Translate

lørdag den 26. november 2022

Ruben Östlund: Triangle of Sadness (2022)


ET MODERNE HULEMALERI
Grotesker i en leddeløs symmetri

Af BO GREEN JENSEN

SEJLADSEN som sindbillede på menneskelivet har været en trope i vestlig kultur, siden Platon og de første fremstillinger af Narreskibet i Middelalderen. I nyere tid blev atlanterhavsoverfarten en favorit. Titanics 1912-forlis koncentrerer motivet. Katherine Anne Porter skrev Ship of Fools i 1962, og Stanley Kramers 1965-filmatisering havde alle tidens typer ombord.
   I senborgerligheden elsker vi Krydstogtet, som forulykker. Det er en perfekt metafor for vores tid og skævhederne i vores samfund. Vi er alle i samme båd, men vi rejser på hver sin klasse. Det gælder fra tv-serien om Love Boat (1977-87) til salig Jean-Luc Godards Film socialisme (2010).
   Så den dragende titel på Ruben Östlunds nye film, hans første på engelsk, er velvalgt. Triangle of Sadness – »den bedrøvede trekant« – er kosmetisk slang for de rynker, som træder frem mellem øjenbryn og næseryg, hvis man bliver bekymret. Det er afgjort en negativ term. Bedrøvelsens trekant afslører, at ansigtet har en vis alder. Huden er slidt allerede.



ÖSTLUND kan gribe en lille detalje og gøre den virkelig stor. Han er mester i stilgrebet mise en abyme. Den nye film er i helaftenslængde og forener tre viltre grotesker i en leddeløs symmetri. Et ungt modelpar præsenteres i første akt, »Carl & Yaya«. De går om bord på et krydstogtsskib, hvor alle tidens typer og tendenser er koncentreret, i den lange midterdel, som hedder »The Yacht«.
   Efter uvejr med episk søsyge og efterfølgende piratangreb forliser Narreskibet. I tredje akt bliver alting da et spørgsmål om overlevelse. Vi er tilbage ved instinktet og menneskets begyndelse, der rummer sin egen slutning, som fejlfrie cirkler nu engang gør.
   I Frankrig hedder filmen Sans filtreUden filter. Også dét er godt tænkt og fanger ånden i tiden såvel som i Östlunds satirisk-sarkastiske søforklaring, der kombinerer observation, diagnose og ligsyn.



SKIBET GÅR NED ved Bedrøvelsens Trekant. Der er mange karakterer, men det er Carl og Yayas historie. Kun de får en baggrund med sig ombord.
   Triangle of Sadness begynder i modeverdenen, som Östlund beskriver antropologisk og udstiller med den samme satiriske selvtilfredshed, som han anlagde på kunstverdenen i The Square (2017). I første scene er Carl til en casting, hvor det fremgår, at han er blevet for gammel. Carl bliver spillet af briten Harris Dickinson. Han er vel 26 år.
   Kæresten Yaya (Charlbi Dean) har den rigtige alder. Hun er på catwalken ved et pompøst modeshow, hvor woke-slogans kører på skærmen. På forreste række sidder berømtheder som Alex Schulman og Camilla Läckberg. Carl har fået en plads langt fra scenen. Han ser på dekadencen med vantro og medlidenhed. Ikke for første gang har han anfægtelser.



DET LIGNER 1990ernes Benetton-reklamer, der brugte nøden i verden som påskud. I det hele taget mærker man, at Östlund har rødder i det årti. Også han har fået en bekymret panderynke. Det er den liflige »Life« (1998) med Des’ree, som spiller på skibet, da parret når ombord.
   Efter opvisningen spiser de ude. Yaya gebærder sig generelt, som var penge og praktiske forhold under hendes værdighed. Hun lover hver gang at betale næste gang. Carl har ophobet en del frustration. Han vælger at bruge den i en pedantisk analyse af relationen mellem kvinder og mænd. Varme #MeToo-emner bliver vendt. Her er tonen mere som i Force majeure (2014). Mandens væsen er til kritik, men han inkarnerer samtidig den sidste fornuft.
   Yaya forlader diskussionen, og hun går fra Carl, da han insisterer på at fortsætte kønskampen hjemme. Hun kommer dog også tilbage og taler helt ærligt. Det er faktisk første gang, at figurerne i filmen bliver virkelige mennesker.



