Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014)

SLANGEN I BJERGENE
Assayas forsøger sig med metafysisk melodrama

Af BO GREEN JENSEN

PORTRÆTTET af den aldrende diva, som er nået om på den anden side af berømmelsen og ser tilbage på de første år med bittersød undren, hører til sætstykkerne i det melodramatiske register. Motivet efterjusteres i Skyerne over Sils Maria, hvor stjernen Maria Enders (Juliette Binoche) har både en ung assistent (Kristen Stewart) og en yngre konkurrent (Chloë Grace Moretz) at forholde sig til.

   Der er gået tyve år, siden Maria Enders fik sit gennembrud i teaterforestillingen Maloja Snake. Hun spillede dengang den 18-årige Sigrid, der bliver fortrolig med den ældre Helena, som hun siden fortrænger og driver til selvmord. Maria fordrev selv en ældre kollega. Hun så helst, at den gamle kvinde bare forsvandt.

   Der henvises ofte til skuespillet, men man hører kun enkelte udtag. Det virker og er vel også tænkt som et riff på motiver fra Joseph L. Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva) og John Cassavetes' Opening Night (1977) tilsat identitetspolitiske troper fra Rainer Werner Fassbinders Die bitteren Tränen der Petra von Kant (1972, da. Petra Von Kants bitre tårer). Hirokazu Kore-eda bruger den samme idé i La verité (2019, da. Sandheden), hvor Catherine Deneuve er den falmende stjerne.

   I filmens metaunivers har Maloja Snake fået klassikerstatus. Maria medvirkede også i biografudgaven af skuespillet og har siden haft en stor karriere, både på scene og lærred. Maria Enders kunne være et arthouse-navn som Hanna Schygulla. Eller en stjerne som netop Juliette Binoche.

NU er hun kommet til Schweiz for at modtage en ærespris på vegne af forfatteren Wilhelm Melchior, som skrev Maloja Snake. I Zürich bliver hun kontaktet af en ung instruktør (Lars Eidinger), som vil nyopsætte stykket – denne gang med Maria som den kasserede kvinde. Endvidere erfarer hun, at Melchior er død, da hun besøger huset i Sils, hvor han skrev sine tekster.

   Maria er som altid i selskab med sin assistent, Valentine, der kender hendes vaner og luner. Maria ved ikke, om hun skal tage rollen – det føles som at erkende et nederlag. Hun er også nervøs for mødet med det nye talent, amerikaneren Jo-Ann Ellis, som skal spille hendes gamle signaturrolle – og sikkert ikke sætter pris på privilegiet.

   Valentine har sin egen tvivl og sine egne overvejelser. Hun ved ikke, om hun skal blive hos Maria og ende som en professionel skyggetante. De to kvinder er skiftevis veninder, næsten et kærestepar og chefen, der giver sekretæren besked. Set i et særligt lys ligner de sikkert karaktererne fra Maloja Snake.

OLIVIER Assayas (f. 1955) skrev om andres film i Cahiers du Cinéma, mens han skabte de første af sine egne, Désordre og L’enfant de l’hiver, i slutningen af 1980erne. Det gjorde han af kærlighed, men også med et øje på traditionen fra Jean-Luc Godard, François Truffaut og de øvrige nouvelle vague-ikoner, der i 1960erne brugte det stadig aktive tidsskrift som en slags kritisk og kreativt laboratorium.

   Det var i Cahiers, at auteurteorien blev udviklet, og en specialitet for tidsskriftet var de franske cineasters iver efter og mod på at se noget særligt i amerikanske genrefilm. Assayas, som er født tyve år senere og tilhører firsergenerationen – Luc Besson, Jean-Jacques Beineix, Arnaud Desplechin, Leos Carax osv. – har altid lagt selvbevidste filmting i sine arbejder.

   Også Skyerne over Sils Maria har en stamtavle. Den består i vid udstrækning af søgende samtaler, som bliver ført af fremmedgjorte mennesker på naturskønne lokaliteter, der forlenes med symbolske kvaliteter. Og manuskriptet kan slippe af sted med at være så vagt, fordi det spiller på publikums forventninger om, hvad der plejer at ske i film som Roberto Rossellinis Viaggio in Italia (1954), John Hustons Night of the Iguana (1964) og Paolo Sorrentinos Youth (2015). Der er for den sags skyld også takter fra Ingmar Bergman, Michelangelo Antonioni og Douglas Sirk.

DET er en film for tre kvinder, der skal reagere på præmisser, som en mandlig forfatter har konstrueret. De mange meta-lag virker ikke altid nødvendige eller universelle. Alligevel lykkes det Assayas at gøre karaktererne troværdige og komplekse nok til, at man følger dem med interesse. Det lykkes også at gøre teksten i teksten – skuespillet Maloja Snake – til en fiktion, der føles konkret.

   Det lykkes derimod aldrig filmen at forvinde et præg af kultiveret skriveøvelse. Skyerne over Sils Maria er aldrig bare i nærheden af nerven og dybden i Sommertid og Efter revolutionen. Eller legesygen og surrealismen i Irma Vep (1996), der er stærkt på vej op ad ranglisten over film, som bliver stående uanset tiden. Men som en selvbevidst tekst i sin særlige genre er den på højde med Les destinèes sentimentales (2000), Demonlover (2002), Clean (2004) og Boarding Gate (2007). Det er bare en anden og mindre tydelig genre.

   Især ét billede bliver på nethinden. Filmen tager sin titel efter et naturfænomen, som pilgrimme valfarter til Sils for at opleve: Under optimale vejrforhold kommer skyerne glidende som en slange mellem bjergene. Man kan bogstaveligt røre ved himlen. Sils er i øvrigt også den by, hvor Friedrich Nietzsche skrev sine filosofiske hits.

GENNEM hele filmen bygges der op til øjeblikket, hvor slangen i bjergene giver sig til kende. Det er en uimodsigelig scene, som fejer alle de abstrakte overvejelser om tiden og kulturen til side. Den ligger naturligvis lige dér, hvor konflikten mellem Maria og Valentine spidser til.

   Juliette Binoche har smilet, rødmen og livfuldheden fra sine første roller i behold. Kristen Stewart er måske gjort lidt for proper og prosaisk effektiv som assistenten, men kvinderne fungerer godt sammen. Som teenagestjernen går Chloë Grace Moretz til stregen af alle klicheer, men uden at overskride dem.

   Dét er filmens strategi. Derfor ved man aldrig helt, hvor man har den, skønt alt ved konteksten virker bekendt. At Assayas aldrig formulerer et budskab, er måske det bedste ved Sils Maria – der er kun en frustrerende ironi, som irriterer på lifligste vis.

Se også Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Olivier Assayas: Après mai/ Efter revolutionen (2012); Olivier Assayas: Doubles vies | Non-Fiction | Mellem linjerne (2019).

Sils Maria (Skyerne over Sils Maria). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 124 min. Frankrig-Tyskland-Schweiz 2014. Dansk premiere: 22.10.2015.

Fotos: CG Cinéma [still photo credit: Carole Bethuel]/ Pallas Film/ CAB Productions/ Vortex Sutra/ Arte France Cinéma/ ZDF/Arte/ Orange Studio/ Radio Telévision Suisse/ SRG - SSR/ Ezekiel Film Production/ Eurimages/ CNC/ ARTE/ Ciné+/ Canal+/ Deutscher Filmförderung/ MDM/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ FFA/ Office Fédéral de la Culture/ MEDIA Programme of the European Union/ BLS Business Location Südtirol-Alto Adige/ Cinéforom/ Fondation Ernst Göhner/ Loterie Suisse Romande/ New Japan Pro-Wrestling Co/ Stage Pool Focal/ Succés Passage Antenne/ Suisse Tourisme/ IFC Films/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ YouTube [Arnold Fanck 1924 documentary; Pinnacle Films trailer + clip].

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.

Clouds of Sils Maria er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#822) 

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.10.2015.