Generationsskildringen på italiensk
Af BO GREEN JENSEN
Fordi Paolo elsker Gemma fra klassen, bliver hun kvinden i musketerernes liv – men mere Constance Bonacieux end Milady de Winter, for Gemma er aldrig med vilje fatal. De fire har en stor sommer sammen. Der bliver taget et foto ved bilen. Her er al glæden og troen på fremtiden fikseret.
Straks efter begynder adskillelsen, skønt ånden i venskaberne varer ved. Gemma mister sin mor og rejser fra Paolo. Han har en tam fugl, som altid vender tilbage. Den farer vild og kolliderer med vinduet, da hun tager væk – for vi er i en film fuld af klare symboler, der gerne vil læses konkret. Gemma har nogle vilde år i Napoli. Så kommer hun hjem, men kun for at blive distraheret af Giulio, som imens har gjort karriere.
DE tre mænd tilhører nu hver sin klasse. Giulio begynder som socialistisk jurist, men sælger ud af idealerne, da han forsvarer den korrupte sundhedsminister i Italiens svar på Blødersagen. Populisten bliver frikendt, og Giulio gifter sig med hans datter, Anna (Emma Marrone), der forguder ham – i begyndelsen.
Mens Giuliu ryger cigaren, bliver Paolo grå i toppen, før det lykkes ham at få fast læreransættelse. Riccardo skriver artikler om film og driver ind i alternativ politik. Hans hustru tager hjem til sine forældre. Deres søn er blevet bitter, da Riccardo vil genoptage kontakten.
Imens finder Gemma og Paolo hinanden. Giulio kører tur med sin datter – »den eneste kvinde, jeg elsker uden forbehold« – og viser hende huset med værkstedet, hvor det hele begyndte – også filmen om vennernes liv, der former sig som episodiske flashbacks. Fortællersynsvinklen er fælles, men de fire holder stafetten på skift.
Dansen fortsætter, tiden bliver ved. Til sidst er det nytår 2019, og de fire kan samles med deres børn. De ser på fotografiet fra 40 år før. Så gode venner var de vist. Farverne er falmet, men der kom fire fulde liv ud af rejsen.
GABRIELE Muccino, som er født i 1967, fortæller historien om sin generation. Han gør det med skyldig hensyntagen til en af de klassiske film fra Italien. De smukkeste år er åbenlyst inspireret af Ettore Scolas C'eravamo tanto amati (1974, da. Så gode venner var vi vist), der fulgte sin kvartet af karakterer over 30 år. Den engelske titel var lige så god som den danske: We All Loved Each Other So Much.
Den nye film låner typerne fra den gamle. Juristens rejse er helt den samme. Læreren var hos Scola en mere jordnær portør. Riccardo var en dedikeret cineast, som gik glip af den store gevinst i Italiens udgave af Kvit eller Dobbelt, fordi han svarede for teknisk på et spørgsmål om Vittorio de Sicas Ladri di biciclette (1948, da. Cykeltyven). Kvinden – som både dengang og nu er defineret af sit forhold til mænd – nåede at være noget for alle tre venner.
MUCCINOS film har scener, som citerer Scola ord for ord. Nøglestedet er de tre venners møde på restauranten. I Scolas film talte sagføreren om, hvordan de ville ændre verden, men i stedet blev ændret af verden. Hos Muccino siger han, at glæden gik tabt, fordi han blev fanget i en livsstil, som han »ikke havde nosserne« til at forlade. »Vores generation har intet udrettet,« lyder refrænet i begge versioner.
En stor del af glæden ved De smukkeste år – som er betragtelig – kommer af henvisningerne til Så gode venner var vi vist, der på sin side var inspireret af bittersøde amerikanske sædeskildringer som William Wylers The Best Years of Our Lives (1946, da. De bedste år). I sit væsen er genren jo litterær. Individets udvikling bliver en dannelsesroman. Ganget med fire gælder den for en generation. Det er alle vores liv, der bliver til film.
MUCCINOS vinkel på stoffet er mere end ekko og genskin. Det er dog påfaldende, hvor mange fælles træk og troper fra genren, han giver de fire karakterer: fra drengene, der masturberer sammen over fotos af filmdivaer, til desillusionen ved vaneægteskab, fast job og skuffede ambitioner.
Fotoet af de fire teenagers er set i et utal af film. Men det er stadig smukt, og unge elskende tager stadig selfies i Lad-verden-komme-an positur, fordi de har set karakterer, som ligner dem, gøre det samme på film.
Mændene bliver spillet af Pierfrancesco Favino (Giulio), Kim Rossi Stuart (Paolo) og Claudio Santamaria (Riccardo). De har før optrådt sammen i gangsterfilm som Michele Placidos Romanzo criminale (2005) og svarer til De Niro, Pacino og Pesci på italiensk. Micaela Ramazotti har rollen, som Stefania Sandrelli forløste hos Scola.
MUCCINO maler den historiske baggrund op i brede strøg. Hos Scola var en del af charmen, at han hyldede periodens italienske film. Et sætstykke viste, hvordan Federico Fellini og Marcello Mastroianni arbejdede med scenen ved Trevi-fontænen fra La dolce vita (1960, da. Det søde liv). De to legender spillede sig selv i rekonstruktionen.
Muccino beholder en version af scenen. Gemma og Riccardo tager bad i springvandet, mens Paolo er blevet for desillusioneret. Han skal undervise næste dag og går hjem for at sove alene. Sådan er den nye film til stadighed et riff på den gamle. Det giver ekstra mening at se dem sammen, og gælden til formen forklarer det gammeldags i moderniteten.
Det er vigtigt at blive siddende, skønt lyset i salen bliver tændt. Midt i titelsekvensen viser et indstik, hvordan relationerne udvikler sig i næste generation. Det er ikke rå virkelighed i rystede billeder. Men De smukkeste år er en solid skildring af fire livsbaner, som er repræsentative for deres tid.
Mens vi taler om tidsånd og aktiv erindring: De smukkeste år nåede akkurat at få premiere – i 12 biografer – før den anden, længste og mest omfattende coronanedlukning blev implementeret i december 2020. Jeg satte følgende info nederst i kursiv: »Premieren er aflyst i 38 kommuner, hvor biograferne igen lukker ned. Filmen vises i de resterende 60, som ikke er berørt af nye covid19-restriktioner.« Pandemien påvirkede alt i to år. Nu ser vi på et gammelt klassefoto. Farverne er falmet allerede. Detaljerne fortaber sig. Relationerne kræver forklaring. Ingen husker navne og forhold nøjagtigt. Selv hovedpersonerne kommer i tvivl.
Se også The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003).
De smukkeste år (Gli anni più belli). Instr.: Gabriele Muccino. Manus: Paolo Costella og G. Muccino. Foto: Eloi Molí. 129 min. Italien 2020. Dansk premiere: 10.12.2020.
De smukkeste år (Gli anni più belli). Instr.: Gabriele Muccino. Manus: Paolo Costella og G. Muccino. Foto: Eloi Molí. 129 min. Italien 2020. Dansk premiere: 10.12.2020.
Fotos: Lotus Production/ Rai Cinema/ 3 Marys Entertainment/ 01 Distribution/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Førsteudgaven af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.12.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar