus: David Schneider, Ian Martin, Armando Iannucci. Foto: Zac Nicholson. 106 min. Frankrig-UK 2017. Dansk premiere: 14.12.2017.


Fotos: Quad Productions/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Faraos Cigarer

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 15.12.2017

Ingen kommentarer:

Send en kommentar