UNGDOMMENS KILDE
Bedste europæiske film 2020
Bedste europæiske film 2020
Af BO GREEN JENSEN
Ordet spiritus kommer af ånd. Alkohol er ånd. Jeg nød selv giften intenst i min ungdom og kunne knapt nok leve uden i tæt på tyve år. Efter 31 år som afholdsmand kan jeg stadig huske – og nu og da savne – den dybeste fred. Hvor varmt og trygt, der kunne være i rusen. Hvor stærk, jeg kunne føle mig – og hvor rædselsfuld morgenen efter kunne være.
Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm – der ser sig selv som to alen af et stykke – har skrevet en mageløs film, der formelt set handler om alkoholens potentiale. Pandoras æske bliver flået helt op og indholdet undersøgt i detaljer. Velsignelse, forbandelse, afhængighed. Hvis du kun ser én ny dansk film i år, skal det nok være Druk.
Det er hverken et debatindlæg om alkoholproblemer eller en uforbeholden lovsang til rusen. Druk er en film om fire midaldrende mænd, der er begyndt at føle kulden og forudsigeligheden ved at blive virkeligt voksne. To har familie, to er alene. Der er masser af skuffelser, pligt og rutine. Der er sikkert også meget godt, men de sætter ikke pris på stabilitet lige nu.
De underviser alle på et stort gymnasium. Martin (Mads Mikkelsen) fortæller sin klasse om industrialismen. Det er en sørgelig affære. Han læser op af lærebogen og gør det modsatte af at eksponere. Forældregruppen kalder ham i samråd, fordi han skal føre eleverne op. Det bliver set som et problem, og det fremgår, at Martin er problemet. En af drengene rejser sig bare og går. Han vil ikke høre mere om Første Verdenskrig. Det er livet bare for kort til.
MARTIN forstår sådan set sine elever. Han sidder i arbejdsværelset i parcelhuset og synes, at glansen er gået af det hele. Anika (Maria Bonnevie) har altid nattevagt og ser ham ikke rigtigt mere. Børnene har deres eget. Der er egentlig ikke noget i vejen, men Druk er som et opdateret tv-spil af Leif Panduro. Dét er en af filmens store kvaliteter. Uden at drukne publikum i markører, får den sagt, at der faktisk er meget i vejen.
Så Martin henter idrætslæreren Tommy (Thomas Bo Larsen), som er fraskilt og bor lidt sølle alene med en kræftskrantende hund, der må bæres ud til luftning. De kører sammen til restauranten, hvor Nikolaj (Magnus Millang) holder sin 40-års fødselsdag. Karakterernes alder er ofte et springende punkt i Vinterbergs film. Han lyver dem tit ti år yngre.
Nikolaj underviser i psykologi. Han sidder allerede ved bordet sammen med Peter (Lars Ranthe), som er musiklærer. Senere fører Peter en frygtsom ung mand op i Søren Kierkegaard. Det er en anledning til at citere skriftstedet om at vove og fejle eller ikke at vove og fortryde det evigt. Den nervøse elev får et skud vodka, som løsner tungebåndet. Som sagt er Druk ikke fanatisk asketisk.
De fire venner drøfter det hele. Da kommer teorien på bordet. Ifølge den norske psykolog Finn Skårderud, som også i virkeligheden er velanskreven, er mennesket født med en halv promille for lidt alkohol i sit blod. Det er derfor, vi tilkæmper os blodsukker. Øges promillen, bliver vi ekspansive og sangvinske. Vi har omsider fred i krop og sind. Der er overskud til at skabe og leve.
TEORIEN er autentisk, og de fire mænd bruger filmen på at afprøve den. Der er morsomme, tragiske og trivielle scener – samt mange, som ligger et sted midt imellem, og det er de bedste.
Vennerne går videnskabeligt til værks. Vi ser rapporten blive skrevet på skærm og lærred, for Millangs karakter kan dét sprog. Der er betydelige psykomotoriske udfordringer, men Martin inspirerer og motiverer sin klasse med historier om Hemingways tragiske og Churchills triumferende alkoholisme. Det er altid en god pointe, at Hitler var afholdsmand og veganer.
De drikker sig støt gennem dagen og lærer at holde balancen i blodet. Eksperimentet er en succes, indtil Nikolaj beslutter at tage det hele et skridt videre og gå over punktet, hvor tændingen sker. Herfra er der bare dødemandsdruk og al den deroute, som vi kender fra Café Paradis (1950), Hærværk (1977) og Bænken (2000). Dagene med vin og roser er forbi.
For Tommy er der knapt nok en optur. Til gengæld får børneinstruktøren Thomas Vinterberg lejlighed til at blomstre igen i de scener, hvor Tommy træner et tumlingehold og bliver et forbillede for den udsatte Brille. Druk har den mest bevægende fremførelse af »Der er et yndigt land«, som nogen film – inklusive dem om besættelsestiden – har mestret i nyere tid.
