Louise Friedberg: Eksperimentet (2010)

GRØNLAND I VIRKELIGHEDEN

Kolonimagten Danmark siger endelig undskyld

Af BO GREEN JENSEN

DANSKERE bryster sig ofte af landets sociale og demokratiske værdier. Vi siger stadig ikke »vi« uden stolthed, skønt de seneste årtiers udlændingepolitik har anbragt os et lunt sted mellem Holland, Ungarn og Serbien i den internationale bevidsthed. I kolonitiden var Danmark ikke værre, men heller ikke bedre end de imperialistiske stormagter. Den historiske afstand er bare blevet så vid, at man sagtens kan glemme.

   Grønland tænker vi ikke på som en koloni i gængs forstand. For var »vi« ikke altid af hjertet gode formyndere i den etniske kulisse med sælfangere og snebjerge? Kunne »eskimoerne« finde ud af andet end at drikke, blive korrupte og generelt gå i hundene, da de fik hjemmestyre? Og ligger det hele ikke så langt tilbage, at man bare skal lade det ligge? Nu kommer klimaændringen jo og gør Grønland til fremtidens boomtown.

   »Eksperimentet«, som beskrives i Louise Friedbergs første spillefilm, var en detalje i ouverturen til den grundlovsændring , som i 1953 ophævede Grønlands kolonistatus og gjorde øen til et amt i det danske rigsfællesskab. I 1951 blev 22 grønlandske børn sendt til Danmark og sat i familiepleje. Efter et år skulle de tilbage og have the finishing touches på Røde Kors’ nye børnehjem i Nuuk. Tanken var, at man prægede børnene med dansk kultur, så de kunne vokse op som en civiliseret elite.

INGEN tog sig særligt af børnenes følelser. De blev skilt fra deres familier, glemte deres modersmål og fungerede dårligt, da de kom hjem efter endnu en adskillelse. Eksperimentet er baseret på Tine Brylds interviewbog I den bedste mening (2010). Her kan man blandt andet læse, at flere syddanske familier ville adoptere deres plejebørn, men fik afslag.

   Initiativet svarer til de pædagogiske tiltag, som på samme tid blev iværksat i USA, hvor reservaternes børn blev bortadopteret, og i Australien, hvor den indfødte befolkning blev anbragt i koncentrationslejre. Alle steder blev børn gjort fortræd og mistede deres kulturelle forankring. Ingen steder viste forsøget, hvad magtherrerne havde ønsket. I USA og Australien verserer en række erstatningssager. Man taler begge steder om, hvad der skete for the stolen generations.

EKSPERIMENTET i Grønland var ingen succes. På afstand ligner det kulturforagt og racehygiejne, men både Bryld og Friedberg anerkender, at meget blev gjort i god tro, skønt den underliggende dagsorden var præget af politiske hensyn. Også grønlandske kræfter bakkede op om forsøget på at fjerne naturmennesket i de kommende slægter. Der var tale om et prestigeprojekt, som skulle ligestille grønlandsk og dansk. Tanken om prægning blev siden forladt, men ofrene for den lever endnu.

   Friedbergs film vælger en traditionel form og skildrer hverdagen på børnehjemmet med nænsom akkuratesse. Tre af forsøgskaninerne får en historie. Den nuttede Daniel tisser i sengen og har svært ved at læse. Den trodsige Dorthe bliver bitter på Karen, som ved opvakt snyd i skolen bliver forstander Gerts favorit. Karen føler sig ekstra udsat, fordi hun kan besøge sin mor, der har stiftet ny familie i Nuuk. Karens far døde af tuberkulose, som var den tids svøbe i Grønland.

   Forstander Gertsen har selv en baggrund som plejebarn. Hun er uddannet sygeplejerske og vil gøre meget for børnenes skyld. Samtidig har hun investeret hele sin faglige stolthed i Eksperimentet. Hendes hovedmodstander er Svendsen (Kurt Ravn), inspektøren på den danske skole, som i sit inderste mener, at grønlænderne er uforbederlige. Hendes allierede er landshøvding Omann (Morten Grunwald), en bureaukrat, som skiftevis tror på projektet og overvejer at opgive det.

