Translate

lørdag den 31. juli 2021

Hiner Saleem: My Sweet Pepper Land (2013) [Westerns 100]


DEN KURDISKE TROMME
Levantens bud på den evige western

Af BO GREEN JENSEN

DEN irakiske kurder Hiner Saleem forlod sit land i 1981, da han som 17-årig kom til Italien for at studere. I dag er han bosat i Frankrig. Alligevel er det kurdernes vilkår, han skildrer igen og igen. Saleems signatur er en gavmild galgenhumor. I 1998 brød han stort igennem med komedien Vive la mariée... et la libération du Kurdistan.
   Kurdistans undertrykkelse og den forhadte diktator Saddam Husseins fald fylder noget nær alt i Saleems univers. Begivenheden er skildret i komisk, dramatisk og tragisk form i henholdsvis Vodka Lemon (2003), Kilomètre Zéro (2005) og Apres la chute (2009). Den spraglede satire kan minde om tonen i Emir Kusturicas Balkan-film fra 1990erne. Der er aldrig nogen tvivl om, at livet er stort og rigt og bliver ved.



MY Sweet Pepper Land er mere douce og dæmpet i tonen end de absurde satirer fra sidste årti. Efter Saddam hersker orden i Irbil, og bureaukraterne vender tilbage til politiet, som krigshelten Baran (Korzmak Arslan) har bestyret. For at undgå ledelsens inkompetence – og sin mors Kirsten Giftekniv-aktivitet - søger Baran en stilling som sherif oppe nordpå, hvor Iran, Irak og Tyrkiet mødes i den kurdiske trekant.
   Samtidig prøver den skønne Govend (iranske Golshifteh Farahani) at forklare sin far og sine seks brødre, hvorfor det er vigtigt at vende tilbage til en stilling som lærerinde i landsbyen, skønt man som 24-årig stadig ikke er forlovet og bliver mødt med vrangvilje i grænselandet, hvor den lokale høvding, Aziz Aga, har fungeret som en kurdisk Don Corleone, uanset hvem der regerede det søde peberland.



HERFRA er historien enkel som i en gammeldags western. Baran flytter ind i arresten og markerer sig som den nye sheriff. Da Govend bliver chikaneret, handler han helt uden tøven. Aziz Aga spreder rygter om parret. Govends brødre truer med at begå æresdrab. Netop som Baran står mest alene, ankommer hjælpen i skikkelse af militante kvinder fra den tyrkiske del af Kurdistan.


FILMEN er et elegant stemningsstykke, som får særlig relevans og dybde i de poetiske scener, hvor Golshifteh Farahani spiller længselsfuld fingermusik på den flade hængetromme af metal. Ligesom hos Bahman Ghobadi, der er det kurdiske Irans svar på Hiner Saleem, får sangene særlig betydning. Skolebørnene smiler, og der er klodset, tung troværdighed i kampene mellem Baran og Aziz Agas røverslæng.*
   Medicinsmugling, juridisk korruption og det muslimske kvindesyn tages under behandling. Baran og Govend kunne være John Wayne og Angie Dickinson i en film om Sheriffen og skolelærerinden. De bliver heldigvis også et par, men spørgsmålet er, om det vilde Kurdistan giver dem lov.
   My Sweet Pepper Land er en af årtiets skæve og derfor livsnødvendige film. Kurdistan har fremdeles problemer, men ikke på fiktionsfronten, hvor regionen råder over to af tidens førende filmskabere, Bahman Ghobadi og Hiner Saleem.


*) My Sweet Pepper Land udspiller sig i det historiske vindue mellem Saddam Husseins fald i 2003 og krigen mod Islamisk Stat, der for alvor tog fart i 2014. Filmskaberne har reageret forskelligt. Hiner Saleem har instrueret to tyrkiske komedier, Tight Dress (2016) og Lady Winsley (2019), begge med en fransk komponent, men uden de første films ambitioner og kvaliteter. Bahman Ghobadi var tavs i tre år efter Rhino Season (2012). Så lavede han og fotografen Jafar Aslani A Flag Without a Country (2015), en dokumentar i spillefilmslængde, som kombinerer en gennemgang af Kurdistans historie med optagelser fra valgkampen i 2013, hvor en pilot og en kvindelig popsanger på hver sin måde engagerer sig. Den eneste fiktionsfilm, som skildrer kampene mellem IS  og den kurdiske Peshmerga-hær, er Eva Hussons Les filles du soleil/Girls of the Sun (2018), hvor en fransk fotograf (Emmanuelle Bercot) følger med den kurdiske kvindeenhed, som forbereder generobringen af deres by. Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2018. Den er desværre ikke særligt god. Golshifteh Farahani spiller den kurdiske leder.    


