BEKYMREDE MYRER MED STORHEDSVANVID
Olivier Assayas sætter tiden på plads
Af BO GREEN JENSEN
En særlig type samtidskunst forener de to perspektiver. Den får gerne skyld for at være nærsynet, narcissistisk, navlebeskuende og andre kritiske n-ord. Og må i sagens natur ofte være de ting. Men enkelte stemmer skiller sig ud i mængden af myrer med storhedsvanvid. Blandt filmskabere for eksempel franskmanden Eric Rohmer (1920-2010) og amerikaneren Woody Allen (f. 1935). De gør det med humor, selvironi og en vis bittersødme, der i let form fanger selve essensen.
Olivier Assayas (f. 1955) holder af begge mestre. I sin nye film følger han deres eksempel. Doubles vies – som på engelsk hedder Non-Fiction og i Danmark Mellem linjerne – er et litterært snakkestykke om en kreds af parisiske døgnvæsener. De bekymrer sig om kulturen, mens de lever deres liv og navigerer efter bedste evne.
FORLÆGGEREN Alain Danielson (Guillaume Canet) må forholde sig til den digitale udvikling, der truer bogen som fysisk format og gør markedet glemsomt og volatilt. Han har derfor ansat den yngre Laure d'Angerville (Christa Théret) som teknisk konsulent. Laure er født i nettets egen tid. Hun skal udtænke en digital strategi, som han vægrer sig ved at implementere. Han får dog ret hurtigt smag for at skabe forandring, og en affære med Laure hører ligesom med.
Husforfatteren Léonard Spiegel (Vincent Macaigne) skriver forurettet autofiktion om sit kærlighedsliv, der ellers er vitalt og varieret. Han går i chok og komisk selvynk, da Alain forklarer, at forlaget ikke vil udgive det seneste manuskript. Alains hustru, skuespilleren Selena (Juliette Binoche), foragter i udgangspunktet den rolle, hun spiller i en populær tv-krimi. Men den har givet hendes karriere en tiltrængt genopblomstring.
TIDEN går – og vanen brydes – med serielle utroskaber, som heller ikke døgnfluerne er specielt lidenskabelige omkring. Der er knap nok nogen reaktion, da Alain afbryder sit forhold til Laure. Forfatterens kæreste (Nora Hamzawi) er spindoktor for en idealistisk politiker, som viser sig at have ankler af ler. Det kommer ikke bag på hende, da Léonard tilstår sit sidespring. »Du har jo skrevet bøger om det,« bemærker hun sagligt.
Imens taler alle i ét væk om tidsånd, kulturens forvitring og den digitale omstilling. Ingen er skråsikre. Charmen sidder ofte i detaljen: Selena gav Léonard et blowjob i en biograf, hvor de så Star Wars: The Force Awakens. I hans bog ser de i stedet Michael Hanekes Det hvide bånd, som har mere valør i miljøet. Hun driller ham med hans forfængelighed. Og synes i øvrigt om bogen.
Binoche og Macaigne er det bedste ved filmen. De pjækker fra den ansvarlige hverdag, hvor man har korrekte meninger om, hvad kulturen bør og skal. De griner ofte godt og grundigt, af andres indbildskhed såvel som deres egen. De har bevaret en smitsom livsglæde og er derfor også elskede. Måske statuerer Alain et eksempel, da han siger nej til Léonards auto-fiktion. Eller også forstår han, at Selena er med.
OLIVIER Assayas har lavet nogle af de bedste franske film i nyere tid. Modsat Léonards bøger ligner de ikke altid hinanden. Et skrøbeligt periodedrama som Les destinées sentimentales (2000) blev fulgt op med Demonlover (2002), som var en af de første film, der beskæftigede sig med den virtuelle virkeligheds mørke side. Han er særligt god til genrefilm med en kvinde i fokus: Maggie Cheung i Irma Vep (1996); Asia Argento i Boarding Gate (2007); Kristen Stewart i Personal Shopper (2016).
Kronstykket er stadig den selvbiografiske Après mai (2013, da. Efter revolutionen). Når Binoche medvirker, er det som regel tegn på, at kulturen som institution skal behandles. Det gjaldt i L'Heure d'été (2008, da. Sommertid), hvor arvingerne efter en maler skulle enes om at sælge eller bevare hans bo. I Clouds of Sils Maria (2014, da. Skyerne over Sils Maria), hvor Binoche spillede en falmende diva på sin egen alder, var der melodrama i stedet for smilerynker.
GUILLAUME Canet udstyrer Alain med manerer, som ligger tæt på instruktørens egen gestik og fremtoning. Jeg talte i sin tid med Assayas om Sommertid, der behandler billedkunsten, som Doubles vies bag latteren behandler litteraturen. Han sagde, at han ville vise, »hvordan forbindelsen til kunstens sjæl kappes over, når man begynder at tænke på kunstens markedsværdi. Og hvordan den sjæl er forbindelsen til den enkelte kunstner, mennesket, som i sin tid skabte det unikke kunstværk.«
Doubles vies er stemt i et komisk register, men Assayas er som altid optaget af, hvad Walter Benjamin kaldte »Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder«.* Døgnvæserne ved, at deres liv er banale, og Assayas ved, at kun en krise kan drive os til forandring. De ting er også med i filmen, hvis arbejdstitel for resten var »E-book«.
DER er intet ydre drama, kun fortumlet utroskab og dårligt håndterede situationer. Filmen er bygget af ordrige samtaler. Det er meget som at læse en begavet kronik, der nægter at tage emnet og sig selv helt alvorligt. For vi skal jo også være her og leve vores liv. Assayas siger, at han lavede filmen, fordi han kunne; fordi man i Frankrig stadig kan slippe af sted med at lave den slags.
Forskellige tilskuere vil se en række forskellige film. Nogle vil kede sig, andre vil klukle. Det lette greb om tunge emner er hovedsagen. Selvsagt ved siden af godt skuespil og en dyb kærlighed til den truede kunstart.
*) »Das Kunstwerk im Zeitalder seiner technischen Reproduzierbarkeit« (1935) som oversat af Jørgen Holmgaard i Walter Benjamin: Kulturkritiske essays (1998). Den mere mundrette engelske titel er »The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction«. Uanset sproget en væsentlig tekst i enhver diskussion af sekventiel billedkunst.
Mellem linjerne (Double vies/ Non-Fiction). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 108 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 22.08.2019.
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO
Curzon Artificial Eye udgav filmen på Blu-ray i 2020
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 23.08.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar