Chasing Trane: John Coltrane 1926-1967

DEN KOSMISKE REJSE

En portrætfilm om jazzpioneren

Af BO GREEN JENSEN

SAXOFONISTEN John Coltrane var kun 40 år, da han døde – af leverkræft i 1967 – men som en af jazzens store stilskabere kaster han stadig en kolossal skygge.

   Der er vist nok delte meninger om de sidste indspilninger, hvor en i forvejen eksperimenterende form er på vej ud i rummet og ind i en eskalerende religiøsitet. Den frie jazz bliver her til bøn og lovsang. Denne drift mod en hengivelse er dog klar allerede på hovedværket A Love Supreme (1964), hvor Coltranes fantastiske rejse begynder for alvor.

   Portrætfilmen Chasing Trane foretager flashbacks til Coltranes opvækst i North Carolina og starten på musikkarrieren, som begyndte i hans flådetid på Hawaii og fortsatte i Philadelphia. Coltranes første helt var Charlie Parker. Hans læreår gik med at følge Parkers eksempel i bands, som blev styret af Johnny Hodges og Dizzy Gillespie.

COLTRANE fik sin chance i 1955 hos Miles Davis. Han gik selv, fordi han syntes, at Miles kom til at fylde for meget. Mens han udviklede sin egen stil – og skar albummet Blue Train (1958) – var han saxofonist hos Thelonius Monk. Han blev bortvist på grund af sit stofmisbrug. Monk tog ham til nåde, Trane faldt atter i.

   Så var det, at han tog en beslutning og gjorde sig fri. Coltrane var gift, havde bonusbørn at forsørge og ville ikke ende som Charlie Parker. John Scheinfelds film vender stadig tibage til skæringsåret 1957, hvor legenden valgte et renere liv. Steddatteren Antonia Andrews beskriver, hvor hårdt det gik for sig, da Coltrane gik cold turkey og blev i huset i måneder, mens hustruen Naima hjalp ham over det værste.

DER er stumper af henved tres sange. Scheinfeld gør særligt meget ud af »Alabama« (1964), som er Coltranes melankolske pendant til Nina Simones vrede »Mississippi Goddamn«. Begge løfter arven efter Billie Holidays evige »Strange Fruit«. Eks-præsident Bill Clinton kalder kompositionen »a beautiful elegy screaming with pain«.

   Coltranes skæve fortolkning af The Sound of Music-sangen »My Favorite Things« blev et overraskende radiohit i 1961. Så isolerede han sig i huset på Long Island for at komponere A Love Supreme i fire satser. Her er ideen, at han spiller de ord, som er skrevet på coveret.

CHASING Trane er en effektiv introduktion. Den er desværre også fuld af talende ansigter, som konstant klippes ind i musikken. Karaktervidnerne siger udmærkede ting, men de er mærkeligt urytmisk anbragt.

   Flere talking heads henviser til Pablo Picasso og Jimi Hendrix, når de skal finde en analogi for Coltranes forvandling. Det er gamle kolleger som Sonny Rollins og Jimmy Heath. Det er celebre fans som Bill Clinton og John Densmore, trommeslageren fra The Doors, der som altid forklarer håndværket godt.

   Især er det guitaristen Carlos Santana, som jeg skylder min egen indføring i Coltrane. Santana og John McLaughlin bruger to af Coltranes kompositioner, »Acknowledgement« fra A Love Supreme og balladen »Naima«, på albummet Love Devotion Surrender (1973). Her udforsker de – under navnet Mahavishnu Orchestra – en diffus og forklaret åndelighed, som dagens newagere vil sætte pris på.

DESVÆRRE kan Scheinfeld ikke tale med Alice Coltrane (1937-2007), som var pianist i den sidste kvartet og fortsatte med at udforske og forkynde musikken på album med titler som Transcendence (1977) og Transfiguration (1978). Hovedværket er det fjerde album, Journey in Satchidananda (1970). Santanas Illuminations (1974) er indspillet med Alice Coltrane.

    Hun blev gift med John Coltrane i 1966. Hun gjorde kvartetten til en kvintet og blev af purister betragtet som en negativ faktor, meget som rockfans lidt senere så Yoko Ono, da John Lennon trak sig ud af The Beatles. Alle parrets tre sønner fortæller. Coltrane selv blev helgenkåret af African Orthodox Church i San Francisco. 

   Et kapitel for sig er den sidste japanske turné. Her fortæller Yasuhiro Fujioka, som driver Coltrane House i Osaka og ejer den største samling af memorabilia. Den japanske superfan er aldrig kommet over Coltranes koncert i Nagasaki, hvor han spillede »Peace on Earth«.

COLTRANES egne udsagn bliver læst af Denzel Washington. Coltrane er misbrugeren, som rettede sig og blev kanoniseret. Beskrivelsen af hans rejse mod lyset er ganske vist ikke på højde med vreden i Whatever Happened, Miss Simone? (2015), Liz Garbus’ dokumentar om Nina Simone. John Scheinfeld har tidligere portrætteret Herb Albert, Sergio Mendes, John Lennon og Harry Nilsson. Han er tilbøjelig til at skære alle kager i den samme dej. 

   Til gengæld er filmen en appetitvækker. Jeg gik direkte hjem og bestilte A Love Supreme. Jeg ved ikke meget om jazz. Jeg troede, at Bitches Brew stod alene. Efter Chasing Trane er jeg klogere. John Coltrane skabte kosmisk musik, der er mere end psykedeliske fagter. Måske er det lyset, der bliver transformeret. Måske er det hengivelsen, som han higede efter, der lyder sådan, når den folder sig ud. 

Chasing Trane – The John Coltrane Documentary. Instr. og manus: John Scheinfeld. Foto: Stan Tayor. 99 min. USA 2017. Dansk premiere: 21.06.2017.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons/  Blue Note/ Impulse!/ Google

Filmen streames ikke i Europa. I USA kan den ses på Apple TV og lejes/købes på iTunes

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.06.2017 (der er dog skrevet pænt meget til)