SCENEN er således sat til sejladsen. Yaya er influencer på SoMe, og krydstogtet er en sponsoreret foræring. Nu er forholdet udredt og rollerne fordelt. Carl hjælper til med at iscenesætte de besnærende Instagram-fotos, som signalerer sorgløshed, luksus, velvære og eventyr.
   En snes karikerede typer er samlet på skibet, der foretager en planløs, ugidelig rundfart. Her gælder alt om at holde facaden. Under dæk prøver den dedikerede steward (Vicki Berlin) at stramme standarden op. Hun vil højne graden af servilitet hos personalet, som er af filippinsk herkomst. Sømændene er anakonistiske middelhavstyper, der har blik for kvindelig ynde.
   Passagererne har vulgariteten til fælles. Et britisk pensionistpar sælger våben. En tysk kvinde sidder i kørestol og kan kun sige sætningen »In den Wolken«. En amerikansk kvinde klager over, at sejlene er beskidte. Det gør hun stadig, da det bliver bemærket, at skibet slet ikke har sejl. »Så får vi dem renset,« lyder beskeden. Kunden er konge i konsumerismen.



TO karakterer skiller sig ud. Zlatko Buric er den brovtende russiske oligark, som nyder at være ærlig og grov. Han har flere kvinder med ombord. Den anden distinkte figur er Kaptajnen, som bliver spillet med pondus og panache af Woody Harrelson. Han er længe blot et nærvær, som gemmer sig inde i mørket med flaskeklirren og høj, sovjetisk marchmusik.
   Efter en time kommer han endelig ud for at deltage i den traditionsrige middag, hvor det handler om at sidde ved højbord. Alle står skævt, da en storm trækker op. Ingen lader sig mærke med noget. Hver fed ret på menuen bliver beskrevet, mens gæsterne gør deres bedste. Så eksploderer kvalmen i apokalyptisk søsyge. Man kurer i opkast og glider i bræk. Det må være filmhistoriens definitive skildring af søsyge. Som pruttescenen i Blazing Saddles eller blækspruttespisning i Oldboy. Man har virkelig aldrig set magen.



DET er umuligt at forstille sig nu. Carl og Yaya forsvinder i mængden, mens Oligarken og Kaptajnen som de sidste søstærke mænd fører berusede samtaler om kapitalisme. De konkurrerer på citater af Mark Twain og Ronald Reagan. Kaptajnen er stolt af at være den sidste amerikanske marxist. Han spiller »Internationale« over højttaleranlægget, og tårerne i hans øjne er ægte.
   Det bliver daggry igen efter stormen. Da går piraterne til angreb. Endda med håndgranater, som det britiske pensionistpar har ansvaret for. Efter en time og tyve minutter går Narreskibet ned som i et Asterix-album. På lærredet står der »A Few Hours Later…«, da Tredje Akt tager sin begyndelse.



DET er hér, på den vist nok græske ferieø, at Östlund omsider vil tale alvorligt og bevæge sig mod nye steder. Filmen skifter atter farve. Der er ganske vist komik i beskrivelsen af hierarkiet, men selvtilfredsheden bliver lagt væk. Fortælleren vedgår at være en del af det hele. Han sidder med ved bålet på stranden, som han sad med i bussen med lærere i De ufrivillige (2008).
   Efter forliset er der kun rester tilbage: Carl og Yaya, stewarden, Oligarken, den tyske paraplegiker. Halvdelen af alle andre er døde som i en sen Marvel-film. Universet er så at sige nulstillet. Da træder rengøringskvinden Abigail (Dolly de Leon) i karakter. Hun var nede på bunden, men nu er hun øverst. Hun administerer og uddelegerer. Hun tager Carl som sin personlige toyboy. Vi er i en episode af Lost eller tilbage ved roden i Fluernes Herre.
   Der er varme i skildringen af Abigail, som forstår, hvor det bærer hen, da hun mister grebet om konstruktionen. De strandede mennesker indser, at de alligevel ikke er alene på øen. »Du kan blive min assistent,« siger Yaya med solidarisk overbærenhed. Vi forstår, hvad der driver hånden med stenen.
 




DET er på Øen, at maskerne endelig falder, og trækkene træder frem, som de er. Det er også her, at filmen på mærkelig vis taber højde og bliver en mindre original kreation. Når Östlund lægger sarkasmen, bliver han forventeligt mere banal. Jeg tror ikke, at han har været så ærlig, siden far og søn sendte en hjemmelavet luftballon af plasticposer op i Gitarrmongot (2004).
   Triangle of Sadness er et storslået vanitasbillede, et hulemaleri for vores tid. Ved grusom ironi er forbindelsen til virkeligheden bygget helt ind i filmen. Charlbi Dean lyser i rollen som Yaya, en stjerne med fremtiden for sig. Men skuespilleren døde brat i New York den 29. august, 2022. Hun blev kun 32 år.
   Ruben Östlund (f. 1974) er for svensk film, hvad Joachim Trier er for den norske. De holder tiden ud i strakt arm, reflekterer og sætter den fast. Trier gør det med lidt mere hjerte. Östlund har ikke været så klar, siden børnene pinte hinanden i Play (2011).




Triangle of Sadness. Instr. & manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 147 min. Sverige-Frankrig-UK-Tyskland-Tyrkiet-Grækenland 2022. Dansk premiere: 22.09.2022.


Fotos: Plattform Produktion [stills - Tobias Henrikson; framegrabs - Fredrik Wenzel]/ Imperative Entertainment/ Film i Väst/ BBC Films/ 30WEST/ Essential Filmproduktion GmbH/ Coproduction Office/ SVT/ ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/  TRT/ Svenska Filminstitutet/ Eurimages/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Det Danske Filminstitut/ MOIN/ British Film Institute/ Nordisk Film- & TV-Fond/ DR/ ARTE/ Canal+/ Ciné+/ Heretic/ Bord Cadre Film/ Sovereign Films/ Piano/ Creative Europe MEDIA/ CineMAterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ Movie Title Stills Collection (Ship of Fools)/ Unifrance (Film socialisme).
Filmen er stadig i biografdistribution - udkommer på Blu-Ray i marts 2023
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 22.09.2022; trykt i WA Kultur 23.09.2022. 

torsdag den 24. november 2022

Ruben Östlund: The Square (2017)


DET EKSPLODERENDE BARN
Et sindbillede på demokratisk forfald

Af BO GREEN JENSEN

ALLE de vestlige samfund er præget af en voksende ulighed, som fremmer populismen og sætter gamle sociale værdier under pres. Guldpalmevinderfilmen The Square (2017) tager et luftfoto af tidens mentale landskab og belyser problemet i vagt allegorisk, tæt på sarkastisk, men samtidig åben og inklusiv form.
   Ruben Östlund (f. 1974) føjer endnu en facet til portrættet af den korrekte skandinaviske mand, som han har genkendt og gennemskuet i flere af sine film. Den flygtende familiefar, som reddede sig selv, da lavinen kom væltende i Turist (2014, da. Force majeure), var en anden grundtype i galleriet.
   Danskeren Christian (Claes Bang) er chefkurator på X-Royal Stockholm, et kunstmuseum i SMK/Louisiana-klassen, der er indrettet i det gamle kongepalæ. Vi er fem-seks år fremme i tiden. Christian er en dynamisk mand med de rigtige meninger. Han gør sig godt i medierne og forstår (som regel) at sælge museets projekter til kredsen af mæcener.



CHRISTIANS næste projekt er installationen »The Square«: en firkant af brosten, som er boret op fra pladsen med den gamle rytterstatue (der taber hovedet undervejs) og indrammet af et lysende bånd. I firkanten er vi alle lige og har ansvar for hinanden.
   På samme tid begynder isen at briste under Christian. Det er en væsentlig pointe, at han egentlig er et godt menneske, som mener meget af, hvad han siger. Men da han griber ind i en gadeskærmydsel, bliver hans telefon og tegnebog stjålet. GPS-signalet viser, hvor tyven bor, og en assistent får Christian med på ideen om at skrive et anonymt trusselsbrev.
   Affæren går Christian så meget på, at han ikke følger med i museets marketing af »The Square«. Bestyrelsen hyrer to unge esser fra Disruption-segmentet. De posthumane drenge er besatte af tanken om »at gå viralt«. Det lykkes med et ti sekunder langt YouTube-klip, der hedder »Blond tiggerpige bliver sprængt i luften«. Östlund viser den lille film på stort lærred. Netæstetikken er mesterligt mimet.