My Sweet Pepper Land. Instr. og manus: Hiner Saleem. Foto: Pascal Auffray. 100 min. Frankrig-Tyskland-Irak 2014. Dansk premiere: 24.04.2014.


Fotos: Agat Films & Cie/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinty
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.04.2014

fredag den 30. juli 2021

Den umulige drøm: Nikola Tesla 1856-1943


DEN UMULIGE DRØM
En film om opfinderen Nikola Tesla

Af BO GREEN JENSEN

NIKOLA Tesla (1856-1943) var alkymisten blandt de opfindere, som udviklede en række moderne teknologier ved forrige århundredeskifte. Han var en rockstjerne i populærmytologien, også før Elon Musk brugte navnet til sin elbil.
   Tesla »opfandt« ikke vekselstrøm, men han udviklede måden, vi bruger den på. Han var lodret uenig med sin første amerikanske arbejdsgiver, Thomas Alva Edison (1847-1931), som kun ville høre tale om jævnstrøm.
   Tesla var ansat hos Edison i fire måneder, da han kom til USA i 1884. »Er det sandt, at De kommer fra Transsylvanien?« spørger Kyle MacLachlan – bevidst uforskammet – i Michael Almereydas drømmespilsagtige film om de elektriske foregangsmænd. Tesla (Ethan Hawke) siger nej og bliver irriteret. Begge mænd ved (skønt der vil gå 13 år, før Bram Stoker skriver Dracula), at stednavnet signalerer noget med overtro, varulve og vampyrer.


FAKTISK kom serberen Tesla fra Smijan, som lå i det daværende Østrig-Ungarn og i dag er en by i Kroatien. Edison blev født i Ohio og voksede op i Port Huron, Michigan. Går man langt nok tilbage, havde familien hollandske aner, men der var absolut ingen hang til mystik. Tesla drømte om andre verdener. Edison troede på at tjene penge. Sådan ser og husker vi i hvert fald de to pionerer.
   Rivalerne mundhugges stadig i filmen. Edison ler, fordi Tesla mener, at han skal betales for sin induktionsmotor. De puster sig begge lidt mere op. Imens spiser de vaffelis – en anden af tidens nyheder – som de smører i ansigtet på hinanden. Altså næsten et stumfilmisk lagkageslagsmål. For vi er ikke i en fremstilling, der tilstræber naturalisme. Almereydas bemærkelsesværdige film er mere en fabel om identiteter. Og en periodeskildring i stilen fra E.L. Doctorows Ragtime (1975). Vi ser alt med kritiske øjne og forstår den historiske afstand.



DET bliver klart, at fortælleren er Anne Morgan (Eve Hewson), datter af finansmanden John Pierpont Morgan, en Mærsk Mc-Kinney Møller for sin tid og den eneste, som altid har penge. Morgan støtter Tesla med 100.000 dollar, skønt han er hovedaktionær i Edisons firma.
   Tesla er taknemlig. Datteren påpeger, at det var småpenge for Morgan. Samme år købte han malerier af Gainsborough og Vermeer for samme pris. Morgan var hverken ødsel eller nærig. Han styrede markedet og koncentrerede sin magt. Hans private vagtværn kunne slå ned på socialistiske agitatorer. Monopollovgivningen blev skrevet for hans skyld. J.P. Morgan var et fabeldyr. Han er altid med i skildringer af den darwinistiske kapitalismes guldalder.



FOR tiden var Tesla en mærkelig påfugl. Der var derimod ingen, som ikke forstod, hvad Thomas Edison ville. Heller ikke da han brat trak sig ud af elektrisk forretning og satsede alt på en stålminedrift, som ikke kunne bære. Patenter var pionerernes valuta, og Edison havde fingre i alt: i røntgen, lyd og filmproduktion.
   Det siger meget om mændenes værdier, at den fornuftige Edison arbejdede med genopladelige batterier, mens den visionære Tesla var optaget af trådløse teknologier. Kun én gang bliver Edison eftertænksom. Det er, da man bruger hans jævnstrøm til førsteudgaven af den elektriske stol.
   I filmen er Anne Morgan forelsket i Tesla. De er tæt på hinanden, mens Tesla stadig driver praktisk forretning og får finansiering, først i sit eget selskab, siden i Westinghouse, som konkurrerer med Edison. Tesla sværmer for Sarah Bernhardt, som besøger New York i 1881 og 1891. Men det er, fordi han forsvinder ind i sin forskning, at hun endelig vælger ham fra.



ALMEREYDAS film er en lille produktion, som ikke har råd til rekonstruktioner. Forfatteren – som både har skrevet, instrueret og produceret – gør en dyd af en nødvendighed og formidler sin historie med post-modernistiske kneb. Der er bagprojektioner og videoclips i en teatralsk kulisse. Det hele minder ikke så lidt om et tidligt tv-spil af Ken Russell, som gik til genierne efter tur.
   Almereyda lader Anne Morgan fortælle fra et værelse, hvor hun kan google historiens aktører. Hun viser, hvordan der er flere fotos og mere baggrund om Edison og de andre. Tesla er repræsenteret ved de samme tre-fire fotos, som bliver bearbejdet efter behag. Især det iscenesatte foto fra Wardenclyffe Tower, hvor man kan se de elektriske bølger for effektens skyld, er populært. Tesla ville transmittere trådløst til Europa, men tabte til Marconis teknologi.



DET stærkeste sted – og filmens største billeder – er fra projektet i Colorado Springs i 1899. Det er uklart, hvad Tesla forskede i. Christopher Nolan lod ham arbejde med teleportering, da han castede David Bowie som Tesla i tryllefilmen The Prestige (2006).
   Hos Almereyda er han optaget af at sende og modtage signaler fra rummet. »Fremmed liv er en statistisk kendsgerning,« siger Tesla. »Jeg tror, at jeg er den første person, der har hørt lyden af en planet, som hilser på en anden.« Morgan kan slet ikke have den slags, men hans datter elsker Tesla mest, når han brænder sådan. Selv tog Anne til Frankrig og fandt glæden hos en kvinde, som hun lavede velgørenhed for krigsbørn med.



DET er sandt, at Tesla kendte Sarah Bernhardt og var ven med både Mark Twain og Albert Einstein. Det er sandt, at han hørte signaler fra rummet og brugte de sidste årtier af sit liv på at forske i mentale energier. Han døde alene og forgældet på sit hotel i New York, men der kom 2.000 gæster til hans begravelse. Tesla blev 87 år. Han overlevede alle de andre – dog ikke Anne, som fortæller. Filantropen levede til 1952.



FILMEN fungerer sikkert bedst som supplement til mere neutrale versioner. Hawke er en udmærket Tesla. MacLachlan er en forbavsende god Edison. Det er befriende, når Almereyda giver los og bruger de første ideer, som må have inspireret ham. Da det bliver klart for Tesla, at han aldrig vil nå sin umulige drøm, sætter filmen alle sejl til i en musikvideo
   Tesla tager afsked med den dragende Sarah Bernhardt (Rebecca Dayan) og synger direkte til kamera. Det oplagte valg ville være »The Impossible Dream« fra Man of La Mancha, men Almereyda er mere original. Han lader Tesla fremføre »Everybody Wants to Rule the World« fra Songs from the Big Chair (1985) med Tears for Fears.



JEG elsker film som Tesla. Andre hader dem af et godt hjerte. Denne fik dog en pris på Sundance i 2020. Det er skyggespil, steampunk og visionær sci-fi. Kubistisk historieskrivning, i øvrigt meget som Babylon Berlin. Begyndelsen på vores tekniske verden, der modtager signaler fra Mars as we speak. Det er alt, som ikke er streamede serier, hvor karaktererne skyder hinanden til plukfisk.