Vennerne får en hemmelig verden. De udstyrer sig med alkometre og oplever spænding i hverdagen. Filmen undgår banale fejlgruber. De fire skal ikke i byen og score. De skal ikke være unge med de unge. Millangs karakter får bare endnu sværere ved at høre sin hustru (Helene Reingaard Neumann) som andet end en stemme, der stiller krav. Martin har sin bedste tid i den ferie, hvor familien er på kanotur, og han og Anika finder sammen igen.
De fire spor er smukt flettet sammen. Jeg skal ikke spolere nogens oplevelse ved at rede dem ud. Men ét vil jeg sige. Jeg havde fejlagtigt fået det forhåndsindtryk, at Mikkelsens karakter tog eleverne med ind i eksperimentet. Det gør han (heldigvis) ikke. Det er de fire mænd, der bliver drenge igen. De prøver ikke at overtage Søløbet, som giver filmen sin ekstatiske åbningsscene: eleverne drikker en kasse øl, mens de løber rundt om søen ved skolen. De gør voksne erfaringer. De er meget som mænd er i virkeligheden.
FILMEN er bemærkelsesværdig af mange grunde, og den udkommer på et godt tidspunkt. Her er et timeout fra de temaer – corona, krænkelse, restriktioner – som naturligt optager andre instruktører. Vinterberg adresserede dem jo i Jagten (2012) og, om man vil, allerede i Festen (1998). For tiden ønsker de færreste film at tale om danske gennemsnitsmænd.
Hertil kommer selvfølgeligheden. Druk blev udtaget til hovedkonkurrencen på de mere eller mindre aflyste festivaler i Cannes, Toronto og San Sebastian. Det skyldes nok til en vis grad, at filmen er lavet af manden fra Dogme 95, som gav os Festen, Jagten og Kollektivet (2016). Men også hvis Druk var lavet af en ny instruktør, ville modtagelsen være begejstret.
Det lykkes i lange stræk for de fire at blive, om ikke unge på ny, så levende midt i det hele igen. Når Druk går ind i den følelse og giver sig hen, er den virkelig god – på én gang unik og universel i sin tone. Der er intet påtaget over attituden. Dødningenatten tangerer de bedste herreture i filmhistorien – John Cassavetes’ Husbands (1970), for eksempel. Her er både distance og indlevelse.
MADS Mikkelsens karakter får særlig opmærksomhed, Druk skildrer først og fremmest hans rejse. Han drikker næsten bogstaveligt af ungdommens kilde og føler solen på sit ansigt, da varmen vender tilbage i kroppen. Mikkelsen skaber en af sine bedste figurer. Dialogen har finesse, men filmen er særligt god i de scener, hvor den hviler i sig selv som film og trækker vejret naturligt.
En stor del af æren for dette kan tilskrives fotografen Sturla Brandth Grøvlen, som i 2020 også har co-signeret Shirley, Josephine Deckers film om Shirley Jackson; den alt for tidligt afdøde filmkomponist Jóhann Jóhannssons filmudgave af Olaf Stapledons Last and First Men og Peter Pan for alvor-fantasien Wendy, der er Benh & Eliza Zeitlins markante opfølger på Hushpuppy/ Beasts of the Southern Wild (2012). Grøvlen viderefører de bedste værdier fra Dogme 95. Ikke siden samarbejdet med Charlotte Bruus Christensen har Vinterberg haft så konstruktiv sparring.
Mikkelsen danser på havnen, da studenterne fejrer sig selv. Han kaster sig rundt til en kantet musik, før han springer ud i et fantastisk billede, der bliver holdt fast. Uanset om han flyver, falder eller svæver, er han i live på en helt anden måde end i udgangspunktet, hvor han bare var – som det hedder i en stor Pink Floyd-sang – »another year older and one day closer to death«.
Afviklingen kan kritiseres, for Druk vil rundt om alle muligheder. Det ender derfor på mindst fire måder. Mændene slingrer, men filmen står fast. Den hepper på os, ville Tommy sikkert sige. Vinterberg og Lindholm gør sig fri af al værkende bagklogskab og fejrer livet uden forbehold. Det er en film, som bare er, og du skal se den.
Ved uddelingen af de 33. European Film Awards, som grundet COVID-19 var en virtuel begivenhed, der blev afviklet i Berlin den 12. december 2020, valgte medlemmerne af Det Europæiske Filmakademi Druk/ Another Round som European Film of the Year. Thomas Vinterberg blev årets European Director og delte European Screenwriter-prisen med Tobias Lindholm. Mads Mikkelsen blev kåret som European Actor. Druk har alene i Danmark solgt 800.000 billetter.
Druk. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Tobias Lindholm og T. Vinterberg. Foto: Sturla Brandth Grøvlen. 116 min. Danmark-Sverige 2020. Dansk premiere 24.09.2020.
Fotos: Zentropa Entertainments/ NFD/ TrustNordisk/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames endnu ikke, men kan ses i ikke-corona-nedlukkede biografer
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.09.2020
Filmen streames endnu ikke, men kan ses i ikke-corona-nedlukkede biografer
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.09.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar