50 år efter: Et digt til Jim Morrison 1943-1971

 

[Jim Morrison døde i Paris den 3. juli 1971. I dag er det 50 år siden. Han skrev flammende digte og sang i The Doors. Han var 27 år til sidst.]     

 

MORRISON 

 

I

Til sidst er det morgen i Morrisons stue.
50 år er gået og jeg sidder med hans ting.
Jeg kan næsten høre ham henne ved skærmen
Hvor tvivlens rappe løver står på spring.

Han mumler om Nåde & Stor Motorvej
Han sværger ved Striptease & Blaffer
Ved vanvittig pige & vanvittig dreng
& bliv i min sjæl Indianer

Til sidst må der have været Støvet
En hånd af elektriske fingre om hjertet
& den glasklare undren ved bare at være
endnu en skamskåren mand der går ned.

II

De rejsende biler på rustboulevarden
Skøgernes stemmer ved sceneindgangen
Solnedgang støbt i en brynje af marmor
& smedejernsmasken for drenge i brunst:

Til sidst må der have været Havet
& byen som stiger i blindt hvidt lys
hvor lyset skures af konflagrationer
til kernen af fremtid er hærdet & ren

(Da forestillingen om renhed fødtes
blev alting tabt uigenkaldeligt).

III

Til sidst må der have været Aske
Besvimelsens ord fra stationer i sindet
& sikkert et smykke med glemsels indfatning,
hvidgylden tyngde & kant af diamant.

Han lytter til pigernes stemmer i gangen.
Den gule ting er stået op. Tid
til en ø, at blive fuld, skrive & sejle
i buet dånende sommer.

Verdener hinsides & Verdener efter
Til sidst må der have været Lyset.

 

IV

Hukommelsesfragten bliver ved under jorden
& mindst ni vinde & mindst fire liv

passerer i tragten ved sommerens kant.
Jeg tror han fandt en kvindes mund.

Jeg tror han rammer skrinets bund.
Jeg tror han trækker flugten ned.
Jeg tror han strejfer Blomsten.
Jeg tror han finder fred.

Parfumen fra i går er varm. Jeg tror
han ser en sol under vandet. Jeg
tror han slikker fisse indtil sindet
løber rent. Jeg tror han hører tog
derangere fra Vildnis til Undergrunden
i den Store Amerikanske Nat.

 

 

V

En varm kvindestemme
kalder drengen ind fra leg.
Jeg tror han vejrer morgen.
Jeg tror han dør

Alene & uigenkaldeligt
for at blive kaos
& komme tilbage
som en gejl gud
når det stille

Hav sammensværger et Harnisk. 

 

BGJ 

 

Digtet står i samlingen En krans til de faldne (1992) ss. 31-35. Det er nænsomt ajourført til lejligheden. Mere på bogreenjensen.dk