ALLE filmens konflikter er samlet i Gerts karakter. I forholdet til Karen er hun næsten en mor. I forholdet til mændene er hun næsten en feminist. Hun vågner som erotisk væsen, da hun indleder et forhold til doktor Niels (Mads Wille). Han vil udstyre et tuberkuloseskib og behandle grønlænderne ambulant. Gert opfordrer ham til at søge midler hos Omann. Senere forstår hun, at hun har undermineret sit eget projekt.

   Pigen Karen, som ser alt, men ingenting siger, spilles med betydelig styrke af Laura Skaarup Jensen. Som hendes mor, Margrethe, ses Nukaka Coster-Waldau. Der dvæles nok rigeligt længe ved scenen, hvor mor og datter må opgive at tale sammen. Karaktererne er overført direkte fra Tine Brylds bog. Modellen for Karen er Helene Thiesen (f. 1944). Hendes mor bor stadig i Nuuk og taler forsat ikke dansk.

   Gertsen hed egentlig Dorothea Frederikke Bengtzen (1906-96). Man ved så lidt om, hvem hun var og hvad hun tænkte, at Louise Friedberg og Rikke de Fine Licht kan tage sig udstrakte friheder i deres eksemplariske manuskript. Ellen Hillingsø fungerer smukt i rollen. Hun ligner en moderne kvinde fra 1950erne og kan i flere scener minde om Lisbeth Movin.

I FILMENS øverste lag eksponeres der sindigt og pædagogisk. Eksperimentet stækkes i nogen grad af sin akkuratesse og loyalitet over for skæbnerne og forlægget. Sagt på en anden måde, er man ikke ved at gå til af spænding. Imidlertid foregår meget under overfladen, og filmen er lidt af et isbjerg. Især er den god til at vise, at man ikke når langt ved at bruge moralske byggeklodser som rigtigt og forkert.

   Det er befriende at se en film med en æstetisk idé, som hverken vil overdrive det skønne eller dyrke den rykkende, kornede stil, som gør det ud for realisme nu. Fotografen Magnus Nordenhof Jønck lader den smukke natur komme fuldt til sin ret, men han iscenesætter den ikke, og der ligger klare og gode principper bag Nikolaj Danielsens og M. Wan Sputnicks production design.

   Måske er børnehjemmets festsal dekoreret efter gamle fotos. I hvert fald ligner den noget, som Martin Nyrop kunne have skabt til en nationalromantisk højskolebygning. Farveskala og lyssætning henviser til malerier af Anna Ancher og Vilhelm Hammershøi, men også Edward Hopper er kastet i mixet. Ola Kvernbergs score vil ikke lyde som Hans Zimmer. Martin Schades klipning er vederkvægende rolig.

   På denne diskrete baggrund kan psykologien arbejde i fred og med dybde, uden at skulle pumpes op med de gængse melodramatiske virkemidler. Det giver Eksperimentet en saglig, præcis kvalitet, som gør følelsen endnu stærkere. Filmen vil med tiden blive en klassiker i sin genre, hvor man finder frapperende islæt som Phillip Noyces australske Rabbit-Proof Fence (2002) og Amanda Kernells svensk-norske Sameblod (2016).

Tirsdag den 8. december 2020 indledte statsminister Mette Frederiksen Folketingets spørgetime med at udtrykke Danmarks officielle (og uforbeholdne) undskyldning til ofrene for »Eksperimentet«.  

Eksperimentet. Instr.: Louise N.D. Friedberg. Manus: Rikke de Fine Licht og Louise N.D. Friedberg. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 90 min. Danmark 2010. Dansk premiere: 09.09.2010

Fotos: Christian Geisnæs/ Nimbus/ Sandrew Metronome

Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime, Viaplay og Filmstriben

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.09.2010