NU bryder helvede løs – på de samme sociale medier, hvor klippet genererer 300.000 klik på en time. Brevet hævner sig i skikkelse af en indvandrerdreng, som bare ikke vil gå sin vej. Christian har beruset sex med en amerikansk tv-reporter (Elizabeth Moss), der vil gemme kondomet med hans sæd. Christian skubber drengen. Journalisten har en tam chimpanse i sin tomme lejlighed. Det er strange days indeed alle vegne. Verden er knap til at kende igen.
   Satiren er skiftevis subtil og karikeret. Christian tøver ikke med selv at reparere det kunstværk – 16 symmetrisk anbragte grusbunker – som en rengøringsassistent uforvarende kører i stykker. Der er en kostelig scene, hvor den amerikanske gæstekunstner (Dominic West) bliver interviewet om sit venskab med land art-legenden Robert Smithson. Samtalen saboteres af en tilhører med Tourettes Syndrom. Det udløser da bare en god snak om inklusion.



KRISERNE kulminerer ved en banket, hvor performancekunstneren Oleg (Terry Notary) går langt over stregen, forulemper gæsterne og ignorerer Christians »Så siger vi tak«. Det er filmens store sætstykke, og scenen bliver ved meget længe. Man når som tilskuer gennem et rigt register af stemninger, fra nervøs, men imødekommende latter til et sted, hvor der bare er had og slet ingen tolerance igen.
   Det er et sjældent eksempel på samtidig filmkunst, som virkelig fremprovokerer en reaktion. Det er samtidig scenen, der udstiller løgnen bag den politiske korrekthed. Vi er tilbage i Buñuel-film som Morderenglen (1962) og Borgerskabets diskrete charme (1972). Verden udenfor står i flammer, og ingen kan flygte fra festen.



DET eksploderende barn er et billede på, hvor langt man vil gå for at skabe opmærksomhed i en informationsoverflod. I filmen bliver det også en anledning til at diskutere ytringsfrihed. Journalisterne vil ikke lade Christian lægge afstand til YouTube-klippet. For dem er den truede ytringsret værre end klippets umenneskelighed.
   Det er det sure med det søde og det gode med det onde. I The Square bliver den moderne kunstverden et sindbillede på demokratisk forfald. Men måske kan det gode menneske gøre en forskel. Claes Bang er for resten fantastisk som manden, der mister sin uskyld.
   Sådan er det at leve midt i en guldalder og være født på den rigtige side af hegnet. Det er dét, som Östlunds film ser og forstår. Og derfor The Square er så vigtig.



Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946; Tove | Tove Jansson 1914-2001.

The Square. Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 142 min. Sverige-Tyskland-Frankrig-Danmark 2017. Dansk premiere: 23.11.2017.


Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Essential Filmproduktion GmbH/ Parisienne/ Coproduction Office/ Sveriges Television/ Imperative Entertainment/ Arte France Cinéma/ ZDF/Arte/ Swedish Film Institute/ Eurimages/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Nordisk Film- & TV-Fond/ DFI/ Alamode Film/ TriArt Film/ DR/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment.
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.11.2017.

mandag den 21. november 2022

Ruben Östlund: Force majeure/ Turist (2014)


DEN CIVILISEREDE MAND
Pinlig, morsom, ironisk og dyb

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ligner kernefamilien en karikatur af sin tids ideal. Tomas og Ebba (Johannes Kuhnke og Lisa Kongsli) er perfekte forældre til Vera og Harry (Clara og Vincent Wettergren). Forældrene nærmer sig 40, børnene er vel 10 og 12 år.
   Man kan se, at der ingenting mangler. Det er kun på skrømt, at børnene sukker, når Far og Mor insisterer på sne. Alle fire skal jo ud og gribe dagen på de fantastiske løjper ved smukke Les Arcs, hvor det svenske team holder fransk vinterferie.
   Først ligger de bare på sengen og sover i hver sin blå nissemundering. Der er fuldkommen ro og fred for signaler. Alle fire ansigter hviler, og man hører en fælles, tryg sovelyd. Det har været et travlt år, de fortjener det hér. Batterierne skal lades op. De vil alle fire slappe af og komme helt tæt på hinanden.



TÆTTERE på er idyllen lidt anstrengt. Tomas har svært ved at lade telefonen ligge, og Ebba synes, at det alligevel altid er hende, der står med lavpraktikken og hovedansvaret, fuldkommen ligesom hjemme. Børnene er irritable. Det hjælper ikke, at Tomas ryger i smug, når han har lovet hende at holde op.
   På rummet er der begyndende økuller, men ude i sneen poserer familien, og alting ser ud, som det skal. Stemningen skifter dog efter en frokost, hvor Tomas følger sit instinkt og viser, hvem han egentlig er. På Les Arcs justerer man snekvaliteten ved at udløse kontrollerede laviner. Gæsterne vænner sig til lyden af kanoner.
   Familien spiser på restaurantens terrasse, da et sneskred bliver større end ventet, og lavinen kommer tættere på. Panikken er total og akut. Tomas kender proceduren, tager fotos med telefonen og beroliger familien, men da sneen faktisk ser ud til at ramme, løber han væk fra bordet uden at se sig tilbage. Ebba bliver hos børnene.



FAREN er ovre på ingen tid. Tomas slår det hen, men episoden vil ikke forsvinde. For Ebba var der tale om et svigt af dimensioner. Hvor var hendes hulemand, da familien skulle forsvares? Også børnene så, hvad der skete. Deres far blev svag og faldt igennem, da det gjaldt. Betydningen af det skete vokser, og bebrejdelsen bliver skarpere. Tomas hader alt ved emnet. Det vil bare ikke gå væk.
   Atmosfæren nærmer sig skilsmissestemning, da vennen Mats (Kristofer Hivju) kommer på besøg med sit røde vikingeskæg og en 20 år yngre kæreste (Fanny Metelius). De bliver tvangsvidner ved en ægteskabelig høring, der ligner parmiddagen i Hvem er bange for Virginia Woolf? Der er kun et punkt på dagsordenen: Svigtede Tomas, eller svigtede han ikke?
   Manden er selv i vildrede. Fortrængning og benægtelse kæmper med en trang til at bekende sig. Hårdt presset – og konfronteret med en belastende optagelse fra telefonkameraet – indrømmer Tomas, at det ser ud, som om han flygter, hvis man står i den vinkel. Dybest set er svigtets væsen altså et spørgsmål om æstetisk beskæring. Selvbedraget knejser. Da er det, at Ebba næsten har nok.



SVENSKE Ruben Östlund (f. 1974) tager den skandinaviske mand under kærlig behandling i Force majeure. I Cannes blev filmen vist med titlen Turist og kåret som det bedste bidrag i Un Certain Regard-programmet. Den er eksemplarisk fotograferet af Fredrik Wenzel, som får det maksimale ud af Les Arcs. Det centrale forløb omkring sneskreddet er redigeret med en blanding af ironisk klarsyn og episk tumult. Der er megen mørk latter i sneen, skønt flere scener tangerer tragikken.
   Östlund har været en faktor i svensk og skandinavisk film siden 2004, da slutbilledet i Gitarrmongot viste et lykkeligt mongolbarn, som satte en ballon af sammensmeltede affaldssække op over den lille by ved vandet, hvor filmen i stafetform fulgte en kreds af udsatte skæbner og satte særligt fokus på drengen og hans far.
   Östlund brød for alvor igennem i Cannes i 2008, hvor De ufrivillige, et episodisk studie i gruppepres, satte et lærerværelse på den anden ende og lod en buschauffør tage passagerne som gidsler på de glatte vinterveje, fordi ingen ville tilstå et mikroskopisk hærværk på toilettet. Den utrygge humor lå midt mellem Bent Hamer, Roy Andersson og Lars von Triers Idioterne.



ÖSTLUNDS film holder altid distance til deres karakterer og udmærker sig ved skæve vinkler på nære indstillinger og særlige beskæringer på de lange. Kortfilmen Händelse vid bank (2010) følger to vidners divergerende opfattelser af et bankrøveri. Gennem hele filmen zoomes der ind på forskellige detaljer i den samme totalindstilling. Røveriet ses fra den modsattte side af gaden. Også her er effekten vagt humoristisk.
   Smilet er tørret helt af i Play (2011), hvor to 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. I Play blev formen slebet ned til noget ubønhørligt.
   I Force majeure er den lette alvor tilbage. Det samme er flere elementer fra de øvrige film: de divergerende forklaringer; den gale chauffør i en slingrende bus, der synes at køre os alle mod graven; en fælles norm som afholder den enkelte fra at sige fra. Play var mere effektiv, men der er virkelig noget på spil i Force majeure.



FOR Ruben Östlund er filmen »et eksistentielt drama«: »I Force majeure bliver ’Den Civiliserede Mand’ konfronteret med sin ’Natur’. Karaktererne oplever et drama og faderen, Tomas, må se i øjnene, at der er en uciviliseret side af ham, hvor instinkterne er afgørende.«
   Force majeure er i lang tid også en sædekomedie og en social satire, der lader benægteren være pinlig og fornuftstridigt afvisende, uden helt at hænge ham ud. Den bløde mand er hårdt spændt for. Det koster ham adskilligt at erkende sit svigt, tabe ansigt og tage nederlaget på sig.
   Da han gør det, sker det med lettelse, og efter ulvetimen, hvor Tomas erkender, at der er kommet en anden mand frem, som ingen af dem synes om, heller ikke ham selv, bliver filmen endelig næsten en myte, der krystalliserer samtidskulturen.
   For nu kommer landskabet den væltede konge til undsætning. Da familien og de øvrige gæster bliver hentet på hotellet, er buschaufføren en inkompetent amatør. Undervejs eskalerer panikken. Denne gang er det Ebba, som melder sig ud og står af.



ENDELIG kommer gæsterne gående på vejen som overlevende i en katastrofefilm. Beslutsomme blikke, skjorteærmer i frosten, åndeskyer på en baggrund af bjerge. De er begyndt at tale sammen. Tomas går i midten og forrest. Han tager en forbudt cigaret i skjortelommen og tænder den uden at spørge om lov. Da er den civiliserede mand omsider sat fri. Måske for at finde en ny illusion, men ikke for at leve som før.


Force Majeure (Turist). Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 118 min. Sverige-Frankrig-Norge-Danmark-Italien 2014. Dansk premiere: 11.12.2014.


Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Rhône-Alpes Cinéma/ Coproduction Office/ Parisienne/ Motlys/ Svenska Filminstitutet/ Eurimages/ Nordisk Film- og TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ CNC - Cinémas du Monde/ BLS Business/ ZDF/Arte/ SVT/ C More/ Damarks Radio/ YLE/ Beofilm/ CNC/ Institut Francais/ MEDIA Programme of the European Union/ Minor Ordningen/ Magnolia Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ Cinématerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster/ FILMSTRIBEN/ Google Play/ GRAND HJEMMEBIO/ iTunes/ SF Anytime/ YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.12.2014

søndag den 20. november 2022

Ruben Östlund: Play (2011)


GRUSOM LEGESYGE
Som fluer er for kåde drenge

Af BO GREEN JENSEN

DET gør ondt i hjertet at se på børn, der er grusomme mod andre børn. Det gælder på film som i virkeligheden. Uden for biografen har man dog mulighed for at gribe ind, skønt det sjældent gør tingene bedre eller nytter i det lange løb.

   På film kan man bare se til. Man får indblik i sider af barndommen, som man havde glemt eller bearbejdet med nostalgiske redskaber. Man husker med ét, at de ting var der også, og man får en nervøs klump i halsen ved at se sine egne børn vakle. Virkningen bliver næsten sadistisk. Film som Bennys video (1992), John Crowleys Boy A (2007), Lee Hirsch-dokumentaren Bully (2011) og Laura Wandels belgiske Playground (2021) er fantastisk frapperende oplevelser, der til og med tager afsæt i autentiske historier. Man går ikke nødvendigvis klogere hjem, men man forlader biografen med en følelse af, at nogle ting må gøres bedre.


I RUBEN Östlunds Play lægges scenerne frem med noget, der ligner fuldkommen distance. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. Formen forstærker nok præget af spil, men er i lige så høj grad en måde at inddrage publikum på. Hvis der blev leflet eller anglet efter vor medlidenhed, ville man se det som følelsesporno.
   To 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Påskuddet er en lang diskussion om en mobiltelefon, som muligvis er stjålet. I virkeligheden kaldes det Lillebror-tricket. Efterhånden bliver det klart, at drengene leger en leg, som de kender. Der er roller, som de spiller. Én er flink, én er hidsig. Det er good cop/bad cop-teknikken i knæhøjde.
   Der er liflige lag af sadisme i spillet mellem kat og mus. Når de hårde drenge keder sig, lader de ofrene få indtryk af, at der muligvis findes smuthuller. Lav 100 armbøjninger, så kan I gå. Den ene dreng lægger sig faktisk i mørket under viadukten og når vist nok til 87. Selv katten, der ser til, er imponeret. Det ændrer dog intet ved spillet, som handler om kontrol og respekt. Legen bliver bare mere interessant.



FILMEN er mesterligt realiseret. Ubønhørligheden bygges ind i strukturen. Alle scener er skudt på stedet, men fra det første totalbillede af butikscentret, hvor drengene får kontakt, er alt tilrettelagt med omhu. Det spiller en væsentlig rolle, at plageånderne er indvandrerdrenge. Det er dog detaljen, som ingen vil forholde sig til. Kun drengene selv tager bladet fra munden.
   Det er næsten ubærligt at følge. Undervejs bliver flere voksne kontaktet, men de gør hverken fra til eller fra. Enten reagerer de for svagt – som i cafeen, hvor personalet sender drengene ud til deres plageånder – eller også reagerer de for stærkt. Da en far griber ind, bliver han stemplet som voldsmand af to bløde kvinder fra wellness-segmentet.


RUBEN Östlund fortalte med indsigt om børn allerede i Guitarmongolen (2004) og viste siden, hvad normer gør ved de voksne i De ufrivillige (2008).* I Play har han slebet formen ned til noget, der ligner Roy Anderssons faste tableauer udsat for Michael Hanekes sensibilitet, med en indlevelse som hos Dardenne-brødrene. Jeg nævner ikke disse navne for at tage noget fra Östlunds originalitet, men for kort at signalere, hvor vi er. Formen kan være fremmedgørende, men den følelsesmæssige virkning er stærk over tid. Play er næsten Funny Games med børn.

   
ALLE drengene agerer med fuldkommen rystende overbevisning. Man ser, at de svage ikke har en chance. Og at ulvene kun er stærke i flok. Nede i dybet arbejder en grusom motor af indifferens. Det er ikke empati, der mangler. De store drenge forstår deres ofre. De føler vel næsten, at de gør dem en tjeneste ved at vise, hvordan tingene virkelig er. Kun kærlighed er en klar mangelvare.
   Play er en tankevækkende film, som udfordrer gængse modeller. Det er nyttigt og næsten nødvendigt at se den. Man vil bagefter være lidt mere lydhør, når børnene siger, at de bliver drillet. Engang blev det kaldt drengestreger. Nu må helvede være det rigtige ord.


*) »Med livsalig friskhed synes det andet svenske bidrag [blandt ti kandidater til Nordisk Råds Filmpris 2005] at komme fra et helt andet sted. I Ruben Östlunds Gitarrmongot er fem vignetter/fragmenter skrevet sammen til en stemningsfuld multiplot/stafetfortælling om drengen, der spiller guitar på hovedgaden og ser ud til at trives godt med sin far.
   Især lægger duoen kræfter i en punksang om at ryge cigaretter, så pigerne bliver imponerede. En gruppe drenge dyrker kreativ vandalisme, mens andre slår sig fordærvede for sjov. Rockere med udviskede ansigtstræk spiller russisk roulette ved køkkenbordet, og en psykisk udfordret kvinde har problemer med at skabe kontakt, mens hun leder efter sin cykel, som vandalerne har taget sig af.
   Et mylder af løse ender, store og små ting, mirakler og manierismer, knyttes sammen. I slutbilledet sender »guitarmongolen« en ballon af sammensmeltede affaldssække op over byen. Den håndlavede vision kunne stå som et udtryk for styrken og livsfølelsen. Människor i allmänhet er den alternative titel på Östlunds vitale debut i lang form. Gitarrmonget er produceret af Anna Sohlmann og Kalle Boman fra Hinden Länna-ateljéerna.« [WA 07.10.2005]. 


Play. Instr.: Ruben Östlund. Manus: Erik Hemmendorff, Ruben Östlund. Foto: Marius Dybwad Brandrud. 119 min. Sverige 2012. Dansk premiere: 16.08.2012.


Fotos: Coproduction Office/ Société Parisienne de Production/ Film i Väst/ Plattform Produktion/ Sonet Film AB/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2012