Tesla. Instr. og manus: Michael Almereyda. Foto: Sean Price Williams. 102 min. USA 2020. Dansk premiere: 14.12.2020 (vod/streaming)


Fotos: CineMaterial/ Millennium Media/ IFC Films/ Grand Hjemmebio/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.01.2021

torsdag den 29. juli 2021

Polske paragoner: Andrzej Wajda og Lech Walesa


FREMSKRIDTETS AMBASSADØR
To sene arbejder af Andrzej Wajda

Af BO GREEN JENSEN

FAGFORENINGSLEDEREN Lech Walesa (f. 1943) var ofte i 70ernes og altid i 80ernes tv-nyheder. På behændig vis fik han orkestreret en folkelig modstand, som hverken regeringen i Warszawa eller overmyndigheden i Moskva syntes om. Det lykkedes dog at holde balancen og mobilisere på relativt fredelig vis. Der blev aldrig slået ned på det polske eksempel, som man havde gjort i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968.
   Situationen spidsede til i 1981, da general Jaruzelski erklærede Polen i undtagelsestilstand. Fagbevægelsen blev forbudt, og Walesa sad i fængsel i 11 måneder. I 1983 fik han lov at genoptage arbejdet på Leninværftet i Gdansk, atter som elektriker. Samme år modtog han Nobels Fredspris og sendte sin hustru, Danusa, til Oslo for at modtage den. Ni år senere blev han sit lands præsident og bestyrede embedet frem til 1995.



I 2013 fylder Walesa 70. Han er ikke længere medlem af Solidarnosc. Han meldte sig ud i 2006, da fagforbundet valgte at støtte brødrene Kaczynskis konservative nationalister. Omvendt er han fortsat modstander af fri abort og LGBT- ægteskaber. Der er grænser for tolerancen, men alt i alt har Walesa stået distancen. Man nævner ham sammen med Vaclav Havel og Mikhail Gorbatjov, når tøbruddets helte bliver husket.
   Manden fra Solidarnosc bliver hyldet i Andrzej Wajdas portrætfilm, der er overraskende konventionel i sit udtryk, men bærer præg af at være skabt af en medpassager, som husker tidens særlige vilkår.
   Før Muren faldt, var Polen både tæt på og langt væk. Man delte flere kulturelle markører, og Wajdas film husker de mindste ting. For eksempel er det gribende, da alle i Walesas opgang følger med i Rich Man, Poor Man (1976, da. To brødre), den amerikanske miniserie med Peter Strauss og Nick Nolte, som også var en dansk landeplage. Der blev strejket for livet på B&W, før værftet kom i problemer. Og alle så tv på samme kanal.


ANDRZEJ Wajda (1926-2016) var 17 år ældre end Walesa. Han havde for længst skabt hovedværker som Aske og diamanter (1958) og Landskab efter slaget (1970), da den unge elektriker fik for meget af sendrægtigheden og skævhederne i det kommunistiske system. Wajda instruerede to af sine stærkeste, mest system- og mediekritiske film, Marmormanden (1977) og Jernmanden (1981), mens Solidarnosc trodsede statsmagten.
   Walesa – Håbets mand bliver derfor set som slutningen på en trilogi. Dét er nok en tilsnigelse. Der er intet kontroversielt over filmen, som tegner et solidt portræt af Polen i perioden. I 1970 er Walesa en ilter frontkæmper, som reagerer uden tøven, når han ser overgreb og urimeligheder. Han lægger altid sit armbåndsur, så familien har noget at holde sig til, hvis han ikke kommer hjem. Den ustandselige mand er sympatisk og uimodståeligt spillet af Robert Wieckiewicz.



ELLEVE år efter er stemningen vendt, da den italienske auteur-journalist Oriana Fallaci (Maria Rosaria Omaggio) kommer til Gdansk for at interviewe Walesa på vegne af Time Magazine. Walesa bliver mistænkeliggjort af sine modstandere og kritiseret af sine fæller. Han skændes med Fallaci og fortryder samtalen. I baggrunden høres Danuta og parrets seks børn. De får to mere, før årtiet er forbi. Fysikken er tung. Walesa virker ikke længere som en mand, der sætter livet på spil for en brugt barnevogn.



WAJDAS film tegner et kritisk portræt af Walesa. Denne har dog altid historien på sin side. Vi ved, at alle afsavn betaler sig i længden. Walesa bliver fremskridtets ambassadør. Han forandrer det polske system, og de historiske kræfter forvandler Europa.
   Der er ingen nostalgi. Filmen kritiserer også vor egen epoke, hvor arbejdskraften bliver solgt for en slik og eliten igen vil regere. Blot er kommunismen erstattet af liberalisme, og nødvendigheden bliver kaldt globalisering.



DANUTA Walesa fremstilles af Agnieszka Grochowska. Hun er i hele forløbet en loyal og ligeværdig medspiller. Somme tider siger hun fra, og det gør filmen mere livfuld.
   Den er bedst i begyndelsen, hvor Walesas stædighed og retfærdighedssans har et næsten jovialt skær af folkekomedie. Den undgår fuldkommen ubønhørligheden og kompleksiteten, der prægede Katyn (2007), Wajdas film om de sovjetiske troppers mord på 20.000 polske soldater i 1940. Også instruktørens far blev udrenset.
   Katyn forbliver veteranens hovedværk, men Håbets mand er en gavmild og vellykket tilføjelse. Både Walesa og Wajda var glade, da de i 2013 kom til festival i Venedig og lod sig hylde ved filmens internationale premiere. Der var heller ikke grund til andet. De polske paragoner blev fejret som konger.



ANDRZEJ Wajda døde i 2016. Han blev 90 år. Efter Håbets mand nåede han at færdiggøre Powidoki
Efterbillede«), en film om billedkunstneren Wladislaw Strzeminski (1893-1952), som nægtede at svigte sit æstetiske ideal og blev fjernet fra sin stilling som professor på [hvad der svarer til] kunstakademiet i Lodz.
   Strzeminski var født i Minsk og viste sine første konstruktivistiske værker i Vilnius. I 1923 kom han til Warszawa og stiftede kunstnergruppen Blok sammen med Henrik Berlewi. Ideerne fra Blok blev videreudviklet i teorien om Unisme. Strzeminski forestod opbygningen af museet for moderne kunst i Lodz og var hovedkraft i sammenslutningen »a.r.« (som arbejdede hen over faglige skel og kunstneriske discipliner). Sala Neoplasticyczna  (»Neoplastisk rum«) fra 1948, Strzeminskis egen installation, var samlingens kronstykke.
   Da kulturminister Wlodzimierz Sokorski i 1949 implementerede regeringens doktrin om heroisk socialistisk realisme (ikke at forveksle med socialrealisme) som enerådende stil, blev jazz, abstrakt kunst, litterær modernisme og andre entartete elementer forbudt. Strzeminski blev afskediget, da han ikke ville ændre praksis. Neoplastisk Rum blev fjernet fra udstillingen på museet i Lodz. Væggene i værelset blev simpelt hen malet over.


EFTER Stalins død i 1953 blev der gradvis slækket på de formalistiske krav. Fra 1955 og frem fik kunsten lov at eksperimentere igen. Det var for sent for Strzeminski, som døde (af tuberkulose) i 1952, da doktrinen blev hårdest håndhævet. Wajdas film tager sin titel fra en serie sene malerier, der fastholder solens efterbilleder på kunstnerens nethinde.
   Wajdas store tema var altid integritet. Han kaldte selv den socialistiske kulturpolitik en katastrofe. Det var ikke desto mindre Sokorski, som gav filmskaberen midler til at optage gennembrudsværket Pokolenie (1955, da. En generation). Efter Marmormanden og Jernmanden er Efterbillede måske i højere grad end Håbets mand den film, der lukker trilogien om kunst, politik og sandhed i Polen i efterkrigstiden.
   Neoplastisk rum blev genåbnet i 2010. Efterbillede var Polens Oscar-bidrag i 2018.  


Walesa – Håbets Mand (Walesa. Czlowiek z nadziei). Instr.: Andrzej Wajda. Manus: Janusz Glowacki. Foto: Pawel Edelman. 127 min. Polen 2013. Dansk premiere: 12.06.2014

Afterimage (Powidoki). Instr.: Andrzej Wajda. Manus: Andrzej Mularcyk. Foto: Pawel Edelman. 98 min. Polen 2016. 


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Akson Studio/ Camera Film/ Venice Film Festival
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.06.2014

onsdag den 28. juli 2021

Pawel Pawlikowski: Cold War (2018)


KÆRLIGHED I FORÆLDRENES TID

Pawel Pawlikowskis historiske projekt

Af BO GREEN JENSEN

FOR nogle par bliver det aldrig den rigtige tid. Musikeren Wiktor (Tomasz Kot) er med til at etablere et sangkor i efterkrigstidens Polen. Zula (Joanna Lustig) er et af de talenter, som bliver samlet op i provinsen.
   Det er Josef Stalins store år. Udenfor hersker statskommunismen. Den kolde krig har kronede dage. Mazurek-ensemblet turnerer med folkemusik. Der er både polske og russiske sange i repertoiret.
   Wiktor og Zula elsker hinanden, men de kan ikke enes om fremtiden. Han hopper af på en koncerttur til DDR. Hun finder ham igen i Paris, hvor de laver en jazzplade sammen, men Zula trives ikke i eksilet.
   Han følger efter, da hun rejser hjem, og ender i en arbejdslejr for dissidenter. Zula må gifte sig op i systemet for at få ham tilbage. De får på en måde hinanden, men slet ikke som det var ventet og tænkt.



PAWEL Pawlikowski sagde noget vigtigt om 1960ernes Polen i Ida (2013), hvor en ung nonnes fortid førte tilbage til 1940ernes krigsforbrydelser. Filmen fik en Oscar (og en Bodil) som bedste ikke-amerikanske film i 2015. Udlandet elskede Ida, men i Polen blev Pawlikowski hængt ud.
   I Cold War bliver koldkrigshistorien belyst gennem forholdet mellem to parter, som skiftevis er fjender og evige elskende. De kan ikke finde ud af det sammen, og de kan ikke undvære hinanden. Instruktøren oplyser, at karaktererne er baseret på hans egne forældre.



COLD War begynder i 1949, da Wiktor er med til at indsamle folkemusik. Han har ingen interesse i det etniske projekt. For ham er arbejdet en politisk manøvre. Wiktor er mere til moderne jazz og har studeret kompositionsteori hos Nadia Boulanger i Paris.
   Zula synger bedre end de andre amatører og fører sig selvsikkert frem. Også for hende er statens musik en valuta. Med en plads i ensemblet kan hun forlade landsbyen, hvor hun blev voldtaget. Det er ikke en tid for æstetiske idealer. Til gengæld er nepotisme og seksuel bestikkelse i kurs. Korets leder er en opportunist fra Partiet.
   Pawlikowski fortæller i korte episoder, der fører historien frem til 1964. Wiktor og Zula er sammen i Warszawa 1951, Paris 1954, Kroatien 1955 og Paris igen i 1957. De har aldrig en lykkelig tid. Ida demonstrerede, hvordan politiske kræfter kontrollerer det enkelte liv. Også Wiktor og Zula bliver styret af historien, men deres inderste væsen er ikke påvirket.



MAZUREK-ensemblet hed Mazowsze i virkeligheden. I 50erne faldt folkloren i unåde, og jazz blev den bærende lyd. Wiktor tager til Paris for at spille blå jazz. Da Zula slutter sig til ham, indspiller de et album. De har aldrig haft mere frihed. Deres forhold har aldrig været så dårligt.
   Man nærer en hovedrystende sympati for det uforbederlige par. Han har en slags kunstnerisk plan. Hun forstår at navigere i systemet. Zula gifter sig to gange med andre mænd, simpelt hen for at redde sin egen. Den stoiske slutning er smuk og ubærlig.


PAWLIKOWSKI er uddannet i London. Han begyndte i 90erne som dokumentarist. Ligesom Lone Scherfig kan han ramme den britiske tone uden accent. Det gjorde han især i My Summer of Love (2004), som tillige var fuld af drømmende tidsånd.
   Men Pawlikowski, som i 2021 er 63 år, blev for alvor en enestående filmskaber, da han vendte hjem til Polen og begyndte at revidere historien. Cold War er så klart fortalt. Der er absolut overensstemmelse mellem følelsen i filmen og de mejslede, sort-hvide billeder.



Cold War (Zimna wojna). Instr.: Pawel Pawlikowski. Manus: Janusz Glowacki, Pawel Pawlikowski. Foto: Lukasz Zal. 89 min. Polen 2018. Dansk premiere: 13.12.2018.


Fotos: Opus Film/ Amazon Studios/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/ Criterion Collection
Filmen er udgivet på blu-ray af Criterion Collection og streames i DK på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og You Tube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.12.2018