Mennesket i farezonen: Outbreak (1995) [Epidemic Cinema]

MENNESKET I FAREZONEN

En virusthriller fra Ebola/HIV-tiden

Af BO GREEN JENSEN

TYSKEREN Wolfgang Petersen hører til den hårde kerne af europæiske instruktører, som med stort held har bidt sig fast i Hollywood. Som 40-årig fik han et solidt gennembrud med Das Boot (1981), en klaustrofobisk og for tiden atypisk krigsfilm, der udspiller sig ombord på en tysk u-båd under 2. verdenskrig. Filmen interesserer sig ikke for krigens etiske positioner eller for nationale værdier. Den følger de isolerede mænd og undersøger psykologien.*
   I 1981 var det for det første usædvanligt at skildre tyske soldater som mennesker med dybde og nuancer. For det andet fravalgte Petersen alt melodrama og fulgte personerne rundt i de trange rum med en kropsnær, mandsopdækkende realisme, der blev en inspiration for yngre instruktører. Thomas Vinterberg var og er en stor fan af Das Boot. Det kan man se på en lang række scener i danskerens egen ubådsfilm, Kursk fra 2019.

PETERSEN famlede rundt i forskellige genrer og produktionsmiljøer. Der var i 80erne ingen drejebog for, hvordan man håndterer en international karriere. Man fik begrebet a journeyman director. Det var respektable navne, som flakkede rundt og instruerede store, men sjældent særligt vellykkede produktioner af uegal beskaffenhed: canadieren Roger Spottiswoode, australieren Bruce Beresford, danskeren Bille August. 
   Petersen instruerede blandt andet den første filmudgave af The Neverending Story (1984) og psykothrilleren Shattered (1991, da. Dødeligt bedrag), der var gemacht, så det halve kunne være nok. Hans mest personlige arbejde var den meget aparte, men vellykkede science fiction-fabel Enemy Mine (1985), hvor en jordbo og en alien er alene på en øde planet og må forholde sig til hinanden som ligeværdige, levende væsener. 

   Efter den politiske thriller In the Line of Fire (1993, da. På kornet) fik han frie hænder og rigtigt mange penge til at levere varen inden for en genre, der dengang som nu havde pludselig medvind. Den paranoide 'Hvad-nu-hvis-pesten-kommer?'-film fik sin første storhedstid i de kommunistforskrækkede 50ere. Dengang var virusangrebet ofte metaforisk, for i science fiction-regi hører epidemier til de faste og prøvede virkemidler, der kan trække på den latente angst, som vi alle sammen går rundt med. I dag virker truslen mere konkret.

FILMENS mest effektive afsnit er prologen, som med stor sikkerhed etablerer de moralske poler i Outbreak. I 1967 rammes en amerikansk militærlejr i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) af en dødelig, luftbåren virus. Folk fra USAMRIID – hærens forskningsinstitut for smitsomme sygdomme – rykker ind under ledelse af oberst McClintock (Donald Sutherland), som tager blodprøver og lover de nødstedte snarlig undsætning.

   Forventningen vokser, da helikopteren nærmer sig lejren. En ladning kommer ned i en faldskærm, og det må bestemt være serum og forsyninger. Men nej. Det som lander er en fuel air-bombe, det kraftigste ikke-nukleare våben, som hæren råder over. Den suger alt ind i sin detonation, udraderer lejren og begraver effektivt alle spor.

   Det hele tager tre minutter, og eksplosionen falder sammen med de sidste, strategiske credits. På sort lærred kommer så den ildevarslende datering: Vor tid. Det er hysterisk, dramatisk og effektivt gjort.**

TREDIVE år efter er Sutherland blevet til general McClintock, den øverstkommanderende militærperson i forbindelse med undtagelsestilstande. Over for ham står Dustin Hoffman som Helten med stort H, en nobel og næsten lallende uegennyttig virolog, som tager sin hippokratiske ed alvorligt og vil gøre, hvad det skal være for at redde ét enkelt liv og lindre de døendes smerter.

   I stille stunder indrømmer Hoffman, at han beundrer virusorganismens enkelhed og renhed. Som sådan træder han ind i en tradition. Præcis samme replik falder i koldkrigsfabler som Christian Nybys The Thing (1951) og Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1956), og den fremsiges med særlig indlevelse af androiden Ian Holm i Ridley Scotts fortættede Alien (1979).

   Også Outbreak bygger i høj grad på vores blandede følelser omkring virusbegrebet. Der er selvsagt en dyb angst for epidemien, men der er også en modstræbende fascination af den fuldendte fremmede organisme, som kan mutere og tilpasse sig, når det er nødvendigt, som kan overleve uanset hvad og som repræsenterer fuldkommen immunitet. Det er immuniteten, snarere end smitten, og kuren, snarere end sygdommen, som fængsler i en HIV-tid, der lider af berøringsangst. I den henseende er Outbreak trods alt en meget moderne historie.

EN sagesløs abe bærer virussen med sig fra Afrika til Californien, hvor vi følger smittens vej til lillebyen Cedar Creek. Her lykkes det at isolere den, blandt andet ved at indføre militær undtagelsestilstand, mens Hoffman og hans hold arbejder på at finde en kur. I stedet muterer organismen. Sygdommen – en slags hurtigvirkende byldepest – er nu luftbåren, og den onde McClintock argumenterer overvisende for, at man iværksætter operation Rent Bord, dvs. kaster en trykbombe som udsletter byen.

   Cedar Creek har 2.600 indbyggere. McClintock kan med stor effekt relatere dette tal til de 260 millioner amerikanere, som vil dø på et døgn, hvis smitten breder sig yderligere. Mens Hoffman stadig mere febrilsk leder efter værtsdyret, falder folk omkring ham som fluer, inklusive kollegaen Kevin Spacey og ekskonen Rene Russo. Også hun er virolog, men medvirker snarere for at give filmen et romantisk sidemotiv, som den afgjort kunne have undværet. Aben strejfer rundt i den californiske nåleskov og knytter venskab med en lille pige. Isdæmonen Sutherland vil bare bombe det hele, for han har sin egen skjulte dagsorden at passe – en kontrolleret virus er nemlig også det optimale biologiske våben.

DET er en af den slags film, som med stor sikkerhed slører alle plotmæssige svagheder, river én med sig i det tiltagende hysteri og får tingene til at fremstå, som om spørgsmålet ikke er hvad nu hvis, men hvad nu når. For ifølge Outbreak kan det allerhøjst være et spørgsmål om tid, før katastrofescenariet bliver virkelighed.

   I 70erne og 80erne handlede denne slags historier typisk om atomkrig og radioaktiv nedsmeltning (fra Fejlsikker og Dr. Strangelove til Kinasyndromet og Dagen efter). Nu er verden fikseret på smitte, og derfor bringes de gamle scenarier fra science fiction-genren atter til ære og og en slags værdighed.

   Og vist er Outbreak skræmmende og tankevækkende, ikke mindst fordi den går længere end sædvanligt i sin fremstilling af de forholdsregler, som militæret helt rutinemæssigt træffer, når det gælder om at slette sine spor. Man kunne derfor have undværet dæmoniseringen af Sutherlands figur. Han fremstilles som en dødsliderlig satan, men hans kliniske prioriteter er djævelske nok i sig selv.

DE første 90 minutter er så intense og tæt klippede, at man aldrig får en chance for at analysere de indbyggede urimeligheder. Det er først i den sidste halve time, da forskellige sentimentale sidemotiver skal løses og en lykkelig slutning sandsynliggøres, at filmen taber højde. Man forlader biografen med en god portion drama i baghovedet. Og i øvrigt uden at føle sig spor overbevist af det heldige udfald. Så længe Outbreak bliver i farezonen og holder sig til sagen, er den effektiv, skræmmende og eminent medrivende underholdning.

*) Das Boot var baseret på romanen Das Boot (1973) af Lothar-Günther Buchheim (1918-2007), som gjorde tjeneste i presse/propaganda-afdelingen af den tyske krigsflåde. I 1941 dokumenterede han hverdagen på undervandsbåden U-96, der foretog sit 7. togt i Slaget om Atlanten.

   Buchheim var billedkunstner, gallerist og forlægger med en omfattende litterær produktion. Han skrev om ubådskrigen i U-Boot-Krieg (1976), U-Boot-Fahrer (1985) og Zu Tode Gesiegt (1988), der er illustreret med de fotos (ca. 5000), som han tog under krigen. Das Boot fik en fortsættelse i Die Festung (1995).

   Das Boot hed U-båden ved sin danske premiere i marts 1982. Da varede filmen 149 min. Siden 1997 har Das Boot – The Director’s Cut på 209 minutter været standardversionen, og det er den udgave, som i 2021 streames på Netflix. Det originale første cut var på 293 minutter. Det blev i 1985 klippet om til en mini-serie/tv-udgave på 300 minutter, der i 1987 igen blev redigeret anderledes. Alle variationer er i omløb på fysiske udgivelser. Som i forbindelse med Ridley Scotts Blade Runner og Francis Ford Coppolas Apocalypse Now, kan man diskutere, hvilken version af Das Boot, der er den originale. 

   Der er produceret to sæsoner (16 episoder à 60 minutter) af den nye miniserie (2018-2020), som Andreas Prochaska har udviklet for Bavaria Fiction, Sky Deutschland og Sonar Entertainment. I Danmark streames serien på Viaplay. Den nye version har manuskript af Tony Saint og Johannes Betz, der bruger både Das Boot og Die Festung som forlæg.

   Buchheim skal have været utilfreds med alle versioner. Han mente, at skuespillerne overdrev og at karaktererne reagerede urealistisk. Das Boot blev nomineret til seks Oscars og modtog talrige andre priser. 

**) I »Rokoko«-afsnittet af samlingen Vægtløs (1997) står teksten »Lejren«, som er stærkt inspireret af prologen til Outbreak:

   »Dette er lejren. Epidemien har raset i fire døgn og felthospitalet kæmper forgæves. Også lægerne bukker under for smitten, som ingen kan sætte et gyldigt navn på. Vi ser de syge ralle og klynke i telte, der sikkert har været hvide engang, men nu tager junglens og sygdommens farve, mens det sidste virusfri mandskab udveksler trætte bekymrede blikke. Man er hinsides selvopofrende gestus. Man er nået til loven af opkast og sved.

   Klip til patienternes p.o.v. Deres hud er dækket af væskende sår og gule bylder som knudrede løg. De ser plejerne og de sakkende læger i et næsten sakralt og forklaret skær. Det er filtersætterens store time: slowmotion trækker bevægelserne ud, soft focus gør dem til helgeners trin. For de døendes blik synes modlyset køligt, en sval fast hånd på panden der brænder, mens blikkene søger mod himlen. Denne er blå som himlens oval, der synes at vokse time for time, efterhånden som ilden bløder igennem. Kontamineret vand har holdt livet i live, men den sidste dunk er drukket nu.

   Klip til en plejerskes ansigt i nær. Som den første hører hun helikopteren og ser op med håb i sit blik. Lyden af svirrende rotor vokser, fra teltene vakler patienterne ud og ligner en hær af spedalske. Stemmerne bliver til fugle af glæde. Trods alt er bønnerne blevet hørt, man har ikke talt forgæves til den knitrende radio som døde i går, da batteriet satte definitivt ud. Med forsyninger nok kan man kæmpe på ny.

   Pompøs ouverturemusik fades op, mens maskinerne standser i luften. Serum kan vende det irreversible. Der skal muges ud i teltene. De døde børn skal begraves. Der skal nok blive grund til at leve igen. Og netop da, da lettelsens lys finder vej til selv de inderste kroge af lazarettet og forplanter sig til de døendes øjne, mens sprukne stemmer priser Herren og hænder rækkes mod himlen i tak, netop da slipper flyet sin last.

   Vi ser atter lejren oppefra og ved at eksplosionen kommer endnu før den bratte stilhed detonerer. Bagefter sætter man folk ned for at dræbe de sidste uskyldige og brænde hvad der måtte være af beviser for livet og epidemien. Denne proces ses i rystet montage, håndholdte jumpcuts fra centrum i kaos. Efter rengøringen trækker maskinen sig væk, og kameraet rejser med den. Vi ser kraterets bund blive mindre i det grønne land, før junglen atter lukker sig tæt. Først da køres de første credits, og vi ved at filmen begynder for alvor.«

Outbreak. Instr. Wolfgang Petersen. Manus: Laurence Dworet og Robert Roy Pool. Foto: Michael Ballhaus. USA 1995. 126 min. Dansk premiere: 31.03.1995

Fotos: Warner Bros./ CineMaterisal/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.1995